Pia Kjærsgaard om sine svære ungdomsår: "Det var dybt traumatisk"

Om venskaber ved jeg nu …

– At jeg selv gør mig umage for at være en god ven. Jeg vil gerne, at folk skal kunne regne med mig. Omvendt forventer jeg så også, at jeg kan regne med folk den anden vej. Men der er jeg indimellem blevet skuffet. Der har været tætte venner, som jeg prøvede at hjælpe på forskellig vis, og så viste det sig, at i samme øjeblik de ikke fik, hvad de drømte om, vendte de mig ryggen. Jeg har været fuldstændig lamslået over, at nogen, jeg har vist så stor tillid, pludselig kunne svigte så fatalt. Det er den slags svigt, jeg ikke ønsker at opleve i Dansk Folkeparti. Der har jeg lagt vægt på at fremdyrke en kultur, hvor vi ikke snigløber hinanden i medierne, som der var en masse af, da jeg i begyndelsen af min politikerkarriere var i Fremskridtspartiet.

Om forskellene på kønnene ved jeg nu …

– At det ikke betyder noget for mig, om jeg arbejder sammen med mænd eller kvinder. Men selvfølgelig er der forskel. Jeg oplever tit, at vi kvinder har en særlig intuition, som mænd ikke er i besiddelse af. Den benytter jeg mig af, når jeg skal fornemme, om jeg er på vej det rigtige sted hen og gerne vil blive klogere på, hvad andre føler. Jeg er ret god til at lægge et øre til jorden og høre, hvad der foregår, og få en fornemmelse af, hvor en sag vil ende om fjorten dage, og det har reddet mig igennem meget.

Om lykke ved jeg nu …

– At den finder jeg rigtig meget ved at være sammen med mine nærmeste. Min mand og jeg vender igen og igen tilbage til den græske vulkanø Santorini, hvor vi har et hus og ofte får besøg af vores børn og børnebørn. Der bliver jeg ikke hele tiden genkendt på gaden. Efter nogle dage falder mine skuldre ned, og jeg slapper fuldstændig af. Ferierne der er fyldt med lykkelige øjeblikke. Som da jeg pludselig befandt mig med mit ældste barnebarn på 23 og andre nøgne damer i en saunagus.

LÆS OGSÅ: Ulla Tørnæs: "Min mor døde, da jeg var otte år"

– Jeg finder også en stor lykke i at have orden i tingene. Sådan en dag, hvor jeg har knoklet igennem og kommer hjem og stadig har overskud til også at få orden på det herhjemme, den nyder jeg. Ligesom det også hjælper mig at lave noget praktisk, hvis jeg er småstresset. Det er min måde at få styr på mine følelser på. Jeg er nok lidt kontrolfreak.

Om modgang ved jeg nu …

– At du ikke altid kan tackle kriser, som du gerne ville. Det gør ondt, at jeg af mange forskellige årsager endte med at bryde med min mor, jeg havde bare ikke flere tårer tilbage at græde over hende og vores konflikter. En anden af mine største private kriser havde jeg, da min lillebror døde. Det er mange år siden. Der er ingen tvivl om, at han blev mærket for livet af mine forældres skilsmisse. Han var en flot mand og dygtig til meget og fik da også i begyndelsen stablet et godt liv på benene. Men det gik gradvist ned ad bakke for ham, og han begyndte at drikke for meget. Det ødelagde hans liv. Han blev kriminel og endte som en forhutlet alkoholiker. Det var virkelig sørgeligt. I de sidste mange år af hans liv havde vi ingen kontakt. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg havde vel for travlt med mit eget og vidste heller ikke, hvad jeg skulle gøre for at håndtere ham. Det er jeg ked af i dag. Af alt, jeg har oplevet, er det nok det sværeste.

Om kærlighed ved jeg nu …

– At den kan holde til meget. Det har den gjort i mit tilfælde. Jeg har efterhånden været gift i 51 år med Henrik, som jeg mødte allerede, da jeg var 15. Han var køn, mørkhåret med brune øjne – og meget eftertragtet. Men når jeg virkelig gerne vil have noget, plejer jeg at få det, og jeg ville have ham.

– Vi holder vores kærlighed ved lige ved bl.a. at gøre os umage for at komme helskindet igennem de kriser, som vi selvfølgelig også har haft. Vi kan sagtens skændes og vrisse af hinanden, men heldigvis er vi mindst lige så gode til at grine sammen. Jeg plejer at sige, at jeg giver ham uro, og han giver mig ro. Han er både min bedste ven og min største kritiker. Han siger altid sin mening, og den har jeg stor respekt for. Vi er også gode til at give hinanden plads. Henrik har aldrig bebrejdet mig, at han giftede sig med en husmor, som endte med at have en krævende politisk karriere og har været meget væk. På samme måde giver jeg ham plads til at dyrke det, der gør ham glad.

Om mod ved jeg nu …

– At jeg i hvert fald aldrig har manglet mod til at være på. Det har jeg nok fra min mor. Hun var meget livlig, kunne lide store hatte og fjer og var ikke bange for at stille sig op i et selskab og synge. Med sin charme og karisma kunne hun lide at være i centrum. Det var ikke altid sjovt, da jeg var en stor pige og foretrak at have en mere underspillet mor, men jeg kan godt se, at hun har indpodet noget selvværd i mig.

– Jeg er også ret modig fysisk. Da jeg blev 70, holdt Kristian Thulesen Dahl en tale for mig i fællessalen på Christiansborg foran 400-500 mennesker og sagde, at en af gaverne fra Dansk Folkeparti var et faldskærmsudspring. Jeg skulle lige trække vejret dybt for at kunne smile bredt og se taknemlig ud. 

LÆS OGSÅ: Puk Elgård: "Man kan nemt smide et dyrbart venskab ud med badevandet"

– Men det viste sig jo at være den fineste gave. Det var en kæmpe oplevelse at hænge og svæve en solrig septemberdag langt oppe og kunne kigge ud over landskabet. Når vi er på Santorini, tager jeg også tit imod min søns udfordringer og springer glad og gerne i vandet fra en klippe for eksempel, hvis det kan glæde ham og imponere mine børnebørn.

Om det vigtigste i livet ved jeg nu …

– At jeg altid er gået efter en vis form for tryghed. Sikkert fordi jeg som barn mistede trygheden så brat. Jeg kan godt lide at have faste rammer omkring mig og et hyggeligt hjem, som jeg kan samle kræfter i. Familien og det at være omgivet af mennesker, jeg har tillid til, betyder også utrolig meget. Det er fantastik at stifte bekendtskab med alle de spændende mennesker, jeg møder via mit arbejde, men det allervigtigste er at være sammen med mine nærmeste.

– Med alderen er det desuden blevet stadig vigtigere for mig at holde fast i det gode helbred, så jeg kan blive ved med at arbejde for de ting, jeg tror på. Jeg prøver at spise sundt og ikke for meget, selv om det er svært, når jeg som formand for Folketinget kommer ud til så mange dejlige middage.  

– Derfor er det også nødvendigt, at jeg sørger for at få rørt mig. Her er min hund, Rikke, en ruhåret gravhund, en stor hjælp. Hun sørger for, at jeg foruden min fitnesstræning også får gået en masse ture.