Lotte Svendsen
Foto: Sara Skytte Filminstruktør Lotte Svendsen fortæller om sin kaotiske barndom og om at flygte fra virkeligheden, når livet bliver svært.

Filminstruktør Lotte Svendsen: "I perioder har jeg skøjtet rundt i sorg og festet for meget"

Lotte Svendsen forlod fødeøen Bornholm som 14-årig for at blive del af et anarkistisk miljø i København. Senere genfandt hun øen som filminstruktør, og i dag kan hun ikke undvære sine weekender med ørredfiskeri på Bornholm.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– En lille vej i Rønne med toppede brosten mellem mit hjem og min mormors hus iført bittesmå træsko. Sommer, lyden af tyrkerduer og bare ben og forventningens glæde. Jeg var glad for både mormor og Bornholm. Jeg kom fra et åbent og uforudsigeligt hjem. Det var også et hjem med desperation og druk. Min barndom var kaos, hvor jeg pyntede på virkeligheden for, at folk ikke kunne se alt det, der ikke fungerede hjemme hos os. Min far var gymnasielærer. Han smadrede engang vores klaver med en økse, fordi han ville have harpen ud af det. Sådan noget fandt han på. Men jo ældre jeg bliver, desto mere kan jeg se, at det også var en lykkelig barndom. Eller også er det bare fordi, man som forælder kan se, hvor svært det er at skabe et lykkeligt barndomshjem for sine børn.

Da mine forældre blev skilt, lod min mor mig bo hos min far, mens hun selv tog min lillebror med sig. Det var meget almindeligt i 70’erne at dele børnene mellem sig. Jeg så hende tit, for hun var lærer på min skole, så ofte kunne jeg sige: ”Hende gårdvagten derovre er min mor”. Det var en underlig relation, vi havde, og vi har kæmpet lidt med det som voksne. Men jeg har min mor endnu, og vi er meget tætte.

Hvordan fandt du så vej til København?

– Det har jo altid noget med en mand at gøre. Som 14-årig spillede jeg elverpige i en forestilling på Hammershus. Han var 10 år ældre og syntes, jeg så sød ud med mit røde hår og store kjole. Nogle dage efter kunne jeg se ham gå frem og tilbage uden for min fars hus i Rønne. Det var mig, han ledte efter. Han var BZ’er og boede i det besatte hus i Ryesgade i København. Jeg tog med og syntes, det var pisseskægt at være der. Folk var uforskammede og flabede overfor alt fra pædagoger til politi. De var humoristiske og anarkistiske. De gjorde sig ikke umage for at tækkes omgivelsernes forventninger, hvilket jeg ellers havde brugt meget tid på i min barndom.

LÆS OGSÅ: Lene Beier om sin store kærlighed: "Han var så sød, men jeg havde en anden kæreste"

Jeg var hjemme og besøge min familie ofte i min ungdom, men det var først som 30-årig, jeg vendte tilbage til øen, da jeg lavede filmen Bornholms stemme og købte mit hus på Bornholm. Nu føler jeg, at jeg er bornholmer igen.

Hvordan fandt du din levevej?

– Gennem kedsomhed og stilstand. Provinsen tvang mig til at bruge min fantasi, og jeg blev hurtigt ekstremt god til at overdrive og pynte på virkeligheden, så det grænsede til mytomani. Men det er en god kombination for en filminstruktør. Jeg troede dog faktisk, jeg skulle være journalist. Engang tog jeg ud på Christiania for at lave en dokumentar om fidibusser, som er de piger, der passer pusherne og vasker deres tøj og får lidt hash for det. Det skulle være et journalistisk portræt til DR. Jeg fik lov til det, fordi jeg kendte folk i miljøet på Christiania. Ubevidst begyndte jeg at instruere de medvirkende, og så var det jo lige pludselig ikke journalistik længere.

Jeg endte med at få min debut i ungdomsprogrammet Transit, og så kom jeg ind på Filmskolen. Da jeg ringede og fortalte det til min farmor på Bornholm, spurgte hun om det var frivilligt, eller om jeg fik penge for det. Og så snakkede hun om vejret. Der var ingen kunstnere i min familie, men mine venner var gode til at hjælpe mig på vej. Jeg havde en veninde, der sagde, at jeg er god til at se ting og spotte det, som folk prøver at skjule. Det kan godt gøre folk lidt bange for mig, for jeg går nådesløst efter maskefaldet.

Lotte Svendsen
Foto: Sara Skytte.

Hvornår i livet har du taget en genvej?

– I karrieren. Jeg havde ikke andet end 9. klasses eksamen og en svømmeprøve, da jeg kom ind på Filmskolen. Jeg har aldrig taget et lederkursus, og nu har jeg chefstatus på Filminstituttet. Jeg er ikke typen, der sætter mit lys under en skæppe, og jeg har intet problem med min egen autoritet. Det kan jeg vel takke mine forældre for, de fortalte mig tidligt, at jeg havde evnerne. Der kom engang et militærorkester til min skole. Jeg gik i 1. klasse. Da de spurgte, om nogen havde lyst til at prøve at dirigere, meldte jeg mig straks og dirigerede et helt nummer og nød det. Jeg er ikke perfektionist, og jeg skammer mig ikke, hvis jeg klokker i det. Det er de vist ved at vænne sig til herinde på Filminstituttet. Det er en god evne at tro på sig selv, uden at man skal kunne alting til UG+. I september da jeg startede som filmkonsulent, var jeg til coach. Hun lavede en erhvervslederprofil på mig, og den sagde, at min selvvurdering ligger lige så højt som hos de fleste mænd, hvor de fleste kvinder ligger 30-40 procent under.

LÆS OGSÅ: Pia Kjærsgaard om sine svære ungdomsår: "Det var dybt traumatisk"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg har mistet alle mine største vejledere. Min far blev kun 44 år. Min moster døde også tidligt, og min kæreste Charlie faldt ud ad et vindue ved en ulykke. Det var til min 25-års fødselsdag. Han var 12 år ældre end mig og journalist på P1. Vi havde været sammen i syv år. Det var forfærdeligt. Jeg er altid blevet udfordret til at finde nye vejledere. Men min bedste ven, siden jeg var 14 år, er Gyda. Hun var en del af BZ-miljøet og et par år ældre end mig. Jeg så voldsomt op til hende, og det gør jeg faktisk stadig. Hvis Gyda synes, jeg er på glatis, bliver jeg for alvor bekymret. Samtidig respekterer Gyda, at vi ikke er enige, men hun kender mig, og forblændes ikke af min styrke.

En vigtig vejleder er også min GPS. Jeg har ingen stedsans, og nu har jeg fået en kæreste, som overgår mig i den henseende. Vi rejser rundt i verden og kan overhovedet ikke finde vej. Det er så slemt, at når jeg er på café, kan jeg ikke finde tilbage til mit bord, når jeg har været på toilettet, og hvis jeg skal ind i en lejlighed, jeg ikke har været i før, har jeg lyst til at slå GPS’en til.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– I kærlighedsforhold. Der er jeg mere på afveje end i nogen af livets andre aspekter. Når man ikke er i balance og kæmper om scenen i stedet for at kæmpe for hinanden. Sådan har det vist været i begge mine ægteskaber.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Ja, i perioder har jeg skøjtet rundt i sorg og festet for meget. Det skete både, da Charlie døde, og da jeg blev skilt fra Pelle (Lotte Svendsens første mand, skuespiller Pelle Hvenegaard, red.). Man kan lægge sig på sofaen med ryggen til verden eller tænke, ”Gud hvor er verden brutal”. Men hver gang har jeg faktisk sat mig ind i min bil og opsøgt noget nyt. For eksempel fundet en festival eller gået barfodet gennem en sump. Men jeg har lært, at det ikke hjælper at flygte. Det skræmmende er jo at sætte sig ned og lytte til sit eget skrig. At være i smerten, det har jeg ikke turdet.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min kæreste, som laver noget helt andet end mig, for han arbejder med børn og unge på Amager og har begge fødder plantet i det, han kalder virkeligheden, og meget langt fra det, han driller mig med at kalde eliten. Han plejer at sige, at man ikke kan gå til fest med mig uden at træde direkte ind i Tisvilde. Vi har kendt hinanden, siden vi var unge og ustyrlige i det københavnske græsrodsmiljø. Han er god til at fortælle historier, han har stor humor og selvstændig tankegang. Han flyder ikke med strømmen, og så har han brede skuldre.

LÆS OGSÅ: Nina Munch-Perrin om sin mor: "Jeg så hendes første TV-Avis - hold op, hvor havde de lavet om på hende"

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er blevet mere optaget af mig selv. I børneårene er man optaget af at passe børn og få sin partner til at opføre sig pænt, når man skal til forældremøde. Nu kommer årene, hvor jeg kan koncentrere mig om min karriere og min mentale sundhed. Nu er jeg for eksempel blevet filmkonsulent, hvilket er ret krævende. Jeg skal modtage ansøgninger fra mine kolleger, læse deres manuskripter og uddele støtte. Det er et stort ansvar, for det er jo deres hjertebørn, de sender til mig. Jeg bruger også mere tid sammen med min kæreste. Vi dykker og fisker og er bare i naturen, hvor jeg genfinder min barndoms tabte paradis. Jeg har stadig mit hus på Bornholm, hvor jeg er næsten hver weekend. Jeg bliver gladere og gladere for det sted for hvert år, der går. Jeg fisker meget ørred, og jeg fanger også en del, for ellers ville jeg ikke gide. Jeg tilbereder og spiser dem også gerne.

Hvad tænkte du på vejen herhen?

– Jeg tænkte over, om jeg skal sige ja eller nej til fire dage i Teheran til sommer, hvor jeg skal repræsentere dansk film. Jeg skal som kvinde gå tildækket, og jeg må ikke dele hotelværelse med min kæreste, fordi vi ikke er gift. Men det kunne være spændende at opleve et land, hvor mange kvinder kæmper for at smide tørklædet. Jeg tror, det ender med, at jeg tager af sted, for jeg er så nysgerrig efter at møde mine iranske kolleger og se shahens palads.

Hvem er Lotte Svendsen?

Lotte Svendsen

Lotte Svendsen, 50 år.

  • Født på Bornholm. Var som ung med i bz-bevægelsen.
  • Har skrevet og instrueret en række film f.eks. Bornholms Stemme og Max Pinlig og står bag satiregruppen Emmas Dilemma.
  • Har været gift to gange og er skilt lige så mange gange. Fra sit andet ægteskab har hun to sønner på 14 og 16 år.
  • I dag ansat som filmkonsulent, hvilket betyder en pause med egne film.
  • Bor i København.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte, Kvinder du skal kende og Karriere