Cecilie Frøkjær: "Jeg er tryghedsnarkoman, så det var et stort spring"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg voksede op i et parcelhuskvarter i Slagelse, hvor vores hus var det sidste i byen, inden markerne begyndte. Der var jo ingen mobiltelefoner og skærme, så det var en fri barndom, hvor vi bare skulle være hjemme til spisetid. Der var børn på vejen, som jeg spillede rundbold og legede i høballerne med, men det var også sådan, at de store bestemte over de små. Vi boede i et helt standard parcelhus, og mine forældre bor der endnu og er stadig gift. Når jeg – i en alder af 51 år – siger, at jeg skal hjem, så mener jeg hjem til det hus, jeg boede i, fra jeg var fem år. Så ligger jeg på sofaen med tæppe på, og min mor laver øllebrød til mig, og jeg bliver som barn igen. Jeg er meget privilegeret.

Dit livs omvej?

– Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle som ung. I gymnasiet tænkte jeg faktisk på at blive journalist, men en dag havde vi besøg af en journalist fra en avis, og hun fortalte frygtelige historier om druk og stress. Det var ikke noget for mig. Jeg gik også på et journalistkursus, men det var heller ikke noget. Så læste jeg to års nordisk sprog og litteratur på universitetet. Jeg var også omkring psykologistudiet i introugen, inden jeg droppede ud. Undervejs havde jeg desuden et kreativt år, hvor jeg arbejdede på café, dansede ballet og malede en masse akvareller. Til sidst tænkte jeg: ”Måske skulle jeg bare prøve journalisthøjskolen”, for det var det, jeg havde mindst ulyst til. Jeg kom ind anden gang, jeg søgte.

LÆS OGSÅ: Kirsten Siggaard: "Folk forstår ikke altid, hvorfor vi er skilt"

Hvordan fandt du din levevej?

– Det gjorde jeg, da jeg var i praktik på TV Midtvest i Holstebro. Jeg var en dårlig praktikant, som led så frygteligt af præstationsangst, at jeg næsten ikke kunne sove om natten. Der var mest prestige i at lave nyhedsjournalistik, men det egnede jeg mig simpelthen ikke til. Skiftet kom, da jeg en dag blev sendt ud for at lave noget live. Det var i Tarm, hvor jeg skulle dække, at flere hundrede mennesker var samlet for at mindes to englændere, der var faldet ned under Anden Verdenskrig. Jeg har faktisk stadig optagelsen, og det var ikke nogen pragtpræstation, skulle jeg hilse at sige. Men her var noget, der begejstrede mig. Jeg var jo stadig nervøs, men der var også noget større på spil, og det blev definerende for min karriere, hvis jeg skal være lidt højtragende. Jeg kan huske, at jeg bagefter ringede hjem til chefen og sagde, at jeg syntes, det var sjovt. Jeg fik også ros for det, og det betyder meget, når man selv går rundt og synes, at man er en fiasko. Jeg fik måske også lidt mere ros, end jeg egentlig var berettiget til. Siden fik jeg lov til at lave nogle små liveinterviews i studiet, og der var jeg kun konstruktivt nervøs. Derefter søgte jeg ind som vært på Go Morgen Danmark, som var live, live, live.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg er mere opmærksom på min opførsel, end jeg ellers ville være, og hvis jeg klager over noget, er det mest, når jeg er i udlandet, hvor ingen kender mig. Men at blive genkendt har været et vilkår i mit liv de seneste 23 år. Det er sjovt, at nogle tror, at når du er en offentlig person, så er du også døv. Det er ikke fordi, de siger noget grimt, men du kan bare tit godt høre dit navn blive hvisket 50 centimeter bag dig.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Jeg har ofte frygtet at miste vejgrebet, men det er ikke sket for alvor. Men der var en episode i slutningen af min tid på Go Morgen Danmark. Jeg havde været der i 12 år, og jeg var lige blevet skilt. Vi var enige om skilsmissen, og det var ganske udramatisk, men der er meget logistik, når du har et job, hvor du skal stå op klokken fire om morgenen. Jeg havde en reservebedste, som cyklede fra Nørrebro om natten for at følge mine børn i skole. Jeg vågnede hver morgen med stress over, om hun nu var forsinket eller faldet på cyklen, og jeg derfor ville komme for sent på arbejde. Mine børn var – ligesom jeg – kede af det, og det var langt fra ideelt at have et job, hvor jeg skulle forlade matriklen midt om natten. Det var en daglig prøvelse at skulle sidde og være smilende på morgen-tv, samtidig med at jeg havde følelsen af, at alting faldt ned af hylden bagved mig. Der var konkret en morgen, hvor jeg skulle lave det første interview. Da vi havde budt velkommen, var der en 15 sekunder lang jingle, hvor jeg kunne nå at sætte mig over til gæsterne. Pludselig kunne jeg bare ikke gå derover. Jeg skubbede bare mine papirer over til Morten Resen, som var min medvært, og sagde: ”Du gør det”. Så ved man godt, at den er gal. Kort efter sagde jeg op.

LÆS OGSÅ: Annette Heick: "Disse to begivenheder har ændret mit liv"

Hvornår har du taget en genvej?

– Jeg er dårlig til genveje, og jeg er typen, der parkerer inden for de hvide streger i p-båsen. Da jeg for mange år siden var i praktik, havde jeg en opgave helt ude på bøh-landet om aftenen. Jeg holdt for rødt alene på en mørk landevej, og jeg tror, der gik otte minutter, før jeg tænkte: ”Nu gør jeg det” og kørte over. Jeg sad der i hvert fald længe og tænkte: ”Hvor regelret skal man egentlig være?” Men jeg spiller altid efter reglerne og tager kun genveje, der er lovlige. Man skal ikke springe over, hvor gærdet er lavest, men som Ulla Therkelsen siger, så er man jo idiot, hvis man springer over, hvor det er højest. Jeg mener dog faktisk, at tingene fungerer optimalt, hvis alle holder sig til aftalerne, og jeg er jo opdraget i en tv-produktion, hvor vi alle er tandhjul i en større maskine, og alle skal gøre som aftalt. Der er produktionsplaner minut for minut, og det har præget mit syn på verden. Jeg kender godt dem, der kommer dalrende og tror, de kan klare den på charmen.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Mange og som udgangspunkt mine børn og min kæreste. Men jeg gemmer også min farmor i mit hjerte. Hun betød meget for mig, og jeg taler altid om hende, når jeg holder foredrag. Hun blev enke som 31-årig med to små børn og overtog min farfars manufakturhandel. Da hun fyldte 54 år, besluttede hun sig for at blive bibliotekar. Hun startede på HF som den ældste, flyttede på kollegium, begyndte på bibliotekarskolen og var nyuddannet som 60-årig. Som 80-årig udgav hun en bog om udvandrere, der tog til USA. Derudover var hun en fantastisk sød farmor, der altid tog sine børnebørn med på ferie. Min allerførste flyvetur var med farmor til Bornholm. Hun døde i 2003, og hver sommer tager hele familien ud til hendes grav og spiser pandekager.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Det gjorde jeg, da jeg blev selvstændig for fire år siden. Jeg er tryghedsnarkoman, så det var et stort spring at sige farvel til pension, ferie, vagtplaner og 19 gode år. At være selvstændig er forbundet med stor usikkerhed, men så huskede jeg på farmor og tænkte: ”Det går sgu nok”. Hun var en stor inspiration i den situation, for det er så vigtigt at have seje damer som rollemodeller. Nu har jeg fået lov til at beskæftige mig med det, jeg gerne vil: bøger og forfattere. Først lavede jeg bogpodcast for Jyllands-Posten, og nu laver jeg forfattersamtalerne Mellem ørerne for Mofibo, og jeg har også stadig jobs for TV2. Det er et godt mix, og der er stor frihed i at lave podcasts. Der er ikke alt det med makeup, tøj og re-takes. Jeg har ikke set mig tilbage siden, og jeg savner ikke at lave tv på daglig basis. Jeg lavede Go Morgen og Go Aften i næsten 17 år og fik alt, hvad jeg kunne drømme om af fjernsyn.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg er sjældent ude af min comfort zone, men lige da jeg var blevet selvstændig, skulle jeg holde foredrag i Sønderjylland, og da det var overstået, kørte den søde arrangør mig til stationen. Men toget var forsinket. Da det endelig kom, og jeg steg på, viste det sig at køre mod Tyskland. Jeg stod af, så hurtigt som muligt, og det var meget mørkt og koldt på Tinglev Station. Det var vinter, nat, det regnede, og der var kun to procent strøm tilbage på min telefon. Jeg stod i et læskur med slagregnen lige ind i fjæset og følte mig så langt hjemmefra. Der kom to unge fyre forbi og tilbød mig et lift til Fredericia, men jeg turde ikke, for det er sådan noget, jeg altid advarer andre mod at gøre. Jeg brugte de sidste procenter strøm på at ringe til arrangøren igen for at få ham til at hente mig. Han nåede lige at sige ”ja”, inden telefonen gik ud. Men da jeg stod der den nat i Sønderjylland, gik det op for mig, at jeg lever et meget komfortabelt liv, og det er sjældent, jeg kommer helt derud.

LÆS OGSÅ: Cecilie Hother med aldersforskel: ”Jeg fik et female crush på hende”

Hvad tænkte du på vej herhen?

– Om trafikken kunne flytte sig lidt hurtigere, så jeg ikke ville komme for sent. Måske tænker jeg lidt for meget over at komme til tiden, men jeg er opdraget i live-tv, hvor ti sekunder betyder meget. Jeg er også ret hysterisk med, at andre ikke kommer for sent. Hvis jeg løber rundt derhjemme og er gasblå i hovedet for at nå en aftale, og den anden så kommer for sent, så kunne jeg have krydret min morgen med et ekstra kvarter i stedet for at få et hjerteinfarkt.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at være vært for Mofibo Awards, som er Danmarks første rene lydbogs-awardshow. Det er et marked, som buldrer frem, og jeg kan mærke, at de nominerede er meget begejstrede for at skulle være med. Det foregår på Hotel Cecil i København, og er noget helt andet end at lave for eksempel TV2’s årskavalkade foran 1200 mennesker i Operaen og på tv, som jeg lige har gjort. Det bliver dejligt også at lave noget i mindre skala.