Sorgen fyldte alt, da Pernille mistede sin bror: “Man føler sig så ensom”

Da 26-årige Pernille Strøm Øster for lidt over seks år siden mistede sin tre år yngre bror i en togulykke på vej hjem fra en fest, fyldte sorgen alt.

“Tiden lige op til Jonas’ død er forsvundet fuldstændigt,” siger hun. ”Jeg husker nærmest kun den stærke duft af Jonas’ parfume, som han havde sprøjtet sig med, fordi vi skulle til gymnasiefest om aftenen. Han var i godt humør,” siger Pernille.

Jonas skulle til at træde ind i det gymnasieliv, som Pernille var ved at afslutte. Og det skabte et fælles ståsted for søskendeparret.

”Den sommer fandt vi virkelig hinanden,” siger hun.

Men da hun kom hjem fra festen i en taxa og drejede rundt om hjørnet til sit fars hus, stod flere politibetjente og ventede ved døren. De bad hende hente sin far.

”Jonas er død,” sagde de.

At dele ud af sin sorg

Pernille har levet med tabet af sin bror lige siden. Det vil hun altid gøre. Men det har været vigtigt for hende at dele ud af sin sorg i håbet om at hjælpe andre.

I podcastserien ’Jeg plejede at tro på for evigt’, som er produceret af Landsforeningen Liv & Død, interviewer hun andre mennesker, som har mistet, og som fortæller om savnet, sorgen og ikke mindst om det menneske, de nu mangler i deres liv. De historier manglede hun nemlig selv, da hun mistede sin lillebror.

”Da Jonas døde, var jeg helt vildt hungrende efter at finde historier om tab. Fordi man føler sig så ensom og alene i sin sorg. Og det er lindrende, når man kan høre andres historier og tanker fra nogle, som har været igennem det samme,” forklarer Pernille Strøm Øster.

”Samtidig kan podcastrummet noget helst specielt. Man bliver lukket ind i et ekstremt personligt rum, uden man nødvendigvis selv behøver at dele. Og det kan være rart for nogle i sorg – at de bare kan være med på sidelinjen,” siger hun.

Kan man sørge rigtigt?

Efter at have lyttet til andres fortællinger, er Pernille særligt blevet klog på én ting: sorgen er individuel, og der er ingen rigtig måde at sørge på.

Da hun mistede sin bror, fyldte det i hende, at hun fx skulle huske at besøge ham på kirkegården – ikke fordi, hun havde et behov, men fordi det var sådan man gjorde.

”Og jeg havde også tanke på de glade dage, hvor jeg grinte og smilede, for så følte jeg skam over ikke at savne Jonas. Og det bundede i, at jeg tænkte, jeg skulle sørge på en bestemt måde. Men det er meget forskelligt, hvordan man håndterer sin sorg,” siger hun.

For Pernille er det vigtigt at skabe et mere alsidigt billede af sorgen og tabet og måden, man håndterer det på forskelligt. Men særligt også at huske de mennesker, der er gået bort, for hvem de var.

”Tit, hvis man snakker om, at man har mistet, så kan snakken ofte komme til at handle om – sådan lidt sensationspræget – hvordan man har mistet og tiden efter. Og det er også vigtigt,” siger Pernille.

”Men hvor er det også vigtigt at snakke om de mennesker, som man har mistet, for hvem,de var. Det sørger vi altid for fylder i podcasten,” siger hun.