"Jeg kan godt blive påvirket ude på selve gerningsstedet"

"På et gerningssted tager retsmedicineren sig af liget, mens politiets teknikere tager sig af resten i forhold til at indsamle bevismateriale. Vi har dragter, handsker og mundbind på, og vi forsøger at fastslå gerningstidspunktet ved blandt andet at måle ligets temperatur. Når vi er færdige, flytter vi liget over i en bodybag, og det fragtes til Institut for Retsmedicin i Aarhus. Her starter obduktionen – en længere proces, hvor vi gennemgår liget fra top til tå, fra inderst til yderst. Alle organer tages ud og undersøges. Der skal ikke være det mindste, der ikke er undersøgt, for sagen skal belyses så grundigt som overhovedet muligt. Politiet er med under hele obduktionen."

LÆS OGSÅ: "Jeg havde en sag med en mand, der havde kørt en lille dreng over"

"Det blodige påvirker mig ikke. Når vi kommer ind på retsmedicinsk og åbner for bodybag’en, er jeg fuldstændigt på et fagligt spor. Er der for eksempel et knivstik, kan jeg være med til at finde frem til mordvåbnet ud fra det. Jeg kan dog godt blive påvirket ude på selve gerningsstedet. Ikke så meget at jeg ikke kan arbejde professionelt, men upåvirket er jeg ikke. Vi går jo ind i folks huse, og der er tegn på det liv, de har levet – for eksempel en køleskabsmagnet, hvor der står “mor” på, eller små sedler a la “Husk madpakke på onsdag”. Der var liv, og nu er det der ikke mere."

"I én sag blev der skabt bro fra drabet til mit private liv. Det var ubehageligt. Det var op til jul, og jeg havde lige købt julegaver, blandt andet nogle børneunderbukser med et særligt mønster på. Senere blev jeg kaldt ud til et gerningssted, hvor ofret var et barn, og barnets underbukser havde præcis samme mønster som dem, jeg lige havde købt. Der måtte jeg godt nok gå tilbage i butikken og bytte underbukserne. Det kunne jeg ikke bære."

LÆS OGSÅ: "Nej, det er slet ikke flyvsk. Og det skal alle forstå"

"Det hele er meget voldsomt, men det er hverdag for mig. En stor del af grunden til, at jeg kan være i det, er mine gode kolleger. Vi bruger hinanden meget, for vi kan ikke snakke med andre om det, vi laver – på grund af tavshedspligt, men også fordi andre måske vil finde det frastødende. Vi har en ret morbid omgangstone, men vi bliver simpelthen nødt til at dele detaljer og oplevelser med hinanden. Vi kan sagtens sidde og spise frokost sammen og tale om alle mulige kropsvæsker."

"Jeg blev færdiguddannet læge i 2008. Men jeg havde svært ved at være i sundhedsvæsnet, for der var ikke nok tid til patienterne, så jeg ville prøve noget nyt, og retsmedicin har vist sig at være lige noget for mig. Jeg har verdens bedste arbejde, for der er tid til at gå helt ned i de vigtige detaljer."