Camilla Stockmann interview
SPONSORERET indhold

Camilla Stockmann om at befinde sig i sin anden livskrise: ”Det er der, du føler, du er i live”

Journalist og forfatter Camilla Stockmann, 47, har en mission: at give kvinder mulighed for at tage al den plads, de har lyst til. Ligesom hun gerne vil finde svar på, hvad hun skal stille op med sig selv og sin fremtid. Hun aner det ikke.

Af: Marie Lodberg Foto: Tine Bek
16. mar. 2021 | Livsstil | Eurowoman

Camilla Stockmann har gennemlevet en livskrise to gange i sit liv. På ilandsproblem-måden, ganske vist, men de har ikke desto mindre været valide. Første gang var, da hun var klummeskribent på Eurowoman i en periode på tre år, hvor klummerne blev bragt på den sidste side i magasinet. Det er 18 år siden. 18 år. Dengang var hun 29 og tumlede med at blive voksen. Anden gang er nu. Lige nu. Camilla Stockmann befinder sig midt i en livskrise, for børnene på 10 og 12 er store nok til, mere eller mindre, at klare sig selv, og hvad er der så tilbage? Det finder vi, måske, ud af senere.

Lad os rewinde til livskrise nummer ét i starten af 00’erne. Dengang, hvor hun stod og vippede, sikkert i takt til noget Daft Punk, med den ene fod i ungdommen og alkohol, og den anden tådyppende i voksenlivets forpligtelser og familieliv. Det var på det tidspunkt, Camilla Stockmann blev færdig på universitetet og fik fast job som redaktør på Politikens Ibyen-tillæg. En vaskeægte voksenarbejdsplads. Hun opvejede alvoren med torsdagsfester og fredagsfester og lørdagsfester, til receptioner, ferniseringer og på natklubber, måske for at udskyde beslutningen om at få børn. Hun vidste, at hun gerne ville have børn, men absolut ikke i kernefamiliekonstellationen. Så blev det faktisk ikke værre.

LÆS OGSÅ: "Jeg var heartbroken i et helt år. Aj, jeg havde det SÅ dårligt"

"Det der tidspunkt i dit liv, hvor du synes, du stadig skal have lov til at have det sjovt og være ubekymret, men hvor du virkelig slår hovedet mod den der voksenverden, og hvor du sidder og arbejder sammen med mennesker, der har en villa på Amager og to børn. Jeg havde meget svært ved at forestille mig, hvad voksenlivet kunne byde på af ekstatiske øjeblikke. Når jeg gik tur på Enghave Plads og så sådan nogle voksne mennesker, par, der gik rundt med deres paraplyklapvogn og så enormt trætte ud, tænkte jeg bare: "Hvor er det synd for dem,"" siger hun.

Camilla Stockmann kommer selv fra en "rodet skilsmissefamilie, hvor der var masser af drama". Det krævede ikke en gentagelse. Hun fandt ud af, at hendes venner kunne være hendes familie, og klummerne var en måde at fejre dem på. Vennerne indgår i alle klummerne, hun ligger på tæpper med dem i Kongens Have og drikker cocktails med dem gennem røgtåger på københavnske barer. Hun diskuterer livets store udfordringer med dem og beskriver, hvordan hun i en periode, en meget kort periode, i sit voksenliv nød at stjæle, bare en lillebitte smule, bl.a. en tube tandpasta i Netto. Hvordan mænd er pylrede, når de er syge, om singlebradepander i Magasin, om yogaens popbuddhisme-regime, om fem gode grunde til ikke at blive gift og om hvorfor du ikke skal føle selvhad, hvis du afslører over for din chef, at du har svamp. Camilla Stockmann skrev sig op imod det, hun var bange for, det småborgerlige liv.

"Det lå mig meget på sinde, at jeg skulle punktere nogle af de forestillinger, som ingen kan leve op til, og som i virkeligheden kun giver dig en dårlig følelse. For du kan være normal på utrolig mange måder. Kunne jeg udvide rummet for, hvordan det var at være ung kvinde? Hvad skete der, hvis jeg prøvede at sige det, man ikke måtte sige? Råderummet blev faktisk bare større, oplevede jeg."

LÆS OGSÅ: Natasha Al-Hariri: ”Kvinder er ikke ligestillede, hvis ikke ALLE kvinder er ligestillede”

Femårsplan? Netværk? Hva’?

Da Camilla Stockmann i 2005 udgav Eurowoman-klummerne i bogform, bestselleren Nyforelskelse og andre cykelstyrt, blev hun i et interview spurgt, om hun var feminist. Dengang tøvede hun. Svarede, at hun var demokrat, at hun gik ind for ligestilling, og at hun var imod kønsdiskrimination. Spørger man hende i dag, svarer hun, at hun er full-blown feminist.

"Den ulighed, der er på arbejdsmarkedet, er dybt deprimerende. Også på en arbejdsplads som Politiken, hvor vi i lederen på forsiden af avisen skriver, at vi går ind for ligeløn. Men indadtil er det en kamp, der skal tages hver dag."

At få lige så høj løn som mændene er ikke givet, fandt hun ud af. Det er noget, kvinder skal kæmpe for. Så det gør hun. Helt systematisk har Camilla Stockmann lønforhandlet sig igennem sin tid på Politiken, og det betyder, at hun får en “okay løn” i forhold til sine mandlige kollegaer.

"Men jeg kan se, at der sidder sindssygt dygtige kvinder omkring mig, som på uforklarlig vis er dårligere lønnet end vores mandlige kollegaer. Mange af dem er dygtigere! Det kan ikke forklares med anciennitet, at de ikke er efteruddannede, at de ikke laver nok. Overhovedet. Det eneste det kan forklares med, er køn."

I forbindelse med sexismedebatten har Camilla Stockmann skrevet en række artikler om emnet, der har rørt i den store samfundsgryde. Det var hende, der var med til at sætte støttebrevet til Sofie Linde på forsiden af Politiken med de 701 underskrifter, der på få dage voksede til over 1.600. Da #MeToo red på sin første bølge, var det Camilla Stockmann, der skrev en større afslørende artikelserier om Peter Aalbæk og Zentropa, Forfatterskolen og Kunstakademiet. Hun har siddet med den ene unge kvinde efter den anden foran sig, som hun har interviewet, og som har været udsat for seksuel chikane, krænkelser og magtanvendelse, som ingen skal udsættes for. Kvinder, som har søgt en karriere inden for et felt, fordi de har talent og arbejder hårdt, men hvor den sexistisk betingede modstand har stoppet dem i deres drøm.

"Det er vildt at være en del af og har været en vækkelse for mig. Noget af det vi ikke så for 10-20 år siden, er blevet meget tydeligt. Det er ligesom sådan nogle gamle negativer, der bliver fremkaldt, og pludselig ser du konturerne på en helt anden måde. Det, vi har været blinde for, står lige pludselig fuldstændig klart. Der er stærke kræfter imod det. Det er da klart. Hvis du som mand har set dig selv som virkelig progressiv de seneste 40 år, og der pludselig er nogen, der siger, at du ikke er det, er det da superfrustrerende. Nogle siger, at det er patriarkatets sidste krampetrækninger, men det skal jeg se, før jeg tror det," siger Camilla Stockmann.

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt om metoo: "Jeg har aldrig set så stærk en kæde på tværs af generationer"

Camilla 1.jpg
Bøgerne i Camilla Stockmanns reol er skrevet primært af kvindelige forfattere

"Mænd er nogle idioter!"

Journalisten og forfatteren er vokset op i et hjem med stærke kvinder. Hendes mor var feminist og SF’er, og når hun og veninderne drak rødvin og røg smøger, kunne man høre dem udbryde: "Mænd er nogle idioter!"

"Den form for feminisme kunne jeg ikke identificere mig med. Min erkendelse er, at feminisme ikke er knyttet til køn, men til ligestilling," siger Camilla Stockmann.

Da hun læste Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, læste hun ca. en milliard værker fra verdenslitteraturen. To af dem var skrevet af kvinder. Det ene var Mary Shelleys Frankenstein. Det andet var en novelle af Karen Blixen. Den rigtige litteratur var skrevet af mænd. Det var holdningen dengang.

"Opgøret nu handler om, at den kvindelige erfaring er ægte, og at når kvinder skriver, er det ikke mindre værd. Jeg læser stort set kun bøger af kvinder nu for at skabe en vis balance i det samlede litteraturregnskab."

Men det er ikke nok at leve i bøgernes verden. Vi lever i en tid med klimakrise, politisk polarisering og heftig #MeToo-debat. Tiden minder Camilla Stockmann om 80’erne med økonomisk ustabilitet, den store atomtrussel og Tjernobyl-katastrofen. Men selv om hun måske oplever, at det er værre nu end dengang, ser hun grund til optimisme pga. de unge, hvor der er en meget stærk bevægelse knyttet til klima og køn i gang. De unge finder sig ikke i det, Greta Thunberg og Sofie Linde råber op og samler. Men de unges ambitionsniveau kan også forårsage tics hos Camilla Stockmann. Hun arbejder sammen med mange unge mennesker på Politiken, og de er dygtige, skarpe og arbejdssomme.

"De skal også bare huske at have det sjovt. Måske er min generation den sidste, der fik lov til at være unge og ubekymrede. Vi fik lov til at glædes ved livet, mens vi var i det." Camilla Stockmann har aldrig haft en femårsplan, hun ved faktisk ikke en gang, hvad det er. Netværk forstår hun lige så lidt af.

"Jeg har aldrig nogensinde tænkt: "Nu har jeg momentum, nu skal jeg rykke på min karriere." Men jeg har spurgt mig selv, hvad jeg virkelig havde lyst til, og hvad jeg drømte om. Jeg tror på den gamle feminist Gloria Steinems ord: "Dreaming, after all, is a form of planning." Hvis du træffer nogle valg, der peger dig i en bestemt retning, så kommer du i den retning. Det er bare en fod foran den anden. Der er ikke noget rigtigt og forkert, du kan ikke begå fejl. Man har forsøgt at bilde unge mennesker ind, at hvis de træffer et forkert valg, går det ud over deres fremtid. Sludder! Og ved du hvad, du må godt begå fejl. For det hele er et stort eksperiment. Livet er fuld af alle mulige detours, og nogle af dem tager vildt lang tid, men det er okay, for det er meningen, at du skal på den detour."

LÆS OGSÅ: 17-årige Mathilde om kampdagen: "Jeg bruger oceaner af tid på at fortælle mig selv, at jeg er god nok"

Nå, men Camilla Stockmann faldt jo faktisk til ro, på sin egen måde, og stiftede familie. Hun mødte sin kæreste, da hun var 29 år gammel og giftede sig ovenikøbet med ham. Det er dokumentaristen Janus Køster-Rasmussen, som hun har skrevet bogen Bullshit, der udkom i 2017, med. Det er en dokumentarisk fortælling, der handler om rockermiljøet på Amager i 70’erne og 80’erne, skrevet på baggrund af vanvittig mange interviews og massive bunker kildemateriale. Bogen er så gennemresearchet og velskrevet, at de fik den mest prestigefyldte journalistpris herhjemme, Cavlingprisen, for den. Camilla Stockmann fik den familie, hun ville have. Den uden sovs og kartofler, som ikke bor i en murermestervilla i postnummer 2300, men i en lejlighed på Frederiksberg C. De har også to børn, Georg på 10 og Karl på 12.

"Jeg mødte en mand, hvor jeg kunne se, at det kunne give mening at få børn, fordi vi var fuldstændig ligestillede. Jeg behøvede ikke at blive et andet menneske for at blive mor. Han frisatte mig til at være den mor, jeg gerne ville være. Det er enormt vigtigt for mine sønner, at de ser mig som kvinde, at jeg arbejder og tjener penge og faktisk nogle gange tjener flere penge end min mand."

Det lyder jo fuldstændig kulturelitelækkert. Hun fik en mand, hun skrev en prisvindende bog med, og som også tog barsel, laver mad og er en nærværende far.

"Lige dér var vores liv så kaotisk. Det var højdepunktet i min karriere og lavpunktet i mit familieliv. Min yngste søn led af separationsangst, så vi var nødt til at gå med ham i skole i et års tid og havde meget svært ved at passe vores arbejde. Samtidig var det også virkelig hårdt at skrive en bog sammen med min mand. Vi kastede os bare ud i det, men det var så hårdt for vores parforhold at leve med den der gøgeunge af en bog inde i vores familie. Vi havde 10.000 siders retsdokumenter i vores lejlighed, der var lavet om til Rigsarkivet, og som var ved fuldstændig at overtage os, og vi havde vores børn med på slæb, når vi var ude at snakke med eksrockere. Jeg ville aldrig gøre det igen!" siger Camilla Stockmann.

"Fordi vores søn gik så meget i terapi, kunne vi ikke også gå i parterapi. Sidde i en ny sofa og tale om, hvor hårdt det var. Så vi valgte i stedet at gå i parterapi ved at gå ud at spise østers lørdag ved frokosttid. Det gør vi stadig. Vi prøver at være kærester i stedet for at være forfattere og forældre. Vi starter altid med at tale om arbejde og børnene. Men så vender vi tilbage til de samtaler, hvor det hele startede. Samtalerne om livet."

Det er på de gode dage. Hvor samtalerne giver mening, og de griner over naturvin ved bålet og diskussioner om grønne aktier med vennerne i sommerhuset. Men så er der alle de andre dage og alle de andre samtaler, som lige for tiden stiller en hel masse spørgsmål uden svar.

LÆS OGSÅ: Mette Østergaard: Der findes et paradoks i den unge generation af kvinder

Livskrise nr. 2

For 18 år siden, da Camilla Stockmann skrev klummer for Eurowoman, var hun sikker på, at alt ville være faldet på plads, når hun var i midten af 40’erne, hvor hun er i livet nu. At hun ville have fundet mening med og mål i livet, og at hun ville sidde tilbagelænet med vennerne fuldstændig afklaret.

"What the fuck happened?"

Så er der nogen af vennernes børn, der ryger hash på efterskolen. Det er der jo altid nogens børn, der gør. Sidste sommer var der fem af Camilla Stockmanns venner, som blev skilt. Mange af deres forældre mister livet, for så gamle er forældrene blevet. De dør af kræft og livsstilssygdomme. Det er helt normalt. Men det får også Camilla Stockmann og hendes klan til at ville vride det bedste ud af livet. De dyrebare dråber.

"Hvad er meningen med det hele? Hvad skal vi med livet? Hvor er vi på vej hen?" spørger de hinanden.

Camilla Stockmanns sønner er efterhånden blevet så store, at den ældste lige nøjagtig er en millimeter højere end hende, og den yngste er hurtigere end hende til at regne ud, hvem der skylder hvad for restaurantregningen.

"Selvfølgelig har de stadig brug for mig og min omsorg, og at jeg vasker deres tøj. Men de vil faktisk hellere være sammen med deres venner end med mig. Når du har helt små børn, har du ingen handlekraft, fordi du er så træt. Du er bare utrolig glad for at ligge og simre til en eller anden Netflix-serie, hvis du kan, hvis du får tid til det." Det var dengang.

"Nu er vi kommet tilbage til det liv, vi forlod. Det er igen tid til at sidde på en vinbar og vende de her tanker om livet." Men det passer ikke helt, for Camilla Stockmann har aldrig givet afkald på vennerne. Når andre er gået til badminton om tirsdagen, er hun gået til ’venner’.

"Som udgangspunkt skal jeg ud med mine venner en gang om ugen. Jeg skal væk fra mit liv derhjemme og have det rum. Sådan har jeg haft det hele vejen igennem, også da børnene var små. Det kan godt være, at du sidder derhjemme og er helt træt og får lyst til at aflyse, men det skal du aldrig! Du bliver altid glad for det."

Når de så sidder der og vender og drejer deres liv, er de stadig i tvivl om, hvad der skal ske. Løsningerne er forskellige og stadig åbne.

"“Jeg har en veninde, som sagde: "Jeg har fundet ud af det! Jeg laver et vandrelaug! Vi skal vandre!" Det er ikke blevet til noget. En anden går virkelig meget op i naturen, nogle tager på yogaretreats, nogle har affærer. Det lyder som en meget deprimerende film fra 80’erne med Tammi Øst i hovedrollen."

LÆS OGSÅ: Sorgen fyldte alt, da Pernille mistede sin bror: “Man føler sig så ensom”

Det er det så ikke. Anden runde livskrise kan også noget.

"Kriser er ret fantastiske. Det er der, du føler, at du er i live. Du har en krise, fordi du har tid og overskud til at reflektere over, hvad du vil med dit liv – det har du jo ikke, hvis du er tekstilarbejder i Bangladesh. Det er et luksussyndrom, som du er nødt til at gå ind i. Jeg ved ikke, hvor jeg bliver bragt hen, men jeg tror ikke, at mit liv ligner det her om fem år."

Så bruger hun sin egen ikke-plan. At gøre noget af det, der står sidst på to do-listen, efter opvask, vasketøj og ForældreIntra. At give sig selv det, hun ellers ikke synes, der er tid til. Et skridt foran det andet, hen på vinbaren og tale med vennerne.

"Det er det, jeg elsker allermest. At tale til den lyse morgen om vores store livskrise, og hvad vi vil med vores liv. De dybe venskaber, som på en eller anden måde altid har reddet mig og givet mig følelsen af at blive mig selv."

Anbefalet til dig