Anders Lund Madsen podcast
SPONSORERET indhold

Anders Lund Madsen i ny podcast: ”Giv mig en halv time, og jeg giver dig hele verden”

Velkommen til opslagsværket ”Fedeabes Forklaringer”, hvor Anders Lund Madsen forsøger at danne sig et overblik over al akkumuleret viden i verden. I hver podcast kontakter den populære radiovært en ekspert for at få en flig af verden afdækket, katalogiseret og sat på plads.

Af: Simone Brandt Hald Foto: Martin Bubandt
29. maj. 2020 | Livsstil | ALT.dk

Har du nogensinde undret dig over, hvordan man laver blåskimmelost, hvordan en tankelæser trænger ind i sit ’offers’ sind, eller hvad en kumulussky er? Det har Anders Lund Madsen. Derfor har han besluttet sig for at søge svar på nogle af sine mange spørgsmål i podcasten 'Fedeabes Forklaringer', som du kan lytte til i Apple Podcasts, i vanlig nysgerrig og humoristisk stil.

”Den her podcast er et forsøg på at lave Wikipedia-radio. Det er meget, meget vidunderligt at sidde og bladre Wikipedia igennem, trykke på random-knappen og få tilfældige forklaringer på alt muligt forskelligt. Jeg kan kun anbefale det. Wikipedia er det bedste, der er sket nogensinde. For mig. Men det er der mange, der har for travlt til, og jeg forsøger så at servicere det behov,” siger den videbegærlige podcastvært.

”Det bedste, jeg ved i hele verden, næstefter elskov, er at få en ekspert til at forklare omkring det, hun er ekspert i. Hvis bare hun har en form for passion omkring det, så er det ekstremt underordnet for mig, hvad hun taler om. Der er så meget derude, vi ikke aner findes. Det er ligesom en gave, der bliver ved med at give,” siger han.

Et godt sted at starte

Men hvor starter man så? Går man alfabetisk til værks eller hvordan?

”Jeg er ikke kræsen, jeg skal igennem hele dynen. Der er adskillige 100.000 emner at tage fat på på Wikipedia, så jeg bliver nok ikke færdig i dag, heller ikke den her uge, måned eller år. Af en eller anden grund – og jeg kan ikke helt sige hvorfor – så blev blåskimmelosten den første forklaring. Det virkede som et godt sted at starte. Det er ligesom, når du starter på et rigtig stort puslespil på 20.000 brikker. Så tager du kantbrikkerne først. Jeg prøver også lige at starte med kantbrikkerne,” siger Anders Lund Madsen, der også har slutningen på plads.

”Hvis man sidder og tænker, hvornår er han færdig? Så kan jeg fortælle, at jeg har besluttet, at det sidste, jeg vil forklare, er døden. Det er den, der lukker. Når døden kommer, så er det slut. Eller… jeg kommer lige til at tænke på, at efter døden kommer livet efter døden…”, siger podcastværten, der dog i første omgang lægger fra land med ti programmer.

En verden af viden

En af de eksperter, der har gjort et særligt indtryk på Anders Lund Madsen, beskæftiger sig med noget så nørdet som klister til plastre.

”Jeg er overrasket over, hvor mange eksperter der findes. Jeg talte med en mand, som ved, hvad det er, der får plastre til at klistre. Et plaster skal jo klistre, men det må ikke klistre for godt, og huden skal stadig kunne ånde igennem det. Man tænker, herregud, det er bare et plaster, men så dykker man ned i det, og så eksploderer det bare i hovedet på én,” siger podcastværten, der undervejs i samtalen med eksperten både bliver klogere på, hvornår man opfandt plasteret, hvad man gjorde før plasteret, og hvordan man river det af med minimal smerte.

Derudover runder podcastværten også Andesbjergene i sin søgen efter quinoafrøets oprindelse og det uendelige cyberspace, når han skal blive klogere på hacking og it-sikkerhed. Selv har han dog aldrig oplevet at få stjålet personlige oplysninger.

”Jeg kan sige hævet over enhver tvivl, jeg er ikke selv blevet hacket, men jeg har fået et meget venligt brev fra en mand i Nigeria, som gerne vil have mig til at opbevare penge for sig,” joker Anders Lund Madsen, der opfordrer alle – unge som ældre – til at lytte med.

”Giv mig en halv time, og jeg giver dig verden. Det får du sgu ikke på Netflix, der sker stort set det samme hele tiden. I ’Fedeabes forklaringer’ får du noget, du ikke vidste, du gerne ville vide,” slutter han.

Lyt til første afsnit af 'Fedeabes forklaringer' her.

Fedeabes_Forklaringer_cover900.jpg

Anbefalet til dig