Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Iben Maria Zeuthen

Iben Maria Zeuthen om sit mislykkede kernefamilieprojekt

Iben Maria Zeuthen: Da mit kernefamilieprojekt mislykkedes

Iben Maria Zeuthen om nuets korthed – på godt og ondt.

Fredag aften for nogle uger siden ville min søn på 2 år og jeg gå en lille aftentur. Ned forbi grønthandleren, over forbi gymnastikhallen og rundt om hjørnet et smut forbi min ­veninde.

Regnen stod ned i tykke stænger, mørket var kommet allerede kl. 16, og de få ­andre på gaden kiggede sammenbidt ned i asfalten og ville vel hurtigst muligt ­videre mod næste indendørsophold.

De sidste par år er der sket en del ting i mit privatliv. Jeg har fået en kæreste, der blev til mit barns far, og som nu ikke længere er kæreste. Alt det på bare tre år. Jeg har gået ad livets bugtede og uforudsigelige sti. Aftnerne er de værste, det er her, man kigger ind ad andre folks vinduer, og pludselig er alt omkring en ændret fra røvsyg hverdag til tryg og ægte ­stabilitet. De rutiner, jeg har lænet mig op ad, er forsvundet, og den intimitet, jeg har forventet fra et andet menneske, kan jeg ikke forvente længere. Men det er mig, der er moren, mig, der er den voksne, og derfor må det være mig, der skaber den samme varme omme bag vinduerne, som jeg ser ude fra gaden. Det prøver jeg så på, og det går egentlig fint nok, men hver gang, jeg tror, at der har indfundet sig en vis form for stabilitet, opstår der en ny ustabilitet. Glæden, følelsen af styrke og selvstændighed er kortvarig, og det gør mig utryg og utålmodig. Kan man dog ikke bare leve nemt, glædesfyldt og rutineret? Forbandede situation, forbandede mislykkede kernefamilieprojekt. Men undervejs i netop sådan et tankemønster er det altid på plads med en opsang: Siden hvornår har jeg ikke vidst, at en situation var midlertidig? Siden hvornår har jeg troet, at man kan skabe noget og så lade det stå og leve i det i fuldkommen tiltro til, at det forbliver uændret? Det ville jo være som at bo i et museum. Det er ikke illustrativt for livet. Jeg ved jo gennem al erfaring, at livet ændrer sig, enten træffer man selv valg om at foretage en ændring, eller også gør livet det for en. Og nu har livet ­truffet dette valg for mig. Det eneste, jeg kan gøre i den situation, er at forholde mig til det øjeblik, jeg står i. Og lykken kommer kun i glimt, hvis man er heldig kommer den i passager, og hvis man er rigtig heldig, opstår passagerne flere gange igennem et liv. Den gode nyhed er, at det er ligesådan med ulykken. Dens tid er også begrænset, og det er den eneste trøst, der er, når man befinder sig midt i den.

Tilbage til den våde asfalt, tilbage til ­bilernes dæk, der lyder anderledes, når de ruller hen over gaden, end når der ­ingen regn er faldet, tilbage til lygterne på grønthandlerens markise, der oplyser tove af regn.

Min søn og jeg har hver vores paraply. Min befinder sig cirka 170 cm over jorden. Hans nærmest i gulvhøjde. Jeg kigger ned på den, den bærer et blåt og ­lilla blomstermønster, og en stiver eller to er knækket på den. Den danser hen over gadens asfalt. Og jeg tænker, at mørke, regn og knuste drømme er én ting. Men en anden ting er alt det, der giver ly for regnen og mørket. Som nu for eksempel den dansende paraply, der skærmer den person, jeg elsker mest. Et småblomstret punkt midt i universet. Et lille paraplyformet lysglimt. Regnen er stoppet, vi træder indenfor hos min veninde, og der dufter af stegt medister. Og en ordentlig vermouth til mor. 

LÆS OGSÅ: “Jeg ser omkring mig, at dejlige mennesker bliver ved med at være dejlige - også selvom de har været utro”

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen om bedstevennen Huxi Bach: “Vi har altid skullet forsvare, hvorfor vi ikke blev kærester”

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: “Dette er det tætteste, vi kommer et bevis på fænomenet “evig kærlighed””

Iben Maria Zeuthen

31 år, redaktør og vært på Det næste kapitel og på Radio24syv. Bor med sin søn i København.

Se, hvad vi ellers skriver om: Iben Maria Zeuthen, Klumme, Kærlighed og Parforhold