Nina Munch-Perrin om sin mor: "Jeg så hendes første TV-Avis - hold op, hvor havde de lavet om på hende"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Damgårdsvej i Skovshoved nord for København. Det var et ret anderledes område dengang, end det er i dag. Jeg synes, det er betydeligt mere ”fint” i dag. Sådan var det ikke dengang i 70’erne og 80’erne. Men jeg havde en fantastisk og privilegeret barndom i et stort hus med have. Jeg havde en storebror, min mor og far, og jeg gik til sejlads. Begge mine forældre var journalister, og det var et hjem med morgenaviser. Min mor (Lone Zilstorff, red.) gik på job i 2860 Søborg, hvor hun arbejde på DR blandt andet som vært på TV-Avisen. Jeg kan huske, når jeg var med hende på job. Det var overdrevet fedt. Jeg kan tydeligt huske redaktionslokalet med et aflangt bord og en masse stole og skærme med headsets. Derfra kunne man se alle verdens tv-stationer – eller næsten – og det var jo dengang, man kun kunne se DR derhjemme og måske to svenske kanaler. Hjemme hos mig havde vi hverken mikrobølgeovn eller videoafspiller, men på mors arbejde kunne man se Kanal2! Jeg kan også huske kontrolrummet bag tv-studiet. Når jeg går ind i DR’s kontrolrum i dag, får jeg deja-vu. Pultene med folk og alle knapperne er 25 år senere stort set det samme.

Din levevej?

– Jeg ville faktisk ikke være journalist som mine forældre. Jeg havde snarere en idé om, at jeg ville være jurist eller stewardesse. Men jeg begyndte at læse socialrådgiver, da jeg havde været en tur rundt i verden med rygsæk efter studentereksamen. Socialrådgiver var jo jura og mennesker på én gang. Det var brugbar jura, og jeg er ret praktisk anlagt. Jeg duer ikke til for lange teoretiske afhandlinger og ”hvis og hvis”. Da jeg var omkring 21 år, blev jeg alligevel betaget af miljøet omkring journalistik. Dengang var der kun én journalistuddannelse, og det var i Aarhus. Det var svært at komme ind, men jeg har det sådan, at det altid er sjovest at lykkes med noget, der er svært. Jeg kan tydeligt huske turen med skrivemaskinen under armen til Aarhus med Storebæltsfærgen, hvor jeg mødte nogle andre, jeg kendte. Alle skulle derover og se, om de kunne komme ind. Jeg kom ind – endda med en pæn karakter – og min mor og far var selvfølgelig stolte. Jeg er vist nok stadig på orlov fra socialrådgiverstudiet.

LÆS OGSÅ: Stéphanie Surrugue: "For mig er det søstersind at kunne dele andre kvinders succes"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det må være min mor, som døde i 2014. Hun blandede sig sjældent i mit liv, faktisk alt for lidt, synes jeg, men det skyldtes, at hun selv var vokset op i et hjem med lige rigeligt indblanding. Jeg synes ikke altid, jeg fik nok vejledning af min mor, men når jeg gjorde, så var det vigtige, gode råd. Hun var en konstruktiv kritiker, og jeg var ikke et af de børn, der havnede på en X-Factorscene, fordi mine forældre havde glemt at sige, at jeg ikke kunne synge. Vi fik sandheden råt for usødet. Jeg er ikke sikker på, hun ville råde mig til at tage jobbet som vært på TV-Avisen. Hun ville være stolt, men hun ville også vide, at det er et hårdt job. Det var hårdt for hende at være en kvinde på tv i midten af 80’erne. Da hun døde, fik jeg hendes første TV-Avis på en cd-rom. Hold op, hvor havde man lavet om på hende dengang. Blandt andet hendes stemme. Hun skulle nærmest være alt andet end sig selv. Hun blev påduttet en rolle, som var mest defineret af mænd. Hun syntes ikke, værtsjobbet var verdens fedeste job, men det satser jeg på, at det er. Jeg tror, autencitet og det at hvile i sig selv er en stor del af jobbet i dag.

Hvem har fundet vejen tildit hjerte?

– Det har David, som jeg udtaler på fransk, fordi han er fra Frankrig. Han kom i første omgang til Danmark, da han var seks år, fordi hans mor giftede sig med en dansk mand. Han flyttede siden tilbage til Frankrig, men vi mødtes på færgen mellem Helsingør og Helsingborg, som har en overfartstid på 20 minutter. Han kan godt lide rødt hår, og han kan være ret langt fremme i bussen, så han kom hen og præsenterede sig, da jeg stod ved rælingen. Vi blev gift i 2007, da vi fik vores første barn. David er et utroligt ærligt menneske og meget varm. Det tror jeg, vi har til fælles. Vi er ret svesken-på-disken over for hinanden. Men ellers er vi meget forskellige, og det fungerer godt. Han er et af de mennesker, der ser mig bedst gennem alle de lag, jeg kan have på.

LÆS OGSÅ: Nyhedsvært Lasse Sjørslev: Jeg vil meget hellere være alene end at få stikpiller hele tiden

Hvornår har du mistet vej-grebet?

– Vil du have den sindssyge historie? 2014 var virkelig mit annus horribilis. I februar blev min mor erklæret terminal med lungecancer. Jeg havde haft så travlt i perioden op til, at jeg ikke havde set det komme, men da jeg så hende i februar, kunne jeg se hvor slemt, det var. Jeg var med hende til møde på Gentofte Hospital– mine forældre var ovenikøbet lige blevet skilt efter 45 års ægteskab – og de sendte hende direkte i kemoterapi på Herlev Sygehus. Jeg stod og var på vej på familiens første ferie i årevis. Vi skulle til Dubai, og mine børn glædede sig. På den anden side lå min mor på hospitalet og var faktisk lige ved at dø de første par dage. Hvad skulle jeg gøre? Lægerne sagde, at jeg skulle tage af sted, fordi de ikke mente, det var nu, så det gjorde jeg. Men nu kommer klimaks: På tredjedagen ville min mand lige tage børnevandrutsjebanen med hovedet først. Han slog hovedet direkte ned i poolbunden og kom op med poolbundens mønster ”tatoveret” i hovedbunden. Ambulancen hentede ham, mens jeg prøvede at undgå, at børnene skulle se deres far blive pakket ind som en mumie og kørt væk. På hospitalet kom Dr. Fadel ud til mig, mens David lå i scanneren. Enten var det et stabilt brud, og så skulle han blive liggende, eller også var det et ustabilt brud, og så skulle han opereres med fare for at dø eller aldrig komme til at gå igen. Heldigvis var det et såkaldt stabilt brud på en nakkehvirvel C7, men jeg nåede at tænke, at det var Guds straf, fordi jeg havde forladt min døende mor. For en gangs skyld var jeg ikke cool. Børnene endte med at have en okay ferie, hvor vi besøgte en sengeliggende far og var i poolen resten af tiden, indtil David fik lov at flyve hjem. Min mor fik det bedre, så jeg kunne tale i telefon med hende dernede fra. Jeg husker stadig Dubai-opholdet som noget af det mest surrealistiske, jeg nogensinde har prøvet.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Jeg bestemmer vist ret meget, men det er indirekte, for det er min mand, der kører showet. Hvis du spurgte ham, ville han sige: ”Nina bestemmer alt”, men jeg synes, det er omvendt. Han er den pertentlige type med rengøringsvanvid, som går op i alt. Så du forsiden af Politiken i går? Det stod: ”Konflikt er en del af fransk kultur”. Der er noget om snakken!

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Ja, faktisk den samme korsvej to gange nu. Jeg sagde op i DR i 2015, hvor jeg sagde farvel til journalistikken, fordi jeg gerne ville dyrke nogle andre facetter af mig selv og mit fag. Det var en vild følelse at sige op i DR uden at have et andet job på hånden. Men så fik jeg chancen for at være med til at bygge en helt ny interesseorganisation op for den finansielle sektor. Det var en fed følelse at sige op i DR. Men der var nogen i DR’s ledelse, der syntes, at jeg skulle tilbage – og endda i det job, jeg ikke havde troet, at jeg skulle have; vært på TV-Avisen. Jeg må indrømme, at jeg lige skulle en tur rundt om blokken, da jeg blev spurgt, om jeg ville være vært. Der ville være mange holdninger til mig og min familie, men jeg elsker arbejdet med at formidle, og jeg tror, jeg kan gøre det godt. Der er mange meninger om, hvorvidt du kan vende tilbage til journalistik igen, når du først har været ude, og nogle gange kan journalistik føles som en sekt, men det mener jeg ikke, det er. Så faktisk har jeg stået ved den samme korsvej to gange, men denne gang gik jeg så i den anden retning.

LÆS OGSÅ: Julie Rudbæk: "Jeg kan godt lide, når folk overrasker mig"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg har ikke oplevet det så meget endnu. Da jeg lavede finansstof, var det mest i visse kredse, man genkendte mig, og så henvendte folk sig mest til mig for at give den ”rigtige” analyse af noget, jeg havde sagt i tv. Det var mere fagligt. Nu bliver det noget andet, og folk vil nok komme og sige: ”Jeg har set dig i tv”, men det, synes jeg bare, er hyggeligt. Hvis det var et problem for mig, havde jeg ikke taget jobbet. Da jeg hentede min søn i skolegården dagen efter min debut i TV-Avisen, havde alle hans klassekammerater i 5. klasse set det. Så måske er der alligevel håb for, at de unge ser TV-Avis.

Hvad tænkte du på vejen herhen?

– Hvordan Julius kommer til fodboldkamp i morgen tidligt, mens Bastian skal til spejder. Hvem tager hvem til hvad? Derudover tænkte jeg over, at vi skal ud til middag i aften, og jeg kan ikke huske, om jeg har lovet at tage noget med. Hvis jeg ikke har, skal jeg så have en blomst med? Jeg er stadig ikke kommet frem til svaret på noget af det.