Anne Linnet
Foto: Jonas Bie Ikonet, sangerinden og komponisten Anne Linnet om forelskelse, kvinder og karriere: “I dag er du elsket, i morgen er du måske forladt. I dag kan du smile stort, i morgen har du måske grædt”

Anne Linnet: "Alle havde en fest omkring mig, men jeg havde det helt ad helvede til"

I fem årtier har sangerinden Anne Linnet, 65, sat musik til hverdagslivet og ord på kvindeskæbner med sange som Smuk og dejlig, Glor på vinduer, Tusind stykker og Forårsdag, der gav mødre og døtre et fælles sprog og gjorde dem fri. Men hun er ikke i nærheden af pensionsalderen. Eurowoman har besøgt ikonet, komponisten og kvinden, der tændte op under kvindebevægelsen og bruger forelskelsen som brændstof.

Selv om trafikken glider forbi ude på vejen, ganske tæt på det gamle bådeværft på Holmen i København, hvor sangerinden og komponisten Anne Linnet, 65, bor, er der fredeligt i gårdhaven. Døren står åben, og Anne Linnet råber: “Kom bare ind,” inden hun kommer humpende ud fra badeværelset med en spændebeklædt støvle, som hun er ved at placere på foden, i hånden. Vi installerer os med kaffe og croissanter og sætter os ud på den anden side af huset i haven, hvor Anne Linnet kan ryge, mens vi snakker. Siden slutningen af oktober har hun været på en slags jubilæums-tour rundt i landet med sit album Jeg er jo lige her. Et album, der netop er fyldt 30 år, og som har betydet en hel del for hendes karriere.

– Jeg er jo næsten på tour hvert år, siger Anne Linnet, misser op mod solen og griber ud efter sine solbriller. Kalenderbladet siger efterår, men det er en smuk dag, hvor hvide skyer står lysende på himlen, og små vindpust sætter skub i trækronernes løvfald.

– Det er superlækkert med den der intime kontakt med mit publikum, siger Anne Linnet, der nyder, at hun samler både ældre og yngre generationer. Dem fra hendes egen generation, der har været med, siden hun i 70’erne satte musik til hverdagslivet og ord på kvindeskæbner, og deres børn, for hvem hendes sange var lydtæppe til deres opvækst i 80’erne. Det var hende, der gav os de vagtsomme øjne i barndommens gade og forsikrede os om, at hun var der, når ensomheden truede.

– Jeg spillede for nylig en koncert, hvor fire generationer var ude og høre mig. Det bliver jeg da stolt over. Det er noget af det, jeg synes, er dejligt ved sange. De kan samle folk, og de lever videre på tværs af generationer, siger Anne Linnet og fortæller, at hun altid kan høre, når hun har lavet en sang, der holder. Fælles for hendes sange er, at de fødes af en følelse.

– Nogle gange sætter jeg mig bare ned ved flyglet og lader det, der nu kommer ud, komme ud. Det er ikke altid, jeg er herre over det.

Også i foråret 2019 er der koncerter på programmet. Denne gang i selskab med Sanne Salomonsen og Lis Sørensen. Koncertrækken blev annonceret efter succesen med DR-dokumentaren Anne, Sanne og Lis, og det er nogle år siden, de tre sangerinder sidst har stået på en scene sammen.

– Vi har valgt materialet ud, men det er superspændende, hvordan det så lyder, når vi går i gang med at øve, ler hun let hæst.

Dokumentaren, der var et af de mest sete programmer på DR, dykkede ned i et stykke musik- og danmarkshistorie fra tiden, hvor Anne Linnet og de andre piger i bandet Shit & Chanel med guitar og løst hippiehår, viste, at kvinder kunne andet og meget mere end at vrikke og synge kor. Frem til 80’erne, da guitaren fik strøm på og håret blev højt som stiletterne, og Anne Linnet Band, med Lis Sørensen og Sanne Salomonsen, blev dannet.

Anne Linnet
Foto: Jonas Bie.

Tid til at skrive

Den tid vender vi tilbage til, for det er umuligt at tale med Anne Linnet uden at samle op på de mange årtier, hun har sat sit præg på dansk musik. De mange år på landevejene er begyndt at være udmattende. Det er i hvert fald noget, hun gerne vil drosle ned på.

– Når først det kører, er det jo nemt, men der er også meget arbejde i det, og jeg kan bare mærke, at der bliver for lidt tid til at skrive, siger Anne Linnet, der foruden sine voksne børn, Evamaria, Marcus, Alexander samt to adoptivbørn, Peter og Maria, også har to mindre børn, Nemo og Isolde på fem og otte år, som hun har hver anden uge. Dem skal der selvfølgelig være plads til. Men der skal også være plads til at skrive. For sangene presser sig stadig på, og hun har brug for tid til at få dem ud.

– Jeg bliver rastløs, når jeg ikke har tid nok til at komponere. Det vigtigste for mig er immervæk at skrive, og det må jeg holde fast i.

Anne Linnet lader fingrene, som er af den slags, der er født til at løbe op og ned ad tangenter, glide igennem håret. Det er lyst som altid. Skriveprocessen er en indadvendt proces, og at spille koncerter og møde publikum er en udadvendt proces.

– Det er to helt forskellige energier, og jeg kan ikke bare skifte mellem de to. Jeg kan ikke være ude og spille i weekenden og så sidde og skrive i begyndelsen af ugen. Jeg har brug for de lange stræk, hvor jeg kan dykke ned og være i det.

En sky driver for solen, og vi sætter vi os ind i køkkenet. Indtil for nylig husede den ene del af bygningen også hendes studie, men det er rykket til Indre By. I studiet arbejder også hendes to sønner Marcus (musiker, komponist og producer, red.) og Alexander, der som sanger er kendt under navnet Xander.

– Vi sparrer ikke som sådan med hinanden, men vi spiller da ting for hinanden, siger hun med den bløde århusianske dialekt, hun har bevaret trods de mange år i København. Lige nu er Anne Linnet selv i studiet, hvor hun er begyndt at indspille de første numre til det, der bliver et nyt soloalbum, som udkommer i løbet af foråret. Og hun synes, at det tegner godt. Noget, der nok hænger sammen med, at hun har det godt for tiden.

– Jeg er jo smaskforelsket.

Hun lyser op i et smil, der blotter det hvide tandsæt.

– Det er skønt, og det optager mig ret meget, siger hun med tryk på ‘ret’, som for at understrege, at hun er hårdt ramt. I lidt over et år har hun dannet par med den 26-årige jurastuderende, Kathrine Kjær, som hun skal giftes med til sommer, og som for nylig er flyttet ind. Men når man bliver kæreste med én, der har en flok børn og børnebørn, er der selvfølgelig en del, der skal gå op, og det optager også Anne Linnet ret meget.

– Alt det med mine børn skal jo fungere, men det er klart, at der er nogle udfordringer, når man arbejder, som jeg gør.

Anne Linnet
Foto: Jonas Bie.

Kvindeskæbner

I fem årtier har Anne Linnet beriget os med sange om kærlighed, sorg, glæde – ja, liv, død og alt det midtimellem. Da det hele begyndte dengang i 70’erne, var det at være kvinde i front for et band et særsyn.

– Det undrede mig da, at jeg var den eneste kvinde, der sang, skrev og opførte mine egne sange, siger Anne Linnet, som begyndte at spille professionelt, da hun blev kæreste med den 11 år ældre musiker, jazzsaxofonisten Holger Laumann. Om mødet med Holger Laumann har hun tidligere fortalt, at hun en aprildag i sit syttende år gik gennem Åbyhøj – bydelen vest for Aarhus, hvor hun voksede op – på vej til tennis. Mod hende, på den anden siden af gaden, kom en mand med langt krøllet hår gående. De passerede hinanden, og da hun vendte sig om og kiggede efter ham, snublede hun over en kantsten. Han vendte sig også om og gik ind i en flagstang, og der stod de så på hver deres side af vejen og grinede. I første omgang talte de ikke sammen, men hun vidste, at han var musiklærer i Brabrand, og at han spillede på Tagskægget (spillested i Aarhus, red.) hver torsdag med bandet Tears.

LÆS OGSÅ: Stine Bosse: Vi kvinder skal frigøre os fra et ”miss-perfect”-ideal

Hun tog derind, de faldt i snak i pausen, og så blev det dem.

– Tears var meget jazzorienteret, og de spillede supergodt alle sammen. Det lærte mig op rent musikalsk. Jeg har meget af mit grundlæggende musikalske sprog fra dem, fortæller Anne Linnet, der efter et stykke tid fik lyst til at spille sine egne sange.

– Jeg havde et behov for at skrive tekster på dansk om kvindeskæbner. Ligesom sangen Rita. Det blev ligesom sådan en ny ting, siger Anne Linnet, der samlede bandet, som kom til at hedde Shit & Chanel, ved at ringe rundt og spørge nogle forskellige piger, hun havde hørt, kunne spille, om de ville være med.

– Min storebror havde en kæreste, Lone Poulsen, der spillede godt på bas, og Holger fortalte mig, at han havde haft en elev ude på friskolen, som sang rigtig godt. Det var Lis Sørensen, og så var der en anden pige, Astrid Elbæk, der kunne spille på klaver, og så Ulla Tvede på trommer.

Alle ville gerne være med.

– Det startede egentlig som en kaffeklub, hvor vi drak kaffe, snakkede og spillede lidt på forskellige instrumenter. Det var ikke sådan noget med, at nu skulle vi ud og revolutionere verden.
Men hun kunne tydeligt mærke, at det var helt anderledes end at spille med drengene i Tears. Hun var den, der havde størst erfaring, men de øvede røven ud af trompetbukserne.

– Vi fik et fælles sprog. Vi voksede sammen både musikalt og socialt ved at have det fælleskab i musikken.

Frigørelse og oprør

Shit & Chanel rejste land og rige rundt og spillede koncerter. De fleste mænd stod bare og ventede på, at de smed trøjen. Der var vist et andet “kvindeband,” der fandt et publikum med det trick. Men Shit & Chanel kunne spille, og efterhånden overgav mændene sig også.

Den sang, der kom til at betyde mest for såvel Anne Linnet som for publikum fra perioden i 70’erne, er klassikeren Smuk og dejlig, som kun tog et kvarter at skrive:

– Når den slags sker, er det fordi, du har gået med det i hovedet i lang tid. Du pejler dig ligesom ind på det.

Hun har aldrig lagt skjul på, at sangen er skrevet til en kvinde.

– Det var der ikke noget af dengang. Det var ikke noget, man snakkede om, siger Anne Linnet, der var i et forhold og i et miljø, hvor det var legitimt at udleve sine følelser. Man ejede ikke hinanden. 70’erne var et årti, hvor man i det ideale forhold satte hinanden fri, og i de progressive, kunstneriske kredse, som Anne Linnet var en del af, eksperimenterede man. I samtalebogen Livsmodig fortæller hun dog, at hendes forhold til Holger Laumann ikke fra begyndelsen var “defineret åbent,” men at hun efterhånden fandt ud af, at han fortsatte det glade musikerliv, han havde levet, før han mødte hende.

– Kvinderne var vilde med ham, han stod på scenen og var centrum for opmærksomheden ... Og det kom fuldstændig bag på mig, fortæller Anne Linnet i samtalen med forfatteren Hanne Vibeke Holst og politikerne Ritt Bjerregaard og Christine Antorini. Men hun elskede ham og følte derfor, at hun blev tvunget ind i et åbent ægteskab. Af samme grund kunne hun også tale med ham om sin fascination af kvinder.

Anne Linnet blev mor til datteren Evamaria i 1973, hvor Shit & Chanel, med den Erica Jongske reference, fik luft under vingerne.

– Kvindeliv og kvindefølelser var aldrig beskrevet før. På den måde var det, vi gjorde, jo banebrydende.
Samme strømning fandtes i litteraturen, hvor forfattere som Suzanne Brøgger, Lola Baidel, Vita Andersen, Kirsten Thorup og Dea Trier Mørch begyndte at skrive om helt almindelige kvinder og gav stemme til kvindernes igangværende frigørelse.

Shit & Chanel blev derfor også hurtigt omfavnet af kvindebevægelsen, der tog sange som Rita, Balløven og Smuk og dejlig til sig. Suzanne Giese (forfatter, red.) og Maria Marcussen (forfatter og sexolog, red.), der var nogle af frontfigurerne, spurgte, om de måtte bruge Smuk og dejlig, som indledningsmusik til nogle radio- og tv-programmer. Kvinderne skulle løsrive sig fra det liv, som de fleste almindelige kvinder levede med hovedansvaret for det huslige. Og det var ikke udelukkende et privat, men et politisk anliggende. Som Suzanne Giese skrev i Derfor Kvindekamp: En bog om kvinders undertrykkelse fra 1973:

– Mens ægtemænd stadig hævder det herreprivilegium at have en huslig slave og kunne hvile ud efter endt arbejdsdag, gå på værtshus eller til møde, så er erhvervsarbejde for kvinder blevet lagt oveni en i forvejen betydelig arbejdsbyrde. Mænd plejes, passes og opvartes stadig som spædbørn for i næste øjeblik at foragte kvinder for ikke at have kendskab til andet end husligt arbejde. Det er kvindens arbejde, der giver mænd tid og overskud til andet end den daglige dont. Og det er i høj grad husarbejdet, der forhindrer kvinder i at manifestere sig uden for familien.

Anne Linnet
Foto: Jonas Bie.

Ligestilling

I Anne Linnets barndomshjem, hvor hun voksede op med to ældre brødre og en lillebror, var hendes forældre ligeværdige. Ligesom hun ikke blev behandlet anderledes end sine brødre.

– Mine forældre var meget lige og havde et godt og varmt ægteskab. De diskuterede alt på lige fod, og vi børn blev i et vist omfang involveret. Vi diskuterede både holdninger, meninger, og hvad der er rigtigt og forkert, siger hun og fortæller, at hun i sin mors dagbøger kunne læse, at hun overvejede, om hun skulle have en abort, da hun fandt ud af, at hun var gravid med Anne. Men hendes far var fortaler for at beholde barnet, og så blev det sådan.

– Det er jeg jo utrolig glad for i dag, men det var trods alt ting, der blev vendt. De fik fire børn mere eller mindre i rap, og det er jo hårdt. Og så var de nødt til at vælge, hvis karriere, der skulle satses på først, og det blev min fars. Min mor ville egentlig gerne have forsket, men valgte at blive børnetandlæge i stedet for. Der var bedre arbejdstider, fortæller Anne Linnet.

– Min mor var ikke politisk bevidst, men hun var det i sine handlinger. Hun var udearbejdende og havde taget en akademisk uddannelse, hvad jo var utroligt sjældent dengang.

Faderen, der var læge, var en meget rolig og tryghedsskabende mand.

LÆS OGSÅ: Maria Barfod: "Jeg troede kun, jeg var værd at elske, hvis jeg var den bedste"

– Min mor var mere flagrende, men hun har været et stærkt forbillede for mig. De arbejdede begge meget og var meget disciplinerede, så det er jo nok noget, jeg har fra dem.

Samtidig med, at Anne Linnet havde små børn og spillede i Shit & Chanel, gik hun nemlig også på konservatoriet, hvor hun havde den anerkendte danske komponist, Per Nørgård, som lærer. Men hun og Holger Laumann var gode til at planlægge og skabe ro i livet med børnene, der fra 1977 også talte sønnen Marcus.

– Vi planlagde, hvornår vi hver især kunne spille og havde to barnepiger, og mine forældre var også gode til at træde til og have børnene overnattende. Det svære var, når jeg var kommet sent hjem fra et spillejob og skulle op på konservatoriet næste dag. Jeg fik ikke meget søvn i de år. siger hun og smiler.

– Det var nok heldigt, at jeg var relativt ung.

Og heldigvis tog det at blive mor og have mange bolde i luften aldrig livet af Anne Linnets skrivetrang.

– Det er en uafbrudt strøm. Jeg frustreres kun, når jeg ikke har tid til at få sangene ud.

Da 70’erne lakkede mod enden, begyndte Anne Linnet at bevæge sig videre. Shit & Chanel sang på sidste vers. Søgsmålet fra modegiganten Chanel, der ikke ville have deres navn forbundet med shit, var opslidende, og udfaldet blev, at de måtte skifte navn til det knap så catchy Shit & Chalou.

– Shit & Chanel havde været sammen i syv år, og for mig har der næsten altid været sådan nogle syvårs perioder. Der kom bare en naturlig overgang, hvor jeg var på vej videre til noget, som jeg ikke rigtig vidste, hvad var. Jeg kunne bare mærke det. Og så gik jeg efter det. Og det var bare mere udadvendt, mere farverigt, mere fest.

Anne Linnet
Foto: Jonas Bie.

Anne, Sanne og Lis

Tiden havde fået en anden lyd, og Anne Linnet begyndte at finde nogle af alle de numre, hun havde skrevet på engelsk, frem fra skrivebordskuffen, og som blev til albummet You’re Crazy.

Det var Lis Sørensen og Sanne Brüel, der sang på pladen, men da Sanne Brüel ikke kunne tage med på turné, ringede Anne Linnet til Sanne Salomonsen, som hun havde set og været meget imponeret af i musicalen Jesus Christ Superstar i Aarhus.

– På et fly på vej til New York mødte jeg Norman Farrington, Tina Turners trommeslager, som jeg faldt i snak med, og han ville gerne spille med på albummet, fortæller Anne Linnet, der stadig her 40 år senere, ligner én, der har fået en kæmpe fisk i nettet, når hun fortæller historien.

– Han kom til København og indspillede albummet sammen med mig og musikerne, der foruden Lis Sørensen og Sanne Salomonsen blandt andre talte Holger Laumann og Jan Glæsel på blæs. Bandet kom til at hedde Anne Linnet Band, og de nye topprofessionelle musikere gjorde, at det hele fik en ny lyd.

– Der var ikke noget andet på det tidspunkt, der lød som Anne Linnet Band, siger Anne Linnet, der mener, at det er musikken, der registrerer ændringer i tiden først.

Hun har svært ved at sætte ord på skiftet fra 70’erne til 80’erne.

– Jeg kan kun sige, at jeg oplevede en form for træthed eller mæthed af det univers, jeg havde været i. En inerti af en slags. Jeg har altid haft en trang til at bevæge mig fremad og har en nysgerrighed over for nye lyde og nye måder at gøre tingene på.

En af favoritsangene fra Anne Linnet band-perioden er Det er ikke det, du siger, som blev et mega hit for bandet. Hun skrev teksten, Jan Glæsel skrev musikken, og Sanne Salomonsen sang. Men hun holder også stadig af at synge den mindre kendte I dag er du star.

– Det er sjovt at have skrevet en tekst, da jeg var så ung, hvor der var så meget knald på. Det er jo en sang, der her 30 år senere er fuldstændig ligeså aktuel som dengang, siger Anne Linnet og foreslår halvt i spøg, at jeg bringer teksten. En lille bid kommer her:

“(…) Du lever af at vende din sjæl, men bare du ved det selv og passer på, du altid kommer hjem til dig selv. I dag er du elsket, i morgen er du måske forladt. I dag kan du smile stort, i morgen har du måske grædt.”

Midt i festen og al travlheden med børnene og konservatoriet, døde hendes far i slutningen af 1979, og det slog hele hendes familie omkuld. Som i et brætspil, hvor brikkerne er væltet, og ingen kan huske, hvor de stod. 

– Det var, som om det hele faldt fra hinanden, da han ikke var der mere, og hvis dit følelsesliv ikke hænger sammen med det fysiske liv, går du ned, siger Anne, der dog fortsatte med Anne Linnet Band frem til 1982. Men indeni hende blev sorgen ved med at ulme som stædige gløder, der truer med bryde ud i lys lue.

– Anne Linnet Band var i fuld gang, men det undrede mig, at jeg kunne stå der og lade, som om jeg havde det fint. Alle havde en fest omkring mig, og jeg havde det helt ad helvede til.
Og pludselig var hun bare færdig med de lækre jazzinspirerede arrangementer og trestemmige kor.

Hendes ægteskab med Holger Laumann havde det også svært, og som så ofte før, når hun registrerer en trang til at bevæge sig videre, tog hun til New York og Berlin, hvor hun blev inspireret af nye miljøer og oplevelser. Det var som at åbne døren ind til en ny verden, hvor alene det, at det var anderledes, var forfriskende.

– Jeg tror, det var min sorg, der gjorde, at jeg havde brug for at skabe en ny lyd i hovedet. Mere hård, mere kontant. Det var, som om følelserne krævede at komme ud på en voldsom måde.

Hun købte en Jupiter-8-synthesizer i New York, som kunne gemme lyde og tilføjede noget nyt til den lyd, hun havde i hovedet. Lyde, der var inspireret af byen. Hun kunne godt lide, at der skete noget nyt hele tiden, at sangene forandrede sig.

S/M og madpakker

– De blev, som jeg havde det. Det var super fedt og anarkistisk, siger hun og ser nærmest lidt trodsig ud, når hun beskriver den følelse, der kickstartede et af Danmarks mest banebrydende bands, Marquis de Sade, i 1983.

Det var fysisk. Trommerne skulle være elektriske, bassisten skulle slå på bassen, og guitaren skulle hyle. På scenen havde de også danseren og stripperen Elo, og hele bandet var iklædt læder, nitter og S/M-udstyr. Men kun på scenen. Derhjemme var hun bare en almindelig mor, der smurte madpakker og fulgte sine børn i skole.

Men Annet Linnets nye stil med lak, læder, underkastelse og dominans blev ikke kun vel modtaget. Teksterne og universet blev i begyndelsen misforstået, og den kvindebevægelse, der før havde elsket hende, vendte sig mod hende. De mente, at teksterne handlede om hustruvold og blokerede spillestederne på bandets første turné, så dem, der havde købt billetter, ikke kunne komme ind. Det endte med, at Marquis de Sade skyldte bookingbureauerne en masse penge, men Anne Linnet insisterede på at holde liv i bandet. Hun var sikker på, at stemningen ville vende, at det ville gå op for folk, at teksterne netop handlede om frigørelse. Om kvindens ret til seksuel frigørelse, om dynamikker, der skifter i forhold og lader energier mellem mennesker.

– Glor på vinduer og Nattog er nok mine yndlingssange fra den periode. Dem er jeg stadig stolt af, og det er jo også nogle af dem, de yngre artister har taget op igen, siger hun og refererer bl.a. til sangerinden Szhirleys version af Glor på vinduer.

LÆS OGSÅ: Oh Land: "På balletskolen var jeg totalt antiautoritær og på mange måder en lorteunge"

Der er flod og ebbe i livets tidevand, og det eneste, du kan vide dig sikker på, er, at den ene tilstand afløser den anden. En af Anne Linnets veninder, forfatteren Suzanne Brøgger, har i et interview i Ud & Se om eventyreren og forfatteren Troels Kløvedal, der mistede sin mor som 11-årig, sagt: “Når mennesker tidligt oplever at miste en af deres allernærmeste, bliver døden ofte en klangbund i livet. Det kan være en voldsom byrde at bære på, men det kan også sætte én fri. Det kan få én til at leve sit liv stærkere og være mere tro mod sin natur og sine inderste drømme, fordi man helt grundlæggende forstår, at livet er så ufatteligt kort.”

For Anne Linnet udløste faderens død og hendes skilsmisse fra Holger Laumann en ufattelig produktivitet. Efter debutalbummet med Marquis de Sade udgav hun i 1985 Hvid Magi, der var lettere og mere poppet, og En elsker i 1986. Privat flyttede hun med børnene til København.

– Holger blev i Aarhus. I de fleste brud er det vel sådan, at der er en periode, hvor det måske er meget godt, man er helt adskilt fra hinanden, men allerede året efter flyttede han til København og boede i nærheden af os, så han fint kunne være sammen med børnene.

I skrivebordsskuffen lå sangen En forårsdag. Der havde den ligget i mange år, men den passede hverken ind i Anne Linnet Band eller Marquis de Sade. Anne Linnet blev gravid, flyttede sammen med en kvinde og følte sig glad og lykkelig. I 1988 skabte hun sin karrieres måske vigtigste soloalbum, Jeg er jo lige her, med sange som Tusind stykker, Forårsdag, Jeg har tabt mt hjerte og titelsangen.

– Jeg fødte Alexander i 1988, og to dage efter fødslen sad jeg ved flygelet i en tv-optræden og spillede Tusind stykker. Jeg havde sikkert sagt ja til det, før jeg fødte.

Det var en anden tid. Livet gik videre, og Alexander var med, når hun gav koncerter, ligesom hendes andre børn ofte havde været med.

Hun holder stadig meget af Jeg er jo lige her, og hun er langt fra træt af at synge de sange, som er gået hen og blevet klassikere.

– Selv sådan en sang som Tusind stykker, synes jeg hele tiden, jeg kan finde en ny indgang til, siger hun og fortæller, at folk kommer og fortæller hende, at de holder af hende, fordi de holder af hendes sange.

– De føler, at de kender mig. Og det er på en måde også rigtigt, fordi der er så meget af mig i sangene. Min indstilling til livet, følelser, holdninger og værdier.

Anne Linnet
Foto: Jonas Bie.

Fællesskabet og ægteskabet

Vi er nået til 90’erne, som er et årti, Anne Linnet ikke havde meget fidus til. I medierne begyndte de at skrive om, hvorfor det stadig var Anne, Sanne og Lis, der fyldte i musikbranchen. Hvor var alle de nye? Det gjorde hende ikke som sådan vred, men hun tænkte, at “så skulle de sateme få lov, og da hendes nye kæreste skulle i praktik på et designbureau i Rom, flyttede hun med og tog kun det mest nødvendige med sig: Alexander, hendes keyboard og lidt møbler. Hun boede der i to år, hvor hun gik rundt i Roms gader og bl.a. skrev en opera om den danske billedhugger Thorvaldsen, der boede i byen i 40 år. Hun var “lidt ude af loopet,” som hun selv siger, men nød at kunne koncentrere sig om at skrive og komponere.

Da hun kom hjem, var det drengene med langt hår og hvinende guitarer, som Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir, der løb med opmærksomheden. Internettet muliggjorde, at musik kunne deles, distribueres og stjæles på en helt anden måde end tidligere, og det fællesskab, som musik har potentialet til at skabe, eroderede, føler hun.

– 70’erne og 80’erne var nogle varme årtier. Der var en kærlighed til musikken. Det var den, der samlede folk. Når du spillede til en festival, kunne du tydeligt mærke, at man var sammen om musikken. Da jeg kom hjem fra Rom, oplevede jeg, at det var blevet goldere og mere individualistisk. Folk tænkte mere på sig selv end på fællesskabet.

– Du må ikke glemme, at den mad, du kan leve af, er den slags, du kan fylde i hovedet og dele med andre. Nå man taler sammen, udveksler argumenter og lærer at danne sig en holdning og indgå i en dialog. Verden har brug for fællesskabet.

Det er også det, hun håber at give videre til sine børn.

– Fællesskabsfølelsen har trange kår, når du har travlt, men så må du jo prøve at være nærværende, når du er der. Og det synes jeg altid, jeg har lagt vægt på. Jeg har selvfølgelig perioder, når jeg er ude og spille, hvor jeg ikke er så meget hjemme. Men jeg har også lange perioder, hvor jeg skriver. Så ved børnene, at jeg sidder lige derinde.

Hun peger ind mod en lukket dør, der støder op til køkkenet.

– Bevidstheden om, at jeg er der, betyder noget, siger hun.

– Og når vi så er sammen, er vi sammen om noget. Vi snakker sammen eller læser. Vægter det der nærvær. Jeg er ikke altid selv god til det. Jeg kan godt være rastløs, hvis jeg har for travlt med udenomsting. Og udenomsting for mig er alt andet end at sidde ved det flygel.

Nu er du jo forelsket, du vil vel også gerne være sammen med din kæreste?

– Jo, jo, det er jo det vigtigste. Det er det vigtigste.

Skal I have børn?

– Det melder historien ikke noget om. Hun smiler bredt.

– Men jeg er i gang med et album, der skal udkomme i 2019, og jeg føler samme gode vibes, som dengang jeg skrev Jeg er jo lige her. Det er et album til hende i virkeligheden, siger hun og vender tilbage til energierne.

– Alting handler jo om energier, og vi har bare virkelig god energi. Vi mødte hinanden gennem nogle fælles venner, og så sagde det bare bang.

Du har sagt, at forelskelsen er dit brændstof?

– Jamen, det er det også. Det er, som om jeg kommer op i et andet gear, og det er åbenbart godt for skriveriet. Jeg skriver bedst, når jeg enten har det rigtig godt eller rigtig skidt.

Anne Linnet skriver, som hun har det, og lige nu er hun inde i en god periode, som hun håber smitter af på sangskrivningen.

– Jeg skriver jo om det indre følelsesliv, og følelser har ingen alder. Det er kun det ydre, der har alder, og hvordan man lever og bor og alt det der. Men følelser har ingen alder, fastslår hun.
Hun rykker lidt på stolen og kigger op på væggen. Hun er klar til at bevæge sig videre.

Hvad vil du gerne huskes for? spørger jeg som det sidste.

– Jeg er fuldstændig ligeglad med at blive husket selv, men jeg håber, at mine sange kommer til at leve rigtig længe. Mere kan jeg som komponist ikke ønske mig.

Anne Linnet er på Jeg er jo lige her-turné i hele landet frem til 23. og 24. marts, hvor turnéen afsluttes med to jubilæumskoncerter på Det Kgl. Teater.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende, Kendte og Karriere