Anne Zenon

Foto: Trine Bukh "Jeg oplevede, at jeg blev den voksne, der skulle have stor forståelse for mine forældres situation," husker Anne Zenon.

"Jeg er vokset op med, at andres følelser var vigtigere end mine"

Som barn lærte Anne Zenon at skåne sine forældres følelser. Det resulterede i et voksenliv, hvor hun, trods succes, lod andre træde på sig. Først da hun begyndte at se på årsagerne til, at vi lader os skubbe rundt af andre, formåede hun at stå ved sig selv.

Den dag Anne skal forhandle kontrakt med en samarbejdspartner, opdager hun det: Hvor god hun er blevet til at sige fra. Inden mødet har hun besluttet, at hun vil skaffe sig bedre vilkår ­– en helt normal del af kontraktdrøftelsen, som hun ser det. Men hendes samarbejdspartner betragter sagen anderledes. Han kalder Anne flabet, grov og urimelig og beskylder hende for manglende respekt ved overhovedet at tage emnet op.

For nogle år siden ville sådan en verbal overfusning have fået Anne til at pege pilen mod sig selv og trække i land. Automatreaktion havde været: ”Det er mig, der er galt på den”. Men ikke denne gang.

LÆS OGSÅ: Julia Lahme: "Som jeg ser det, er vi faktisk nødt til at begynde at opløse aldersbegrebet”

"Jeg kunne høre, at det ikke handlede om mig, for jeg vidste med mig selv, at det var helt okay at bede om en fair løn," forklarer 47-årige Anne Zenon i dag.

"Den ro betød, at jeg havde overskud til at spørge, hvordan min samarbejdspartner så på det – og om vi ikke skulle drøfte det på en ordentlig måde?"

Barnet blev den voksne

Annes afdæmpede reaktion får modparten til at falde ned. I stedet for at optrappe tager hun luften ud af konflikten – og går derfra med det, hun ønsker: bedre vilkår.

"Bagefter var jeg rigtig stolt af mig selv. Jeg kunne se, hvor meget jeg har rykket mig i forhold til at bede om det, jeg gerne vil have – og sige fra, når andre er urimelige."

Anne sidder i sin stue på Vesterbro i København, hvor hun bor med sin tiårige søn og sin kat. Hun har netop udgivet sin anden digtroman, som handler om en kvinde, der bliver udsat for psykisk vold i forbindelse med en skilsmisse. Romanen tager spørgsmålet op: Hvorfor er det så svært at sige fra, når nogen overtræder vores grænser? Den er ikke selvbiografisk, men forfatteren har selv været et helt liv om ikke at lade sig tromle.

"Jeg har været vant til psykiske tæsk og er ofte gået med til ting, der ikke var rare for mig. I situationen har jeg tænkt ”det kan jeg sagtens klare”, men i dag kan jeg se, at det langsomt har nedbrudt mig at lade andre overtræde mine grænser," siger hun.

Smerte indeni

Det begynder i barndommen, hvor en turbulent skilsmisse får Annes familie til at gå i opløsning. Mens kaosset fremkalder stærke reaktioner hos Annes ældre brødre, hvoraf én løber hjemmefra, og en anden kommer i plejefamilie, påtager Anne sig rollen som ”den gode” datter, der klarer sig godt og ikke skaber problemer.

"Jeg oplevede, at jeg blev den voksne, der skulle have stor forståelse for mine forældres situation," husker hun.

"Og det havde jeg – men jeg oplevede ikke altid, at forståelsen gik den anden vej, og derfor vænnede jeg mig til at gå rundt med en masse ting, jeg ikke kunne komme ud med."

Anne oplever, at andres menneskers følelser er vigtigere end hendes, og jo mere hun lægger låg på sig selv og opretholder facaden som den søde, hjælpsomme, dygtige datter, jo længere væk fra sig selv kommer hun. Det bliver sværere for hende at mærke, hvem hun selv er, og det gør hende udsat.

LÆS OGSÅ: Skuespiller Laura Allen Müller: "Den der farve er stadig noget af det første, folk ser"

Let offer

Alt det mærker hun i et parforhold som helt ung. Hun formår ikke at sige fra over for sin kæreste. En efterladt kop kan føre til udbrud, hvor han håner hende, kalder hende doven og påstår, at hun kun ved hans hjælp undgår at blive en social taber som resten af sin familie.

"Jeg vidste, at jeg var det modsatte af doven, for jeg har altid vært ekstremt arbejdsom," siger Anne.

"Men han tog én situation og gjorde den til hele min personlighed, og selv om jeg prøvede at tage afstand, spurgte en stemme inden i mig: ”Har han ret?” Så mine protester blev vage. Jeg tvivlede på min egen virkelighed."

Inderst inde er Anne bevidst om sine mønstre, og allerede som 20-årig begynder hun at gå til psykolog og coach. Hun formår bare ikke altid at handle sådan, som hun ved, hun bør, og løsningen på de svære følelser bliver at klare sig godt udadtil. Hun tager en universitetsuddannelse og får job i diverse ministerier og styrelser. Succesen giver hende blot ikke den indre ro, hun søger.

Først da hun i 2018 begynder at skrive en bog, som berører elementer fra hendes barndom, får hun overblik over de mekanismer, der udspiller sig i hendes relation til andre. Arbejdet giver hende mod til at konfrontere sin far, og for første gang i sit liv fortæller hun ham, hvordan hun har oplevet sin barndom.

Psykisk selvforsvar

"Jeg var meget bange for, hvordan han ville reagere," fortæller Anne.

"Men i stedet for at benægte eller bagatellisere kunne han godt se det fra mit perspektiv. Det hjalp. Jeg følte mig mere rigtig, fordi jeg over for min familie tillod mig at sige: ”Sådan her har jeg oplevet det”."

Det er ikke sådan, at Anne aldrig længere kommer i tvivl om, hvor hendes grænser går. Tendensen til at være over-empatisk har hun med sig. Men hun har fået indstillet sit indre kompas, og den indstilling forsøger hun at give videre til sin søn. Anne vil lære ham, at det er okay at blive vred.

"Jeg er vildt stolt over, at min søn er en god og rummelig ven," siger hun.

"Men det er også vigtigt, at han kan være tydelig, når der er noget, han godt kunne tænke sig, og sige fra, når det er nødvendigt. Indimellem siger jeg: ”Prøv at sige fandme nej!”"

Anne ser det som en slags psykisk selvforsvar. Vi kan ikke gardere os imod viljestærke mennesker, der overtræder vores grænser, men det giver ro at vide, at vi har styrken til at sige fra.

"Jeg har fået respekt for mig selv, mine egne grænser og min værdi, og jeg ser mig selv som én, der er værd at passe på. Det betyder, at jeg ikke stiller op til hvad som helst, siger hun."

Annes råd til dig, der vil lære at sige fra

Stol på din dømmekraft

Hvis noget føles forkert, så er det nok forkert – for dig, i hvert fald.

Lær dine følelser at kende

Stop op og reflektér over, hvordan du har det med de situationer/relationer, der bliver ved at poppe op i dine tanker. Spørg dig selv, hvad du kan gøre for at give dig selv en bedre position i relationen.

Øv dig i at sige fra

Det er muligvis et nyt sprog, du skal lære. Måske føles det forkert, men vær tålmodig – og start i relationer, hvor du er tryg.

Accepter modstand

Hvis andre er vant til at gå over dine grænser, vil de reagere på din grænsesætning. Sig til dig selv, at du har ansvar for at skabe respekt om dig selv.

Vær bevidst om dit ansvar

Du har ikke ansvar for andres følelser eller for den gode stemning. Men du har ansvar for at passe på dig selv og sige stop, når noget føles forkert.

Om Anne Zenon, 47 år

  • Forfatter og selvstændig med eget PR-bureau.
  • Mor til tvillinger på 22 og en dreng på ti år.
  • Aktuel med bogen "Der er nogen der siger".
Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi, Bøger og Interview

610x200_woordy_knap2.jpeg