"Min krop ryster, og jeg tænker, at hvis jeg ikke dør om lidt, så er det, fordi jeg er blevet sindssyg"

"Jeg ligner åbenbart ikke én med angst. Jeg har gennemført flere uddannelser, klaret en masse udfordrende jobs og siddet som chefredaktør på fem magasiner – så kan det nu passe? Men man kan sagtens ligne en succes udenpå og være bange indeni."

Sådan fortæller Lizl Rand i et interview. Hun er uddannet journalist og psykoterapeut, og har i 12 år været leder i mediebranchen – bl.a. som chefredaktør på magasinerne Q og Psykologi samt livsstilsredaktør på BT. 

LÆS OGSÅ: 4 typiske former for angst: Dét skal du være opmærksom på

For to måneder siden sagde hun sit job op for at udleve en drøm om at være selvstændig, skrive flere bøger og undervise i psykisk førstehjælp samt coache ledere og folk med stress, angst og depression. Selv har hun benyttet beroligende piller eller alkohol for at klare hverdagen. Hun har skrevet om sine 10 år med angst i bestselleren "Kom stærk ud af din angst – en personlig beretning om at ligne en succes udenpå og være bange indeni", som vi med tilladelse fra forlaget bringer et kapitel af her: 

Kapitel 2: Det første anfald

»Hvor er det ubehageligt at føle, at jeg har en gift indeni. Pludselig begynder min krop at sitre, jeg bliver bange, og tankerne kværner og kører derudad. Pludselig kan jeg ikke kontrollere mig selv. Jeg er sat ud af spillet og tænker blot på, hvornår jeg bliver bange igen. Jeg kører i cirkler. Har jeg det godt, kan jeg godt glemme det, men lige pludselig husker jeg på angsten og bliver enten glad for, at jeg har det godt, eller bange for at få det dårligt igen.« (Fra dagbog)

LÆS OGSÅ: Derfor har du svært ved at erkende, at du har stress

Vi spiser spagetti. Min 2-årige datter, min daværende mand og jeg sidder ved spisebordet og griner over et sjovt ansigtsudtryk, som Elizabeth laver. Vi hygger, og alt tegner til at blive en afslappende aften. Jeg er ikke særlig sulten, så jeg drikker lidt vin. Selvom den får mig til at slappe af, føler jeg en underlig prikkende fornemmelse i huden. En sitrende følelse, som jeg også oplevede på avisen tidligere og i toget. Lidt som hvis man har fået for meget sol. Men her i november kan det ikke være solens fortjeneste, at min hud brænder.

Jeg kigger på min datter og hendes far. Jeg er glad for at være hjemme, men orker samtidig ikke. Jeg kan ikke rigtig være til stede. Det dunker i mine ører, og jeg kan ikke rigtig høre, hvad de siger. Føler det, som om jeg sidder i en osteklokke og kun hører deres stemmer som fjerne ekkoer. Min hals snører sig sammen, og jeg føler nu så meget uro, at jeg ikke kan sidde ved bordet længere.

Vi er også færdige med maden, så jeg siger så roligt, jeg kan, at jeg lige går ovenpå, da jeg har det underligt. Imens kan Elizabeths far gøre hende putteklar.

Jeg løber op på første sal og åbner vinduerne i soveværelset. Jeg kan ikke få luft og hiver efter vejret. Min hals snører sig sammen, og jeg kan ikke synke. I et forsøg på at få ilt stikker jeg hovedet ud ad vinduet og mærker den kolde vind mod mit ansigt. Jeg kigger ud, men kan intet se. Jeg er blændet af lyset fra værelset, der nærmest danner en mur mod mørket udenfor.

LÆS OGSÅ: Sådan reagerer din krop på angst

Jeg trækker vejret dybt. Men alligevel kan jeg ikke få luft. Det føles i alt fald sådan. Jeg tænker, at jeg måske panikker, for jeg kan jo godt få luft. Jeg kan jo mærke, at jeg trækker vejret, det føles bare ikke, som om jeg gør det. Jeg vil knappe min skjorte op, hvis nu den skulle genere min hals, men skjorten er allerede åben.

Forvirret går jeg frem og tilbage i soveværelset. Intet forhindrer mig i at kunne få vejret. Alligevel snapper jeg efter det og føler, at jeg er ved at blive kvalt.

Jeg kan mærke panikken brede sig. Som små fisk i mine årer svømmer frygten ud i armene, ned i benene, rundt i hjernen. Hjertet hamrer så hårdt, at det må kunne ses under min top. Jeg rører på min hals og mit bryst. Aer mig selv for at berolige kroppen. Jeg hiver i huden på halsen, mens jeg kæmper for at synke. Mine arme sitrer, og jeg registrerer, at mine ben også føles underlige.

Hvad sker der med mig? Er jeg ved at dø? Tankerne fl yver rundt. Er det sådan, det føles at dø? Men mens jeg reflekterer over, om jeg snart er på vej væk i et totalt kollaps, erstattes frygten for at blive kvalt af frygten for at blive mast.

For pludselig ser jeg, at væggene er ved at falde ned mod mig. Instinktivt rækker jeg hånden ud og holder på en væg for at forhindre, at den falder. Hvad sker der? Det er jo ikke muligt, tænker jeg, mens jeg dukker mig og sætter mig på gulvet, fordi jeg oplever, at loftet falder ned mod mig. Beskyttende tager jeg armene op over hovedet. Jeg skriger uden lyd. Tavst spænder jeg min ryg for at kunne tage imod loftet. Hvad sker der? Det er jo helt galt, tænker jeg, mens jeg venter på, at loftet skal ramme mig.

LÆS OGSÅ: Sådan vender du tilbage til job efter stress

Min datters far kommer ind i soveværelset. Jeg kan se, at han ser forskrækket ud, og hans stemme lyder usikker. »Hvad sker der, skat?« Han går hen mod mig og får mig op fra gulvet og vil holde om mig. Men selvom jeg har lyst til at blive holdt om og føler mig så uendelig lille, føler jeg mig klaustrofobisk, fanget i min egen krop. Så blidt skubber jeg ham væk.

»Jeg kan ikke få luft. Jeg kan ikke trække vejret,« stønner jeg. »Og det er, som om væggene falder ned over mig.« Min stemme bæver, og jeg begynder at græde, ganske stille. På dette tidspunkt mærker jeg ikke, om jeg er ked af det. Det har jeg slet ikke overskud til – tankerne raser rundt i mit hoved. Er jeg ved at dø? Er jeg ved at blive vanvittig?

»Der sker ikke noget med huset, og du kan godt få luft. Læg dig på sengen og slap lidt af,« foreslår han.

Jeg sætter mig på sengen, men vil ikke ligge ned, da jeg føler mig for svimmel. Jeg lukker øjnene og får det endnu værre. Jeg har det, som om jeg falder. Styrer mod en afgrund, jeg ikke kan se. Alt er tåget, og jeg falder og falder. Jeg lander på en lille repos og forsøger at fi nde fodfæste, men mit ståsted forsvinder under fødderne, og jeg falder igen. Frit svævende styrter jeg ned mod noget, jeg ikke kan se.

Jeg åbner øjnene og stirrer ud i rummet uden at stille skarpt. Trækker vejret i stød og har lyst til at skrige højt og løbe væk fra det hele. Når jeg er til stede, kan jeg ikke få luft, og væggene falder ned over mig. Når jeg lukker øjnene, styrter jeg mod en mørk afgrund. Min krop ryster, og jeg tænker, at hvis jeg ikke dør om lidt, så er det, fordi jeg er blevet sindssyg.

Tårerne løber ned ad kinderne. Det føles faktisk rart, ganske forløsende. De tager lidt af trykket i min krop, så jeg mærker, at jeg stille og roligt kan trække vejret helt igennem. Jeg kigger rundt i soveværelset og ser, at væggene stadig står. Der er ingen revner, og loftet er ikke flækket. Jeg tænker, at jeg må have været meget svimmel, siden jeg kunne opleve det så stærkt, at huset var ved at falde sammen.

Min datters far har ringet efter en læge. En ven af familien. Jeg har ikke nogen tidsfornemmelse og ved ikke, hvor længe jeg har kæmpet for livet og fornuften. Derfor bliver jeg overrasket over, at han med ét står i soveværelset. Jeg er også lettet. En læge. En livredder.

Han spørger til, hvordan jeg har det, og jeg fortæller om ikke at kunne få luft, om væggene, der vælter ned over mig, og om, hvordan jeg føler, jeg falder, hver gang jeg lukker øjnene.

Han tager sit stetoskop frem og lytter til mit hjerte og mine lunger. »Det lyder fint.« Det samme konkluderer han om mit blodtryk, der er højt, men langtfra livstruende.

»Nu får du en beroligende pille. Det vigtigste er nu, at du passer dit arbejde og ikke melder dig syg. Så tag de her piller. De kan hjælpe dig gennem hverdagen. Hvis du så bliver narkoman, må vi afvænne dig senere. Men du må ikke lægge dig syg. Du må fortsætte med hverdagen. Det er altafgørende.«

Han giver mig et glas med Temesta, der virker beroligende ved angst og uro, men desværre også rummer stor risiko for tilvænning og afhængighed.

Da jeg timer senere ligger i min seng, er jeg helt udmattet. Tung. Har det, som om jeg ligger flere centimeter dybere nede i madrassen, end jeg plejer. Jeg kigger ud i mørket og op på loftet, der stadig hænger over min familie og mig. Min datters far sover, han snorker stille. Og min datter fik jeg sunget en godnatsang for, inden hun faldt i søvn. Hun virkede glad og helt upåvirket.

Jeg trækker vejret dybt og tænker på, hvor godt det er, at jeg har fået pillerne, og at lægen mente, at jeg skulle passe mit arbejde. For jeg ville ikke kunne melde mig syg i morgen. Og selv hvis han havde sagt, at jeg skulle, ville jeg ikke have gjort det. Jeg har både en vigtig sag, der skal afl everes, og møder og kurser, som jeg skal deltage i.

Og hvad skulle jeg sige, hvis jeg ringede til min chef? At jeg lige havde været tæt på at dø, fordi jeg troede, jeg fik et loft i hovedet? Nej vel. Og hvad skulle det hjælpe at melde sig syg – andet end at jeg så ville få det værre ved at gå hjemme og føle, at jeg kom bagud på jobbet?

Jeg må bare tage mig sammen. Jeg er stærk nok, og nu har jeg pillerne.

Hvad angsten har lært mig
1/ Jeg dør ikke: Selvom det lyder fjollet, så har jeg faktisk fundet ro i at tænke, at jeg ikke dør af angst. Det kan føles sådan – men fysisk og ude i den ‘rigtige’ verden sker der ikke noget. Alt er i tankerne, der så sætter kroppen i gang. Eller omvendt – kroppen, der pludselig reagerer på noget og så får alle tankerne koblet på.

2/ Jeg er ikke sindssyg: Ligesom det kan være en rar erkendelse, at jeg ikke er ved at dø, er det godt at vide, at selvom jeg følte, at jeg var ved at miste forstanden, så bliver man ikke sindssyg af angst.

3/Kun angste forstår: Selvom jeg har forsøgt at forklare, så er det meget svært for pårørende at forstå, hvad der sker. Det er ikke af uvilje, at andre måske kommer til at tro, at man er ude af balance eller bare skal tage sig sammen. Det er simpelthen, fordi det er meget svært at forstå, hvad der sker.

4/ Afhængig af medicin: Angstdæmpende medicin kan være godt til akut brug. Jeg havde selv glæde af det. Men jeg blev hurtigt mentalt afhængig. Jeg følte, at jeg ikke kunne præstere, hvis ikke jeg som forebyggende havde taget en kvart eller halv pille. Jeg var meget bevidst om, at man hurtigt kan blive afhængig, så jeg spiste meget få piller, men blev psykisk afhængig.

5/ Det går over: Uanset hvor voldsomt et angstanfald føles, så går det over. Selvom det synes uendeligt og som ens endeligt, så varer et panikangstanfald ikke mere end fra et par minutter til cirka 15-20 minutter.

LÆS OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, hvis du udsættes for stress? 

LÆS OGSÅ: Se 12 gode råd mod stress i hverdagen

LÆS OGSÅ: Sover du dårligt og er ofte syg? Her er 14 stresstegn, du ikke må ignorere