Rosa fra Bagedysten: "Alle kunne jo se med et halvt øje, at der var noget anderledes ved mig"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Ranumvej i Himmerland, hvor jeg kommer fra et arbejderhjem med fem børn. Jeg var midterbarnet, og vi gik alle i den lokale friskole. Far arbejdede, men mor gik hjemme, og så var der jo ikke mange penge at rutte med, men i vores område kom alle fra små landbohjem, og alle var i samme båd. Jeg var jo det midterste barn, og alle mine søskende er helt lyse. Jeg er helt mørk, og alle kunne jo se med et halvt øje, at der var noget anderledes ved mig. Når jeg spurgte, blev det fejet ind under gulvtæppet. Gennem årene lærte jeg at sige ”fra Himmerland”, når folk spurgte, hvilket land jeg kom fra. Men for nogle år siden satte jeg mor stolen for døren, for jeg syntes, mine børn og børnebørn havde krav på at vide sandheden. Min far var 94, så jeg nægtede at gå, før der var kommet røg op af skorstenen. Det viste sig, at min mor havde haft en kærlighedsaffære med en grønlænder på et behandlingshjem for tuberkulosepatienter, hvor de begge havde været indlagt i længere tid. Jeg kan nu godt forstå, man har haft lyst til, at der skulle ske lidt, når man lå der og ikke vidste, om man slap levende derfra. Men det var jo tabu dengang, og hvis man endelig var utro, så var man det formentligt med postbuddet, som lignende alle andre. Jeg er dog aldrig blevet forskelsbehandlet af min far, og hvis jeg blev, var det kun til min fordel.

Hvordan fandt du din levevej?

– Det har været zigzag hele vejen igennem. Jeg fik en realeksamen, og bagefter trængte jeg til at komme hjemmefra. Jeg var 17 år og kom i lære som smørrebrødsjomfru, fordi jeg elsker at lave og spise mad. Jeg lavede smørrebrød nogle år, men så mødte jeg min mand, som var fra Mors. Der flyttede vi op i 1978, hvor jeg blev leder af et centralkøkken. Min mand købte et autoværksted, og der lavede jeg regnskaber og var medhjælpende hustru. Bagefter var jeg bestyrer af et lille lokalt posthus, som havde åbent fire timer hver dag, men så kunne jeg jo nå så meget andet. Efter nogle år sagde jeg op i posten og tog en uddannelse i markedsføring, og da jeg var færdig, ville posten have mig tilbage. Jeg kom til salgsafdelingen og fik også en uddannelse inden for medier. Jeg har desuden en regnskabsuddannelse, og jeg troede i en periode, jeg skulle være revisor, for det er så praktisk, når man skal snakke med banken ha-ha. Ja, jeg har skiftet retning rigtig mange gange.

LÆS OGSÅ: "Jeg var 17 år og havde aldrig kysset nogen, og jeg var skrækslagen"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min første mand, Tommy, som jeg mødte som 21-årig. Vi var sammen til han døde, da jeg var 41, men vi fik 20 gode år og to børn sammen. I 2006 fandt jeg min nuværende mand, Carsten. Det skete, fordi min datter spurgte, om jeg da aldrig skulle giftes igen, og så tænkte jeg: ”Jo, jeg må nok hellere gøre noget ved det”. Jeg vil jo gerne blive 92 år, men jeg vil altså ikke være enke i 50 af dem. Jeg var på dating-sider, men jeg kendte jo alle singlerne i miles omkreds. Der var dog lige én, jeg ikke kendte, og det var Carsten, som jeg mødte nede i Marineforeningen, som vi sponsorerede, dengang min mand levede. Jeg bagte på Carsten et år, indtil han fandt ud af, at det var alvor. 

Det var noget helt andet anden gang, jeg blev gift. Første gang handler det jo om villa, børn og bil, men anden gang skal man bare tænke på, om man kan holde hinanden ud. Jeg tænkte, om jeg egentlig hellere ville være alene, men det ville jeg jo ikke, så Carsten og jeg blev gift i 2017 efter ti års forlovelse. Det var en vild uge. Om tirsdagen fyldte jeg 60, om onsdagen var der premiere på bagedysten, som jeg deltog i, om torsdagen gik pressen amok, og om lørdagen blev jeg gift. 

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– I 1999 døde min mand, og jeg blev alene med to børn på 13 og 18 år. Jeg måtte sætte jobbet lidt på standby, og jeg solgte autoværkstedet. Måske var det derfor, jeg i 2006 gik ned med stress. Jeg trivedes ikke i de år, og jeg havde ikke tid til at lade op. Jeg begyndte at hidse mig op over for kunderne, og jeg havde omkring 100 timers afspadsering fra posten, da jeg ringede til min chef og meldte mig syg. Så røg skuldrene ned, og jeg sov en måned. Bagefter sagde jeg op og begyndte at læse til ejendomsmægler, for jeg tænkte, at det kunne jeg lave, til jeg blev 80 år, og der er stor fleksibilitet i det. Jeg lavede stadig regnskaber ved siden af, blandt andet for nogle som havde startet et firma, der lavede vandflasker med logoer på. Jeg tænkte, at det kunne jeg gøre bedre end dem, og det passede godt med, at ejendomsmarkedet var nede, så jeg overtog firmaet, gjorde det til et dansk koncept og har drevet det siden.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg har altid været udadvendt, og så kommer jeg fra en egn, hvor du snakker med folk, når du har mødt dem to gange på gaden. Jeg kan faktisk slet ikke lade være med at snakke med folk. Jeg troede ikke, jeg ville få så meget opmærksomhed i forbindelse med bagedysten, og jeg troede faktisk, jeg ville ryge ud som en af de første, men jeg kan jo mit håndværk. Opmærksomheden var overvældende, og den har holdt ved. Det er kun positivt, og der er jo ingen, der smider rådne tomater efter mig.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Det er en legendarisk dum historie"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er min mand, for han er simpelthen så klog. Carsten kan hele Danmarkshistorien, og jeg elsker, når han fortæller mig om alle Christian’erne og Frederik’erne. Han forsøgte også at lære mig kongerækken, men efter tre måneder var den væk igen. Vi har også en fantastisk præst her i byen. Det er ikke sådan, at jeg ringer og spørger hende til råds, men jeg spurgte hende for eksempel, da jeg skulle giftes: Når nu jeg har sagt ”til døden os skiller” til Tommy og ”til døden os skiller” til Carsten, hvordan gør vi så på kirkegården? Skal jeg ligge i smørhullet mellem de to? Det syntes hun, jeg skulle, for en aftale er en aftale.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg er ikke god til sprog. Jeg har simpelthen ikke sprogøre, men jeg er god til tegnsprog. Jeg kan for eksempel ikke engelsk, så hvis vi er i udlandet, må Carsten tale. Vi var for nyligt i Italien, hvor vi skulle ud og spise et lille lokalt sted. Vi tog cyklerne derhen og spiste vores tre dejlige retter og drak et glas vin og et glas vin til. Til sidst kom kokken hen og sagde: ”Bill?” til os. Jeg sagde straks: ”Nej, vi er på cykel” og viste ham med tegnsprog. Jeg troede jo, han tilbød os at bestille en bil, fordi vi havde drukket lidt for meget. Jeg har også lige været på Grønland og holde foredrag, og jeg havde øvet mig på at sige ”velkommen” på grønlandsk, men lige da jeg sagde det, kom jeg i tvivl, om jeg havde sagt ”glædelig jul”, for det har jeg nemlig også lært at sige. 

LÆS OGSÅ: "Folk laver nogle gange et lille rejehop, når de er gået forbi mig"

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej i flere retninger. Jeg har jo mit vandfirma, men jeg fik så mange følgere efter bagedysten, at jeg valgte at være på de sociale medier, for det kan jeg bruge til noget. Jeg har blandt andet lavet en Youtube-kanal, hvor jeg hver søndag laver mad. Sjovt nok er det de unge, der ser det, halvdelen af abonnenterne er 18 til 35 år. Det er også den aldersgruppe, der er mest elektrisk, når de møder mig på gaden. Jeg tror, jeg er sprunget det led over, hvor man er pinlig. Forældre kan være pinlige, men jeg er ligesom en farmor, der kan sige hvad som helst, og det gør jeg så. Jeg kan jo ikke nøjes med bare at stå og røre i en gryde, så jeg taler hver søndag om et emne. I går talte jeg om krænkelse, for i gamle dage skulle du jo slås eller voldtages, før du var krænket. Så var der en af mine følgere, der skrev: ”Der er jo forskel på at blive krænket og stødt,” og det er faktisk fuldstændig rigtigt. Vi kan ikke alle sammen gå rundt og sige undskyld hele tiden, og det er efterhånden svært at kende folks grænser. Menuen i går var medisterpølse, for jeg laver altid gammeldags dansk mad. Jeg lavede dog ikke medisteren fra bunden, for man skal ikke tage modet fra de unge. Jeg er jo ikke en nørd. Jeg vil bare gerne lære de unge at sige: ”Er det ikke sværere?”