Lis strikker hygiejnebind til skolepiger i Afrika: "Det er vigtigt, for tabuerne stortrives"

Hygiejnebindene er sirligt samlet i stakke og lagt i gennemsigtige poser. 

De er faktisk smukke. Strikket i blød bomuld i alverdens farver. Græsgrøn, himmelblå, syrenfarvet og rosa. Bindene opbevares hos Lis Napstjert, i en smuk gammel rødstensvilla i landsbyen Nybølle i Nordvestsjælland. 

Men til sommer tager de turen over Middelhavet og videre sydpå, hvor de skal distribueres på skoler i Uganda og Congo. Skolepigerne her venter allerede på dem med spænding. Bindene vil nemlig gøre hele forskellen på, hvorvidt de kan komme i skole, når de har menstruation, og passe den uddannelse, der er så afgørende for deres fremtid.

Lis satte sidste sommer gang i produktionen af de strikkede bind gennem hjælpeorganisationen Lions Danmark. Hun indsamlede 6.000 bind fra strikkere i hele Danmark. Og hun regner med, at hun vil kunne sende 10.000 nye af sted i år.

Skeptisk krea-sjæl

Den 65-årige kvinde er uddannet civilingeniør og har en karriere med topposter bag sig. Men Lis er også dedikeret nørkler og en kreativ sjæl, der hele sit liv har haft det bedst med et strikketøj mellem hænderne.

Det var også sådan, hun blev involveret i projektet. Én af hendes kolleger i Lions lagde nemlig mærke til Lis’ strikketøj og opfordrede hende til at se nærmere på et projekt i Afrika.

– Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk til at begynde med, siger Lis. 

– Jeg kunne slet ikke se for mig, at et strikket bind kunne give tilstrækkelig beskyttelse. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at give det et forsøg.

Løjtnantshue fra krigen

Lis var i gang med at strikke sit første bind på en frivillig-vagt i den lokale genbrugsbutik, da en ældre kvinde trådte ind og udbrød: ”Du strikker jo en løjtnantshat!”

– Hun fortalte, at piger og kvinder havde strikket den type bind under krigen, siger Lis. – Det var en udbredt praksis, og de strikkede bind hang til tørre på rad og række i baggårde og haver.

Bindene fik ligefrem et navn, løjtnantshatte, fordi de med to lag og den aflange form lignede den karakteristiske soldaterhat.

Lis ler ved tanken. Den ældre kvindes fortælling var både rørende og sjov. Men den gjorde også hele forskellen.

– Med ét forstod jeg, at det strikkede bind var både gennemprøvet og velfungerende, siger hun. – Og så satte jeg straks skub i at få mønstret udbredt, så vi også kunne komme i gang med at strikke i Danmark.

Lille bind, stor forskel

Sagen er nemlig, at strikkede bind, uanset hvor uanseelige de er, kan gøre en overordentlig stor forskel i Afrika.

– I flere lande har de færreste råd til hygiejnebind. Piger og kvinder bløder uden nogen form for beskyttelse, og blødningerne anses for urene, forklarer Lis.

– Derfor kommer de ikke i skole, i en kortere eller længere periode, hver eneste måned. Og det har selvfølgelig store konsekvenser, fortsætter hun.

– Samtidig ved vi, at kvinderne ofte har størst succes med at vende deres familiers økonomi. Så det er gørende, at der investeres i pigernes uddannelse – og det starter jo med, at de overhovedet kommer i skole.

I Uganda og Congo fungerer det sådan, at pigerne får udleveret en stofpose med tre hjemmestrikkede bind samt en lille skumklud til rengøring. Herefter undervises de i, hvordan bindene koges, rengøres og tørres. Så de kan benyttes igen og igen.

– Sådan et lille kit med tre bind holder pigernes skoletid ud, siger Lis. – Og samtidig bliver de undervist i, hvad menstruation er, og hvordan de kan beskytte sig.

Tabuerne trives

Det er hele skolen – også drengene – der samles om undervisningen, når bindene deles ud.

– Det var jeg meget glad for at høre. For på den måde nedbryder vi fordomme og kan udbrede viden til begge køn, siger Lis og understreger: – Det er vigtigt, for tabuerne stortrives. Ikke kun i Afrika, men også i Danmark.

Hun giver et eksempel:

– Når jeg har fortalt om projektet, blandt andet i morgen-tv, er jeg blevet mødt af kommentarer fra folk, der finder bindene ulækre. De skriver simpelthen adr og hvor klamt! Det vidner jo om uvidenhed og det tabu, der stadig findes omkring noget helt naturligt som menstruation.

Andre forstår ikke, at man ikke bare køber bind eller allierer sig med de store producenter.

– Det kan jeg godt forstå, at man kan tænke, siger Lis. – Men det er svært at forstå, hvor gennemgribende fattigdommen er i de her lande. Vi taler om mennesker, der lever på sultegrænsen. Bind er en absolut luksusvare. Og vi skal ikke skabe et nyt behov eller en tarvelig afhængighed, der ikke fremover kan honoreres.

Lær at strikke

Bindene skal tværtimod sørge for, at hjælpen er bæredygtig, forklarer Lis. Forstået på den måde, at de skal hjælpe til de afrikanske piger og kvinder til selvstændighed – derfor er det også Lis’ drøm, at de lærer at strikke bindene selv. Ligesom de unge piger og kvinder i Danmark gjorde det under krigen. 

Dengang løjtnantshatten hang til tørre hos både høj og lav.

– Der findes ikke en strikkekultur i Afrika, men den kan komme. Og vi ser allerede på, hvordan man kan skaffe garn og pinde, så de kan blive selvforsynende, siger Lis. – Det handler om at give en håndsrækning til mennesker, der har brug for hjælp, så de på et tidspunkt ikke længere har brug for den hjælp, fortsætter hun.

– Det er jo det, alle mennesker drømmer om.