Iben Maria Zeuthen

Iben Maria Zeuthen om bønfaldelser

Iben Maria Zeuthen: "Please don't take my man"

Iben Maria Zeuthen om bønfaldelsens karakter.

Her er et lille spørgsmål: Hvad ville du gøre, hvis du kendte et fascinerende menneske, som du fik fornemmelsen af kunne have held med at forføre din partner?

Ville du blive vred på din partner over, at han/hun muligvis havde udenomsægteskabelige længsler? Ville du blive indadvendt og bitter? Eller ville du tage kampen op og gå ind i en skarp konkurrence med din rival? For mit eget vedkommende har svaret været en uskøn blanding af alle de ovenstående i de situationer, hvor jeg har stået ansigt til ansigt med jalousien i jobsammenhænge, venskaber og romantiske relationer. Men der findes en fjerde mulighed, som ikke er så ofte benyttet: bønfaldelsen. At ikke bare bede, men at bønfalde konkurrenten om ikke at tage ham, jobbet, veninden.

En dag jeg tjekkede mit daglige newsfeed på Facebook, faldt jeg over en nyproduceret udgave af Dolly Partons signatursang, "Jolene". Nummeret var spolet ned til 33 rpm og gik derfor meget langsommere end originalen, hvilket gjorde teksten om muligt endnu mere nærværende. Jeg kom til at tænke på, hvad det egentlig er, der gør, at jeg finder den tekst så interessant, selvom den er så enkel og umiddelbar. Det, der kommer til udtryk i omkvædet og i henvendelsen til sangens hovedperson, rivalinden Jolene, "please dont take my man" er: bønfaldelsen.

Lad mig lige opridse, hvad jeg forbinder med det at bønfalde.

I bønfaldelsen og i henvendelsen til "den anden" fralægger man sig sine egne ambitioner. Man har erkendt sine begrænsninger og overlader gennem sproget ansvaret for ens eget ve og vel til en anden person. Det er meget atypisk at gøre for os, børn af det liberale samfund, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Bønfaldelsen er også en standsning af handlen. Det er en hvilen i tid, hvor man slipper procestænkningen og ideen om, at man kan kæmpe sig ud af et problem, hvilket der for mig at se er en stor lettelse i. Man kan ikke altid gøre det bedre, man kan ikke altid tage sig sammen og tvinge sin vilje igennem. Nogle gange er livet, som det er, og der er ikke noget, vi hverken kan eller skal gøre ved det.
Bønfaldelsen er en afstandstagen fra aggressioner: selve henvendelsesformen er ikke-aggressiv, idet man tager hul på en ærlig kontakt. Der er ikke altid nogen at skælde ud på eller hade, og lige lidt nytter det desuden. Bønfaldelsen er et udtryk for, at man – selvom man står over for en stor trussel – ikke opfordrer til krig.

Bønfaldelsen er overnaturlig, ligesom tilgivelsen, man skal hæve sig op over sine impulser, hæve sig over den naturlige reaktion, som måske ville være at blive vred og føle sig svigtet. Bønfaldelsen er en erkendelse af, at vi i visse situationer er afhængig af andre menneskers eller skæbnens nåde. Nogle gange truer sygdom, bestemte situationer eller verdens politiske eller miljømæssige tilstand med at tage noget fra os, og det eneste, vi kan gøre, er at bekende kulør og bønfalde.

Og afslutningsvis: I bønfaldelsen ligger også en vilje til ekstrem sårbarhed, man gør sig jo sårbar ved at vise sine fjender, hvor man kan rammes hårdest. Og hvis vi ser en helt fysisk kamp for os, hvor et menneske blotter brystet for en andens kniv, er den sårbarhed jo dybest set et udtryk for tillid. Tillid til at den anden inderst inde ikke er ude på at skade én. Og nu har jeg endelig skrevet mig frem til mit grundlæggende fascinationspunkt: Bønfaldelsen virker så stærkt, fordi den viser tillid til menneskets iboende godhed. Den tillid viser Dolly Parton ved at henvende sig til Jolene, og den tillid viser vi omverdenen, hvis vi tør give udtryk for vores bekymringer og appellere til det bedste i vores medmennesker.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: Traditionernes tid er også konfrontationernes tid

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen om bedstevennen Huxi Bach: “Vi har altid skullet forsvare, hvorfor vi ikke blev kærester”

LÆS OGSÅ: Klumme: Forbandede mislykkede kernefamilieprojekt

Iben Maria Zeuthen

31 år, redaktør og vært på Det Næste Kapitel og på Radio24syv. Bor med sin søn i København. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Iben Maria Zeuthen, Klumme, Parforhold og Kærlighed