Ida Wohlert: "Huset blev sat til salg, og alt var i opbrud"

0-10 år: Antennebarn i studiet

"Det var en meget ubekymret barndom, indtil jeg blev otte år, og mine forældre pludselig blev skilt. Jeg kan huske, da jeg stod i klasseværelset sammen min mor foran ABC-tavlen for at fortælle min klasselærer det. Dengang var den slags bare noget, man sagde i døråbningen. Men dér kom alvoren ind i mit liv. Mine forældre var heldigvis gode til at være venner, og jeg kan huske, hvordan min bror og jeg steppede op og kom hinanden ti skridt nærmere. Han blev min wingman og var guld værd."

"Min far blev i byen, mens vi flyttede til Hellerup, hvor vi i forvejen gik i skole. I begyndelsen boede vi en uge hvert sted, men jeg kom hurtigt frem til, at jeg ikke følte, at jeg boede nogen steder overhovedet på den måde, og derfor blev jeg hos min mor. Men jeg kunne jo godt se, at det var min far, der betalte prisen, og det var hårdt."

LÆS OGSÅ: "Jeg tænkte, at det var den største fornærmelse, jeg nogensinde havde fået"

"Skilsmissebørn er sygt dygtige til at afkode stemninger og fornemme en situation. Hvordan er stemningen her, og hvad kan jeg gøre for at forbedre den? Det tog mig mange år at finde ud af, at det hang sammen med mine forældres skilsmisse. Til gengæld kan jeg i dag bruge det på mit arbejde, for når gæsterne kommer ind i studiet, er de nervøse – helt forståeligt – og så er jeg taknemmelig for, at jeg har fået evnen med mig til at ændre det."

10-20 år - Djævlen i Ida

"Jeg var ret besværlig, jeg lavede larm og var på tværs, og min bror han var bare så easy. Jeg havde helt klart noget vrede i mig, som måske skyldtes skilsmissen. Men min mor og jeg udviklede det, vi kaldte "nu er det djævlen, der taler", for jeg var totalt Dr. Jekyll & Mr. Hyde. Midt i en hyggelig situation kunne jeg blive sur og tænke: "Det her må kunne blive bedre?" Så sagde min mor altid: "Nu er det djævlen, der spiller dig et puds." Det hjalp mig med at forstå mit eget sind."

"Jeg havde humørsvingninger og mange meninger. Det var for eksempel umuligt at købe en gave til mig. Når min mor havde været ude at rejse og kom hjem med en ting til mig, følte jeg aldrig, hun ramte plet. Til sidst måtte min far gribe ind og sige: "Hun bliver altså ked af det, når du er sådan." Det havde jeg respekt for og begyndte at tage kritikken til mig."

20-30 år - Svøm selv

"Jeg rejste til Syd- og Mellemamerika efter gymnasiet, og jeg kan huske, at jeg juleaften blev ringet op af min bror, som ved en fejl kom til at fortælle, at min mor skulle skilles fra min daværende stedfar. Huset blev sat til salg, og alt var i opbrud, fordi min mor havde mødt en 20 år yngre mand. Det var Jakob, som skulle vise sig at være en rigtig kær mand, som kørte på motorcykel. Men det skete så pludseligt."

"Eller også siger det bare noget om hvor optaget, man er af sig selv, når man er teenager, at man ikke havde set det komme. Jeg havde i hvert fald ikke set skriften på væggen, men det fyldte meget, da jeg kom hjem. Jeg tror, min mor tænkte om os børn: "Nu har jeg sendt jer godt af sted. Det her må jeg gerne. Svøm selv." Hun skulle forfølge noget, som, jeg syntes, var en dårlig idé. Men min far var sej og kunne godt se, at han måtte træde til."

"Da jeg var 24-25 år, mødte jeg Kasper. Jeg havde en anden kæreste i forvejen, men det var et forhold under afvikling, og jeg blev meget forelsket i Kasper. Jeg har altid elsket at være i et forhold. Jeg synes, det er smukt at dele livet med et andet menneske. Og meget sjovere. Nu har vi været sammen i snart 20 år, og jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op, hvis jeg en dag befandt mig på datingmarkedet. Jeg har brug for en stærk mand, som kan sige stop, når jeg kører for meget friløb. I dagens Danmark kan kvinder jo det hele selv. Det mener jeg ikke, vi skal."

30-40 år: Mor på natarbejde

"I 30’erne var jeg både ansat på TV2 Nyhederne og senere vært på News. Reporterjobbet var ikke mig, for det var super travlt, og jeg følte ikke, jeg fik brugt det, jeg kan. Jeg følte simpelthen ikke, at jeg kunne nå at faktatjekke historierne, inden der skulle sidde en studievært og læse dem op, og jeg var hele tiden bange for at komme til at levere noget, der var forkert."

LÆS OGSÅ: Ida Wohlert: "Huset blev sat til salg, og alt var i opbrud"

"Jeg sagde op efter et år, selv om folk syntes, jeg var sindssyg, fordi jeg gik fra en fastansættelse. Jeg startede på TV2 News, og de spurgte, om jeg ville være vært. Det havde jeg aldrig tænkt over."

"Under min første barsel stoppede Cecilie Frøkjær som vært på Go’ Morgen Danmark, og jeg blev tilbudt hendes job. Det er et helt andet tempo, og jeg kan godt lide rytmen i, at man forbereder historierne om aftenen, fordøjer dem om natten og møder mennesket bag dagen efter. Men det er et crazy job at have med to små børn, som jeg havde i begyndelsen."

"På den anden side kunne jeg næsten altid stå i vuggestuen klokken ti, hvis en af drengene var blevet syg. Der var dog også nætter, hvor jeg skulle op 03.15, og den ene råbte MOAR og vækkede den anden, og Kasper måtte stå med et barn på armen og sige "bare gå". Det gode er, at mine børn aldrig har prøvet andet, og jeg har altid haft eftermiddagen med dem. Men 30’erne er det mest vilde årti, for der sker allermest i ens liv: Arbejde, familie og små børn på én og samme tid."

40-: Hvad nu?

"Jeg havde en krise, da jeg var omkring 40, hvor Kasper og jeg måtte sætte os ned og kigge hinanden dybt i øjnene, for ellers ville det ende et kedeligt sted. Det handlede om, at vi skulle vælge hinanden til. Det er ikke nok at bo sammen. Vi havde to job, to børn og et hus med have, men helt klassisk glemte vi hinanden. Det var to parallelle liv, der ikke var flettet sammen."

"Da jeg brokkede mig over det, sagde Kasper meget rigtigt: Prøv lige at kigge på din kalender. I den periode gik det op for mig, hvor meget min bror er værd, for han sagde: Ro på, det er helt naturligt. Du er midtvejs i livet, og det er helt naturligt at gøre sig tanker, som ikke er så behagelige, og man er nødt til at skrue på knapperne."

"Nu er Kasper og jeg blevet rigtig gode til at tage os tid om aftenen, hvor vi drikker en kop te og spørger: "Hey, hvordan gik det i dag?" Det er super vigtigt at følge med i hinandens liv og lytte oprigtigt. Vi snakker faktisk sammen mange gange om dagen. Nogle gange får vi passet ungerne og går ud sammen bare ham og mig, for jeg kan være slem til at pakke min kalender og prioritere mine veninder og børn over ham. Men parforholdet sker ikke af sig selv. Du er nødt til aktivt at sætte tid af til det, for appelsinerne kommer ikke bare væltende ned i din turban."

LÆS OGSÅ: Sanger Freja Kirk om at miste sin far: "Det ændrede min måde at anskue verden på"

"Vi har været sammen 17 år, og arbejdet med parforholdet stopper aldrig, som jeg ellers troede engang. Jeg er et bedre sted nu, og jeg kan mærke, at jeg kan trække vejret dybere. Som Ellen Hillingsø engang sagde til mig: Hold ud, det er lige på nippet til at blive nemmere."

"Nu står jeg der, hvor jeg tænker: Hvad nu? Jeg er glad for mit job, for det program, jeg laver, har en stor plads i mit hjerte, men det sker også, at jeg går "sulten" hjem fra arbejde, og der er en rastløshed på vej. Eller en faglig sult som jeg kalder det. Jeg er ikke ved at sige op, men tanken har strejfet mig, for jeg kan godt mærke, at der skal mere og mere til for at være i den samme rolle på det samme program på den samme kanal i 12 år."

"Jeg kan altid forfine det, jeg laver, men jeg har også brug for at bestige andre bjerge. Det er først nu gået op for mig, at livet består af faser, og når du forlader én, går du ind i en anden."