”Som sygeplejerske bliver du nødt til at omsorgssvigte dig selv”

Da hun var sygeplejerske på en akutmodtagelse, måtte Christina Zabava Grønhøj ofte ignorere sin krops behov for mad, drikke og toiletbesøg. Nu er hun flyttet til hjemmeplejen, hvor der er bedre mulighed for at tilbyde en sundhedsfremmende behandling.

Da Christina Zabava Grønhøj startede som akutsygeplejerske for fem år siden, var det med overbevisningen om, at hun nok skulle vise, at der var tid nok.

"Det gik hurtigt op for mig, at det, der manglede, var tid. Tid til at få lov at nære sygeplejens natur. Omsorg og nærvær og alle de ting, vi var trådt ind i faget for at arbejde med. 70% af dem, der dukker op i akutmodtagelsen, sendes hjem igen. Altså de har slet ikke behov for at være på et hospital. De kommer med symptomer, de har haft i lang tid, og kommer med en forventning om, at det kan forsvinde. "

LÆS OGSÅ: Sygeplejerskerne sang under strejken om løn, men det handler ikke kun om 1000 kr. fra eller til

Da hun var sygeplejerske på en akutmodtagelse, måtte Christina Zabava Grønhøj ofte ignorere sin krops behov for mad, drikke og toiletbesøg. Nu er hun flyttet til hjemmeplejen, hvor der er bedre mulighed for at tilbyde en sundhedsfremmende behandling. Det er jo ikke akut, når det har stået på længe. For eksempel rygsmerter og ondt i maven. Og det er jo dem, der fylder allermest, for de er jo raske nok til hele tiden at hive fat i personalet, hvor dem, der har brug for at være på en akut afdeling, de gør ikke noget væsen af sig, fordi de er så dårlige.

Det er en kæmpe pædagogisk opgave at tage imod den gruppe, der ikke har brug for at være der, og fortælle dem, at de skal tage hjem og finde ud af, hvad der er galt med deres kroppe. Det er kroniske lidelser, som samfundet kunne have gjort noget ved med en sundhedsfremmende indsats. Men den er over årene blevet sparet væk.

For Christina er det en meget større sammenhæng, hele krisen i sundhedsvæsnet skal ses i, og ikke kun flere hænder og flere penge:

"Hvis man reelt var interesseret i at hjælpe sundhedsvæsnet, ville man kigge på de underliggende grunde og kigge på de belastninger, vi alle er udsat for, og skrue op for sundhedsindsatserne. Men man skruer altså ned for muligheder for sundhed og skruer op for belastningen af vores kroppe, og så får vi selvfølgelig også en større sygdomsudvikling og en større belastning af vores sundhedsvæsen og mere travlt."

"Og så bliver der ikke tid til de indsatser, der over tid kunne gøre en forskel, men det bliver quickfixes, der ikke løser problemerne. I den perfekte verden skulle vi bruge tid på nærvær med de patienter, der lander på sygehuset, og snakke med dem om sundhed. Det er sjældent en mulighed. Tid til omsorg kræver flere hænder."

Men der kommer til at mangle endnu flere sygeplejersker de kommende år, fordi der er en flugt fra faget.

LÆS OGSÅ: Ditte Giese: "Selvfølgelig skal kvinder have lov til selv at vælge"

"Vi skal huske, at der er sygeplejersker nok, de vælger bare det offentlige fra og arbejder med det hele menneske og ægte sundhed i det private eller i egen praksis. Dem møder jeg hele tiden. Noget af det første, der sker under presset i det offentlige, udover at skære ned på den menneskelige omsorg til patienterne, det er vores egne behov, som det ikke bliver muligt at lytte til, som sult, tørst eller toiletbesøg."

"Derfor udvikler man over tid omsorgssvigt af sig selv. Og der er så mange sygeplejersker, der bliver sygemeldt med stress. Det handler ikke om den løn, vi får, det handler om, at langt de fleste steder bliver vi ikke engang selv behandlet som mennesker. Hvordan har vi så mulighed for at behandle andre menneskeligt, når vi ikke engang kan tage os af vores egne behov?"

For to år siden skiftede Christina fra akutmodtagelsen til hjemmeplejen, hvor hun rykker ud til folk med kroniske lidelser i eget hjem.

"Mit primære formål, hvor jeg arbejder nu, er at undgå indlæggelser. Her er jeg i bedre kontakt med sygeplejens natur, fordi jeg har mulighed for at tage udgangspunkt i de enkelte mennesker i deres eget miljø og støtte deres sygdomsforløb. Men jeg ved ikke engang, om jeg arbejder i det offentlige om et år, sådan som det udvikler sig nu. Hvis jeg stopper, så bliver det fordi, jeg får min egen praksis og hjælper med at skabe en sundhedsfremmende indsats."

"Der skal et kæmpe paradigmeskifte til, før det offentlige kan tilbyde sundhedsfremmende behandling – samt en erkendelse af, at man har det forkerte perspektiv. Og vi kommer aldrig til at få den løn, vi fortjener, i et system, der ikke tillægger omsorg, pleje og medmenneskelighed, som sygeplejen står for, værdi."