Pia Kjærsgaard
Foto: Thomas Sjørup Pia Kjærsgaard om forældres skilsmisse og livet som Folketingsformand

Pia Kjærsgaard om sine svære ungdomsår: "Det var dybt traumatisk"

Som 71-årig har Pia Kjærsgaard travlere end nogensinde som formand for Folketinget. Her fortæller hun om sine forældres skilsmisse, der prægede hende for altid, om sit livs store sorg – og om, hvad der gør hende lykkelig.

Om mit arbejde ved jeg nu …

– At jeg er blevet meget glad for mit hverv som formand for Folketinget, selv om jeg overvejede meget inden, om jeg skulle sige ja tak til det. Egentlig havde jeg det glimrende med at have overdraget ledelsen af Dansk Folkeparti til Kristian Thulesen Dahl og være værdiordfører. Jeg levede mere afslappet end i mange år, og det var tiltrængt. Da pilen så pludselig pegede på mig, spurgte jeg min mand, Henrik, til råds, og han sagde, at jeg selvfølgelig skulle tage imod hvervet som formand, det var en ære og noget særligt, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg fulgte hans råd. Mine vigtigste opgaver er at være med til at skabe rammerne for, at de 1200 mennesker, der daglig færdes på Christiansborg, får de bedste muligheder for at tjene folkestyret. Jeg har min dag besat fra morgen til aften, har lært en masse nyt og allerede sat mit præg på meget.

Om min barndom ved jeg nu …

– At de første år var gode og trygge. Min far var farvehandler, min mor hjemmegående, og det var et udadvendt hjem med megen selskabelighed. Men da jeg var 13 år, blev min mor gravid med en anden mand og flyttede, det var dybt traumatisk. Ingen talte med min bror og mig om, hvad der var sket. Det er en katastrofe ikke at tale tingene igennem med sine børn i sådan en situation. Jeg savnede min mor, men var også vred på hende, fordi hun forsøgte at fremstille det hele som et glansbillede, vi nok skulle blive glade for. Jeg blev boende hos min far, der med god grund følte sig forrådt og dårligt kunne tåle, at vi nævnte min mors navn.

LÆS OGSÅ: Anne Louise Hassing om en svær tid: Jeg var ramt af indre dæmoner som angst og modløshed

– Den tid sidder stadig dybt i mig. Jeg syntes, jeg skulle være den store pige, der havde tjek på tingene og sørgede for den gode stemning, og det var alt for tidligt. Senere flyttede jeg over til min mor, og der var hyggeligt nok at være, den store fordel var, at hun altid var hjemme. Men selv om hun og hendes nye mand gjorde meget for at få os til fremstå som en lykkelige familie, mærkede jeg og min bror jo, at hun elskede sit yngste barn, kærlighedsbarnet, højest.

Da jeg var 13 år, blev min mor gravid med en anden mand og flyttede, det var dybt traumatisk. Ingen talte med min bror og mig om, hvad der var sket

Om venskaber ved jeg nu …

– At jeg selv gør mig umage for at være en god ven. Jeg vil gerne, at folk skal kunne regne med mig. Omvendt forventer jeg så også, at jeg kan regne med folk den anden vej. Men der er jeg indimellem blevet skuffet. Der har været tætte venner, som jeg prøvede at hjælpe på forskellig vis, og så viste det sig, at i samme øjeblik de ikke fik, hvad de drømte om, vendte de mig ryggen. Jeg har været fuldstændig lamslået over, at nogen, jeg har vist så stor tillid, pludselig kunne svigte så fatalt. Det er den slags svigt, jeg ikke ønsker at opleve i Dansk Folkeparti. Der har jeg lagt vægt på at fremdyrke en kultur, hvor vi ikke snigløber hinanden i medierne, som der var en masse af, da jeg i begyndelsen af min politikerkarriere var i Fremskridtspartiet.

Om forskellene på kønnene ved jeg nu …

– At det ikke betyder noget for mig, om jeg arbejder sammen med mænd eller kvinder. Men selvfølgelig er der forskel. Jeg oplever tit, at vi kvinder har en særlig intuition, som mænd ikke er i besiddelse af. Den benytter jeg mig af, når jeg skal fornemme, om jeg er på vej det rigtige sted hen og gerne vil blive klogere på, hvad andre føler. Jeg er ret god til at lægge et øre til jorden og høre, hvad der foregår, og få en fornemmelse af, hvor en sag vil ende om fjorten dage, og det har reddet mig igennem meget.

Om lykke ved jeg nu …

– At den finder jeg rigtig meget ved at være sammen med mine nærmeste. Min mand og jeg vender igen og igen tilbage til den græske vulkanø Santorini, hvor vi har et hus og ofte får besøg af vores børn og børnebørn. Der bliver jeg ikke hele tiden genkendt på gaden. Efter nogle dage falder mine skuldre ned, og jeg slapper fuldstændig af. Ferierne der er fyldt med lykkelige øjeblikke. Som da jeg pludselig befandt mig med mit ældste barnebarn på 23 og andre nøgne damer i en saunagus.

LÆS OGSÅ: Ulla Tørnæs: "Min mor døde, da jeg var otte år"

– Jeg finder også en stor lykke i at have orden i tingene. Sådan en dag, hvor jeg har knoklet igennem og kommer hjem og stadig har overskud til også at få orden på det herhjemme, den nyder jeg. Ligesom det også hjælper mig at lave noget praktisk, hvis jeg er småstresset. Det er min måde at få styr på mine følelser på. Jeg er nok lidt kontrolfreak.

Jeg har været fuldstændig lamslået over, at nogen, jeg har vist så stor tillid, pludselig kunne svigte så fatalt

Om modgang ved jeg nu …

– At du ikke altid kan tackle kriser, som du gerne ville. Det gør ondt, at jeg af mange forskellige årsager endte med at bryde med min mor, jeg havde bare ikke flere tårer tilbage at græde over hende og vores konflikter. En anden af mine største private kriser havde jeg, da min lillebror døde. Det er mange år siden. Der er ingen tvivl om, at han blev mærket for livet af mine forældres skilsmisse. Han var en flot mand og dygtig til meget og fik da også i begyndelsen stablet et godt liv på benene. Men det gik gradvist ned ad bakke for ham, og han begyndte at drikke for meget. Det ødelagde hans liv. Han blev kriminel og endte som en forhutlet alkoholiker. Det var virkelig sørgeligt. I de sidste mange år af hans liv havde vi ingen kontakt. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg havde vel for travlt med mit eget og vidste heller ikke, hvad jeg skulle gøre for at håndtere ham. Det er jeg ked af i dag. Af alt, jeg har oplevet, er det nok det sværeste.

Om kærlighed ved jeg nu …

– At den kan holde til meget. Det har den gjort i mit tilfælde. Jeg har efterhånden været gift i 51 år med Henrik, som jeg mødte allerede, da jeg var 15. Han var køn, mørkhåret med brune øjne – og meget eftertragtet. Men når jeg virkelig gerne vil have noget, plejer jeg at få det, og jeg ville have ham.

– Vi holder vores kærlighed ved lige ved bl.a. at gøre os umage for at komme helskindet igennem de kriser, som vi selvfølgelig også har haft. Vi kan sagtens skændes og vrisse af hinanden, men heldigvis er vi mindst lige så gode til at grine sammen. Jeg plejer at sige, at jeg giver ham uro, og han giver mig ro. Han er både min bedste ven og min største kritiker. Han siger altid sin mening, og den har jeg stor respekt for. Vi er også gode til at give hinanden plads. Henrik har aldrig bebrejdet mig, at han giftede sig med en husmor, som endte med at have en krævende politisk karriere og har været meget væk. På samme måde giver jeg ham plads til at dyrke det, der gør ham glad.

Om mod ved jeg nu …

– At jeg i hvert fald aldrig har manglet mod til at være på. Det har jeg nok fra min mor. Hun var meget livlig, kunne lide store hatte og fjer og var ikke bange for at stille sig op i et selskab og synge. Med sin charme og karisma kunne hun lide at være i centrum. Det var ikke altid sjovt, da jeg var en stor pige og foretrak at have en mere underspillet mor, men jeg kan godt se, at hun har indpodet noget selvværd i mig.

– Jeg er også ret modig fysisk. Da jeg blev 70, holdt Kristian Thulesen Dahl en tale for mig i fællessalen på Christiansborg foran 400-500 mennesker og sagde, at en af gaverne fra Dansk Folkeparti var et faldskærmsudspring. Jeg skulle lige trække vejret dybt for at kunne smile bredt og se taknemlig ud. 

LÆS OGSÅ: Puk Elgård: "Man kan nemt smide et dyrbart venskab ud med badevandet"

– Men det viste sig jo at være den fineste gave. Det var en kæmpe oplevelse at hænge og svæve en solrig septemberdag langt oppe og kunne kigge ud over landskabet. Når vi er på Santorini, tager jeg også tit imod min søns udfordringer og springer glad og gerne i vandet fra en klippe for eksempel, hvis det kan glæde ham og imponere mine børnebørn.

Jeg havde vel for travlt med mit eget og vidste heller ikke, hvad jeg skulle gøre for at håndtere ham. Det er jeg ked af i dag. Af alt, jeg har oplevet, er det nok det sværeste

Om det vigtigste i livet ved jeg nu …

– At jeg altid er gået efter en vis form for tryghed. Sikkert fordi jeg som barn mistede trygheden så brat. Jeg kan godt lide at have faste rammer omkring mig og et hyggeligt hjem, som jeg kan samle kræfter i. Familien og det at være omgivet af mennesker, jeg har tillid til, betyder også utrolig meget. Det er fantastik at stifte bekendtskab med alle de spændende mennesker, jeg møder via mit arbejde, men det allervigtigste er at være sammen med mine nærmeste.

– Med alderen er det desuden blevet stadig vigtigere for mig at holde fast i det gode helbred, så jeg kan blive ved med at arbejde for de ting, jeg tror på. Jeg prøver at spise sundt og ikke for meget, selv om det er svært, når jeg som formand for Folketinget kommer ud til så mange dejlige middage.  

– Derfor er det også nødvendigt, at jeg sørger for at få rørt mig. Her er min hund, Rikke, en ruhåret gravhund, en stor hjælp. Hun sørger for, at jeg foruden min fitnesstræning også får gået en masse ture.

Hvem er Pia Kjærsgaard

_SJO6112.jpg

  • Pia Kjærsgaard er født i februar 1947 i København
  • Efter folkeskolen var hun bl.a. i lære i en kjoleforretning og kontorelev. Siden var hun både hjemmegående, tilkaldevikar, gjorde rent og var hjemmehjælper.
  • I 1984 kom hun i folketinget, hvor hun sad for Fremskridtspartiet til 1995.
  • I 1995 stiftede hun Dansk Folkeparti og var indtil 2012 formand for partiet.
  • I 2015 blev hun formand for Folketinget. Hun er medlem af Folketingets Præsidium og desuden kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen.
  • Sammen med sin mand Henrik Thorup bor hun i Gentofte, er mor til to og har fire børnebørn.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Politik, Karriere og Kvinder du skal kende