Julie R. Ølgaard

Foto: Claus Boesen Julie Ølgaard har mistet vejgrebet, da hendes bror døde, og da hendes mor fik konstateret demens.

Julie R. Ølgaard: ”Da min bror døde i en trafikulykke, ændrede det alt”

Der findes omveje, afveje, lige veje og genveje. Kommandoveje og veje til hjertet. Vi spørger kendte kvinder om deres veje rundt i livet.

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Sundvænget i Hellerup, hvor jeg havde den mest fantastiske opvækst, og i mange år troede jeg faktisk, at jeg en dag skulle købe mine forældres hus og bo der. Jeg bliver stadig glad, når jeg møder dem, jeg voksede op med der. Det var et trygt og roligt område med fodboldbane for enden af vejen og fælleslege på vejen om aftenen. Det var også en barndom med to forældre, der arbejdede meget, for min mor var jurist, og min far var professor i nyresygdomme."

"De var nogle seje, ambitiøse forældre, og når de var hjemme, var de meget til stede, så jeg har altid følt mig elsket. Min mor var meget kærlig og prioriterede at køre mig i skole, men jeg er sikker på, at der også har været dage, hvor jeg er blevet hentet meget sent. Da min bror døde i en trafikulykke lige inden sin 18-års fødselsdag, ændrede det alt. Vi gik fra at være en lykkelig familie på fire til at blive en smadret familie på tre. Min bror var stadig med os, men vi var kun tre, der sad tilbage, og der findes ikke noget værre i verden end forældre, der mister deres børn."

LÆS OGSÅ: "Er du Anna Dyhr?”, spurgte en betjent en aften i 2017 – og da stod tiden stille...

Hvordan fandt du din levevej?

"Det er lidt af en kliche, men jeg har vidst, at jeg ville være skuespiller, siden jeg var fire år. Ikke sådan at jeg var med i skolekomedier, men som tiårig læste jeg Romeo og Julie på engelsk og drømte om at spille de roller, jeg ellers læste. Mine forældre sagde, det var fint, at jeg ville være skuespiller, men jeg skulle tage gymnasiet først. Heldigvis var jeg kommet i skole allerede som fireårig, fordi jeg havde så meget krudt i røven, og børnehaven mente, at jeg trængte til en udfordring. Derfor var jeg student som 17-årig, og jeg var meget målrettet med, at jeg ville til Los Angeles. Mine forældre havde boet i USA, før jeg blev født, så vi talte ofte engelsk derhjemme, så det var jeg ret god til."

Dit livs omvej?

"Jeg søgte ind på skuespillerskolen Lee Strasberg i Los Angeles og havde et år til at spare sammen til det. Jeg fik arbejde i en skobutik i København, og jeg forstår stadig ikke, at jeg fik sparet noget sammen, for jeg elsker sko og fik halv pris derinde."

"Jeg boede tre år i Los Angeles. Mine forældre havde venner i hele USA, men ikke i Los Angeles, og typisk mig valgte jeg så Los Angeles, for jeg ville ikke have, at nogen kom og ”reddede” mig. Jeg ville klare mig selv. I dag tænker jeg: "Hvorfor, søde unge Julie, ville du ikke have nogen til at passe lidt på dig?" Men jeg fik en amerikansk reservefamilie, som jeg kom hjem og spiste søndagsmiddag hos. De var et ældre ægtepar, som kom til at betyde sindssygt meget for mig, og som jeg stadig har kontakt med. De gav mig tryghed der i Los Angeles som 18-årig."

"Teaterskolen var hele mit liv. Jeg fik også job i en butik, hvor playboy bunnies kom og købte deres tøj. Det var en ret gakket tid, men du siger ja til mere, når du er 18 år. Der var mange fester. Jeg har aldrig taget stoffer, men jeg flyttede på et tidspunkt ind i en lejlighed i West Hollywood og kendte alle de gode steder, man kunne gå ud – også søndag, mandag, tirsdag og onsdag. Når jeg havde fri fra skole og arbejde klokken 22, gik jeg i byen og på arbejde igen efter tre timers søvn. Det var vigtigere for mig at have råd til at gå i byen end at spise, men jeg fandt hurtigt ud af, at McDonald’s solgte burgere for en dollar hver tirsdag. Jeg vejede 47 kilo, da jeg kom hjem, men jeg havde fandeme haft det sjovt."

"Jeg flyttede hjem, fordi jeg fik en rolle i filmen Midsommer, og det var lidt en brat afslutning. Jeg tog derovre igen nogle år senere, fordi jeg savnede det. Jeg arbejdede med fim og tv-serier, som ikke blev vist i Danmark, men i modsætning til de lidt hårde roller, jeg altid er blevet castet til herhjemme, fik jeg lov at spille for eksempel en LA-babe i kort kjole og med brysterne oppe under hagen. Jeg tog først endeligt hjem, da jeg var gravid med Cooper, men jeg vil ikke afvise, at jeg flytter derover igen en dag."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Gustav. Vi er faktisk vokset op 500 meter fra hinanden, er lige gamle og har fælles venner, men vi har aldrig mødt hinanden, før vi for ti år siden mødtes i byen. Han var i gang med at score en masse damer, og jeg var hende, der gav ham gode råd om, hvordan han skulle gøre. En dag endte vi på min altan, hvor vi drak hvidvin og kyssede. Vi blev enige om, at det ikke skulle være os, men vi blev ved med at mødes tilfældigt, og til sidst foreslog jeg, at vi gav det tre måneder, og så var jeg sikker på, at vi begge to var færdige med den leg. Den var han med på, og nu har vi været sammen i ti år."

"Han var oprindeligt professionel skiløber, men mens han rejste rundt i verden, tog han en uddannelse som sygeplejerske og en master i IT og ledelse. Han er to meter høj og langhåret, går i jeans og er det mest laid back menneske, samtidig med at han er lynende skarp, sjov og plat. Et komplekst menneske. Hvis du spørger ham, vil han sige, at jeg har lært ham meget, men det går fandeme også den anden vej. Det er ikke altid en dans på roser, for vi er ikke bange for at skændes. Det gælder jo om at lære noget af hinanden hele tiden."

"Når det er sagt, har mine børn, Cooper og Roxie, vist mig, hvad kærlighed er. Først nu forstår jeg, hvad min mor mente, når hun sagde, at hun elskede mig. De kan også være pisseirriterende, men man vil gøre alt for dem, og det ved de, så på den måde vil de altid have the upper hand."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Jeg lavede Midsommer, da jeg var 20 år, og der var det ret massivt med opmærksomheden. Men generelt er Danmark et skånsomt land at være kendt i. Man får højst en kæk bemærkning. Jeg har jo aldrig været folkeeje, men folk nikker og smiler, og det er da dejligt at blive anerkendt for de ting, man laver. Men Gud, hvor folk kan være ondskabsfulde online."

"Min veninde Szhirley er mega sej og tager tit kampen op med folk online, hvis de skriver grimt, men jeg gider ikke sidde og skændes på sociale medier. Jeg laver for eksempel en podcast med Neel Rønholt, og folk skal nogle gange skrive noget grimt online, og jeg tænker bare: Hvorfor? Folk skriver de vildeste ting til mig lige fra: ”Jeg har fået tatoveret dit ansigt på ballen” til ”Julie er pisseirriterende”. Folk tror, at fordi du er kendt, har du selv bedt om det og kan klare det, men jeg har valgt en levevej som alle mulige andre, og jeg har altså stadig følelser."

LÆS OGSÅ: ”Som sygeplejerske bliver du nødt til at omsorgssvigte dig selv”

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

"Hvis jeg lukker øjnene og forestiller mig det menneske, jeg gerne vil være, ser jeg min mor. Der var noget magisk over hende, for hun kunne få alle til at føle sig godt tilpas og havde en ægte interesse i alle mennesker. Da jeg var barn, elskede alle mine venner at komme hjemme hos os, og vores døre stod altid åbne. Jeg havde mine rebelske år, men da jeg kom hjem fra Los Angeles, blev vi meget tætte. Det var altid hende, jeg ringede til, hvis der var noget, og det var hende, jeg havde i ørerne, når jeg enten var på cykel eller i bil. Jeg kunne for eksempel ringe til hende, hvis jeg var kommet til at såre nogen, og hun dømte mig aldrig, men rådede mig til, hvad jeg så skulle gøre. Hun var konstruktiv."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Jeg var virkelig brugt min mor meget, og derfor var savnet også så meget større, da hun, samtidig med at jeg fik min datter for to år siden, fik en demenssygdom. Det hele skete på kun tre måneder. Hun begyndte at afvige fra den, hun var. Før havde hun altid været så empatisk og korrekt, men pludselig var det anderledes. I starten så vi det lidt an, men så gik det absurd stærkt. Nu er hun på plejehjem, og det er ikke længere det samme. Jeg besøger hende flere gange om ugen og sørger for, at hun har det, hun skal bruge, og hun er stadig med mig, for jeg har hele tiden den impuls, at jeg skal til at ringe til hende."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg har stadig mange drømme for mig selv og min familie og for min karriere. Folk har det med at blive pessimistiske med alderen, mens du som ung kun ser de åbne døre. Når du bliver ældre, ser du faldgruber, men dem vil jeg nødigt se. Jeg vil hellere beholde min fandenivoldskhed og altid tænke: Hvad er det værste, der kan ske?"

Om Julie R. Ølgaard, 40 år

  • Uddannet skuespiller fra den amerikanske teaterskole Lee Strasberg.
  • Har boet sammenlagt seks år i Los Angeles, men bor i dag i København med sin mand og deres to børn.
  • Hun laver film – både som instruktør og skuespiller – og laver desuden podcasten Jagten på en ven sammen med veninden Neel Rønholt.
Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Film, Interview og Karriere

610x200_woordy_dmjpg.jpg