Iben Maria Zeuthen

Iben Maria Zeuthen om traditioner

Iben Maria Zeuthen: Traditionernes tid er også konfrontationernes tid

Iben Maria Zeuthen om ikke at tage traditioner for højtideligt.

Hvis der er noget, der kan splitte folk, stresse folk eller bringe savn op til overfladen, er det traditioner, hvilket disse vintermåneder med jul, nytår, vinterferie og kommende påske har mindet mig om.

Traditionerne har dog for mig været forskellige hvert år, og det er jeg på mange måder taknemmelig for.

Enkelte juleaftener tilbragte vi hos min farmor. Det var en, på mange måder, religiøs og konservativ oplevelse. Det var med kirke og salmer og efter middagen en kold og mørk stue, hvor mændene gik ind og tændte træet, hvorefter børn og kvinder kom ind til en oplyst, stille og hellig højtidelighed. Andre juleaftener foregik i larm og lys i bofællesskabet hos mine bedsteforældre, hvor det var min mormor, der var julemand. Selvfølgelig. Det er først som voksen, at jeg har fundet ud af, at julemanden åbenbart som udgangspunkt er en mand. Vinterferien kunne både tilbringes i sommerhus med hele familien, på fritidshjemmet eller alene med min mor og hendes veninde og venindens børn, på ski. Påske har både været hellig og katolsk på Kreta og meget uhellig med byture mange dage i træk med min tidligere sambo. Jeg husker de forskellige fejringer med glæde og undres: Hvorfor er det, at vi holder så fast i de her traditioner?

Dele af mig forstår det og holder også af det. Der er noget ved samlingspunkter i en omskiftelig tid, (tiden er til alle tider omskiftelig), der er noget ved genkendelse, som vækker gemen glæde og ro, det er dejligt at vide, at vi trods alt har noget, vi kan regne med her i tilværelsen. Sagen er bare, at det er en illusion, og de ændringer, der sker i løbet af resten af året, dødsfald, skilsmisser, folk, der er kommet på plejehjem, kan synes så meget mere uudholdelige, når de sættes op imod alt det, som er, som det plejer. "Det er første gang, jeg holder fødselsdag uden xx" (indsæt navn, du har hørt den, eller selv udtalt den, jeg ved det).

På den måde er traditionernes tid også konfrontationernes tid, konfrontationen med det tabte. Den tabte ungdom, den tabte elskede eller de bristede drømme.

Så. Må jeg mane til traditionsbesindighed. Afhold vinterferie samme skisportsted som altid, hvis det er skønt. Find den arvede dug frem, se den samme julefilm. Men jeg vil gerne slå et lille slag for at være omstillingsparat. Det gør det nu engang nemmere at komme ­igennem et år, når (med et af vores sprogs fornemste poetiske vendinger) lorten rammer propellen.

Lige nu er jeg et sted i livet, hvor jeg ikke aner, om jeg i foråret 2022 har fem børn, og om vi er 25 eller to mand om bordet, eller om barnet er hos faren, mens jeg smutter til Malaysia på motorcykelferie. Men det gør ikke så meget, for sådan har det altid været. Hvert års traditioner er forskellige. Og den kendsgerning gør, at jeg, det første år som delemor, har haft en helt fin og ikke ubærligt sørgelig vinter i konfrontation med alle vinterhalvårets traditioner.

På en måde tror jeg, man gør sig selv og sine nærmeste en tjeneste ved at vise, at højtider kan se helt forskellige ud, ­afhængig af hvad det øvrige år, og ens lyst i øvrigt, tilsiger. 

LÆS OGSÅ: Klumme: Mennesket er i sandhed et utaknemmeligt skarn

LÆS OGSÅ: Klumme: “Hvorfor tror nogle mænd stadig, at kvinden passer ilden, mens de er ude at jage?”

LÆS OGSÅ: Klumme: Forbandede mislykkede kernefamilieprojekt

Iben Maria Zeuthen

31 år, redaktør og vært på Det næste kapitel på Radio24syv. Bor med sin søn i København.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme og Iben Maria Zeuthen