Karen-Marie rolig jul 2020
SPONSORERET indhold

Karen-Maries "rolige livsstil" hitter på Instagram: "Jeg ser det store i de små ting"

For Karen-Marie Munk Kristensen er der intet nyt i at være nøjsom, sætte pris på livets små ting og prioritere roen i såvel julen som i hverdagen. Her fortæller hun om at glædes over sort kaffe, hjemmelavede gaver, en julesang, der vækker kærlige minder – og waldorfsalat.

Af: Sine Gerstenberg Foto: Privat
25. dec. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

Hvornår begyndte du at leve mere enkelt i hverdagen? 

– Det har jeg altid gjort. Det er noget, jeg har med mig fra min familie og opvækst i Skagen. Det ligger dybt i mig. Jeg ser det store i de små ting, og der skal ikke meget til for, at jeg hygger mig og føler mig lykkelig. Mine løbeture, at passe på mine to små drenge, at få en surdej i gang under corona og skønheden ved æbler, der bliver til en æbletærte. Jeg dyrker en grundstemning af ro, og det at gøre noget godt for mig selv, når jeg mine drenge er hos deres far hver anden uge. Så dvæler jeg ved tonerne fra Beatles eller hører gammel svensk musik, og så kan jeg bruge halvanden time i sengen med kaffe, før jeg står op. 

Hvordan har 2020 ændret din hverdag?

– Min hverdag er ikke blevet ændret så meget, som man skulle tro. Jeg er blevet bekræftet i min overbevisning om, at man skal se ind, før man kan se ud. Drengene har nydt den ekstra tid, vi har haft sammen. Vi har ikke ændret på en hel masse herhjemme – kun lidt i praktikken, da vi måtte hjemmeskole. 

LÆS OGSÅ: Calina Leonhardt er 'non-shopper': "Jeg køber kun de ting, som vi mangler"

Hvornår traf du et bevidst valg om at forbruge mindre? 

– Det ligger slet ikke til mig at købe en masse ting. Hver gang, jeg impulskøber noget nyt, så fortryder jeg det og sælger det igen på Trendsales. Jeg elsker genbrug og at omgive mig med få, gode ting. Jeg er fortaler for de gamle værdier om, at man passer på det, man har, og bruger det, så længe man kan. Stort set alt i mit hjem er købt på DBA. Mine forældre har altid gjort det samme. Vi har hverken haft lysten eller midlerne til at investere i en masse dyre sager.

Hvad er det den minimalistiske livsførelse kan, og som gør at så mange følger med hos dig på Instagram?

– Min profil handler bare om alt det, der er varmt og nært og indenfor rækkevidde. Det er min hverdag ganske enkelt. Jeg har ikke de store armbevægelser, og den energi og den æstetik, jeg udfolder, er præget af ro.

Hvad mangler du altid?

– Jeg drikker meget kaffe, og den skal bare være sort og stærk. Jeg mangler ikke engang tid. Jeg sorterer og vælger fra, så jeg når det, jeg skal. Det, der er væsentligt. Men jeg savner at have min bedstemor Oda tæt på og dele kaffen med hende. Vi kan virkelig drikke kaffe sammen.

 Hvordan kommer din jul til at se ud i år?

– Den bliver fuldstændigt rolig, som den plejer at være. Drengene og jeg elsker at holde jul sammen med farmor og farfar på Samsø. Vi er sammen med deres far og hele hans del af familien, og det er rigtig hyggeligt. Og alt skal være, som vi kender det. Striktrøjer, langsomme morgener, juleknas og gåturen ned til hesten.

LÆS OGSÅ: 24 bæredygtige julegaver, der gør julen grønnere

 Hvad spiser I?

– Alt det gode. Der plejer at være fire ænder, der ryger i ovnen over to dage. Jeg bidrager altid med waldorfsalaten – det er vigtigt for mig. Den kommer fra min side af familien, særligt min bedstefar Knud, og den skal bare være der. 

Hvad giver I af gaver?

– Det er små gaver og gerne hjemmelavede. Faktisk er det primært børnene, der får gaver, og det kan også godt være ting, der er købt brugt. Jeg gider faktisk ikke at kigge på ønskesedler. Jeg vil hellere finde personlige gaver eller lave dem selv. Jeg har lavet mange billeder tidligere, der fortsat har et liv rundt omkring hos mine veninder og familien. 

Bæredygtig jul Karen

I julen skal alt skal være, som Karen-Marie og hendes drenge kender det: Striktrøjer, langsomme morgener, juleknas og gåture ned til hesten hos bedsteforældrene på Samsø.

Bæredygtig jul Karen

På Instagram deler Karen-Marie billeder af sin hverdag, og det er ro og enkelhed, der er i højsædet.

Hvad ønsker du dig?

– Helt klart noget, som drengene selv har lavet. Og garn. Jeg har kastet mig over at strikke og vil gerne lave ting til mig selv og andre. Og så ønsker jeg mig altid noget fra Kunst & køkkentøj.  Det er en slikbutik for sådan nogle som mig, der elsker at være i køkkenet. 

 Hvad er den bedste gave du nogensinde har fået?  

– Da jeg var 13 år og var begyndt at gå op i tøj, havde jeg forelsket mig i et fløjlssæt fra modebutikken Dig og Mig i Skagen. Jeg kunne ikke få både jakke og nederdel, så jeg måtte vælge. Jeg fik nederdelen men drømte stadig om jakken. Juleaften kommer min mor så med en stor pakke og et noget særligt ansigtsudtryk. I pakken lå jakken! Men den var ikke fra mine forældre. Den var fra en anden far, der havde stået i butikken samtidig med os. Jeg havde mindet ham om hans egen datter, og han syntes, at jeg fortjente hele sættet, så han havde købt jakken og sørget for, at jeg fik den. Jeg har aldrig set ham siden. Jeg håber, at hans datter læser ALT for damerne og kan vise ham, hvor meget det betød for mig. 

Hvilke traditionelle ritualer holder du i hævd?

– Vi går altid rundt om træet, og vi skal altid synge Dejlig er Jorden. Det er min bedstefars yndlingssalme. Han er her ikke mere, og derfor kan vi kan næsten ikke synge den for bare tårer.

 Hvilke ritualer har I selv indført?

– Vi har et ritual fra mine oldeforældre, Alma og Ejner. Når vi sætter os ved bordet, ringer et af børnene med en lille klokke, og så synger vi første vers af Det kimer nu til julefest, inden vi spiser. Vi synger julen ind. 

LÆS OGSÅ: "Sidste år holdt vi jul i en bus på 12 kvadratmeter"

Hvad kan stresse dig i julen?

– For mange planer og aftaler. Så jeg prøver at begrænse mængden af det. Generelt har jeg det bedst uden planer. Også i juletiden. Vi skal bare ned i et tempo, som er nærværende og dejligt. 

 Hvad bruger du ikke energi på?

– Alt det man ”burde”. Aftaler, der ikke er drevet af lyst. Jeg tror ikke på, at der er noget man bør gøre i julen, og jeg tror ikke man skuffer nogen ved at sige nej. Det er faktisk oftest bare en lettelse. Man skal ikke give sig selv dårlig samvittighed uden grund.  

Anbefalet til dig