"Der var korporlige slåskampe mellem Bo og mig"

Er der en parallel mellem to otteårige børns skæbner? Den ene får at vide, at hun skal flytte ud i en forladt brunkulslejr med sin familie, hvor faren skal passe en svinebesætning. Derude hvor folk stadig er fattige, lever i barakker af træ og går i hullet tøj. Den anden otteårige får en cancerdiagnose og en slange stukket i brystet, så han kan blive forgiftet rask på daglig basis.

– Ja, der er en parallel, mener Anne-Grethe Bjarup Riis, som netop har udgivet bogen I Guds rige, som handler om begge skæbner. 

Hendes egen barndom og hendes søn, Gilberts, sygdomsforløb. 

– Gilbert var otte år, da vi blev revet op og placeret i en form for parallelverden, hvor vi boede på Riget, og så alt passere forbi udenfor. Det samme skete i min barndom, da jeg var otte år og blev revet op fra ”storbyen” Herning og placeret ude på landet et klondikelignende sted, hvor jeg følte, at det liv, jeg var vant til at leve, forsvandt.

– Jeg flyttede derud i lejrene med kviksand overalt, som vi rendte rundt i, selvom vi ikke måtte, da jeg var otte år, og Gilbert var otte, da han blev syg og indlagt på Rigshospitalet. Det er lidt af en boble at havne i begge dele. Og et farligt sted at være. 

Ud i lejrene

Anne-Grethe Bjarup Riis byder velkommen i sit hjem i hjertet af Østerbro i København. Man skal bare tage vand og kaffe i køkkenet, hvis man trænger, og tage en pude i ryggen, hvis man vil spørge hende om noget. Men hendes historie står i skarp kontrast til den solbeskinnede baggård, hvor hun svarer på alle spørgsmål iført sommerkjole og godt humør.

De første par år af sit liv boede Anne-Grethe i Herning med sin mor, far og to søskende. 

– Min far kørte lastbil og kom kun hjem i weekenden med en bærepose fuld af slik fra grænsen for at kompensere for, at han havde været væk fra os, fortæller hun med et smil og en hovedrysten. 

LÆS OGSÅ: Mette Bluhme Rieck: "Medmindre man har hadet sin opvækst, får man lyst til at give den videre til sine børn"

Ude i køkkenet stod hendes mor med et skrøbeligt sind, og det blev ikke bedre, da faren en dag kom hjem og sagde, at hele familien skulle flytte 25 kilometer uden for Herning til Søby, hvor resterne af de gamle, berygtede brunkulslejre lå. Herude var der hjemmeaborter, incest, alkohol og svinekoteletter med sovs, men også et børneliv i fuld frihed til at udfolde sig i den vilde natur, som brunkulsudvindingen efterlod. Her boede Kim, som passede telefonen for sin mor i deres rodede og snavsede lille hjem, så hun kunne få flere kunder, Leif, hvis mor var feeder og fodrede sin lille søn med kage, til han vejede tre gange mere, og Anne-Grethe, som gik i sin fætters aflagte tøj og fik håret klippet af med et sløvt barberblad, netop som hun skulle starte på en ny skole. Anne-Grethes mor havde et par ophold på psykiatrisk afdeling, og Anne-Grethe selv voksede op i skyggen af en for længst afdød storesøster, som hun skulle kompensere for tabet af.

– Den skole, jeg skulle gå på, var den gamle skole med slidte skolebøger, og mine klassekammerater boede i barakker fra krigens tid med én kold hane, og nogle af dem var nærmest retarderede, husker hun.

– Vi boede der i fire år, så flyttede vi til Snejbjerg, som var lidt mere civiliseret.

En enkelt til København

Som 16-årig flyttede Anne-Grethe Bjarup Riis helt hjemmefra.

– Jeg flyttede sammen med Johnny oven på købmandsforretningen i Snejbjerg Hovedgade, siger hun med et bredt smil og taler lidt ekstra jysk, da hun fortæller den del.  

Siden blev det først skuespillerroller og derpå instruktør af blandt andet filmen Hvidsten gruppen. Hun har desuden talt åbent og højt om prostitutionens faldgruber, ladet sig fotografere nøgen med ordet ”hooker” tegnet på sin krop og som en del af satiregruppen Emmas Dilemma fået danskerne til at grine højt.

Men i 2015 gik livet i stå fra den ene dag til den anden. Anne-Grethes dengang otteårige søn, Gilbert, fik ondt i ryggen, og ingen behandlinger virkede. Først da lægerne på Rigshospitalet sagde ordet ”leukemi”, blev den onde drøm til et regulært mareridt. 

– Det var så voldsomt, at man ikke tror, det er muligt. Ingen ved, hvordan det er, for det er svært at involvere andre i. Det var et forløb i bølger med kemoterapi, som slår hans celler ihjel med jævne mellemrum. Det føltes som at stille ham ud på en motorvej og se ham blive torpederet, tage ham hjem og passe og pleje ham for så at stille ham ud på den motorvej igen 14 dage senere. Ingen burde udsættes for det, siger hun.

Selvmedicineret ægteskab

Anne-Grethe har sat sig grundigt ind i tingene. Både hvordan kemo fungerer i en lille otteårig krop, men også hvad den gør ved familien udenom. 

– Rigtig mange par, der har et barn med kræft, bliver skilt, siger hun og lader den statistik hænge lidt i luften. 

Hvordan formåede I, at undgå skilsmisse?

– Det var da også lige før, vi ikke klarede den. Vi har været en tur i helvede, siger hun om sit og filmproducer Bo Mortensens forhold. Parret har familiens to yngste børn, Yrsa på 16 og Gilbert på 13 år, sammen.  

– Vi prøvede jo en form for selvmedicinering med alkohol. Det er der mange, der gør, og det er tabubelagt, det ved jeg godt, men vi gjorde det begge to, fortæller Anne-Grethe. 

LÆS OGSÅ: Skuespiller Xenia Lach-Nielsen om kærlighed: "Peter og jeg hører sammen"

Der er umiddelbart langt fra Søbys vindblæste landskab i 1970’erne til den privilegerede kulturelitetilværelse, som Anne-Grethe Bjarup Riis fører på Østerbros toppede brosten med cafebesøg og kreative filmprojekter, tre børn og et godt ægteskab. 

Men da sønnen Gilbert får konstateret cancer, nærmer de to verdner sig hinanden. I Søby var der alkohol og vold bag de snavsede køkkenvinduer i de små hjem. Det kom der også på Østerbro. 

– Der var korporlige slåskampe mellem Bo og mig. Voldsomme konflikter, magtesløshed og vrede, fortæller hun, mens hun kigger ned i gårdens fliser.

Først da parret talte med en hospitalspræst i en form for parterapi, løsnede det. De fik sat ord på deres angst og deres vrede.

– Det handler både om det liv, vi aldrig får igen, men også om angsten for tilbagefald. Kommer Gilbert til at kunne få børn? Og Yrsa har jo været et skyggebarn i al den tid, hvor alt har handlet om Gilbert. Hvordan skal hun klare det?

Den hårde sandhed

Der har også været svigt undervejs, for der er ingen tvivl om, at Anne-Grethe i de mørke timer på Rigshospitalet har været så ensom, at hun havde lyst til at vække sin kemo-udmattede sovende søn bare for at få lidt selskab. Der var nemlig ikke andre.

– Vi havde kun hinanden, for jeg må konstatere, at vores venner, familie og andre pårørende ikke kom. Det er hårdt at sige, men det er sandt, siger Anne-Grethe Bjarup Riis hårdt og uforfærdet. 

Det står også sort på hvidt i hendes bog, at Anne-Grethes mor sidder og hygger sig med morgenkaffen under et besøg på Sjælland uden at tage ind og se til sit kræftramte barnebarn, som på det tidspunkt har ligget månedsvis på Riget uden at se skyggen af sin mormor.

– Når man står i sådan en situation, skal bolden ikke ligge hos mig. Jeg havde ikke overskuddet til at ringe til dem og række ud efter dem. I sådan en situation skal ens familie komme forbi og være der, og hvis det er en dårlig dag, må man afvise dem. Som præsten på Riget sagde: ”Delt byrde er lettere byrde”. Vi er simpelthen ikke skabt til at gå alene, siger hun.

Men det gjorde Anne-Grethe. 

– Jeg kan ikke sige, at jeg er skuffet. Det er større end det. Når du står i en så voldsom krise, har du brug for støtte, bagefter havde jeg også brug for at tegne et billede af, hvorfor den støtte ikke kom. Jeg ved godt, at mine familie ikke kunne deale med Gilberts sygdom, for de har deres eget at deale med, men jeg havde behov for at sige: ”Jeg havde brug for dig, og nu tilgiver jeg dig for, at du ikke var der”. Bogen er skrevet i et kærlighedsperspektiv, selv om der står mange voldsomme ting, siger hun.

Hun vidste da også godt, da hun skrev bogen, at hun rokkede gevaldigt i familiens lille båd. 

– Jeg kan ikke lave et værk uden også at skrive det hårde. Min mor har taget det pænt og sagt, at jeg har min kunstneriske frihed, men min søster har lige blokeret mig på telefonen, siger Anne-Grethe Bjarup Riis med en trist mine. 

– Det er ikke for at udlevere min søster. Jeg forstår bare heller ikke, hvorfor vi ikke kan snakke om det? Men min søster bærer på en tung byrde. 

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: Det var en daglig prøvelse at skulle sidde og være smilende på morgen-tv

I sit voksne liv har Anne-Grethe talt meget med sin mor om morens opvækst. Moren mistede sin egen mor som barn og blev husmor for sine søskende og en voldelig far, inden hun blev gravid som ung og gift med Anne-Grethes far til en hård tilværelse.

– I søndags da jeg gav hende bogen, sagde hun det selv: ”Jeg havde aldrig lært, hvordan man tog hånd om et barn.” Min søsters opvækst er præget af de skader, hun fik af min mor, som selv var skadet af sin opvækst. De psykiske ar, min mor havde, er gået en generation videre, fortæller Anne-Grethe.

At se på det grumme 

I den kommende tid håber Anne-Grethe Bjarup Riis, at hun kommer ud med en række foredrag, som netop handler om, hvordan et svigt, som det hun oplevede, kan gennemsyre generationer. 

– Jeg vil gerne undersøge, hvorfor vi i vores kultur er så bange for mennesker i krise. Hvorfor er det, vi mister sproget i de situationer? Jeg vil gerne komme det nærmere end ”det er bare vores kultur”. Derfor har jeg set på min mors opvækst, min egen og mine søskendes. Hvilke mekanismer er vi gjort af? Jeg følte et svigt, da jeg stod med en syg søn, og det svigt kan jeg spore direkte ned i min egen barndom og min mors. Derfor har jeg set på de grumme ting, der snor sig som en sygdom gennem generationerne, for hvis vi ikke er bevidst om dem, fører vi dem bare videre, advarer hun og tilføjer:

– Mange vil kunne genkende, at traumerne sidder i generne. 

På spørgsmålet om hun og hendes familie har det godt igen, slår hun en høj latter op, som runger i baggården.

– Ja! Vi har det godt igen. Bo og jeg har fået god hjælp. Og som vores psykolog ganske rigtig sagde: ”Det hele er ikke kun skyld og skam. I har også knoklet for det, og hvis I er i tvivl, så kig på jeres børn: Fungerer de?” Og ja, det må jeg jo indrømme, at de gør.