Anna Dyhr

Foto: Peter Nørby Anna Dyhr har brugt år på at være ked af det, vred, rasende, ordløs og pludselig igen fyldt med ord.

”Ordene forsvandt. Skriftligt, så verbalt, og til sidste kunne jeg ikke sige: Min mor… er død”

Når hendes mor forsvandt i depressionen, tog Anna ansvaret. Hun tog sig af sin mor og af opvasken, madpakkerne og indkøbene, fra hun var et lille barn. Og da hendes mor døde, tog Anna Dyhr ansvaret for at finde mening i det kaos af skyld, skam og sorg, der væltede hendes verden.

Er du Anna Dyhr?, spurgte en af de to betjente, da Anna åbnede sin hoveddør en decemberaften i 2017. Tankerne fræsede rundt i hendes hoved. Alt stod stille, selvom tiden føltes uendelig. ”Vi har en sørgelig meddelelse. Din mor er fundet død i sin lejlighed”. Anna begreb det ikke til at starte med. Hun forstod ikke, hvad det var, de sagde. Det hele slørede, og det eneste, hun mærkede, var en tåre, der løb ned ad hendes kind. Imens inviterede hendes kæreste betjentene indenfor.

"Jeg var fuldstændig i chok. Altså fuldstændig. Jeg blev rystet ud af mig selv. Sådan," siger Anna og knipser med fingrene.

LÆS OGSÅ: ”Som sygeplejerske bliver du nødt til at omsorgssvigte dig selv”

"Den der pludselige meddelelse slog mig helt ud og tilbage i Anna Paulsen, som jeg hed i min barndom. Jeg kunne ikke finde ud af noget rent kognitivt. Det var som om, at det sprog, jeg havde haft, ikke længere var tilstrækkeligt."

Anna frøs, rystede og sitrede på samme tid. Hun lyttede ikke til, hvad betjentene sagde. Hun ventede mest af alt på, at de igen skulle forlade hendes hjem, og i samme sekund de gik ud ad døren, gik hun ovenpå. Hun fandt en blok og en kuglepen frem fra en bedroller under sengen og satte sig ved sit skrivebord. Og så begyndte hun at skrive alt ned. Følelser, tanker, samtaler og to-do-lister. En proces, der fortsatte de næste 16 dage.

"Jeg kunne slet ikke stoppe, siger hun og fortæller, hvordan hun skriblede på sin blok, når hun kørte i bil med sin kæreste, når hun var til møde hos bedemanden, og når hun spiste aftensmad med sin søn. Hver gang hun kunne komme til det, greb hun ud efter blokken for at notere alt det, der foregik i og omkring hende."

"Jeg vidste ikke, hvad jeg ville med det, men jeg følte det næsten som et kald. Det var det eneste, jeg kunne gøre. Jeg tror, at det var for at prøve at forstå, hvad der foregik, og jeg vidste, at alt det, som jeg gik igennem, ville forsvinde ud imellem mine fingre, hvis ikke jeg skrev det ned."

I dag er det lidt over fire år siden, at betjentene bankede på Annas dør, fordi hendes mor var fundet død. Hun havde formentlig taget sit eget liv. Anna har brugt årene på at være ked af det, vred, rasende, ordløs og pludselig igen fyldt med ord. Hun har brugt dem på at forstå sig selv og sin sorg, og hun har brugt dem på at forme noterne fra de første 16 dage til sin nye bog ”Man forsvinder ikke bare”. En bog, der netop handler om alle de tanker, spørgsmål og overvejelser, som man kan opleve, når man mister en, man elsker.

"At der kom en bog ud af det, var måske den eneste mening, jeg kunne finde med det hele. For det har virket meget meningsløst. Men jeg håber, at den taler til andre og måske på en eller anden måde kan være med til at gøre min mors liv til noget, der ikke kun har taget – men også givet. Det vil jeg rigtig gerne have, siger hun."

Sorg i tal

  • Hvert år mister 55.000 danskere en, der står dem nær.
  • Ét dødsfald efterlader i gennemsnit fire mennesker i sorg.
  • Godt 200.000 personer i Danmark oplever hvert år en sorg, som kan vare i flere år – eller være livsvarig.

Kilde: Det Nationale Sorgcenter

Kompleks relation

Annas relation til sin mor har stort set altid været kompleks. De forstod hinanden på en måde, som andre ikke kunne. De elskede begge foråret. For det betød håb, lysere tider, og at svalerne kom tilbage. Derfor gik de også gerne ture sammen for at nyde det, når kalenderen endelig rundede den tid på året. Hvis altså Annas mor var frisk til det. Hun var nemlig psykisk syg og meget depressiv i perioder. 

"På de tidspunkter lå hun mest bare inde på værelset," husker Anna, der måtte klare sig selv og passe sin mor imens.  

"Det skal et barn nok ikke, men sådan var vores virkelighed. Vi havde ikke mulighed for at gøre det på nogen anden måde. Vi havde ikke nogen større ydre rigdom, og samfundet hjalp ikke. Så vi klarede det selv," fortæller hun.

"Det har klart betydet noget for den måde, som jeg har identificeret mig selv på igennem hele mit liv. Jeg har altid tænkt på mig selv som den stærke, der tager sig af andre. Jeg sagde tit: ”Jeg lover dig, at det bliver bedre” til hende, og det tænkte jeg også. Eller jeg håbede i hvert fald på det."

Men nogle gange var det ikke nok, at Anna klarede opvasken, madpakkerne og indkøbene. Af og til fik hendes mor det nemlig så skidt, at der var brug for professionel hjælp, og hun blev derfor indlagt i perioder. Imens boede Anna enten hos sin far, en plejefamilie eller var alene i lejligheden, da hun blev gammel nok til det.

"Jeg ville helst blive derhjemme. Så kunne jeg nemlig gå og vente på, at hun kom hjem igen, og rydde lidt op efter depressionen," siger Anna, der i dag er 31 år og mor til sønnen Teo.

"Igennem hele mit liv har det været mit ansvar at tage mig af min mor. Jeg tror, at det sætter sig i en, når man vokser op med en forælder, som man elsker over alt, men som ikke altid kan finde ud af at stå selv. For så skal man være den, der støtter. Præcis som man støtter sit eget barn. Det ved jeg nu, hvor jeg har Teo. Jeg har det samme ansvar overfor ham, som jeg havde overfor min mor. Rollerne har været meget mudrede for mig som barn. For min mor lå ikke ned hele tiden. Hun havde ikke altid brug for min støtte. Nogle gange rejste hun sig op, og så skulle jeg sætte mig ned. Så var hun nemlig den voksne igen, selvom jeg stadig var pissebange for, at hun skulle tage sit eget liv, eller at hun ikke ville være der, når jeg kom hjem en dag. Det gjorde nok i bund og grund, at jeg blev ekstremt selvkørende."

Det ansvar, som barnet Anna barn følte overfor sin mor, stoppede ikke, da Anna blev voksen og flyttede hjemmefra. Det har siddet i hende hele livet, men det blev pludselig meget tydeligt, da betjentene stod på hendes dørtrin i decembermørket.

"Jeg fik med det samme en følelse af, at hele min verden ramlede. Præcis som når min mor skulle indlægges. Jeg blev taget tilbage til den der kæmpe afmagt. Men nu var det virkelig slut. Denne gang ville hun ikke komme hjem igen. Selvom jeg blev ved med at forestille mig, at hun sad ude i sin egen lejlighed, eller at hun var indlagt igen. Men nej, sådan var det ikke. Jeg skulle i gang med at planlægge en bisættelse. Og det var jul og snart nytår, og jeg havde Teo. Alle smilede, og julemusikken spillede. Der var fyldt med tjubang og glæde, men sådan havde jeg det ikke indeni..."

Anna stopper et øjeblik og siger så lidt eftertænksomt:

"Jeg var ganske enkelt ved at knække."

Sorgen var nemlig ikke det eneste, der fyldte i Anna. Skyld og skam havde desværre også en stor plads indeni hende.

"Jeg havde været vant til, at det var mig, der skulle passe på min mor, og når hun så pludselig var død og borte, var det klart min skyld. Jeg følte, at jeg havde svigtet, fordi hun døde på den måde, hun gjorde. Det var jo præcis det, som jeg havde forsøgt at modgå hele min opvækst, og nu var det sket alligevel. Jeg blev nærmest rasende, når nogen sagde til mig, at det ikke var min skyld, fordi jeg følte mig meget skyldig i det. Og det gør jeg måske egentlig stadigvæk i dag, men jeg har i større omfang lært at leve med skylden."

LÆS OGSÅ: Ditte Giese: "Selvfølgelig skal kvinder have lov til selv at vælge"

Sorgens mange sider

Tidligere troede man, at en sorgreaktion omfattede bestemte faser, som man kom igennem i en fast rækkefølge. Videnskabelige undersøgelser har dog vist, at dette ikke er tilfældet. Det vigtigste er at gøre sig klart, at der ikke findes én rigtig måde at sørge på. Mennesker sørger på hver sin individuelle måde.

Kilde: Sundhed.dk

Ordene forsvandt

Da Anna efter de første par uger havde noteret alt, lagde hun blokken væk. Hun kæmpede for at fortsætte sit liv, som om der ikke var sket noget. Hun holdt fast i praktiske opgaver, masser af arbejde og begyndte at renovere hus. Men en dag var det som om, at hun mistede sproget.

"Ordene forsvandt. Først skriftligt, så verbalt, og til sidste mistede jeg nærmest mit sprog. Jeg kunne ikke sige: ”Min mor...""

Anna holder en pause.

""… er død”. Jeg kunne ikke få det sidste ud. Så jeg gik lige ind i en kæmpe ensomhed, hvor jeg ikke kunne dele min sorg med nogen. Jeg følte ikke, at jeg kunne udtrykke mig ordentligt. Der var ingen, som kunne forstå mig, og jeg følte ikke, at jeg havde noget at give til nogen. Jeg gik i stå, kan man sige."

Efter nogle måneder, hvor Anna havde knoklet derudad uden at tale med nogen om, hvad der var sket, blev hun pludselig ramt af en ekstrem vrede og aggression. Det kunne tydeligt ses på hendes knoer, der var røde og hævede, fordi hun slog til ting. Hun smadrede krukker i haven og slog hænderne ind i væggen, fordi raseriet brusede ud af hende.

"Alle svigtene, jeg havde oplevet gennem årene, var ligesom blevet reaktiveret, da min mor døde, og pludselig var det som om, at jeg forstod det hele. Det gjorde mig SÅ vred. Hvor var samfundet henne, da vi levede under så belastede forhold? Hvorfor hjalp de mig ikke? Hvorfor hjalp de ikke min mor? Hvorfor skulle hun dø på den måde, hun gjorde – 56 år gammel? Andre kvinder i Danmark bliver i gennemsnit 82,3 år. På det tidspunkt var det stort set en difference på min alder. Nemlig 27 år. Det gjorde mig rasende, og derfor ledte jeg efter en mening med det hele – og her kom bogen ind. For hvis jeg kunne hjælpe andre, der var i samme situation, ville der måske pludselig være lidt mere mening med det alt sammen."

Bogen blev derfor Annas redning. Hun var nødt til lægge raseriet, finde sig selv og sit sprog igen og beskæftige sig med en af hendes yndlingsting: nemlig skrivning. Hun samlede derfor sine remedier og tog ud i et skriveskjul på Mols. Der, midt i naturen, begyndte hun at skrive igen.

"Det blev natur, litteratur og løb, der trak mig tilbage til livet. Det var sådan, at jeg vækkede mig selv igen. Bogen har været en nøgle til at genvinde sproget – hvad skulle ellers have motiveret mig til at komme tilbage til skriften? Sproget hænger tæt sammen med sansninger, og når man åbner op for det, begynder man at sanse igen. Derfor begyndte jeg pludselig også at høre fuglene igen. Jeg så solen. Duftede blomsterne. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at det var væk, men pludselig kunne jeg mærke foråret, og det havde jeg kun taknemmelighed overfor."

"Jeg havde været så opslugt af vreden, og pludselig blev jeg ramt af den her store taknemmelighed. Jeg følte, at jeg havde en kærlighed til min mor igen – og det var helt vildt givende for mig. Derfor besluttede jeg, at jeg nu ville ud og være noget for andre. Jeg ville turde indgå i relationer igen – uden at tænke på min egen eller andres dødelighed. For det havde jeg været meget opslugt af. Det var det eneste, jeg så, når jeg talte med folk. Jeg havde f.eks. svært ved at åbne op overfor min far og fortælle, hvordan jeg havde det, fordi jeg kun kunne tænke på, at han også skulle dø en dag. At jeg selv skulle dø en dag. Jeg kunne nærmest ikke en gang klappe min hund uden at tænke på, at den heller ikke ville være her for altid. Men da jeg begyndte at skrive, begyndte jeg også at se alt det smukke. Jeg begyndte at se symboler i verden og hengive mig til dem. Som svalerne, der vidner om foråret og håbet."

Om Anna Dyhr

  • Forfatter til romanen ”Købekælling” (2017) og aktuel med bogen ”Man forsvinder ikke bare”, som er baseret på de noter, hun skrev i dagene efter sin mors død.
  • Hun er 31 år, har en kæreste og sønnen Teo fra et tidligere forhold.
  • Bor i Mørke på Djursland.

Hvem er jeg nu?

Sammen med symbolerne og alt det smukke kom Annas kærlighed til hendes mor også tilbage. Den havde hun ikke mærket i lang tid.

"Jeg tror nærmest, at den havde været væk siden hendes død," siger hun.

"Jeg tror, at jeg var nødt til at vende kærligheden ryggen, fordi det var den, der var med til at forvolde mig smerten. Jeg elskede hende jo overalt på jorden, og man kan ikke bare sige, at hun var en dårlig mor på grund af svigtene. For når hun var frisk, var hun den bedste. Hun så mig på en måde, som ingen andre kunne, og som jeg virkelig savner i dag. Jeg er tit blevet mødt af folk, der ikke kunne forstå, hvorfor jeg var i sorg, når jeg havde haft den relation til hende, som jeg havde. Men jeg tror, at det nærmest var en livssorg, der ramte mig, den dag hun døde. En sorg over alt det, som jeg ikke havde og aldrig ville få," siger Anna, der har lært meget om sig selv og sit liv i sorgprocessen.

"Man bliver jo en anden person. Man omrokeres fuldstændig igennem sådan en proces, og det er så der, jeg er i dag. Nu står jeg lidt på den anden side og spørger: Hvem er jeg nu? Hvad kan jeg nu? Og hvad vil jeg nu?"

Netop de spørgsmål har været med til at forme det liv, som Anna har i dag. Før morens død arbejdede hun som travl forlagsredaktør, men den måde at leve på vil hun ikke tilbage til igen.

LÆS OGSÅ: "Jeg vil have, at der som minimum er én kvindelig ansøger med til jobsamtalerne"

"Jeg har fået det sådan, at jeg ikke vil spilde min tid. Jeg ser rundt og tænker, at alle bare ræser af sted. Men det gør jeg ikke længere. Og det har jeg ikke lyst til. Jeg er blevet meget mere sensitiv og stresser ekstremt hurtigt, for det er som om, at der er blevet skrællet nogle lag af. Jeg har fået andre perspektiver på tingene, og jeg er blevet sikker på, at det eneste, som jeg vil her i livet, er at skrive. Jeg er blevet meget selektiv omkring, hvad jeg vil bruge min tid på, for jeg ved, at vi alle skal dø. Jeg ved, at det ikke er noget, som jeg har kontrol over. Førhen havde jeg en illusion om, at jeg kunne styre alt. Men man har ikke styr på noget, og det er hårdt, men nok også meget godt at finde ud af."

Anna har brugt en del tid på at genskrive noterne fra de 16 dage, og det er nærmest blevet en en-til-en-skildring af hendes liv fra betjentenes besøg til hendes mors bisættelse. Men det har ikke været helt nemt at skulle vise det frem. Alt det, som hun før ville skjule for omverdenen, står pludselig sort på hvidt.

"Det har været svært at skulle vise, at jeg ikke bare er den dygtige, der klarer sig godt. Jeg har jo altid gerne villet vise verden, at jeg er et godt menneske. Derfor har det også været ekstremt svært at skulle udgive bogen, fordi jeg føler, at jeg blotter mig i et eller andet omfang. Derfor har jeg nogle gange haft det sådan: Tåler jeg det virkelig? Tåler jeg den her nøgenhed, det er, når jeg fortæller alt?"

Selvom Annas nye bog nu er skrevet, trykt og står på hylderne fyldt med ærlige tanker, er sorgen ikke gået væk – og det gør den nok aldrig helt, siger hun, mens hun roder lidt ved hendes oprindelige noter.

På den ene hånd sidder en svale nu tatoveret.

"Sorgen får mindre plads i dag, men den er der stadig – bare på en ny og anden måde. Den er i større grad koblet sammen med taknemmelighed. Hvis ikke jeg stadig var i sorg, var det, fordi min kærlighed til min mor var helt ophørt. Og det er den ikke. Kærligheden er der stadig og vil nok altid være der. Men den har ikke noget sted at gå hen. Den er hjemløs, og det er i virkeligheden nok også det, som sorg er.

En hjemløs kærlighed.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Bøger og Interview

610x200_woordy_dmjpg.jpg