Susanne Bier
Foto: Les Kaner Instruktør Susanne Bier om at være genert, arbejde på Hollywood-produktioner og vinde en Oscar.

Susanne Bier: "Jeg er ikke sådan en, der går til fest og ligesom - knips - bare bliver festens midtpunkt"

Hun får altid sine film til at ende lyst og håbefuldt og har et blødt punkt for alt, hvad der er barnligt – fra små børn og dyr til barnlige voksne. Og så kan hun selv være barnagtig på den måde, der spilles perfekt af Sidse Babett i ”Den eneste ene”. Nu er Susanne Bier aktuel som instruktør af sin første Netflix-film, der har udmøntet sig i et nært forhold til stjerneskuespilleren Sandra Bullock.

Udgangspunkt

– Som filminstruktør er det forskellige ting, der kan tricke en interesse hos mig. Det kan f.eks. være en karakter, en hel historie eller en bestemt situation. I forbindelse med min nye film ”Bird Box” var det et billede af en kvinde, der havde bind før øjnene, som holdt to små børn, som også havde bind for øjnene, og som var i sådan et smukt, men fjendtligt landskab. Det, syntes jeg, var et helt vildt interessant billede og et helt vildt interessant udgangspunkt for en film. Jeg var mindre optaget af historien som helhed, jeg var bare fascineret af det billede. Udgangspunkter er spændende, for hvad er det egentlig, der gør, at man træffer en beslutning? Jeg tror, at mange instruktører er meget karrieredrevne, men jeg er ekstremt drevet af det, som optager mig, og af det, som jeg bliver fascineret af. Og det er helt irrationelt, for det kan være alt muligt forskelligt. Derfor er der også en vis risiko forbundet med det, for det er ikke sikkert, at det udgangspunkt, som jeg starter med, er et solidt udgangspunkt, eller at det er egentlig velegnet, men det har bare noget i sig, som er dragende, og som jeg har lyst til at gå videre med.

– Jeg fik manuskriptet til ”Bird Box” tilsendt, lige da jeg var på vej op i et fly. Min agent sagde til mig, at hun godt var klar over, at jeg skulle flyve nu, men at jeg skulle læse det på vejen, for det var noget, der kunne gå meget hurtigt, og Sandra Bullock var interesseret i at spille hovedrollen. Jeg læste manuskriptet i flyet – fordi jeg er meget artig – og da jeg stod af flyet, ringede jeg med det samme og sagde, at jeg syntes, det var spændende, og at jeg var interesseret i at lave den film. Og ja, så gik det hele ellers meget hurtigt.

"Indimellem, når jeg ser ”The Simpsons” eller ”South Park”, tænker jeg, hold kæft, jeg minder om nogle af de karakterer, ha ha. De er så kiksede på en måde, hvor jeg føler, at sådan kan jeg også godt være."

– Det var ret fantastisk at arbejde sammen med Sandra Bullock, fordi HUN er ret fantastisk. Hun er helt sindssygt dygtig og har en fuldstændig klokkeren timing. Det er også derfor, hun har lavet så mange komedier. Men så har hun også noget fuldstændig tilgængeligt over sig. Der er ikke noget ved hende, som er prætentiøst eller fortænkt. Alt, hvad hun gør, og alt, hvad hun siger, er noget, som kommer fra hjertet og med kæmpestor intelligens. Og så havde vi det bare enormt sjovt sammen. Sandra er meget flittig, og det betød blandt andet, at når jeg satte mig ind i bilen klokken fem om morgenen for at tage på optagelse, lå der allerede flere tekstbeskeder fra hende. Det kunne være et spørgsmål til kostumerne eller noget omkring dialogen. Og sådan var det hver dag. Hun er superbesat af sit arbejde.

Susanne Bier
Foto: Les Kaner.

Omdrejningspunkt

– Mit omdrejningspunkt vil til enhver tid være intensitet. Det er det, som jeg centrerer alting om. Alle scener og alle relationer. De skal være underholdende. Eller nervepirrende. Det skal være i mest ekstrem form det, som er scenens karakter. Eller øjeblikkets karakter. Og det handler det om, uanset om det er en lillebitte dansk film eller en stor amerikansk film. Det er præcis det samme. Det, som er anderledes ved en amerikansk produktion er, at alt omkring en er kæmpestort. I stedet for at have 50 mennesker på et hold, så er der 250 mennesker. Og lastvognene er fire gange så store. Alle skuespillerne har deres egen makeupassistent og en anden, som laver hår. Der er utrolig mange mennesker omkring en på settet, og det, som jeg har været nødt til at gøre, er at beslutte mig for at ignorere det, og så bare forholde mig til det, som jeg skal, uden at lade mig intimidere eller imponere. Det nytter ikke noget, at man går rundt og tænker "uhhh, her står lille jeg midt i det hele", for man skal rent faktisk yde noget. Det nytter heller ikke at spekulere over, hvad de alle sammen tænker om en. Man er nødt til bare at stole på sig selv og gøre det, man skal.

LÆS OGSÅ: Julie Rudbæk: "Jeg kan godt lide, når folk overrasker mig"

– På en produktion som ”Bird Box” har jeg også et stort hold, der servicerer mig, og det er jo dejligt, men det kommer med en pris. For jo flere mennesker, jo mere skal jeg forholde mig til, og derfor er min arbejdsbyrde faktisk større på en amerikansk film end på en dansk. Kommandovejen er også anderledes, der er flere filtre og lag. Normalt taler stjernen med sin agent, som så taler med manageren, som taler med produceren og så videre. Sandra og jeg fik dog så tilpas tæt et forhold, at hun gik direkte mig, hvis hun var utilfreds eller ville tale om noget, men generelt er tingene meget opdelte i USA. I Danmark kan sminkøren godt lige finde på at rette på en krave, hvis kostumieren er væk et øjeblik. DET gør man ikke i USA, for så går man ind på en andens arbejdsområde, og det kan virke respektløst, og i forhold til fagforeningerne er det endda forbudt. Jeg havde min egen monitor på optagelserne, og da jeg så løftede den for at flytte den, kom der tre mand farende, for det skulle jeg ikke selv gøre. Jeg havde det sådan, hold nu op, jeg kan godt selv løfte min monitor, men det gik op for mig, at det måtte jeg ikke for fagforeningen. Men jeg gjorde det nu alligevel, og til sidst blev det sådan en joke, at jeg selv flyttede rundt på den.

– Der er fordele og ulemper ved både en dansk og en amerikansk produktion. Ja, det er rigtigt, at der er flere, der henter kaffe til en i USA, men der er også flere telefonsamtaler om ting, man ikke normalt ville diskutere på en dansk produktion. Og så kan man jo vurdere, om man hellere vil hente kaffen selv. For mig handler det ikke om fordelene og ulemperne, når jeg vælger, om jeg vil lave en film. Det handler om selve projektet. Er det noget, jeg brænder for at lave, så laver jeg det.

Susanne Bier
Foto: Les Kaner.

Blødt punkt

– Ja, det er alt lige fra små børn og dyr til alt, hvad der i øvrigt er barnligt. Barnlige voksne. Det barnlige er virkelig mit bløde punkt. Altså, små børn er jo meganuttede, de har noget over sig, de er bare så søde. Og når noget er barnligt, er jeg stort set solgt. Alle, der kender mig, ved godt, at de bare skal komme med en virkelig barnlig vittighed, så er jeg flad af grin.

– Jeg er også selv helt vildt barnlig. Og jeg er barnagtig på den måde, at jeg kan få det sådan: ”Nå, så kan det hele også bare være lige meget, fordi I alle sammen…” Der er en scene i ”Den eneste ene”, hvor Sidse Babett sidder i sengen og spiser chips, fordi hun skal ”hygge-sørge”. Sådan kan jeg også have det. Det der hyggelige i, at man synes, det er synd for en selv, og at alle andre er virkelig dumme, ha ha.

Midtpunkt

– Jeg er faktisk ret genert. Egentlig. Jeg er ikke sådan en, der går til en fest og ligesom – knips – bare bliver festens midtpunkt og er helt vildt sjov og underholdende. Slet ikke. Men når man har lavet så tilpas meget, som jeg har, og er blevet anerkendt for det, så tror folk, at man automatisk er et midtpunkt. Det kan jeg godt blive en lille smule stresset eller intimideret over. For i virkeligheden synes jeg, det er sjovest at kigge på. Jeg har et vist mål af et iagttagende gen. Jeg synes, det er virkelig interessant at sidde og kigge på folk. Og når jeg gør det, kan jeg godt pludselig finde mig selv i en underlig situation, hvor folk så kigger på mig, og det får mig til at tænke "hov, det var ikke det, der var meningen".

– Privat går jeg ikke rigtig med makeup. Og jeg ser virkelig anderledes ud, når jeg ikke har makeup på. Det er ret skønt. Indimellem bilder jeg mig selv ind, at ingen så ved, hvem jeg er, og derfor kan jeg blive helt overrasket, hvis jeg f.eks. står i en forretning og skal have lagt noget til side, og den søde ekspedient så siger, at hun godt ved, hvem jeg er, når jeg skal til at sige mit navn. Så bliver jeg sådan "åh nej, nu troede jeg lige, at jeg gik med blå briller og kasket".

"Hvis jeg er ude og løbe og kan mærke, at det ikke er særlig fedt i dag, så går jeg bare hjem igen. Jeg har det bare ikke i mig."

– Det er en del af mit job, at jeg er nødt til at stå på den røde løber, men det er ikke noget, jeg føler voldsomt naturligt. Det har virkelig taget mig lang tid at lære, og det gør mig stadig nervøs. Meget mere nervøs end at være på settet. Og utilpas. Jeg bliver rimelig besværlig at være i nærheden af, fordi jeg er meget sammenbidt i den situation. Jeg har intet skuespiller-gen i mig. Overhovedet. Der er mange instruktører, som synes, det er sjovt at være på, og fagene er jo absolut beslægtede. Men jeg hører ikke til dem, der har det sådan.

– Jeg synes, det er dejligt, når folk kommer hen til mig og siger, at de har set noget, jeg har lavet, og at de godt kan lide det. Det er jo skønt, når andre mennesker er generøse, men fordi jeg er så genert, kan jeg godt blive meget akavet i situationen. Jeg føler nogle gange, at jeg ikke svarer venligt nok, fordi jeg bliver genert. Jeg er ikke genert, når jeg er sammen med min familie og mennesker, jeg kender rigtig godt, og jeg kan også godt stille mig op og holde en tale i forbindelse med mit arbejde. Så påtager jeg mig en rolle, og så generer det mig ikke. Det, som generer mig, er, når jeg bare er mig selv og alligevel skal være på.

Susanne Bier
Foto: Les Kaner.

Vendepunkt

– De skift, jeg har lavet i mit liv, har mere været sådan en organisk udvikling. Som byggeklodser, der bliver sat ovenpå hinanden. Jeg læste f.eks. arkitektur, så blev jeg interesseret i scenografi, begyndte at læse manuskripter, og så blev jeg instruktør. Jeg synes ikke, at jeg skiftede retning, jeg byggede bare ovenpå. I vores kultur bliver vendepunkter anset for at være en nødvendighed i forhold til at forstå, hvem man selv er. Og det ved jeg ikke, om jeg er enig i. Jeg tror godt, at man kan have en intuitiv forståelse for, hvem man selv er, uden at man nødvendigvis skal skifte retning.

LÆS OGSÅ: Theresa er Bonderøvens kone: "At være på tv har beriget vores liv, men det har også en pris"

– Alle mennesker er jo ude for nogle livsændrende ting. At få børn. At miste. Den slags. Men det ser jeg som milepæle. Det er klart, at det at få et barn ændrer en og er en milepæl i ens liv. Men man er jo stadig den samme. Og man er stadig på vej i samme retning, man er bare blevet meget, meget rigere på alle mulige måder, og måske forstår man også nogle nye ting. Når man får børn, oplever man en kæmpe glæde, men man får også en grundangst ind i sit liv, som jeg i hvert fald ikke havde haft før. En angst for at miste. Men det er stadig en angst, som har ligget inde i en, og som bare bliver aktiveret, så man bliver i stand til at blive uforbeholden, aggressivt beskyttende. Der ingen, der skal komme og gøre mine børn noget. Pludselig kan man gøre ting, som man ikke troede, man kunne.

– Man kan sige, at ja, det var da en professionel milepæl for mig at få en Oscar for ”Hævnen”. Det er der ingen tvivl om. Og der er ikke nogen tvivl om, at det betyder noget, og at det var en kæmpestor glæde. Men har det gjort, at jeg har taget nogle andre beslutninger professionelt, end jeg ellers ville have taget? Det tror jeg faktisk ikke.

Højdepunkt

– Jeg tror på, at man kan vælge, hvad man oplever. Hvornår man oplever højdepunkter. Jeg tror ikke, at et højdepunkt er sådan en objektiv størrelse. Nu talte jeg lige om min Oscar, og ja, selvfølgelig var det et højdepunkt at modtage den pris, for det er et højdepunkt at blive rost for noget, man har lavet. Men nogle gange er højdepunktet i virkeligheden mest dagen efter. I forhold til Oscar-uddelingen var det da fantastisk til festen om natten, men det hyggeligste var faktisk at sidde næste dag sammen med alle de andre danskere og drikke kaffe. Nogle gange er det ikke de der store øjeblikke, som er de rigtige højdepunkter. Ofte er det de øjeblikke ved siden af, man husker.

– Jeg har masser af familie i udlandet, og vi har været til en del religiøse, jødiske bryllupper rundt omkring. Der er nogle meget bestemte ritualer, man skal igennem, og det er meget smukt, men det er virkelig tit, at det er middagen dagen inden brylluppet, jeg husker. Der, hvor det hele ikke er så ritualiseret, hvor alle lige er ankommet, hvor man ikke har fået de fine kjoler på endnu, og hvor der måske er nogle, hvis kuffert ikke er kommet, og så sidder man og drikker et glas vin og snakker, mens man venter på den. Ti år efter er det ofte den uformelle del, jeg husker bedst, og jeg tror, det er, fordi den del ikke er bundet op på en masse specifikke forventninger. Det er noget, der bare opstår, fordi der er mange mennesker sammen, og man er fælles om at glæde sig til og over
noget.

"Man er nødt til at bokse lidt med sig selv, så man ikke falder i den grøft, hvor man klager mere, end man nyder."

– Jeg synes faktisk, at jeg er god til at lægge mærke til højdepunkterne, når de opstår. Jeg synes, jeg rejser frygtelig meget, og somme tider føler jeg, at jeg bor i en lufthavn og er alt for meget væk fra min familie. Det, jeg laver, kommer med en pris, og den kan godt føles høj. Men så tænker jeg, at jeg må lære at vende det om og også huske på, at det da er fantastisk at få lov til at få dyre flybilletter, bo på fine hoteller og blive hentet og bragt. Det er det, jeg mener med, at man nogle gange godt selv kan vælge, om man ser noget som et højdepunkt eller som en belastning. Man er nødt til at bokse lidt med sig selv, så man ikke falder i den grøft, hvor man klager mere, end man nyder. Det prøver jeg at være bevidst om.

Susanne Bier
Foto: Les Kaner.

Svagt punkt

– En total mangel på selvdisciplin! Jeg har en meget stor nysgerrighed, og jeg er meget flittig, men jeg gør ikke noget, som jeg ikke på en eller andet måde er optaget af. Jeg ville f.eks. aldrig nogensinde kunne blive en rigtig god løber. Jeg løber lidt – hyggeløber – men jeg kan ikke favne smerten, som rigtige sportsfolk kan. Hvis jeg er ude og løbe og kan mærke, at det ikke er særlig fedt i dag, så går jeg bare hjem igen. Jeg har det bare ikke i mig. Jeg har en teori om, at man kun kan være meget grundig og flittig med én ting, og det er jeg med mit arbejde, fordi jeg er optaget af det. Men altså, det passer sikkert ikke, for der er garanteret andre filminstruktører, der både kan lave film og løbe tre maraton. Men jeg kan ikke. Jeg forsøger at opføre mig nogenlunde fornuftigt rent helbredsmæssigt, men den der ilterhed og dedikation, der skal til for virkelig at ændre noget, den har jeg slet ikke på andre områder end på mit arbejde. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har besluttet mig for, at nu skal jeg kun spise sundt eller vegansk, og det første, jeg så gør, når jeg har taget den beslutning, er at køre en æske chokolade eller en kæmpe bøf ned. Men helt ærlig, det generer mig ikke, jeg kan højst grine af det.

Lighedspunkter

– Indimellem, når jeg ser ”The Simpsons” eller ”South Park”, tænker jeg, hold kæft, jeg minder om nogle af de karakterer, ha ha. Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor, men sådan kan jeg godt have det. De er så kiksede på en måde, hvor jeg føler, at sådan kan jeg også godt være.

LÆS OGSÅ: Komikerduoen Anna og Lise: "Vi vil hellere være sjove end pæne"

– Jeg har også masser af lighedspunkter med min mor og far. Jeg har arvet en virkelig god ting fra min mor, og det er hendes optimisme. Min mor har sådan en grundoptimisme, hun er helt ukuelig, og det er jeg glad for, at jeg har fået med. Fra min far har jeg arvet en vis utålmodighed. Min far er meget hurtig i hovedet, og det gør, at han ikke rigtig orker, hvis man ikke lige fanger tingene med det samme. Jeg er ikke nødvendigvis lige så hurtig som min far, men jeg er desværre lige så utålmodig. Jeg prøver at tøjle min utålmodighed og lade, som om jeg er meeeget tålmodig, men det er der så ingen, der hopper på…

Endepunkt

– Jeg tror altid, at jeg har tænkt over, at livet får en ende. Det er ikke noget, der er blevet markant anderledes med årene. Jeg har det fint med min alder. Det ville da være skønt, hvis der aldrig kom en rynke eller en skavank, men det er ikke noget, jeg har som sådan en ”ting”. Der er mange, der er kede af, at de bliver ældre, men sådan har jeg det slet ikke. Jeg føler mig sgu ret glad og privilegeret. Det afspejler sig nok også ofte i mine film, som altid ender håbefuldt. Jeg har ikke lyst til, at publikum går mega deprimerede ud af biografen efter at have set noget, jeg har lavet. Jeg ser lyst og håbefuldt på livet, og det er det, jeg gerne vil formidle til andre.

Hvem er Susanne Bier?

Susanne Bier

Susanne Bier, født 1960

  • Aktuel som instruktør af Netflix-filmen ”Bird Box”, der har Sandra Bullock i hovedrollen.
  • Fik sit folkelige gennembrud med ”Den eneste ene” (1999) og international anerkendelse for ”Hævnen” (2010), der indbragte hende en Oscar og en Golden Globe for bedste udenlandske film.
  • Har også instrueret serien ”The Night Manager”.
  • Gift med komponisten Jesper Winge Leisner.
  • Har været gift to gange før og har sønnen Gabriel på 29 år og datteren Alice Esther på 23 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Karriere og Film