Julia Lahme scroll-down

Julia Lahme: "Som jeg ser det, er vi faktisk nødt til at begynde at opløse aldersbegrebet”

Vi er usynlige i film og medier, men kvinder midt i livet har potentialet til at ændre samfundet og have det megasjovt samtidig. Det kræver bare, at vi tager hinanden i hænderne, siger trendforsker og markedsføringsekspert Julia Lahme, der selv er fyldt 44 år.

Af: Marie-Louise Truelsen Foto: Peter Nørby
13. apr. 2022 | Livsstil | ALT for damerne

Julia Lahme har et tilbagevendende mareridt. Hun drømmer, at hun er midt i 50’erne og kommer hjem fra arbejde en aften, åbner døren til stuen, og dér – på sofaen – ligger hendes næsten 30-årige søn, som er flyttet hjem igen.

"Og jeg bliver så bange. Helt alvorligt. Jeg er så bange for de der – i øvrigt sunde og raske – drenge, der aldrig flytter hjemmefra. Man ser det rundt omkring. Og det er så uhyggeligt, for det holder især moren fast i sådan en låst identitet. Hun bliver nærmest udviklingsresistent, og barnet bliver – jo ældre det bliver – mere og mere barnligt. Det skræmmer mig simpelthen fra vid og sans, og jeg må lige understrege, at det virkelig ikke er noget, jeg sidder og siger for sjov."

Og nej, det får man heller ikke på nogen som helst måde mistanke om, at det er. For sjov, altså. Slet ikke, hvis man også lige har læst Julias nye bog ”Det er bare en fase – Scener fra et hjem med teenager”, hvor hun spidder den del af livet, hun selv går igennem lige nu som mor til 14-årige Elias.

Den fase, hvor hun nærmest dagligt inden for samme sekund går fra at være det vigtigste menneske i sin søns liv til at være det mest forkerte menneske i hele verden. Sidst jeg interviewede Julia, var i 2011. Dengang var Elias knap fire år, og hun var højgravid med Sofus, som i dag har rundet de ti år. Julia var i fuld gang med at starte sin egen virksomhed, Lahme Kommunikation, op. I dag har hun hele 17 medarbejdere, der bl.a. laver kommunikation, branding og trendanalyser.

"Mit liv er noget anderledes i dag end for ti år siden. Jeg er midt i livet, 44 år, og jeg føler, at jeg har et bedre fundament under mig end dengang. Jeg synes, at vi er vokset til som familie. Der er rigtig meget praktik, som var en forhindring engang, som nu er blevet væsentligt lettere. Og så er der nogle ting, jeg har fået gjort op med i forhold til mig selv. Jeg var mere i konflikt med mig selv og omverdenen for ti år siden."

På hvilken måde?

"Jeg tror, jeg følte et meget stort pres i forhold til, hvordan det dengang var at være kvinde. Hvad var rigtigt, hvad var forkert? Hvordan var en god mor, og hvordan var en rigtig familie? Jeg følte, at der var meget lidt plads til de mørke og melankolske sider i det her perfekte overfladeunivers, og jeg oplevede nok det pres mere, fordi jeg selv var mere skrøbelig. Jeg var ved at starte en virksomhed op og stod med tre kroner og en paphat. Jeg var højgravid med Sofus, samtidig med at jeg skulle forhandle nogle store kontrakter hjem til mit dengang lillebitte firma, så jeg var nødt til at give udtryk for noget kontinuitet overfor dem, jeg skulle lave aftaler med. Jeg havde syv dages barsel, og så var Sofus ellers med på arbejde. Det var nogle gode år, men jeg var også presset og sårbar. Og det er jo ikke fordi, jeg er upresset og ikke-sårbar i dag, men jeg har skabt plads til at være mig selv med alt det gode og alt det dårlige. Både udadtil og indadtil."

I din nye bog fortæller du om de udfordringer, du står i nu – sæt lidt ord på tankerne bag bogen?

"Jeg vil gerne fortælle historien om, hvordan man giver slip."

"For et par år siden gik det pludselig op for mig, at for at kunne være den bedste mor for mine børn skulle jeg øve mig i at skubbe dem ud over kanten. Selv give slip på dem og fjerne mig fra den intensitet, som kan være i familien. Jeg er nødt til at lære mine drenge at flytte hjemmefra, og derfor er jeg nødt til at lære mig selv at sige farvel til de spæde år og finde ud af, hvordan vi kan fjerne os fra hinanden. Det er det, min bog handler om. Den handler om at sige farvel til den del af mit liv, som blev defineret af mine børns behov, og den handler om at forstå, hvorfor en teenagers løsrivelsesproces er det bedste, der kan ske for en kvinde på min alder. Selvom man bander det langt væk."

Når man skriver en bog om, at ens børn er ved at blive store, siger det samtidig noget om ens egen alder og det sted, man er i livet. Det er Julia helt med på, og det er i virkeligheden også allermest det, bogen handler om. En vigtig fase i en kvindes liv.

"Jeg forsøger at skrive om en del af kvindelivet, som er underbelyst. Det er jo i de her år, at skilsmisserne sker, det er i de her år, vi kører sur i hverdagen. I det såkaldt banale hverdagsliv. Det her sted lige præcis midt i livet er et fuldstændig underbelyst sted på trods af, at tingene jo bestemt ikke står stille på indersiden af os kvinder på noget tidspunkt i livet. Når jeg taler med kvinder mellem 40 og 55 år, hører jeg gang på gang, at det er nogle totalt afgørende år, men vi kan ikke finde ud af at beskrive dem. Hvad kalder vi den her fase i vores liv? Vi har ikke små børn længere, men vi har heller ikke helt store børn. Vi er ikke frie, men vi er heller ikke bundne. Vi er midaldrende, men hvad vil vi lægge i den alder? Det mangler vi en samtale om."

Hvorfor tror du, at det er sådan?

"Kvinders aldring er jo et generelt problem for samfundet."

Hun slår en høj latter op.  

Hvem er Julia Lahme?

  • Driver Lahme Kommunikation, der arbejder med branding, pr, markedsføring og trendforskning og afholder workshops i at skrive og blogge.
  • Tidligere brandmanager for Forlaget Rosinante & Co., chefredaktør for Cosmopolitan og international pr-ansvarlig i Bestsellerkoncernen.
  • Forfatter til bøger som ”Hvor lagde jeg babyen”, ”Sig farvel. Hvad præster ved om sorg”, ”Sandheden fra en løgner” og ”Holder du lige øje med mit diadem”.
  • Aktuel med sin tiende bog, ”Det er bare en fase – Scener fra et hjem med teenager”.
  • Gift med Johan.
  • Sammen har de sønnerne Elias, 14, og Sofus på 10 år.

"Men der ligger en potentiel ret stor vildskab hos kvinder i de her år. Ser vi kulturhistorisk på det, har vi kvinder traditionelt tre aldre. Jomfruen, moderen og kællingen. Vi, der har mistet mødommen og har passeret alderen med småbørn, er i sådan et mellemstadie, indtil vi bliver rigtig gamle, kloge koner – kællinger – der får lov til at sidde og bestemme alt for bordenden i familiens idyl. Jeg forestiller mig sådan et langbord i Syditalien, hvor vi som 80-årige sidder og råber og griner. Og siger kloge ting."

"Men indtil da ved man kulturhistorisk set ikke, hvad man skal stille op med os. Vi er ikke rigtig med i ret mange film, vi er ikke meget på skærmen, vi bliver ikke spurgt om ret meget. Vi er i sådan en ikke-tilstand, fordi vi ikke er super fertile, men heller ikke super gamle – og ergo – vise. Vi kan alle sammen godt finde ud af at tale om og finde plads til unge kvinder i slut-20’erne og start-30’erne, men vi har meget svært ved at finde ud af, hvad vi skal stille op med alle de her holdningsdrevne kvinder på min alder og 10-15 år ældre, som faktisk godt ved, hvor bordet skal stå, og som ikke finder sig i noget pis."

"Kvinder, som er klar til at revolutionere samfundet ved daggry. For det er jo det, vi er på vej til. Magten forskyder sig stille og roligt over mod os, men vi snakker ikke så meget om det, og vi tager ikke hinanden i hænderne, fordi vi stadig har noget, vi skal have styr på derhjemme. Jeg plejer at sige: ”Håndtasker ved daggry – så vælter vi patriarkatet!” Lad os tage glimmer og pailetter på og gå ud i verden. Jeg er indædt forkæmper for retten til glimmer. Vi har SÅ mange gode år fra 40 til 60, hvor vi kan nå at ændre en masse og have det megasjovt samtidig. Men vi har ikke ret mange, vi kan spejle os i, og det skal vi have lavet om på."

Nu siger du op til 60 år, før snakkede du om, at vi skulle være 80, før vi bliver de kloge kællinger – hvad sker der fra 60-80?

"Det er det, jeg plejer at kalde for ”gudindealderen”, og den forsøger jeg at opfinde. Det er sådan en efter-overgangsalder-tid, hvor man ikke er styret af fertilitet, og hvor man har penge og masser af tid. De damer – fra 60-80 – er dem, man meget nedsættende kalder for ”hattedamer” på museerne, men hey, det er jo dem, der holder kulturen i gang i Danmark. De har en kæmpestor magt og indflydelse, hvis de vælger at bruge den."

"Jeg er opmærksom på, at man har to forskellige mulighedsrum, når man er henholdsvis 45 og 60+, men kulturhistorisk set ved vi endnu ikke helt, hvad det vil sige at være mellem 60 og 80 år i dag. De, der er i den alder nu, er meget friskere og sundere end dem, der var i samme alder for ikke ret mange år siden, og hvis jeg kunne bruge min tid, helt som jeg ville, så ville jeg lave noget feltarbejde mellem de kvinder. Der er en kæmpe saft og kraft i de damer, som vi før afskrev som bedstemødre. De kan alt muligt lige nu. Som jeg ser det, er vi faktisk nødt til at begynde at opløse aldersbegrebet og i stedet finde ud af, hvad det er for nogle livsfaser, vi er i, og hvad vi skal bruge dem til."

Alder eller ej, Julia har, som de fleste andre, svært ved helt at slippe tallene, når hun skal fortælle om det sted, hun er i livet. Hun føler sig ikke anderledes indeni, men kroppen kan godt være lidt længe om at finde tilbage til sig selv efter f.eks. sygdom. Mest af alt er hun dog ret godt tilfreds med det sted, hun er i livet lige nu.  

"Jeg føler, at der er nogle ting, jeg er blevet bedre til at håndtere. Det handler vel om livserfaring og ikke bare antallet af år, jeg har levet, men det følges jo ad. Jeg er blevet mere fandenivoldsk med tiden, og jeg synes, jeg har det meget sjovere i dag, end jeg havde tidligere. Jeg synes, at 20’erne var hæslige, og 30’erne var hårde, men 40’erne er ret fede."

"Jeg skal bare huske at arbejde lidt mere for at kunne de samme ting rent kropsligt. Og så savner jeg retten til at ryge 40 smøger om dagen og tage en slankekur på cola. Men det er jo mere samfundet og fornuften, der er flyttet ind, ha ha. Skal jeg være mere alvorlig, så er jeg blevet opmærksom på, at jeg skal blive ved med at være nysgerrig. Nysgerrigheden er den vigtigste måde at holde sig ung af sind på. Jeg møder somme tider mænd og kvinder på min egen alder, der tror, at de har regnet det hele ud, og som starter alle sætninger med: ”Det forholder sig jo sådan, at …” Og det er der, jeg bliver skide bange og tænker, at det vil jeg ALDRIG nogensinde sige."

"Hvis jeg gør, så er der nogen, der bliver nødt til at hjælpe mig, for det vil være et råb om hjælp. Jeg vil lære noget nyt hele tiden, og jeg må ikke blive lummer-tilfreds med, hvad Netflix serverer. Jeg skal bevare nysgerrigheden på andre menneskers liv, for det er det mest spændende i hele verden. Særligt kvinder og kvindeliv interesserer mig helt sindssygt. Lige nu føler jeg, at jeg har det bedste af alle verdener. Jeg har både mit hjem med kernefamilien, og jeg har et liv, hvor jeg kan komme ud og lære noget, møde nogen og gøre noget."

Julia tænker også en del over de år, der ligger umiddelbart foran hende. Herunder overgangsalderen, som hun dog ikke mærker noget som helst til endnu. Hun mistede sin mor, da hun var 28, og hun fik aldrig spurgt, hvordan moren oplevede sin overgangsalder. Derfor ved hun ikke helt, hvad hun skal forvente.

"Min mor var 57 år, da hun døde af cancer, og de sidste år var præget af kemo og smerter. Jeg mangler nogen at spejle mig i, når vi taler overgangsalder. For mig er det lidt det store, sorte hul forude. Jeg mangler at høre andet end skrækhistorierne om, at man står badet i sved, og det skræmmer mig, at jeg ikke ved, hvad jeg kan forvente."

Du ville gerne have kunnet spørge din mor?

"Ja. Jeg mangler en stor del af min egen livsfortælling, fordi min mor er væk. Og det er jo måske en af grundene til, at moderskabet interesserer mig så vanvittig meget. Jeg har heller ikke min moster eller min mormor, og jeg var ikke gammel nok til at stille de rigtige spørgsmål, før jeg mistede dem. De kvinder, der i dag er i midten af 50’erne, er de første, der for alvor er begyndt at tale om overgangsalder. Og det er da underligt, at det ikke har været sådan før. Hvordan er overgangsalderen – på linje med sex – gået hen og blevet tabu? Det er jo fælles erfaringer for os kvinder, så hvorfor er det, at vi ikke har talt mere om det tidligere?"

"Vi er nødt til at knække den kode, for ellers sker der det, som tit sker med tabuer, nemlig at de flytter ind i den alternative verden. Pludselig går man ikke længere til lægen, når det handler om overgangsalderen, næh, man går til sin healer og får en urtebold, man kan putte op i tissekonen. Og det går jo ikke, vel! Lige nu er alt, hvad der kommer fra lægen, dæmoniseret, ingen vil have hormoner eller p-piller, men vi skal ikke glemme, at grunden til, at kvinder som du og jeg er på vej til at have ligestilling, er, at vi har haft kontrol over vores fertilitet."

Der er 13 år, til du har samme alder, som din mor havde, da hun døde, tænker du over det?

"Ja, det tænker jeg hele tiden på. Jeg har faktisk svært ved at forestille mig, hvad der sker på den anden side af 57. Men det er også derfor, det gælder om at være her nu. Min mor udskød meget nydelse. Fester og fornøjelse. Hun sparede op og var fornuftig. Det gør jeg ikke. Jeg holder alle de fester, jeg kan komme til, jeg inviterer alle de mennesker, jeg har plads til, og jeg deler alt det ud, jeg kan. Jeg har ikke sådan noget chokolade, jeg gemmer. Eller pæne tallerkener til en særlig anledning. Jeg sparer ikke på noget, heller ikke på at fortælle folk, at jeg kan lide dem. Jeg håber på et langt liv med min mand, mine børn og deres børn, og jeg gør, hvad jeg kan for at kvalificere mig til det både fysisk og psykisk. Men hvis mit liv skulle slutte om 13 år eller lige om lidt, vil jeg gerne være helt sikker på, at mine børn og min mand aldrig har været tvivl om, hvor højt jeg elsker dem. Aldrig. Så det gør jeg mig umage med."

Gang på gang vender Julia tilbage til sin familie. Både de to drenge, som hun gerne vil opdrage, så de forstår ligestilling, og til ægtefællen Johan, som hun er ualmindeligt vild med.

"Mine drenge skal vokse op med kompetencerne til at forstå ligestilling, så de ikke går ud og leder efter en ny mor eller en husholderske, den dag de flytter hjemmefra. De skal vokse op og blive kompetente mænd, og – hvis de ønsker det – gode fædre. Mænd, som forstår, at ligestilling i et parforhold handler om at yde lige omsorg og tage lige ansvar. Jeg tror, at ligestillingstræningen starter senest, når børnene er to år."

"Derfra har det så været min opgave at holde fast. Det er nemlig meget let for mig som mor at falde i servicefælden, for når jeg gør det, får jeg kontakt med det afvisende barn. Jeg kan høre på andre kvinder, at den hyppigste kontakt, de har med deres børn, foregår over Mobilepay. Sådan vil jeg ikke være, men det er en daglig kamp, for det er så let at få kontakt med Elias, hvis jeg gør noget for ham. Derfor må jeg nogle gange sidde helt fysisk på mine hænder og lukke øjnene for at stritte imod det kald på service."

Du er meget ærlig i bogen, når du fortæller om jeres liv derhjemme, herunder om Elias, er han okay, med det?

"Jeg kører en opsparing til en psykolog til ham."

Hun griner højt.

"Nej, altså, jeg føler faktisk ikke, at jeg udleverer ham, jeg taler mest om mig selv. Jeg er hovedpersonen i bogen, og Elias er katalysatoren. Jeg er ikke sikker på, at jeg har gjort det rigtige hele tiden, men lige så vel som jeg giver ham lov til at være præcis, som han er nødt til at være i livet, så er jeg nødt til at være i livet på en måde, hvor jeg ikke har nogen hemmeligheder. Jeg skriver om alt, og så sletter jeg en del. Det er sådan, jeg kommer igennem tingene."

"Hvor jeg for ti år siden ville have undskyldt herfra og til helvede, så vil jeg nu sige, at ja, sådan er det, men jeg udleverer dig aldrig, Elias, og jeg har altid din ryg. At skrive ærligt om alle de her ting er med til at gøre det klart, at vi ikke er alene med alle vores oplevelser, overvejelser og følelser. Jeg har skrevet om alt, hvad der var vigtigt for mig i mit liv, og det, at jeg har turdet lukke op, har gjort, at jeg har kunnet gå ubange igennem livet, tror jeg. Der er ingen historier om mig, som jeg ikke selv har fortalt. Både de dårlige og de gode. Og nu er jeg så i øvrigt også gift med en mand, som skriver raptekster om, hvordan vi boller, så..."

Ha ha, ja – hvilket fører mig til mit næste spørgsmål, som er, hvad det er med det sexliv? Du savner højlydt sex, skriver du bl.a. i bogen?

"Ja, og det er fordi, jeg er gift med Johan, som jeg nu på 21. år er så forelsket i, at jeg faktisk får sommerfugle i maven, når han sender mig en sms. Det er næsten uudholdeligt. Han er også irriterende, men han er mest vidunderlig. Og jeg vil gerne have sex."

Hun griner igen.

"Rigtig gerne. Jeg vil gerne have den side af mig selv med, men jeg kan godt se, hvordan den let kan blive væk. Jeg kender SÅ mange, der har smidt sex ud med badevandet, men jeg tror, at det er helt normalt at indse, at hvis man skal have et godt liv med sin udkårne, så er man nødt til at passe på den del også. Det er det ene sted i mit voksenliv, som jeg gerne vil have i fred og uden afbrydelser. Alle andre steder har mine børn jo adgang, men det har de ikke, når det gælder Johans og mit sexliv. Problemet er, at det kan være rigtig svært at få plads til det, når børnene bliver store, men stadig bor hjemme."

"Forleden havde jeg møde med to kvinder midt i 50’erne, og som dermed har mere erfaring end mig, og jeg var nødt til at spørge dem: ”Hvordan kommer man til at knalde?”. De var ved at falde ned ad stolen, da jeg spurgte dem. Men jeg er nødt til at finde ud af det, og da de begge er gift på 30. år, måtte de jo vide noget om det. Og de sagde simpelthen, at der er år, hvor man ikke knalder. Der er år, hvor man begynder at sætte lås på badeværelsesdøren bare for at se sin mand nøgen."

"Og så må man tage væk på dyre hotelovernatninger for overhovedet at komme i nærheden af sex. Det er åbenbart et helt almindeligt problem, men det var der heller ingen, der havde sagt til mig. Der var ingen, der havde sagt: ”Nu går du ind i de næste ti år af dit liv, hvor du skal tage en kalender frem og planlægge et knald”. Hvorfor havde ingen fortalt mig det? Der er nogle, der siger, at man bare skal blive skilt, for så kan man knalde hver anden uge, når børnene er hos deres far. Men jeg vil jo helst knalde med Johan."

Får I så planlagt jer ud af det?

"Ja. Men det kræver meget. Mine svigerforældre er søde til at passe, og det er vores vidunderlige bedste-Karen også. Så der er måske helt op til to nætter om måneden, hvor det kan lade sig gøre. Men så kommer næste problem jo. Det skal planlægges i forhold til ens cyklus, for det nytter ikke noget, at man står der alene sammen den dag, hvor alt gør ondt, og så var det den eneste mulighed i marts, ha ha. Af samme grund har jeg nu fået en cyklus-app!"

Så du kalder til revolution og masser af sex?

"Ja! Vi kvinder skal feste, rulle os i glimmer og gøre lige præcis, som vi har lyst til. Vi skal ikke stille os i skyggen af os selv, og vi skal være opmærksomme på, hvad vi også kan gøre for andre kvinder. Det er jo derfor, jeg gerne vil revolutionere ved daggry. Med håndtasker og pailletter. Den lystfyldte kvinde, der gør noget for sig selv, er nemlig den største provokation."

Se, hvad vi ellers skriver om:

Anbefalet til dig