BS interviewer Mette Frederiksen: "En skilsmisse er jo en genstart af et liv"

Mette Frederiksen er en travl kvinde, og BS Christiansen har også kalenderen fuld af aftaler. Alligevel er det lykkedes at finde en eftermiddag, hvor jægersoldaten kan møde Socialdemokratiets leder til en bålsnak om livets ild. Den ild, der brænder i dem hver især, og den ild, der driver dem i alt, hvad de gør.

BS: – Hej Mette, jeg har glædet mig sådan til at tale med dig.

Mette: – I lige måde, BS, og hvor er her dejligt herude i skoven.

BS: – Ja, det er skønt med noget fred.

Mette: – Og skønt med bål. For nogle år siden holdt vi fødselsdag for min datters klasse, og de er lidt nogle vildbasser, så vi lavede bål ude i skoven og lavede gammeldags hønsekødssuppe med porrer, selleri og kød- og melboller.

Og ungerne ELSKEDE det.

BS: – Hvor meget er du ude i naturen?

Mette: – Alt, hvad jeg overhovedet kan komme til, jeg er meget glad for det. Jeg tror, det kommer sig af, at min farmor og farfar købte et lille træhus ude i en skov i Nordjylland for 41 år siden. I Bælum.

BS: – Hold da op, jeg arbejdede i Aalborg i 28 år, og jeg har været overalt i det område, i alle de små skove, det er et sindssygt fedt sted.

Mette: – Der er nemlig rigtig dejligt, og hele min barndom var vi der stort set i alle ferier. I dag kommer jeg der selv med mine børn, og de elsker det også.

BS: – Det er så vigtigt, vi tager vores børn ud i naturen, og jeg har faktisk tænkt på, at man skulle lave sådan et naturkørekort. De børn, der tog sådan et ”kørekort”, skulle have lov til lidt mere ude inaturen.

Mette: – Ligesom jeg tog kørekort til symaskine… ha ha. Har du taget sådan et, BS?

BS: – Er du klar over, at jeg er SÅ god til at sy på symaskine?

Mette: – Nej, det vidste jeg ikke, men har du så ikke taget sådan et kort engang?

BS: – Nej, det har jeg faktisk ikke, men jeg kan godt finde ud af det med undertråden, der skal hives op, ha ha. Nå, men

Mette, jeg skal jo høre lidt om dig. Du må have meget travlt for tiden. Jeg synes, jeg arbejder meget, men jeg tror, du arbejder mere…?

Mette: – Hvordan skal vi afgøre det?

BS: – Ja, det ved jeg ikke, men jeg tænker, man skal have meget overskud for at kunne være så meget på.

BS: –Husker du at passe på dig selv?

Mette: – Ja, det gør jeg, men apropos det her sted, hvor vi sidder lige nu, så er det faktisk ret sjovt, for dengang jeg var helt ung, kunne jeg næsten ikke få larm nok. Jo højere musik, jo flere mennesker, jo bedre. Egentlig ville jeg helst have haft kontor midt på Roskildefestivallen dengang, men inden for de senere år er det blevet så vigtigt for mig at have ro. Bare det at sætte sig på en mark, hvor der går køer, og så bare kigge på dem – der findes nærmest ikke noget mere fredfyldt end det.

BS: – Gør du så det?

Mette: – Ja, det gør jeg faktisk. Min kæreste og jeg har været meget heldige at finde et sommerhus nede på Møn, som har noget af Danmarks mest spektakulære natur. Der er jeg så meget, som jeg overhovedet kan komme til. Og hvis jeg kan få lov til at slå min græsplæne dernede i to timer, så er jeg utroligt glad. Jeg er jo nordjyde, så jeg er lidt for nærig til at købe en havetraktor, og det har vist sig at være virkelig heldigt, for jeg kan så godt lide at slå græs. Når maskinen er fyldt med græs, går jeg over til marken med køerne og smider det ind til dem. Og så går der ikke ret lang tid, før alle køerne og hr. Tyr står og spiser det. Jeg elsker også at vaske op. Sådan på den gammeldags måde.

LÆS OGSÅ: Adam Duvå Hall: Jeg misunder kvinders evne til at tale åbent om tingene

BS: – Det er også fedt. Og hælder du så varmt vand i en stor balje, så du sparer på det varme vand – og bruger du naturvenligt opvaskemiddel?

Mette: – Jeg lader aldrig det varme vand løbe, og ja, jeg køber noget opvaskemiddel, der er Svanemærket, men om det er helt opløseligt i naturen, ved jeg ikke.

BS: – Jeg har rejst meget ude i naturen, og man kan faktisk få håndsæbe og den slags, der kan opløses, så det ikke skader naturen. Man kan også få specielt toiletpapir, der er organisk. Jeg siger ikke, det er noget, man skal, men nu kommer du jo måske til at styre hele vores land, så det er også vigtigt…

Mette: – Jamen, det er rigtig vigtigt. Og jeg tror, at vi ret let kan få etableret nogle gode vaner omkring os selv og hinanden, vi skal også bare passe på, at det ikke kammer over. Tænk for eksempel på den kampagne, hvor man tager symbolerne fra rygekampagnerne og putter dem over på kød. Hvor man ser en dreng, der vifter sin mor væk, fordi hun spiser kød. Der tænker jeg, aj, ved du hvad…! Jeg er jo rigtig glad for, at mange vil gøre noget godt for klimaet, og de unge har virkelig fanget, hvor vigtigt det er. Jeg vil gerne have mere urørt skov, vi har i mine øjne for meget plantageskov i Danmark. Jeg vil have urørt skov, hvor der ikke bliver ryddet op – ligesom her. For lige så snart der ligger træ og forfalder, så kommer der svampe og insekter, og når der er insekter, så kommer der fugle, og så får du biodiversiteten. Og hvis der går kvæg, transporterer de også blomster via deres gødning. Og sådan en ko, der får lov til at gå rundt i en skov, den kan du godt spise med god samvittighed, når den på et tidspunkt bliver slagtet. Vi skal passe på, at miljødebatten ikke bliver noget med at slå hinanden i hovedet. Politisk set består det i at gøre det sunde og det gode valg lettere for folk. Vi er jo mega gode til at håndtere affald i Danmark, og det er både fordi, folk er gode til at sortere derhjemme, og fordi vi faktisk har gode genbrugspladser. Jeg har rejst rigtig meget i Afrika, jeg var i Kenya første gang, da jeg var 18 år, og jeg var tilbage igen så sent som sidste sommer. Og der er simpelthen så meget affald i det land, der ligger plastik over det hele. Og så kan man godt gå og sige, ih, gider du godt lade være med at smide dit affald. Men når du er ude i en lille landsby, har du bare ikke noget sted, hvor du kan placere affaldet, fordi der ikke er nogen i det samfund, der har besluttet, at man sorterer affald, og at der kommer nogen og henter det. Så ja, vi kan gøre noget hver især, men det er saftsusemig også vigtigt, at der er nogle politikere, der træffer nogle beslutninger, så vi passer på den der jordklode.

Røgen fra bålet skifter retning, og på en eller anden måde søger den hele tiden den side, hvor BS og Mette sidder. De flytter sig hostende og grinende, og da de lander i campingstolene og tæpperne igen, kommer de til at tale lidt om kærligheden og om, hvordan den også kan ændre sig og skifte retning gennem livet. Mette afslørede i efteråret på Socialdemokratiets kongres, at hendes kæreste, Bo Tengberg, havde friet, og at hun havde sagt ja.

BS: – Du har fået en ny kæreste, Mette?

Mette: – Ja, det har jeg, og jeg er meget glad for ham. Vi har været sammen i fire år, så helt ny er han heldigvis ikke.

BS: – Men dejligt med noget kærlighed, hvornår skal I giftes?

Mette: – Ja, utrolig dejligt. Vi skal lige have noget godt vejr igen, vi vil gerne holde bryllup ude i en have.

BS: – Hvorfor venter I så længe?

Mette: – Jeg er så frygtelig romantisk og vil gerne være hvid brud, og det er altså bare bedst om sommeren. Bo friede, da jeg fyldte 40 år, men jeg synes, det har været utrolig hyggeligt at gå og have den hemmelighed i noget tid.

BS: – Hvad glæder du dig mest til ved det bryllup?

Mette: – Jeg glæder mig mest til at sige ja. Og så glæder jeg mig til selve ritualet. Nu talte vi lige om Afrika før, og jeg synes, at noget af det, man oplever, når man kommer tilbage til Vesten, er, at vi ikke længere har så mange symboler og ritualer i vores samfund. Min kæreste og jeg har lige konfirmeret vores tre ældste hen over tre år, og det at have den højtidelighed, hvor man får lov til at holde talen, er helt fantastisk. At sige: ”Jeg ELSKER dig, min datter, og ligegyldigt hvad der sker, så er jeg lige bag ved dig, når du får brug for det”. Den der højtideligholdelse i kærligheden, forældreskabet, dåben og døden. Jeg tror, det er så vigtigt i et samfund, hvor religion og traditioner spiller en mindre og mindre rolle, at der er tidspunkter, hvor vi stopper op og minder hinanden om, hvad der er det vigtigste. Og det synes jeg, at et bryllup gør. Jeg har slet ikke noget med, at kjolen skal koste noget bestemt, eller at der skal dækkes bord på en bestemt måde. Jeg vil egentlig allerhelst være på en græsplæne med et langbord. Omgivet af de mennesker, der betyder noget for os.

LÆS OGSÅ: Nina Munch-Perrin om sin mor: "Jeg så hendes første TV-Avis - hold op, hvor havde de lavet om på hende"

BS: – Det forstår jeg så godt. Forkyndelsen for gud og mennesker, det at sige, at nu er det os, det betyder så meget. Det gav mig ro, da jeg blev gift. At kunne sige, at nu er det os. Nu er vi et team.

Mette: – Ja, præcis, og det er fordi, der er noget meget, meget stærkt i at comitte sig. Vi lever i et samfund og i en tid, som er ekstremt individualiseret, og jeg har aldrig helt forstået al den der selvrealisering. Jeg synes jo, det er i fællesskabet med andre, vi skal skabe noget, men alle er så fokuserede på egne behov og sig selv. For mig er ægteskabet alt det modsatte.

BS: – Har du også prøvet at blive skilt?

Mette: – Ja, jeg blev skilt for fire-fem år siden, og jeg var blevet advaret af andre, som havde prøvet det, om hvor forfærdeligt det er at blive skilt. Og man forstår det faktisk ikke helt, før man står i det. Det er en hård nyser. Sådan oplevede jeg det. Og vi havde ellers en god skilsmisse, forstået på den måde, at vi har kunnet finde ud af at samarbejde godt omkring børnene og bevare et godt forældreskab. Men det er jo en genstart af et liv. Og det går først op for en, når man har taget skridtet, hvor meget man – for vores vedkommende igennem 10-15 år – har nået at bygge op sammen. Jeg tror, at alle, som lever i en børnefamilie, har prøvet det der med en onsdag i januar at tænke: Kunne jeg ikke bare få en aften for mig selv? Og når man så får den aften, fordi man er blevet skilt, og børnene er hos den anden, så kan man ikke bruge den til noget, fordi tavsheden larmer mere end to børn med mellemørebetændelse. Jeg er frygtelig romantisk – altså virkelig romantiker – og når man så ser alle de forhold, der går i stykker, tænker man: Åh nej, kan vi overhovedet finde ud af det med parforholdet i vores tid? Men så møder man pludselig kærligheden, og så er jeg som menneske ikke anderledes, end at jeg tænker: For saaatan, nu HOPPER jeg ud i det igen! Og når det så lykkes, så er det jo bare helt utrolig dejligt.

Vi er i et valgår, og Mette Frederiksen er statsministerkandidat. Ingen ved i skrivende stund, hvornår valget udskrives, og Mette har det lidt blandet ved tanken om de måneder, der venter forude.

Mette: – På den ene side glæder jeg mig utrolig meget og føler mig meget klar til opgaven, på den anden side er jeg bange for, at det bliver en råbekonkurrence. Vi er snart ti partier i Folketinget, og jeg synes allerede nu, at aggressionsniveauet er ret højt. Nogle af journalisterne synes måske, det er sjovt, der er nogle politikere, der synes, det er sjovt, men der er ikke ret mange i befolkningen, der synes, at det er sjovt. Nu har jeg snart været i politik i 20 år, og jeg kan godt mærke, at det kun går den forkerte vej med politikerleden. Og det er farligt, at tilliden til os falder, for vi er meget afhængige af tilliden mellem mennesker. Så jeg er faktisk lidt bekymret over det, og jeg kan godt blive lidt bekymret for valgkampen.

BS: – Hvornår gik det op for dig, at du skulle ind i politik?

Mette: – For det første kommer jeg ud af en ærkesocial-demokratisk arbejderfamilie oppe i Nordjylland, og det har utvivlsomt præget mig rigtig, rigtig meget. Men der, hvor det for alvor tog fart, var på børnebiblioteket i Grønlandskvarteret i Aalborg. Der var to fantastiske børnebibliotekarer, som ud over at få alle børnene til at læse også sørgede for, at biblioteket var sådan et fristed, hvor de arrangerede alt muligt. En dag var der en udstilling om apartheidregimet i Sydafrika, og jeg kan stadig huske den dag, hvor jeg så et billede af, at sorte og hvide børn ikke måtte sidde ved siden af hinanden i bussen eller gå på samme skole. I forbindelse med den udstilling kunne man melde sig ind i ANC i Sydafrika, og det gjorde jeg i en alder af 11-12 år. Og så startede det.

BS: – Er det prisen værd at være politiker?

Mette: – Ja, det er det for mig. Der kan være dage, hvor man bliver hængt ud på forsiderne, eller hvor sure folk skriver til en på Facebook. Men jeg har aldrig tænkt, at det ikke var prisen værd.

BS: – Det skal man heller ikke gøre som soldat. Hvis man er i det, så skal man gøre det, fordi man tror på det. Hvis man ikke tror på det, så skal man ikke være der. Jeg kommer fra en verden, hvor vi ikke fortryder noget. Jeg ved ikke, om du har prøvet at springe ud af et fly…?

Mette: – Ikke sådan direkte…

BS: – Men tænk på det som et billede. Man kan ikke hoppe ud og så fortryde.

Mette: – Aj, men den holder sgu ikke helt, vel. For som soldat kan du godt blive placeret i en situation, hvor du må træffe nogle svære beslutninger, som du bagefter bliver nødt til at overveje.

BS: – Men hvis du så fortryder, bliver det skide svært at komme over det. Du kan sige: ”Jeg traf en forkert beslutning, og hvis jeg skulle have truffet den nu, ville jeg have gjort det anderledes”. Men det er ikke det samme som at fortryde. Hvis du lever et liv, hvor du fortryder, så kan du risikere ikke at turde gøre noget, fordi du er bange for at komme til at fortryde. Og det er ikke det samme som at være bange for at lave fejl.

LÆS OGSÅ: Puk Elgård: "Man kan nemt smide et dyrbart venskab ud med badevandet"

BS: – Du er ikke bange for at lave fejl, vel?

Mette: – Nej, det mener jeg faktisk ikke, at man skal være.

BS: – Er vi enige så?

Mette: – Ja, jeg forstår godt, hvad du mener. Vi skal ikke være bange for at begå fejl, for det er menneskeligt at fejle. Men jeg har det svært med folk, der ikke vil erkende det, hvis de har lavet en fejl.

BS: – En forudsætning for at lære noget af sine fejl er at erkende sine fejl, jeg er helt enig.

Mette: – I mit arbejde træffer jeg jo en del beslutninger, hvor jeg faktisk ikke kan vide, hvor det hele lander. Og der bliver man nødt til at stole på sit eget kompas og trække på egne eller andres erfaringer.

Da jeg var ung, var jeg meget fokuseret på mine stærke sider, og jeg skulle blive voksen, før jeg fandt ud af, at når man har en stærk side, er der som regel også en bagside. Styrken har også en svaghed. Men når du begynder at være rigtig bevidst om dine svagheder, bliver du faktisk for alvor stærk, for så kan du enten arbejde med dem eller finde nogen, der kan noget af det, du ikke selv kan.

BS: – De største ledere, jeg selv har arbejdet under i Forsvaret, var dem, der turde stikke hånden ud og bede om hjælp eller råd, før det gik galt. Nogle ser det som en svaghed, men jeg ser det som en enorm styrke. Vores karatelærer sagde også altid: ”Husk, venlighed er et tegn på styrke”. Og det er der nogle politikere, der godt kunne lære lidt af.

Bålet er ved at brænde ud, og kulden sniger sig stille ind under tøjet. Men ilden, den, der brænder indeni, hvor kommer den fra?

Mette: – Hvis jeg skal koge ned, hvad der giver mig energi, så er det andre mennesker. Det kan være en søndag eftermiddag, hvor jeg bager vafler med ungerne. Eller en weekend med min kæreste, hvor vi har en tosomhed, uden at vi behøver at opstille en masse regler for, hvordan vi skal være sammen, eller hvad vi skal nå. At vi bare er.

BS: – Jeg får energi af en god oplevelse eller anerkendelse af, at jeg har gjort en forskel for andre mennesker. Men jeg lader op i tosomheden. Det gør mig rolig. Kan du følge mig i det?

Mette: – Ja, det kan jeg godt. Jeg bliver også glad, når jeg kan se, at noget virker. Og skåret ind til benet er det det samme, der driver mig i dag, som da jeg var barn og meldte mig ind i ANC. Jeg er drevet af social uretfærdighed. Jeg har en ukuelig tro på, at vi kan skabe et bedre samfund for de fleste af os.

BS: – Hvad siger dine børn til at have sådan en kendt mor, der måske kan komme til at bestemme over os alle sammen og regere landet?

Mette: – I vores almindelige familieliv tror jeg, at de tænker helt utrolig lidt over det. Lige så snart jeg træder ind ad døren, så tager jeg mine cowboybukser og en sweater på, og så er jeg jo ikke anderledes end alle mulige andre. Jeg er totalt familiemenneske, og det eneste, jeg rigtig savner, og som jeg ikke helt kan skabe med det travle liv, jeg har, det er det liv, jeg havde i køkkenet i mit barndomshjem. Min mor var dagplejemor, og derfor var der altid børn og åbne døre hjemme hos os. Når jeg kom hjem fra skole, var der også altid nogle af min fars kolleger, min morfar, naboerne eller min onkel derhjemme, og så blev der smurt ostemadder og drukket kaffe. Og jeg syntes, det var SÅ fedt. Det kan jeg godt savne i dag, fordi vi har så travlt alle sammen. Det med bare lige at ploppe ind til hinanden. Jeg gad godt, at der var gæster hjemme hos os flere gange om ugen ved et langbord til en stor omgang boller i karry. Men det kommer. Vores børn ved godt, at jeg kan blive statsminister, og det tænker de selvfølgelig over.

BS: – Jeg synes, det var fedt, at du kom herud i skoven i dag, Mette. Og jeg håber, at du passer godt på dig selv. Det kan jeg mærke, at du gør. Jeg beundrer mennesker, der kan det, du kan, og som virkelig er der for os i vores land. Vi kan ikke, uden der er nogen, der hjælper, guider og styrer, og derfor er det vigtigt, at I politikere passer på jer selv. Og at I passer på kærligheden og på jeres børn og husker at være mennesker.

Mette: – Og når man så møder den store kærlighed, som jeg har gjort, er det jo helt vildt, så godt man pludselig også kan blive passet på.

BS: – Du mærker, det bobler i maven?

Mette: – Fuldstændig.