TILMELD DIG KVINDELØBET SENEST D. 30. APRIL FOR KUN 259 KR.

Lis Sørensen og BS
Foto: Les Kaner BS Christiansen og Lis Sørensen ved bålet.

Lis Sørensen: "Mit lykkebegreb har ændret sig støt og roligt gennem årene"

Vores yndlingsjægersoldat BS har inviteret sit store idol Lis Sørensen ud i skoven til en samtale om livslyst, sorger og sød musik.

BS Christiansen har allerede samlet brænde og gjort bålpladsen klar. Han er begejstret over stedet i den dybe skov og glæder sig til at møde Lis Sørensen, som han er kæmpe fan af, og som han har beundret i årevis. Lis Sørensen ankommer i sin Range Rover, og BS går hende i møde med kæmpe smil og et stort kram.

Den benhårde jægersoldat ser faktisk lidt benovet ud. BS har rigget til med campingstole og tæpper, og der er kaffe i krusene. Bålet brænder lystigt.

BS: – Hold kæft, hvor er det fedt at se dig, Lis!

Lis: – I lige måde – og du har tæpper med.

BS: – Jeg har det hele. Også myggebalsam, hvis det er. Sidder du godt?

Lis: – Ja, jeg sidder så fint. Har du det godt, BS?

BS: – Ja, og det har du også, kan jeg se.

BS og Lis Sørensen
Fotograf: Les Kaner.

Lis: – Ja, jeg er i gang med vores Anne-Sanne-og-Lis-projekt. Vi har solgt en helvedes masse billetter til vores koncerter, og vi sætter barren højt. Der skal øves.

BS: – Og I har det godt sammen?

Lis: – Ja, vi har det simpelthen så godt. De koncerter var jo ikke noget, vi havde planlagt, det skete bare i forlængelse af den dokumentar, vi lavede. Det var det der momentum, og hvis ikke vi gør det nu, så gør vi det aldrig.

BS: – Hvordan er det at spille sammen i dag i forhold til dengang, hvor I sidst spillede sammen – falder man tilbage i de samme roller?

Lis: – Ja. Men jeg er ikke bange for den rolle, jeg havde dengang.

BS: – Hvilken rolle havde du?

Lis: – Jeg ved jo godt, at jeg arbejder med to meget, meget stærke kvinder, men jeg har måske en anden styrke i dag. Dengang var vi så optaget af os selv. Jeg skal DET. Og jeg skal DET. Men vi var alligevel i stand til at lægge låg på en masse af de personlige behov for vores fælles udtryk. Der var aldrig noget, der var værre, end at det ikke kunne synges væk. Synges igennem. Vi er her for at synge, og det er vi måske endnu mere bevidste om i dag.

Varmen fra bålet sætter hurtigt gang i hyggen og snakken.

BS har en hel liste med ting, han gerne vil spørge Lis om, for han er så nysgerrig på hende. Han har fulgt hende lige siden, hun – og han – var ganske unge.

BS: – Jeg kan huske, at jeg så dig engang med barnevogn i Hasseris…

Lis: – Ja, der boede min storebror.

BS: – Jeg var jægersoldat og boede også derude, og du kom gående. Glad og frisk. Og du så så godt ud.

Lis: – Jeg var en stor pige dengang. Stor og glad. Jeg havde prøvet på at blive gravid i mange år, og jeg vidste ikke, om jeg kunne. Jeg havde forsonet mig med, at jeg ikke skulle have børn, men jeg var samtidig i en fase, hvor jeg på en eller anden måde troede på miraklet. Jeg skrev sangen ”Verden er i farver”, som udkom i efteråret 1991, og den var inspireret af en snak, jeg havde haft med min far, da jeg var barn. Jeg gik med ham på stranden, og vi snakkede om havet. Han sagde til mig, at havet er som vores sind. Foranderligt. Jeg var så lille, at jeg bare sagde, nå ja. Men senere blev jeg bevidst om, hvor meget man kan spejle sit indre i havet. Nogle gange er det helt stille og fredfyldt, andre gange er det utilnærmeligt og stormfuldt. Da jeg skrev den sang, havde jeg været i mørket og på ”det stormfulde hav”, fordi jeg ikke kunne blive gravid, men pludselig kom jeg ud i lyset, fordi det lykkedes. Jeg fik mit lille mirakel i maj 1992. Min søn Sylvester.

BS og Lis Sørensen
Fotograf: Les Kaner.

LÆS OGSÅ: BS interviewer Mette Frederiksen: "En skilsmisse er jo en genstart af et liv"

BS: – Jeg brugte ”Verden er i farver” i det tv-program, jeg lavede, med nogle piger, som jeg skulle hjælpe ud af depression. Jeg satte dem til at lytte til lige præcis det nummer, og flere af dem kom til at græde, fordi det pludselig gik op for dem, at ja, verden ER jo i farver. Sangen påvirker også mig helt vildt, du rører mig virkelig med din musik. Du får mig til at reflektere.

Lis: – Det er jeg glad for at høre.

BS: – Ved du godt, hvor meget du flytter mennesker – er du klar over, hvor stor indflydelse du har?

Lis: – Det er jeg begyndt at blive klar over. Og jeg er begyndt at kunne tage imod det. Det er ikke, fordi jeg ikke har villet tidligere, men det er, fordi de sange betyder så meget for mig selv, og jeg har skullet kæmpe så meget for dem.

BS: – Hvordan kæmpe?

Lis: – For at sangene blev produceret, som jeg ville have dem produceret. Det er jo ikke alle sange, ens pladeselskabsfolk er lige vilde med, men jeg har kæmpet for sangene, og jeg har indimellem været meget påvirket af den modstand.

BS: – Har du slåsset og sat dig igennem?

Lis: – Det gør jeg altid.

BS: – Det er jeg vild med. Jeg synes, det er så interessant, når man skal kæmpe mod nogen, der ikke altid lige forstår en.

Lis: – Jeg tror måske mere, at det er, fordi de ikke lige kan mærke det. Men når jeg står som afsender igennem mange, mange år af en bestemt type sange, så tænker jeg, at hvis de sange betyder SÅ meget for mig, så kan jeg ikke forestille mig andet, end at der er andre derude, der også gerne vil have dem.

BS: – Ja, og jeg tror også, det er derfor, du er så go’. Det er, fordi du er dig. Jeg synes ofte, at man oplever, at folk går så meget på kompromis, at de faktisk selv bliver kompromiset. Nej, så hellere tage de krige og kampe og holde fast i det, man tror på. Uanset konsekvenserne. Jeg tænker altid, at på et eller andet tidspunkt skal jeg jo se Gud i øjnene. Kan jeg det? Ja, det kan jeg, for jeg gør det, jeg tror på. Jeg tror, det er vigtigt, at man følger sig selv. Og det har du jo også gjort.

Lis: – Ja, det har jeg. Man hører ofte spørgsmålet: Kan du leve med det? Ja, jeg gør det, jeg kan leve med. Men en dag læste jeg en tekst, hvor det blev vendt om: Jeg gør det, jeg kan dø med. Stod der. Og det, synes jeg, var så fint. Når jeg engang skal herfra, kan jeg så dø med det, jeg gør? Og kan jeg dø uden at have udnyttet de muligheder, jeg har haft? Der er så mange ting, man kan leve med – på trods og af nød – men kan man dø med det?

BS: – Det er et godt udtryk. For mens du lever med det, kan du egentlig godt ændre det, men det kan du ikke, når du skal dø med det.

Lis Sørensen
Fotograf: Les Kaner.

Både Lis og BS har et travlt og omkringfarende liv. BS taler gerne om, hvor vigtigt det er at have en base. Et sted, hvor man lader op, og sådan et sted har Lis også.

Lis: – Jeg har mit sted i Nordjylland. Det er blevet min base. Jeg har holdt til deroppe i 41 år. Jeg købte stedet af min far i ’86, og han havde købt det i ’77, da min mor døde. Det ligger imellem Tversted og Ålbæk i en lille by, der hedder Tuen.

BS: – Det var tidligt, du mistede din mor?

Lis: – Ja, jeg var 21, da hun døde af cancer. Det gik meget hurtigt.

BS: – Det må have været barsk for en pige på 21?

Lis: – Ja, for indtil da havde jeg ikke mødt nogen form for indgriben i mit liv, som jeg ikke kunne klare, eller som mine forældre ikke kunne hjælpe mig med. Det kunne altid ”repareres”. Sådan var det ikke, da min mor døde. Det var svært at miste hende.

BS: – Men du havde haft en tryg barndom?

Lis: – Jeg har følt mig ønsket og elsket. Og selvfølgelig har jeg haft konflikter med mine forældre også, men jeg har altid følt, de var der for mig. At de støttede og bar mig. Det kan jeg se endnu mere nu, hvor jeg har mistet dem. Hvor meget jeg egentlig…

Hun holder en lille pause og kigger ind mellem træerne.

Lis: – Jeg kan mærke, hvor taknemmelig jeg er over at have levet i den familie.

BS: – Det er så vigtigt med tryghed i barndommen. Men hvem var det, der SÅ dig? Så, hvad du kunne med musik?

Lis: – Den første, der så, at jeg kunne noget med at synge og spille, det var Holger Laumann i tredje klasse. Jeg havde ham til naturhistorie og musik. Holger kunne SE os unger, der bare var helt vilde med at høre soulmusik, og som flippede ud over at kunne tre akkorder på en guitar, efter vi havde brugt et halvt på at lære de akkorder, ha ha. Og så kunne det godt være, man ikke var så god til at regne og skrive, men hvis man var god til at synge, så var man god til noget.

BS: – Tænker du selv over, at du i dag kan inspirere unge mennesker?

Lis: – Ja, jeg kan godt lide at inspirere unge mennesker med min musik. Mit råd er altid, at de skal finde nogen, de kan spille med i starten. Man skal ikke begynde med at gå solo. Find nogen, der kan lidt af det samme, som du kan, men alligevel noget andet. Lav et orkester. Alt for mange ser udelukkende sig selv som sangeren, der står forrest i rampelyset. Jeg synes, det er fedt at blive spurgt til råds og kunne vise dem, at det kan lade sig gøre. Man kunne ikke lave en baglæns karriereplan på mit liv – og heller ikke på dit liv, BS – men mange af de unge vil så gerne have en opskrift på, hvordan man skal gøre. Den opskrift findes bare ikke. Men der er masser af råd, jeg kan give.

BS
Fotograf: Les Kaner.

LÆS OGSÅ: Anne Linnet: "Alle havde en fest omkring mig, men jeg havde det helt af helvede til"

BS: – Du inspirerer dem til at følge det gode og være glade, som jeg hører det. Til at gå efter det, de synes, der giver mening for dem. Jeg ved godt, at det lyder som en floskel, men jeg siger tit til folk: ”I skal ikke jagte lykken, I skal bare være lykkelige i jagten.” Jeg kender mennesker, der har prøvet at jagte lykken hele deres liv. De finder den aldrig. Jeg er lykkelig i jagten, og det tror jeg også, at du er, Lis. Vi er glade i den proces, vi er i gang med. I stedet for at lede efter produktet.

Lis: – Lykken bliver tit defineret som sådan en tilstand, et niveau, man skal nå op på. Men jeg synes, at lykken er meget mere som en pyramide. Lykken ligger ikke bare på toppen, lykken ligger lige så meget i det brede fundament forneden. Mit lykkebegreb har ændret sig støt og roligt gennem årene.

BS: – Er du lykkelig?

Lis: – Igen – man ved jo ikke rigtig, hvad lykke er. Jeg har igennem livet haft nogle øjeblikke, hvor jeg har været fuldstændig sådan her…

Hun strækker begge arme højt over hovedet og smiler stort.

Lis: – Men lykke for mig er samlet set at kunne kigge tilbage på de 27 år af min søns liv, der er gået indtil nu, og samtidig være lykkelig lige i det øjeblik, han træder ind ad døren. Og tænke wauw! Han laver musik, og vi har et studie sammen. Dengang han var færdig med skolen, tænkte jeg, hvad er det bedste, jeg kan gøre for ham? Og det var ikke at give ham nogle penge. Nej, det var at prøve at skabe et sted for ham, hvor han kunne arbejde, og hvor han kunne vise mig, om han havde disciplin nok til at være musiker, så jeg skulle blive ved med at hjælpe ham i den retning. Musik er både noget med ansvar, pligt og fornøjelse. Og det er noget kreativt, vi to har sammen. Og det i sig selv er lykke for mig.

BS: – Kom det bare til ham, at han gerne ville lave musik?

Lis: – Jeg havde prøvet at binde ham både til et klaver og en guitar, siden han var fire år, ha, ha. Det gad han sgu ikke. Men så fik han ”GarageBand” på sin computer i julegave og senere noget andet grej og et keyboard, og så begyndte han at lave musik selv på sin egen måde. Han producerer musik og sætter ting i gang, og det er sikkert farvet af, at jeg sgu aldrig har vidst, hvordan det hele så ud næste år. Hvis ikke jeg selv satte noget i gang, så skete der ikke noget. Det tror jeg, at han har adopteret meget godt. At man ikke skal være så bange eller bare gå og vente på, at der er nogen, der kommer med noget til en. Man skal selv sætte nogle projekter i søen.

BS: – Det tyder også på, at han hviler i sig selv, når han tør det.

Lis: – Det synes jeg, at han gør, og så har han også en rigtig dejlig kæreste, som er så god for ham.

Lis var i 29 år gift med trommeslageren Jan Sivertsen, som hun også arbejdede tæt sammen med. At blive skilt fra ham har været hårdt, men det har også åbnet døre til nye eventyr og drømme.

BS: – Og hvad med dit eget kærlighedsliv, Lis?

BS og Lis Sørensen
Fotograf: Les Kaner.

Lis: – Det har det godt, synes jeg. Jeg var gift i næsten 30 år og blev skilt i 2017. Nu er jeg ved at finde fodfæste og balance igen i mit eget liv. Og nu kan jeg se tilbage på, at det er fantastisk, at vi holdt sammen så længe. Vi var både gift og arbejdede sammen, så dybest set var vi sammen i 60 år, for vi var sammen hele tiden. Det har jeg fået vendt til at være smukt i sig selv. Jeg er også glad for, at min søn var 25, da vi blev skilt. At han er en voksen mand, der kan forstå, hvad der sker.

BS: – Man skal huske på alt det gode, der har været, når man bliver skilt. Alt det, der har været med til at gøre en til den, man er. Ikke for at sige, at det er godt at blive skilt, men når alt kommer til alt, så er det vigtigt at huske på, at man er det menneske, man er, fordi ting ændrer sig og man
tilpasser sig.

Lis: – Ja, og det tager et stykke tid at finde sig selv igen. Det er noget med at tænke anderledes. Før tænkte jeg altid ”familie” først, fordi jeg var del af en familie og tog mine beslutninger derefter. Det er anderledes i dag, hvor min søn er voksen, og jeg ikke er gift mere. Det giver et helt andet afsæt for at tage beslutninger. Det er helt nyt for mig. Og det er skide spændende. Det er ikke ensomhed eller alenehed, som jeg egentlig troede, at det ville være. Slet ikke. Men det er måske også meget i kraft af mit arbejde. Det er, som om jeg finder mere og mere ud af, at jeg er sat her i verden for at få min dreng og for at synge. Og det er sgu også nok til mig, ha, ha.

BS: – Hvordan har det været at finde sig selv efter et langt ægteskab?

Lis: – Det tager tid. Og det er en proces, som jeg slet ikke er færdig med. Det tager sikkert nogle år, men det er også noget med at være i den proces. Jeg er virkelig, virkelig glad for, at jeg har mine sange. Fordi de hele tiden udfordrer mig. Sangene er noget, jeg kun kan gøre selv. Jeg kan ikke få nogen til at hjælpe mig med at synge dem. De skal synges af mig. Det illustrerer meget godt, at det kun er mig, der kan leve det liv, jeg har fået. Og jeg har ikke de der drømme om, at nu skal jeg finde en ny mand, for jeg HAR levet i et ægteskab, som jeg ikke synes kunne have været bedre. Så det er i hvert fald ikke det, jeg drømmer om. Mine sange og min musik og det, at jeg hele tiden har noget, jeg længes efter på det plan, og som kalder så meget på mine følelser og min tilstedeværelse, gør, at det ikke er svært for mig.

BS: – Er der noget, du er bange for?

Lis: – Ja da. Jeg er bange for, at der skal ske noget med min søn. Og jeg er da også bange for at falde af min hest. Hvis jeg ligger vågen om natten, kan jeg godt tænke, gud, det er sgu da også farligt bare at give den fuld skrue ud over Eremitagesletten. Men så stopper jeg mig selv, for hvis man tænker sådan, kan man blive så bange, at man ikke lever. Og min livslyst er meget, meget større end min livsangst. På alle planer.

BS og Lis Sørensen
Fotograf: Les Kaner.

BS: – Når du skal herfra en dag, hvor skal du hen? Hvad tror du på?

Lis: – Jeg er sådan en, der den ene dag tror, at kontakten bliver slukket – lige som det her bål går ud på et tidspunkt…

BS: – Jeg bliver ved med at putte pinde på, ha ha…

Lis: – Men det brænder ud på et tidspunkt, og når den allersidste gnist går ud, så dør bålet. Og sådan kan det også være, at vi mennesker dør. At der ikke er noget bagefter ud over aske. Men så to dage efter kan jeg tro, at der alligevel er noget, der griber vores bevidsthed og sjæl. At vi ikke bare forsvinder helt.

Solen står lavt på himlen, skoven bliver halvmørk, og bålet lyser ansigterne op. Der mangler brænde til bålet, og Lis og BS går rundt for at finde nogle ekstra pinde, så der er bål til lidt mere snak.

BS: – Jeg har været mentaltræner for et cykelhold, og jeg har kørt Tour de France ti gange – i en bil, altså. På et tidspunkt, hvor vi var på træningslejr i Spanien, og de skulle køre op ad et bjerg, sagde jeg til dem, at de alle skulle tage en tør pind med. Da vi kom op på toppen, gav jeg dem tændstikker og bad dem tænde ild i deres pinde. Og det kunne de jo ikke. I stedet bad jeg dem om at lægge alle pindene sammen på jorden og så prøve igen. Og så fik vi ild. Det er sådan, jeg tænker, at livet er. Vi skal gå sammen. Vi skal gøre ting sammen. Man kan ikke gøre alting alene. Og bålet – hvis man ikke vedligeholder det og fodrer det med pinde, så dør det. Og når du siger, at du har din dejlige søn, at du elsker at lave musik og at ride, så er det jo alt sammen pinde på dit bål, Lis. Det er så vigtigt at huske på. Det er også vigtigt med drømme. Hvad drømmer du om?

Lis: – Jeg synes, jeg har mange drømme. Nu er det jo ikke så lang tid siden, jeg blev skilt, så jeg er ved at vænne mig til at tænke: Hvad drømmer JEG om? Og jeg har en drøm om at komme til Argentina. Jeg vil gerne til Buenos Aires og ride. Og det skal nok blive til virkelighed.

BS og Lis Sørensen
Fotograf: Les Kaner.

LÆS OGSÅ: Susanne Bier: "Jeg er ikke sådan en, der går til fest og ligesom - knips - bare bliver festens midtpunkt"

BS: – Der er vildt fedt derude – skal du alene ud på pampassen?

Lis: – Nej, jeg skal have et par veninder med, der også rider.

BS: – Jeg synes, det er fantastisk, at du bliver ved med at udfordre dig selv som menneske. Du har en indre urkraft, der er med til at holde dig så skarp.

Lis: – Så vil jeg blive ved med det, ha ha.

BS: – Jeg oplever, at mennesker, der holder op med at være nysgerrige, går i stå. Jeg tænker, at livet er trædesten. Man går fra en sten til den næste. Nogle gange er man nødt til at gå lidt tilbage, nogle gange går man lidt til siden. Og nogle mennesker vælger at stoppe på en sten, fordi de kan mærke, at det er der, de skal være. Det er ikke det samme som at gå i stå. Det er et valg. Men hvis man bliver på en sten, fordi man føler sig tvunget til det og ikke kan se, at man har nogen valg, så er man gået i stå og har mistet nysgerrigheden. Jeg tror på, at nysgerrighed er vigtig. Og jeg kan mærke på dig, at du er et nysgerrigt menneske.

Lis: – Jeg er mere nysgerrig end nogensinde, ha ha.

BS: – Det er så vigtigt, at vi reflekterer over vores liv. Lever jeg egentlig det liv, jeg gerne vil? Er det det her, jeg vil bruge mit liv på? Hvad vil jeg gerne være bedre til? Hvad vil jeg gerne prøve? Og så gå efter det, for vi har kun det ene liv. Jeg oplever, at mange slet ikke får tænkt over deres liv. De tror, at tid er sådan noget, de kan spare op til i morgen. Jeg føler, at jeg får udleveret en pose tid om morgenen, og om aftenen er posen tom. For jeg ved, at jeg skal få tiden brugt. Hver dag. Og det er sådan, jeg kan mærke, du også er som menneske, Lis, og det er jeg helt vild med.

Lis: – Og jeg er slet ikke færdig endnu, ha ha.

BS: – Nej, er du sindssyg, du er på toppen!

Lis: – Jeg er bare lige ved at varme op, ha ha. Der er mange sange, der skal synges.

BS: – Det lover du os?

Lis: – Det gør jeg, BS!

Hvem er Lis Sørensen?

Lis Sørensen
Fotograf: Les Kaner.

Lis Sørensen, født 1955

  • Sanger, sangskriver og komponist. Aktuel med en række genforeningskoncerter rundt i Danmark med Anne Linnet og Sanne Salomonsen.
  • Medstifter af kvindebandet ”Shit & Chanel” og debuterede som solist i 1983 med albummet ”Himmelen Ned på Jorden”.
  • Har i alt udgivet 16 album. Det 17. er på vej.
  • Er fraskilt og har sønnen Sylvester på 27 år fra sit ægteskab med trommeslageren Jan Sivertsen.

Hvem er BS Christiansen?

bs
Fotograf: Les Kaner.

BS Christiansen, født 1952

  • Var 28 år i Jægerkorpset og fungerer i dag som rådgiver for erhvervsledere og mentaltræner for elitesportsudøvere.
  • Holder foredrag og er kendt for sine mange tv-programmer, bl.a. ”Bubber og BS på afveje”, ”BS og Basserne”, ”BS og recepten på lykke og senest ”BS og ægteskabsprøven”.
  • I 2005 udkom hans selvbiografi ”Et liv på kanten”.
  • Gift med Karin Slot Christensen, som er journalist. Sammen har de to sønner på 11 og 18 år.
  • Derudover har BS to voksne børn fra et tidligere forhold.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Musik, Kvinder du skal kende og Karriere