Elle Fanning med neonmaling i et mørkt rum med farvet lys og lysprikker i baggrunden.

Kulturredaktøren glæder sig til denne serie – og det bør du også

Elle Fanning spiller hovedrollen i serien om Margot, der skal forsørge sig selv og sin baby på kreativ vis. Med sig har hun et helt hold af kulørte karakterer, spillet af Hollywood-stjerner som Michelle Pfeiffer og Nicole Kidman.

ALT for damerne logo

Komediedrama

Margot er i problemer

OK, jeg GLÆDER mig til denne nye serie, vi lige om lidt kan kaste os over, for den er stjernespækket med nogle af mine absolut yndlingsskuespillere – og så har ”Margo’s Got Money Troubles” både humor og noget reelt på hjerte.

Margot (Elle Fanning) er en klog pige – seriøst, klog nok til at sikre sig en plads på Harvard – men alligevel løssindig nok til at have en affære med sin lærer og blive gravid. Så langt så godt. 

Hendes mor, den tidligere Hooters-servitrice, spillet af vidunderlige Michelle Pfeiffer, er, omend frustreret over at hendes kløgtige datter har valgt at betræde den samme sti som ung mor uden uddannelse, som hun selv gjorde, alligevel støttende. 

Men bleer er som bekendt dyre, og det er gode råd i øvrigt også, og Margot får faktisk et par råd med på vejen af sin far, spillet af Nick Offerman (elskede ham i ”Parcs & Recreation”!), der udover at have været en ret fraværende far også har en fortid som kulørt wrestler. 

Hans erfaringer med at skabe en karakter, der kan vinde folks opmærksomhed, bruger Margot til det sidehustle, hun opdager, der er penge i. 

OnlyFans! 

Som en form for sexet grøn alien i bikini oparbejder Margot en indbringende business, der sikrer hende masser af indtægt til sig selv og baby – men det er faren til barnet ikke fan af. Margot ender i en sag om forældremyndigheden og får hjælp af advokaten, spillet af streamingens ukronede dronning, Nicole Kidman. Sikke et hold! 

Der er flere skønne sidekarakterer, du vil genkende fra andre seriefavoritter – og jeg glæder mig personligt til at opleve hele det kulørte stjernegalleri omkring Margot.

”Margo’s Got Money Troubles” får premiere på AppleTv 15. april