Anette Kokholm: "Jeg overvejede at tie stille og bide tænderne sammen"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg er født i Københavns Nordvestkvarter, så der har jeg nok taget mine første skridt, men da jeg var fire år, flyttede vi til et rækkehus i Søborg, hvor jeg oplevede min tidlige barndom og første veninder. Jeg husker det som meget trygt, og i mine barndomsminder skinner solen altid over Søborg. Da jeg var ti år, blev mine forældre skilt, og min lillesøster og jeg flyttede med vores mor til Farum Midtpunkt. Det var midt i 70’erne, hvor der blev eksperimenteret med bofællesskaber og familieformer, og Farum Midtpunkt var et alternativ til parcelhuset. Min mor flyttede nu mest dertil for ikke at føle sig isoleret. Derude var der åbne døre overalt, og jeg kendte alle mine veninders mødre. De var rødstrømper – i modsætning til min egen mor – og der grundlagdes min tro på, at kvinder er for fede og skal blive til noget på lige fod med mænd." 

Hvordan fandt du din levevej?

"Min far var typograf, og jeg kan stadig huske følelsen af at være med ham på arbejde og se, når trykkemaskinen langsomt gik i gang med Kristeligt Dagblad, mens jeg sad på en ølkasse og drak en sodavand. Min far ville have, at jeg skulle blive til mere end ham, og min mor var også meget ambitiøs på mine vegne og ville have, at jeg skulle noget mere end at tage telefonen for andre mennesker. Jeg var god til at skrive, så jeg ville gerne være forfatter, men det var der ingen skole for, så jeg søgte ind på journalisthøjskolen. Det var faktisk slet ikke mig. De andre gik og talte om at vælte regeringer og afsløre skandaler, men jeg har altid været mere til livsstils- og familiestof. Jeg troede, jeg var mindre værd end de andre på holdet, og at jeg aldrig ville kunne leve af det, der interesserede mig. Det ændrede sig den dag, jeg trådte ind i journalisthøjskolens radiostudie. Da den røde knap tændte, tændte jeg også.  Jeg arbejdede derfor med radio, da jeg var færdig, først på Aalborg Nærradio, og senere på P3. Jeg tænkte: Kan det være rigtigt, at jeg får penge for det her? P3 var meget folkeligt dengang, og vi var i folks clockradioer, bilradioer og radioerne i køkkenet. Der fandt jeg ud af, at det ikke behøver være så ”fint”, som jeg troede på skolen."

LÆS OGSÅ: Rosa fra Bagedysten: "Alle kunne jo se med et halvt øje, at der var noget anderledes ved mig"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Lars, som jeg mødte første gang, da jeg var 20, og han var 24 år. Vi var meget forelskede, og jeg troede allerede dengang, at jeg havde fundet manden i mit liv. Men så tog jeg til Aarhus for at blive journalist, og det gik galt mellem os. En dag i 1995 mødte jeg ham i et supermarked. Han spurgte, om jeg var gift, og jeg spurgte, om han var gift. Det var vi ikke, og vi vidste begge to hvorfor. Tre måneder senere boede vi sammen i en lejlighed på Vesterbro med fire sammenbragte børn og to baglande i chok, for vi boede begge to sammen med andre. Min søster sagde, at jeg skulle vente to år med at blive gift med ham, for vi ville jo alligevel gå fra hinanden igen, og der var alligevel ingen, der gad komme til vores bryllup, fordi alle var så sure. Vi ventede de to år, og til den tid var alle heldigvis blevet glade igen. 

Vores børn var mellem et og otte år, da vi fandt sammen. Siden har vi også fået et fælles barn. Jeg troede, det ville blive svært at bringe børnene sammen. Og især blive svært med Lars’ pige på otte, men det har været det lykkeligste møde i mit liv. Vi har fået noget helt særligt sammen, fordi jeg ikke er hendes mor. Jeg oplevede selv som barn, at min far blev gift med en kvinde, som ikke ønskede, at min søster og jeg skulle være en del af vores fars liv, og det lovede jeg mig selv aldrig skulle ske for os. De skulle føle sig velkomne hos os, og Lars og hans børn fik alenetid. Hvis jeg følte en stik af jalousi, tog jeg mig selv hårdt i kraven."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

" Fint, for folk er altid søde. Da jeg var på TV2, skete det hele tiden, men så stilnede det af. Da jeg blev kongelig kommentator, begyndte det igen, og så tror jeg kombinationen af det kongelige og jobbet på Familie Journal gør, at folk godt vil hilse på mig. Tit synes folk, at de har set mig før, men de kan ikke huske hvor. For nyligt da vi var på vej i sommerhus, stoppede vi ved et sted for at købe kaffe, og der kom en flok kvinder gående begejstrede hen mod mig. Lars tænkte: ”Åh nej, det her kommer til at tage lidt tid”, men da de kom over til mig, sagde de: ”Hej, er det ikke dig, der har arbejdet i posten?” Det er i øvrigt også svært at sige, hvor folk kender mig fra, for det kan jo være mange steder fra. Jeg har fem børn, der har gået i institution, skole og til sport."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Aller var et af de steder, jeg har været længst. Jeg var både redaktør og ugebladsdirektør, og mit hjerte lå hos både medarbejderne, bladene og læserne. De sidste to år jeg var der, var der en ny direktør, og vi blev tiltagende uenige om strategien, salget, måden at behandle medarbejdere på. ALT. Jeg kæmpede, men jeg tabte alle kampene én efter én. Jeg overvejede at tie stille og bide tænderne sammen for at beholde mit job, for jeg kunne godt se, hvilken vej det gik. Men jeg fandt styrken til at sige min mening, og da jeg blev fyret, sad jeg tilbage med stolthed over, at jeg havde sagt min mening, men også sorg over at skulle slippe det, jeg elskede. Samtidig gik jeg fra at have fuld kalender, personlig assistent og stort kontor med udsigt over Havneholmen til at sidde derhjemme i stilheden. I starten føltes det godt, for det havde været alt for hårdt til sidst. Det var godt jeg havde min mor, søster, veninder og mand i den tid. Jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg så skulle lave og gik til en del jobsamtaler. Mange mente, at jeg skulle være kommunikationschef i en eller anden stor virksomhed, men hver gang jeg sad til en samtale, tænkte jeg: ”Hvad laver jeg her? Jeg vil hjem til mediebranchen”."

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: "Jeg er tryghedsnarkoman, så det var et stort spring"

Hvor er du på vej hen lige nu?

" Jeg er på vej til at blive DR’s nye radiochef. Da jeg hørte, at DR’s gamle radiochef havde fået nyt job, ringede jeg straks til DR og sagde: ”Goddag, det job skal jeg have”. Jeg var nødt til at vente på, at de slog jobbet op, og i en måned gik jeg og ventede på, at jeg kunne søge det. Så gik jeg til en masse samtaler hos dem, og da de til sidst ringede og sagde, at jeg havde fået det, eksploderede jeg af lykke. Jeg har det strategiske ansvar for radio, podcast og musik i DR, og jeg elsker det helt vildt. Jeg har elsket radio, siden jeg startede på at lave det, og jeg tror, alle der har arbejdet med radio, har det flydende i deres hjerte. Derudover har jeg en strategisk og ledelsesmæssig faglighed med mig."

Hvornår har du skudt genvej?

"I 2012 da dronningen havde 40-års jubilæum som regent, ringede DR til mig og spurgte, om jeg ville i studiet, fordi de skulle dække jubilæet i to dage. Jeg havde været lidt i tv som ekspert i sammenbragte børn, men derudover troede jeg, det måtte være en fejl, for jeg var jo ikke på Billed-Bladet. Men de bad mig komme og fortælle, hvad kongehuset betyder for danskerne. Og dét kunne jeg. Jeg satte mig grundigt ind i det, og det gik faktisk ret godt, så jeg blev inviteret i studiet til kongelige begivenheder igen og igen. Nu føles det rigtigt, og jeg ved efterhånden så meget om kongehuset, at jeg ikke er bange for at kalde mig kongelig kommentator. Jeg har dog aldrig mødt de kongelige. Men hvert år efter dækningen af dronningens nytårstale bliver alle vi i studiet – værter, lyd- og lysfolk – inviteret ind på slottet til et glas champagne. Det er så sødt, men de kongelige er der ikke. Jeg skal dog ikke være kongehuskommentator længere, for det er en del af aftalen, når man bliver radiochef."