"Jeg har det samme forhold til mit udseende som alle andre"

Nikolaj Lie Kaas er forsinket. Ti minutter, der bliver til 20. Og da han dukker op, er det sammen med sin yngste datter, Esther på 2½ år. Ændrede planer i sidste øjeblik. Esther har en lille bold med, får noget vand og bliver sat i gang med at tegne. Nikolaj tager det ganske roligt og virker med det samme hundrede procent fokuseret på interviewet, selvom dagen ikke blev helt som beregnet.

– Jeg er vant til det. Stress er en ubetinget del af min hverdag. Altså, jeg stresser ikke, men travlhed er altid noget, jeg må deale med. Som jeg har forenet mig med.

Hvad tænker du, når du pludselig er nødt til at have din datter med på arbejde?

– Så tænker jeg: Nå, sådan er det. Jeg bliver ikke engang irriteret. Jeg tænker bare, at så er der ikke andet at gøre end at tage Esther med her, og så må mor komme på et eller andet tidspunkt.

"Jeg er ikke typen, der lægger planer"

Sker sådan noget tit for dig?

– Neeej…, altså, der sker altid noget. Noget, jeg ikke har forudset. Jeg er ikke typen, der lægger planer. Det kræves selvfølgelig i et eller andet omfang, når man har en familie, men bortset fra det, så har jeg det fint med, at ting hele tiden ændrer sig.

For pæn til at være Carl
Der er ikke noget at sige til, at Nikolaj Lie Kaas har været nødt til at vænne sig til en travl kalender. Han er så ubetinget en af Danmarks største og mest brugte skuespillere, og lige nu er han aktuel som vicekriminalkommisær Carl Mørck i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens bog ”Kvinden i buret”. En karakter, som mange kender meget grundigt fra romanserien om Afdeling Q, og som det derfor kan være svært at skulle lægge ansigt til. En af mine kollegaer undrede sig højlydt over valget af Nikolaj Lie Kaas, da det i sin tid blev afsløret, at han skulle spille rollen. Hun syntes, det var underligt, at ”så flot en fyr fik rollen”. Det siger jeg selvfølgelig til Nikolaj…

– Tak for det! Det er en sød måde at sige på, at hun synes, at jeg er alt, alt for ung til den rolle, ha ha.

Hvad tænkte du selv om, at du fik rollen tilbudt?

– Det sjove er, at folk altid har fordomme om alt muligt, og det har jeg jo også selv. Jeg er lige så fordomsfuld, hvis jeg ser en film, hvor jeg har læst bogen. Man har et klart billede af, hvordan filmen skal skæres, og hvem der skal gøre det, og det billede vil man helst ikke have forstyrret. Men jo, det er lige præcis det, man SKAL gøre. Altså, der skal være en Mentos i colaen. Et eller andet, der siger puf! Har du ikke prøvet det? At putte en Mentos i en cola? Det eksploderer fuldstændig! Han tegner en eksplosion i luften med hænderne. Puf!

"Jussis bøger kan ikke filmatiseres direkte"

– Jussis bøger kan ikke filmatiseres direkte, det ville aldrig kunne lade sig gøre. Historien må fortælles på en anden måde, end den bliver i bogen. Da jeg læste bøgerne, så jeg helt klart Carl Mørck som en 55-årig, og jeg spurgte da også instruktøren, om han var sikker på, at jeg var rette valg? Men han havde haft mange andre til casting før mig, og han var nået frem til, at det var mere interessant at vise en person, der var udbrændt i en yngre alder. På et tidspunkt, hvor han stadig havde noget at miste. Og noget at vinde. Og når du ser filmen, tror jeg ikke, at du tænker over, at det er en pretty boy, der spiller Mørck. Og i øvrigt – at være et bittert, selvoptaget og indebrændt menneske, det har jo ingen alder…

Han smiler. De blå øjne glimter på den der lidt underspillede måde, som de også gør i ”Kvinden i buret”, når der midt i alt det mørke alligevel sker noget sjovt. Når der kommer en lille sprække i Carl Mørcks ellers så vrantne fremtoning. Og i virkeligheden – når man sidder over for Nikolai Lie Kaas – virker det, som om der hele tiden bobler en masse fis og ballade lige under overfladen. Noget, der gerne vil ud, men som han har lært sig at tøjle under et interview, fordi han ved, at de skøre ting, han kan finde på at sige ender direkte i spalterne. Det er der alt for mange eksempler på, siger han. 

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk: "Jeg kan godt lide at blive set" 
 
"Eye-candy!"
Nu siger du selv ”pretty boy”. Hvad tænker du, når du ser dig selv i spejlet om morgenen?

– Eye-candy! Han vrider sig på stolen af indeklemt latter.

– Nej, jeg tænker sgu… altså, for helvede, jeg tror, at jeg har det samme forhold til mit udseende som alle andre. Det er virkeligheden, man forholder sig til. Det er, som det er, med mit arbejde, men jeg forholder mig ikke til det privat. Det er lidt, som hvis man havde et firma. Der er den offentlige Nikolaj, og der er den private Nikolaj. Og det kan jeg sagtens skille ad. Den offentlige er ham, der er god til at forhandle løn, og som går til ELLE Style Awards og bliver ”Årets mand”. Det er da selvfølgelig en fantastisk cadeau, men privat er det svært at forholde sig til, hvad det drejer sig om. Jeg står ikke og kigger mig i spejlet og tænker andet end: Hold kæft, hvor du ligner opkogt havregrød her til morgen! Som alle andre. Jeg har aldrig nogensinde haft høje tanker om mig selv på den måde.

80’er-briller og træskostøvler
Nikolaj har haft let ved at leve sig ind i rollen som den livstrætte Carl Mørck. Faktisk, siger han, er der rigtigt meget af Carl Mørck i ham, og han roder sig ud i en lang forklaring om, at han godt kan genkende det med, at man somme tider bare vil have lov til at være et fucked up menneske, der hader andre mennesker. Det sidste bliver straks trukket i land

– der skal jo ikke stå i bladet, at Nikolaj Lie Kaas hader mennesker, for det gør han på ingen måde. Han griner.

Vi taler i stedet lidt om, at Carl Mørck er meget nørdet. Det var Nikolaj også som barn. Og det er han nok stadig.

– Ja, jeg har jo ikke ændret mig på den måde, jeg er stadig det menneske, jeg var, da jeg var lille. Jeg har bare med tiden lært at handle efter det. Men altså, som barn… Hold nu op! Det tøj, jeg gik i… Det er helt fantastisk, at jeg overhovedet er i stand til at have en personlig hygiejne i dag. Jeg kan huske den dag, hvor jeg pludselig stod i skolen og kiggede ned ad mit tøj og tænkte: Hvad helvede sker der? Hvor jeg fik åbenbaringen: Du ligner en komplet tosse! Jeg havde meget,meget tykke briller på, og jeg insisterede i mange år på, at det skulle være sådan nogle 80’er-pigebriller. Jeg kan huske, at optikeren sagde: Du er godt klar over, de er til piger, ikke?

– Jo, jo! Nå, men den dag i skolen kiggede jeg ned ad mig selv med nye øjne. Jeg havde sådan nogle Aladdin-agtige, strikkede, afføringsbrune joggingbukser på – nej, man kan ikke engang kalde dem joggingbukser – det var sådan en ”bukset” med en snor forneden, der gnavede. Og så en strikket vest og træskostøvler, som havde hver sin farve, fordi jeg også havde brugt dem til fastelavn. Jeg var omkring 13 år, og det var bare en alt, alt for sen alder at se sådan ud i. Det var ikke i orden at ligne en psykopat – det slog mig bare pludselig den dag. Indtil da havde jeg levet i sådan en boble, hvor jeg var mig selv og ikke rigtigt havde fået øje på virkeligheden. Jeg var en sen starter, tror jeg, med mange ting. Jeg valgte også at skifte mine sidste mælketænder i 10. klasse! Jeg tror, at det hele har været noget fysisk – det tog bare noget tid alt sammen.

Så skiftede jeg skole
Blev du drillet?

– Ja, det gjorde jeg, og så skiftede jeg skole. Men når jeg tænker over det, handlede det nok også om, at jeg havde nogle holdninger. Jeg voksede op alene med min mor, jeg var vant til at snakke meget med hende om alt mellem himmel og jord, og jeg tog det med mig uden at reflektere over det. Jeg var gammelklog, tror jeg. Jeg sad også og lyttede til min mors klassiske plader med min vest, mine store briller og min kat på skødet. Og så strikkede jeg også. Utroligt faktisk, at jeg er blevet heteroseksuel, når jeg tænker over det!

LÆS OGSÅ: Anders Agger: Man går ikke i stykker af kriser

Hvor havde du dit fokus i de år, når det nu ikke var på tøjet?

– Jeg spillede meget musik, og så lavede jeg mange radiohørespil, da jeg var lille. Jeg spillede også musik, lige før jeg blev skuespiller, og jeg troede, at det var det, jeg skulle lave. Musik er stadig en stor interesse for mig, men jeg vil gerne drive det, jeg laver, til noget, og hvis jeg ikke kan gøre det fuldt ud og blive verdens bedste pianist, så vil jeg ikke. Så valget blev taget på teaterskolen, hvor jeg kunne mærke, at jeg ikke havde tid til at spille mere. Siden har jeg haft svært ved at gøre det på hyggeplan, det er ikke motiverende nok.

"Det er interessant at lave ting i udlandet."

Så motivationen for at være skuespiller, er det at være verdens bedste skuespiller?

– Det har det altid været. Hvis jeg skal gøre noget, så er mit fokus på at gøre det så godt som muligt. Altså ”verdens bedste skuespiller”, det er jo begrænset af ens talent, men når man kan se, at der er muligheder, og at man kan presse sig selv – ja, så er det en motivation. Og derfor synes jeg også, at det er interessant at lave ting i udlandet. Både fordi jeg får en anden horisont og for at presse mig selv, men også for ikke at trætte folk herhjemme alt for meget.

Er du bange for, at du bliver for slidt i Danmark?

– Det er sket, og derfor må jeg passe lidt på, så vidt det er muligt. Men jeg kan jo ikke lave om på det faktum, at jeg allerede har lavet meget. Sikkert også FOR meget, vil nogle sige. Men jeg har det fint med det.

Humor i blodet
Nikolajs far, skuespilleren Preben Kaas, forlod Nikolajs mor, Anne Mari Lie, kort efter Nikolaj blev født, og han kom sjældent og besøgte sin søn. Han levede et hårdt liv og gjorde selv en ende på det, da Nikolaj var otte år.

Har du tænkt over, at du med alle dine opgaver kunne komme til at brænde ud, som din far gjorde?

– Altid. Siden jeg var 17, har jeg tænkt: Det slutter lige om lidt. Men det er ikke noget, jeg har prøvet at flygte fra – det føler jeg ikke – jeg synes, at jeg har forholdt mig til tingene og har tilgivet. Det er en del af min historie. Det er lidt som at mangle en arm. Hvis du gør det, lærer du jo at forholde dig til det, og du måler dig ikke med andre, der har begge arme. Handicappede siger altid, at de ikke føler sig handicappede undtagen, når andre siger, at de er det. Jeg kan da godt se, at min baggrund måske er lidt voldsom, men jeg føler mig sund og rask og har været i stand til at omgive mig med mennesker, der er sunde for mig, så jeg har kunnet reflektere over tingene. Jeg er ikke lukket om mig selv, jeg har lært at tale om følelser, fra jeg var helt lille, og jeg tror, at jeg har sat ord på alt, hvad der skal siges.

"Jeg håber, at jeg har fået noget af hans charme."

Hvad er der af din far i dig?

– Jeg har aldrig kendt ham, så jeg kan kun forholde mig til det, jeg har set af film og tv. Jeg håber, at jeg har fået noget af hans charme – det tror jeg, at jeg har – og så tror jeg, at jeg har fået noget af hans imødekommenhed. Til gengæld har jeg nok ikke fået hans iver og begejstring. Nicolas Bro sagde engang til mig: Du er ikke lige typen, der bliver begejstret!

Øjnene smiler igen af undertrykt latter.

– Men det gør jeg måske – bare på en lidt mere nedtonet måde. Jeg har også fået noget af hans humor. Min halvstorebror, Jeppe, mødte jeg først rigtigt, da min mor døde. Jeg var 15 år på det tidspunkt, og Jeppe var 23. Vi har præcis samme humor, og den kan kun komme fra vores far. Vi svinger sammen på en måde, som næsten ikke kan forklares til andre mennesker. Jeg synes, at Jeppe er den sjoveste i verden.

Status – og videre i teksten
Bolden, som lille Esther havde med, er trillet ind i det lokale, hvor vi sidder. Hun er blevet lidt urolig – ikke så mærkeligt – for båndoptageren viser en time og 19 minutter. Nikolaj kan heller ikke sidde stille mere. Han fanger bolden, rejser sig og kaster rundt med den.

– Normalt kan jeg altså kun sidde ned 45 minutter ad gangen, siger han, men svarer beredvilligt videre, mens han dribler rundt.

Vi taler lidt om alder. Om at runde de 40 år, og om det har nogen betydning for ham.

– Hver gang man fylder rundt, tror jeg, at man gør status. Det er vel det, hele konceptet ”at fylde rundt” handler om. Man stopper op og tænker: Hvad er der sket indtil nu, og hvad vil jeg gerne have, at der sker? Lige op til, at jeg blev 40, var det lidt hårdt. Jeg tænkte: Hvad nu? Hvad har jeg tilbage, og hvad skal jeg nå? Men det var okay, det er en del af livet, og jeg synes bare, at man skal omfavne, at det måske er lidt vemodigt. Bare man ikke går ned på det.

"Jeg skal finde en helt ny kone!"

Og hvad nåede du så frem til?

– At jeg skal videre i teksten. Jeg skal finde en helt ny kone!

Han griner højt og smider bolden over en bjælke.

– Nej, jeg har det sgu meget godt, hvor jeg er. Det var jeg heller ikke i tvivl om. Men det er jo det der med, at jeg gerne vil gøre noget mere for mine børn, samtidig med at jeg også gerne vil gøre noget mere ved min karriere. Og selvfølgelig tænker jeg da også over min alder i forhold til mit job. Men jeg har altid glædet mig til at blive gammel. Siden jeg var 5 år, har jeg været 60 indeni. Jeg har altid set frem til det med at kunne nyde. Til at kunne fokusere på ting, læse, se film – alt det, jeg ikke har tid til nu. Jeg glæder mig til roen…

Han smiler stort igen. Mener han det, han siger, eller hvad?

– Ja, man siger altid alt muligt, og når det endelig kommer til stykket, så ved man jo aldrig, hvor stille der bliver i huset. Jeg har en ven, der har en ven, der lige er blevet skilt, og han sagde, at det, han savnede allermest ved at være gift, det var det med at samle legetøj op! Alt det, man hadede, og hvor man tænkte, for helvede, saml nu jeres lort sammen. Måske står man pludselig i en situation, hvor man finder ud af, at den største værdi i livet faktisk var det der kaos.

LÆS OGSÅ: Søren Malling: "Jeg gjorde det kun for pengenes skyld"