Karen Frøsig Sydbank

Foto: Les Kaner Coronakrisen har fået Karen til at se anderledes på ligestilling og kvoter.

Dansk topchef: "Jeg vil have, at der som minimum er én kvindelig ansøger med til jobsamtalerne"

Chefen for landets tredjestørste bank har gennem hele sin karriere været modstander af at hjælpe kvinder til magten med kønskvoter. Indtil coronakrisen fik hende på andre tanker. Og nu insisterer Karen Frøsig på, at der skal kaldes mindst én kvindelig ansøger til jobsamtale, når Sydbank slår en chefstilling op.

"Jeg sov ikke ret godt den nat, Mette Frederiksen havde lukket landet ned i marts 2020," mindes Karen Frøsig fra toppen af Kongens Nytorv i Sydbanks lyse og store VIP-mødelokale.

Vi er egentlig mødtes for at tale om hendes markante holdningsskift i forhold til kønskvoter. Fra at være imod politiske greb for at udbrede ligestillingen på ledelsesniveau til nu at sige, at kønskvoter er et nødvendigt ”revolvergreb” for at få kvinderne med på toppen. Coronasituationen og rædslen for, hvad den ville betyde for medarbejderne, for kunderne, for de private husholdninger og samfundsøkonomien kom nemlig til at spille en afgørende rolle for hendes kursændring.

"I bedste fald gør kriser os mennesker modigere. Den her krise fik mig til at stoppe op, og jeg fik tid til at tænke mig rigtig godt om," forklarer hun.

LÆS OGSÅ: Julia Lahme: "Som jeg ser det, er vi faktisk nødt til at begynde at opløse aldersbegrebet”

Ved det sidste arrangement, hun medvirkede i før nedlukningen, blev en rapport om ligestilling i den finansielle sektor offentliggjort. I korte træk viste rapporten, at det trods ord og intentioner om det modsatte stadig står mere end sløjt til herhjemme, når det gælder kvinder i det øverste ledelseslag og på bestyrelsesposterne. Det vidste hun godt i forvejen, men så kom nedlukningen, og hendes normalt overbookede kalender blev med et nulstillet. De mange aftener derhjemme modnede hende til en drastisk kursændring.

"Det handler ikke om kvinder og mænd," uddyber hun.

"Det handler om vores grundlæggende menneskesyn. Om vores fremtid og vores chancer for at klare os som et lille bitte land uden rigdomme i jorden i en global virkelighed. Vores eneste styrke er, at vi har lært at klare os som samfund ved at stå sammen og få alle med ombord."

Det er det, ligestilling i sin essens handler om, mener Karen Frøsig, og så er hun ligeglad med, om man er kvinde, mand, gul, brun eller et sted i mellem. Magt handler ikke om at undertrykke en part, det er kun tegn på svaghed, understreger hun.

"Vi skal turde at se på vores fordomme og de overbevisninger, der skaber vores identitet. Vi skal have et grundlæggende skift i vores syn på hinanden. Der er ikke forskel på kvinder og mænd ledelsesmæssigt. I mange år har vi talt om, at kvinder kommer med de bløde værdier, og så kan mændene træffe de hårde beslutninger – det passer ikke. Vi er forskellige som mennesker, og når jeg skal ansætte en leder, vil jeg godt se på alle mulige kandidater, ikke kun halvdelen."

Vi er bagud

Lad os lige få lidt tørre tal på bordet, nu hvor vi sidder over for en af de få administrerende kvindelige bankdirektør herhjemme, seks ud af 61 for at være helt præcis.

Danmark ligger på en tredjesidste plads i EU-sammenhænge, når det gælder andelen af kvinder i ledelse. Vi ligger nummer 25 ud af i alt 27 lande. Letland, Polen og Litauen er bedre end os. Det ser ikke meget bedre ud i Karen Frøsigs egen bank, hvor hun er den eneste kvinde på sit ledelseslag. Ifølge Sydbanks HR-afdeling er der i dag 35, der refererer til direktionen, heraf blot 6 kvinder.

"Hvis jeg bare vidste, hvorfor det forholder sig sådan, i et simpelt svar," sukker hun.

Det hjælper i bund og grund ikke at tale meget mere om det. Der skal konkrete handlinger og løsninger på bordet, mener hun.

Hun har selv lanceret en strategi, der betyder, at Sydbank i 2025 har 35 procent kvindelige chefer. Selvom Sydbank i sammenligning med andre banker faktisk klarer sig nogenlunde, konstaterer hun tørt, at i de blindes land er den enøjede konge.

"Når vi har slået en chefstilling op, siger HR-afdelingen somme tider, at der ikke er kvalificerede kvindelige ansøgere nok. Så er jeg begyndt at sige, at de ikke har set godt nok efter. Jeg vil have, at der som minimum er én kvindelig ansøger med til jobsamtalerne."

For Karen Frøsig handler det her ikke blot om kvinders mulighed for at komme til magten. Vi har brug for kvindernes arbejdskraft og for mangfoldigheden i vores land, mener hun. Det handler om, at økonomien ikke kan hænge sammen, hvis vi ikke alle bidrager.

Det går ud over hele vores samfundsmodel, som vi kender det. Det er blandt andet frygten for, at Danmark ender som et svækket land i et ”sygt Europa” med for lave befolkningstal, for tunge ældrebyrder og for lidt arbejdskraft, der har skubbet til hendes kurskift. Hun mener ganske enkelt, at ligestilling og lige muligheder for kvinder på arbejdsmarkedet er en bærende forudsætning for fremtidens demokrati.

"Jeg er heldig, at jeg fik en gratis uddannelse, det samme har mine børn fået. Det sker ikke engang i alle de lande, vi sammenligner os med. Vi har meget at passe på. Det kan vække nogle kedelige kræfter, når den økonomiske kurve knækker og går nedad. Så får man nogle angreb på hele samfundsordenen og det demokrati, vi har. Som vi måske tager for givet, men som vi er et af de få lande i verden, der har."

Træf de rigtige valg

Hun sidder afslappet på sin stol med et fast, venligt blik. Hun er vant til at navigere i vanskelige beslutninger, hun kender til livets indbyggede modsætningsforhold. Til de komplekse følelser, der kan ligge bag de simple svar.

Selvom hun inderligt har ønsket, at skiftet skete naturligt herhjemme og uden politisk indblanding, må hun bare erkende, at de store skift i livet sjældent sker af sig selv og uden, at man vover noget nyt. I andre nordiske lande har man haft succes med kønskvoter. Hvorfor ikke følge eksemplet? Det rammer hele samfundet, når et køn sakker bagud, siger hun. Derudover er det vigtigt som menneske at erkende sine fejl, så man kan rette op. Også selvom hun stadig ikke bryder sig om kønskvoter som et politisk greb.

"Jeg spiser også ting, jeg ikke altid kan lide, fordi det er sundt for min krop, siger hun. Hun nævner også den nye barselsorlov, der træder i kraft til august, hvor de 48 ugers orlov som noget nyt bliver ligeligt fordelt mellem begge forældre, som et positivt tiltag."

"Det er en gave for børn at få lov til at være sammen med deres far også, siger hun. Den delte barsel kan være med til at bryde den skæve magtfordeling, da stadig flere vælger at få tre børn. Det er potentielt mange år, der bliver hevet ud, hvis det primært er den ene part, der tager barslen og vælger karrieren fra."

LÆS OGSÅ: ”Det var simpelthen så grelt at se, at der ingen kvinder var på den liste – det hverken må eller skal passe”

I Karen Frøsigs barndom og tidlige ungdom var moren hjemmegående, og faren arbejdede. Med tiden og først, da børnene var store nok, fik hendes mor flettet et arbejdsliv sammen, men Karen Frøsig har overvejet, om moren med tiden fortrød, at hun ikke havde valgt et mere aktivt karriereforløb.

"Livet er langt, og de valg, vi træffer, følger os. Når man kigger tilbage på sit liv, skal man også synes, at det har været et godt liv, at man har truffet de rigtige valg, siger hun. Det er vigtigt ikke at træffe et valg, der låser én senere i livet, så det ikke længere er muligt at realisere sine drømme."

"Så man ikke står som 60-årig og erkender, at det var den forkerte uddannelse og karriere, man fik. For på et tidspunkt binder valget," siger hun.

Hun har selv bekymret sig over, om hendes børn ville klare sig godt i livet, og hvordan de kunne få familielivet til at gå op på den bedste måde med hendes travle arbejdsliv.

"Jeg siger ikke, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis der er et menneske, der tænker, at jeg vil bare gerne koncentrere mig om min familie og børn, vi skal cykle rundt og have det hyggeligt og gå i dyrehaven og bare være tætte, jamen så er det et bevidst valg. Der er et valg i alting i livet, der er også valg i at tage en karriere som min."

Hun holder en lille pause.

"Der er mange gange, jeg ikke har set mine børn gå Luciabrud, mine børn har ikke haft de fineste fastelavnskostumer, og der er ikke blevet bagt mange boller."

De kloge heste

Karen Frøsig og hendes mand flyttede fra Sjælland og tilbage til Jylland, hvor hun er vokset op, efter de fik deres søn. Hun ville give sine børn de samme opvækstmuligheder, som hun selv havde haft. Et liv tæt på heste, hunde og katte. Hun har redet hele livet akkurat som sin datter, og hun har kørt land og rige rundt til stævner med datteren, der som sin mor red på seriøst plan som ung. Netop heste har vist sig at være blandt de største læremestre på Karen Frøsigs ledelsesvej.

"Hvis en hest mærker, du er svag, så vil den udfordre og styre dig, men hvis den mærker, at du er stærk, så følger den dig til verdens ende," forklarer hun.

"Hesten er ligeglad med dit køn, den ser din indre styrke."

Karen Frøsig har været topchef siden 2010. Igennem årene har hun været den eneste kvinde i de mange bestyrelser, hun sidder med i. Ikke fordi hun har undertrykt sit køn på sin karrierevej, men på grund af hendes menneskelige grundværdier, på grund af sin styrke og evnen til at træffe de rigtige beslutninger.

Også selvom de rigtige beslutninger ofte er de sværeste. Hun har altid har dyrket sport og er opdraget efter forenings-Danmarks mest grundlæggende kerneværdi: at alle yder et bidrag til fællesskabet. Hun lærte tidligt, at der skulle samles flasker og juletræer, hvis håndboldklubben skulle eksistere. Hesten skulle fodres, strigles og boksen muges ud, før hun kunne ride. Det er de værdier, der har fået hende så langt.

"Jeg er altid hende, der melder mig, når der er en opgave, der skal løses. Det gør jeg lige, det kan ikke være så vanskeligt. Sådan tænker jeg. Og så gør jeg mig altid umage, uanset hvad jeg gør, så forsøger jeg at gøre mit bedst. Det er sådan, jeg er indrettet."

Hun er klar over, at det ikke er alle, der har den indstilling, og det er heller ikke alle, der kan klare det indre pres, det er altid at kræve det bedste af sig selv. Det ved hun.

"Der er nok mange, der har det lettere end mig, fordi de ikke har samme forventninger til sig selv, men vi er nødt til at turde spørge os selv: Hvem er vi i livet, og hvad vil vi opnå? Vil vi stå op hver dag og vide, hvad dagen, ugen og året bringer? Vil vi leve efter en plan, eller tør vi leve et mere besværligt, men også et rigere liv," spørger hun.

Hun tilføjer, at der i bund og grund findes to slags mennesker. Dem, der foretrækker, at alting er ligesom i går, som planlægger det hele og undgår overraskelserne. Og så er der dem, der ikke har noget imod problemer. Dem, der snarere byder dem velkommen, velvidende at der i udfordringerne lægger en mulighed for at udvikle sig og rykke i livet. Hun nævner forfatteren Agnes Henningsen, en af de første kvindesagsforkæmpere herhjemme, som et eksempel.

"Hun kunne have levet et let og mageligt liv, men hun valgte et liv i udfordringer. Det var udviklende for hende, og hun rykkede samfundet igennem sit mod. I bund og grund tror jeg, at det handler om det livsmod, vi alle er født med, om man tør at rokke båden for måske at få et bedre liv, eller om man holder forsigtigt fast," siger hun.

LÆS OGSÅ: Gymnasielærer i opråb: Hvorfor bliver jeg dømt ude på grund af min alder, når jeg har så meget at give?

Del kagen, mænd!

Vi kan godt sige, at vi ikke vil forandre os, vi kan godt blive ved med at holde fast i magtstrukturerne i samfundet. Sagen er bare den, at vi er nødt til at rokke båden, hvis vi i fremtiden vil blive ved med at have samme goder og levestandard, som vi har i dag.

Karen Frøsig understreger, at det ikke engang kun handler om levestandard, for det er ikke givet, at vi bliver ved med at blive rigere i fremtiden, som vi ellers har gjort i mange generationer. I bund og grund handler det ikke engang om rigdom, men om, hvordan vi vil have samfundet til at udvikle sig i fremtiden. Er det kun vores sønner, der skal have lederstillingerne? Eller skal vores døtre også have lov? Burde vi overhovedet gøre forskel? Det siger meget om et samfund, om der er lige muligheder for alle.

Kan det tænkes, at kvinderne slet ikke er interesseret i at ændre på magtfordelingen? Måske vil vi bare have livet til at gå op i årene med småbørn og familie?

"Jeg tror ikke på, at små piger bliver født med en større trang til at være sammen med deres børn, når de bliver kvinder. Eller at mænd er bedre til at lede. Jeg tror, at det er tillært. Det er omgivelsernes påvirkning, og det er bare det, vi skal forholde os til. Vi er mennesker først og fremmest, og vi skal ikke dømme hinanden, men forholde os til, hvad vi hver især bidrager med til fællesskabet," siger hun.

Som ung jurist forstod Karen Frøsig intuitivt godt, hvorfor der ikke var ligestilling på arbejdsmarkedet. Hun vidste, der var et efterslæb mellem kønnene som en naturlig konsekvens af tidligere tiders fastlåste kønsroller. Igennem hele sin karriere har hun været overbevist om, at det ville rette sig naturligt. Langsomt begyndte kvinderne da også at søge ind på de økonomiske og tekniske uddannelser, og statistikken var lovende op igennem nullerne. Alligevel udeblev kvinderne fra chefstillingerne. Sagen er den, at ingen frivilligt afgiver magten.

"Livet igennem tænker vi: What’s in it for me? Hvis jeg har nok kage til mig selv, hvorfor skulle jeg så dele med andre? Det er jo også besværligt at gøre noget nyt," siger hun og tilføjer:

"Mændene skal turde at give slip og vide, at de ikke mister ved at dele, faktisk får vi alle mere ud af det. Jeg har ikke tænkt mig at smide alle mine mandlige chefer på porten, jeg siger bare, at der skal skabes plads til mangfoldighed."

At være en kvinde, der bryder en norm eller et mønster, kræver mod, og måske er det ikke engang noget, man kan lære sig.

"Vi er nok ikke alle født med samme mængde livsmod, det er noget, vi enten har eller ikke har."

LÆS OGSÅ: Ane Cortzen om et særligt syn på tv: "I stedet for at blive anerkendt, bliver vi genstand for hån"

Start et nyt sted

Karen Frøsig var også selv bekymret for, om hun gjorde det rigtige, da hendes børn var mindre. Hun husker tydeligt en situation, da hendes datter var omkring 10 år gammel og sagde til sin mor, at hun var misundelig på naboerne. Moren på den anden side af vejen var hjemmegående, der var altid lune boller og kakao på kanden, og ikke mindst var der nogen hjemme, når børnene kom fra skole. Det var der ikke hos dem. Men Karen Frøsig har alligevel været et forbillede for sine børn, og fra sin nuværende position har hun et unikt udsyn.

"Jeg har brugt min karriere på at tro, at kvinderne naturligt kommer til magten. Min datter følger mine fodspor karrieremæssigt, og jeg kan derfor ret let sammenligne kvinders muligheder på arbejdsmarkedet igennem de sidste 30 år. Det er rystende, men jeg må bare konstatere, at det næsten har stået fuldkommen stille."

"Igennem generationer har vi lært, at vi er forskellige. At manden har magten, kvinden hjemmet. Det er tillærte koder, der stadig bor i underbevidsthedens dyb, som bliver en identitet, vi skal være bevidste om," mener Karen Frøsig.

Er der noget, kriser kan, så er det at nulstille og give os muligheden for at revurdere os selv. Vi er tilbage ved de to typer mennesker. Den gruppe, der ikke er bange for udfordringer og udvikling, ser også muligheder i den krise, vi netop har været i.

"Det usædvanlige har været, at coronakrisen har ramt os kollektivt. Normalt rammer kriser individuelt. Så kan man gå på gaden og undre sig over, at alle andre griner, går ud og spiser og fortsætter livet, mens man selv har det forfærdeligt. Her har vi alle været ramt, og vi har fået rokket vores båd. Derfor har vi også alle muligheden for at udvikle os og for alvor starte et nyt og bedre sted. Hvis vi tør."

Om Karen Frøsig

  • Administrerende direktør for Sydbank.
  • Uddannet jurist i 1983 og var efterfølgende advokatfuldmægtig, men skiftede i 1986 til finansverdenen.
  • Hun er 63 år, gift med advokat Karsten Steen Jensen og mor til to.
Se, hvad vi ellers skriver om: Ligestilling, Feminisme og Økonomi

610x200_woordy_knap2.jpeg