Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Rikke Nissen
Foto: Sigurd Høyen og Stine Heilman

Rikke Nissen: Min cancerklan

Ny bog: Mine veninder reddede mig fra kræften

Rikke Nissens historie er et godt eksempel på fællesskabers helende kraft. Hun var alenemor uden bolig, da hun fik konstateret brystkræft, så hun samlede syv stærke veninder til at hjælpe sig selv og sin datter gennem krisen.

I maj blev der skålet og grinet på en restaurant på Christianshavn. Det var en frokost med god mad, gode vine og ikke mindst gode veninder. Faktisk en så god frokost, at den blev ved helt til klokken otte om aftenen. Men selvom det lyder muntert, var rammen alvorlig. Rikke Nissen havde netop sat sidste punktum i forbindelse med rekonstruktionen af sit bryst – at få tatoveret en ny brystvorte, som afsluttede en lang rejse med brystkræft, der begyndte i foråret 2013. På hele rejsen havde hun haft selskab af de syv trofaste veninder, som også var med til frokosten den dag i maj.

− De skal have hele æren for det her projekt, fordi de var så vedholdende. Når man står midt i kaos, er det med at få uddelegeret så meget, man overhovedet kan. Familien skal skånes, fordi de også selv er i krise, men hvis man kan lave en praktisk ring omkring sig af sine venner og omgivelser, så er man altså godt hjulpet, for så skal man ikke tænke på at klippe hæk eller gå med storskrald – ting, der virker helt uoverskuelige, når resten af verden er væltet omkring en. 

I sin viljefaste beslutning om, at hun ville overleve, samlede hun syv kvinder omkring sig. Hun trak på de erfaringer, hun har fået i sit arbejdsliv som direktør for et tv-produktionsselskab, nemlig at sætte et hold, der kan løse og løfte en fælles opgave. Nogle af de syv veninder var tætte, andre mere perifere, men tilsammen udgjorde de et netværk af koordination, handlekraft og omsorg, som Rikke beskriver i sin bog "Min Cancerklan".

LÆS OGSÅ: Psykolog: Et stærkt fællesskab kan redde dig ud af kriser

Koordination og karmakapital
Rikke peger på en havestol på den lille terrasse i Valby og fortæller om en af de mange ting, Cancerklanen tog sig af, mens hun var midt i sygdom. Da diagnosen faldt, havde hun netop solgt den villalejlighed, hvor hun og hendes dengang 7-årige datter boede, og jagten efter et nyt sted at bo var i gang.

Men med de syv veninders hjælp fandt de hurtigt et nyt hjem, og klanen klarede både nedpakning, udpakning, indretning og alt, hvad der ellers hører til sådan en omgang. Rikke var nyopereret og måtte intet løfte, så klanen satte hende i en stol udenfor, hvor hun i stedet kunne bruge sin energi på at komme igennem sygdommen.

− Det er sådan set det, klanen handler om – at man sørger for at have masser af opbakning og ikke drukner i praktik, så man kan bruge sin tid og energi på at tage hånd om sig selv og blive rask på den bedst mulige måde. Med hjælp fra omgivelserne er det som at få et ekstra gear i kampen. Og jeg tror faktisk, at der er mange derude, som gerne vil stille op og hjælpe, når krisen rammer, men som har svært ved at finde ud af, hvordan de bedst gør det. Hjælp skal helst være konkret, og ­bogen er tænkt som en inspiration til at huske at gå pragmatisk og konkret til værks for at få sådan en kreds op at stå, så det ikke bare bliver ord.

Et af klanmedlemmerne var koordinator for gruppen, og med en facebookgruppe og en kalender blev alle opgaver fra pasning af Rikkes datter til ­hospitalsbesøg slået op, så folk kunne melde sig på, og alle huller blive fyldt, uden at Rikke selv skulle ringe eller organisere. Men Cancerklanen var langt mere end praktik. Mental opbakning, trøst og eksistentielle samtaler, men også festivitas og post-kemo-frokoster. Alle små sejre blev fejret, og Rikke fortæller, at der "altid blev grinet meget, når vi var til kemo".

− Det var jo noget, vi virkelig havde brug for. Det var sådan nogle ventiler i alt det ulidelige, hvide kitler og nåle og blodprøver og bivirkningsark, der skullen udfyldes. Det var vigtigt at gøre noget, hvor vi kunne læne os tilbage og grine lidt, for så kunne man ligesom lidt igen. Det er som at sætte god karmakapital ind på kontoen.

LÆS OGSÅ: Derfor er det godt at rase ud i ny og næ

Bannerfører for åbenhed
I sin nye bog fortæller Rikke åbenhjertigt og usentimentalt om sit brystkræftforløb. Om de forfærdelige kemoseancer med fryseposer på hænder og fødder og følelsen af, at gift strømmede igennem hendes krop. Om at forsøge ikke at blive fuldtidspatient, men fortsætte med sit arbejde. Om aldrig at vænne sig til sit spejlbillede, efter håret var røget af. Om den svære tid efter behandlingerne, der gik langsommere end forventet. Men hun fortæller også en anden historie. Den, der handler om hjertevarme, fællesskab og fighterånd. Og netop ærligheden er essentiel for at kunne række hånden ud og bede om hjælp.

− Kræft er omgærdet af meget berøringsangst, og man kan hurtigt blive ensom, når man står midt i det. For mig var den bedste måde at punktere det på at være modig og ærlig. Folk omkring en skal ikke gætte, hvordan man har det. Man er nødt til at fortælle dem præcis, hvordan man har det, og hvad man har behov for, så de kan hjælpe. Og jeg blev overrasket over, hvor mange ressourcer, der egentlig er i ens omgivelser, når man tør at række hånden ud og sige: "Jeg har brug for jer".

Den nye sårbarhed, der fulgte med, var uvant for Rikke. Hun plejede at ­klare ­tingene selv og har altid sat en ære i det. Men når man bliver kastet ud i en så voldsom situation, er det ikke længere de gængse regler, der gælder. Her er det force majeure-land, som hun kalder det, og her må man vænne sig til at være centrum for hjælp og fokus, selv når det er svært at tage imod.

− Som udgangspunkt er vi alle sammen udstyret med et skåneprogram, som vi holder op og distancerer os fra ­hinanden med. Man er bange for at ligge nogen til last, være til besvær, kræve for meget, og omgivelserne er bange for at trænge sig på, komme uanmeldt, overskride grænser. Jeg har virkelig hørt mange ­reagere med "har det ikke været svært at bede om så meget hjælp og slæbe rundt på den kæmpe taknemmelighedsgæld?". Og jo, det var svært og uvant, men jeg var sat på nødprogram, og derfor var det ikke til diskussion, om jeg skulle gøre det eller ej.

LÆS OGSÅ: Sådan genopdager du de sider, du ubevidst har pakket væk, siden du var barn

For min datter
Ikke langt inde i interviewet kommer Rikkes nu 10-årige datter og en veninde til syne på trappen og spørger, om de må få en is. "Og fortsat godt interview!" lyder det fra trappen, mens de fnisende piger render ned efter den is, de heldigvis måtte få.

− Min datter er en central grund til, at jeg fik samlet mit netværk af hjælpere. Det var et kardinalpunkt for mig, at hendes hverdag blev så lidt påvirket som muligt under mit behandlingsforløb. Hun skulle ikke opleve, at vores liv faldt fuldstændig fra hinanden, og så måtte jeg spørge andre mennesker, om de ville hjælpe mig med at holde sammen på vores tilværelse.

Rikke var 47 år, inden hun blev konfronteret med sin egen dødelighed, mens hendes datter derimod mødte livets skrøbelighed meget tidligt i sit liv. Til gengæld har hun også fået lov at mærke styrken ved fællesskaber.

− Det, hun har set klanen gøre for mig, er også en foræring til hende. De har været de smukkeste rollemodeller for hende og vist, at når man har brug for hjælp, så træder folk til. Det tager hun med sig og kan bruge i sit eget liv. Det er også en styrke, at hun har set, at kriser kan komme ud af det blå, men at de også forsvinder igen, og at man kan hjælpe hinanden igennem dem.

Alle kan gøre det
Man behøver ikke at læse meget af bogen for at fornemme, at både Rikke og resten af klanen er nogle handlekraftige kvinder. Men bogen er ikke blevet til for at fremstille deres organiserede krisenetværk som noget unikt, men tværtimod som noget, alle kan gøre, uanset hvem man er, hvilket netværk man har, og hvilken slags krise man står i.

− Jeg tror, at uanset hvornår livet vælter om ørerne på én, så vil man have god nytte af at samle sig en klan, der kan aflaste, være brede skuldre og store ører, og som kan hjælpe og være den afgørende faktor for, om du kan opretholde din hverdag eller ej. Sådan som min klan var for mig og min datter. Det er ikke kun en kæmpe gave at lukke folk ind i sit liv, hvis man er enlig mor med brystkræft – det gælder alle store livskriser, hvor vi har brug for at stå sammen. Vi har en tendens til at ville overkomme alt for meget selv og glemmer derfor, hvor mange ressourcer, der er omkring os.

Rikke kigger ud ad vinduet på ­husene ­omkring hende. Livet rummer meget krisepotentiale, men heldigvis også ­meget hjælpepotentiale, fortæller hun. Vi skal nok bare blive bedre til at sige, at vi har brug for hinanden, og selv sørge for at banke på døren, når naboen har problemer.

− For mig har det været en gave at opleve, at der er så meget omsorg, og den gave og tryghed har både jeg og min klan med os videre i livet. Vi skal passe på, at vi ­ikke har så travlt i vores liv, at vi ikke har overskud til at se, hvornår andre mennesker har brug for en hjælpende hånd og ­være der for hinanden. Det må være dét, det handler om her i livet. Kærligheden og dét at vi hjælpes ad. 

Tre af rikkes klanmedlemmer om det vigtigste ved Cancerklanen
− Jeg har ­taget flere vigtige ting med mig, men jeg er især blevet mindet om, at man ikke skal være alene om at klare en livskrise. Man skal række ud og insistere på, at det kan og skal deles med andre. Det er afgørende at finde modet til at invitere andre ind i det inderste kaos af angst, snot, sårbarhed og stabler af opvask. Alle får noget ud af det, når man går vejen sammen. Cecilie Frøkjær

− Det ­vigtigste for mig ved dette forløb er, at vi nu forstår, hvad venskab i sin natur er. At man altid skal være der for hinanden. I medgang og modgang. At det er, når vi ligger ned, de sande venner er der. At blotte sig og bede om hjælp, er der, hvor vi kommer hinanden nærmest og de sande venskaber for evigt grundlægges. Vi bliver på den måde stærkere sammen. Rikke Kjølsen

− At det er en god ide at bede om hjælp – venner, bekendte og pårørende vil gerne lukkes ind. Som nærmeste vil det være en god ide at hjælpe og støtte den ramte i at bede om hjælp – man er i en slags choktilstand og ikke alle er så stærke, som Rikke og kan gøre det selv. Jeg tror også, det kan gælde i andre store livskriser. Maria Thastum

LÆS OGSÅ: Maria-Therese blev syg af at please andre

LÆS OGSÅ: Sig tak og bliv lykkelig

LÆS OGSÅ: Skal vi virkelig nå det hele i 30’erne?

Rikke Nissen, 50

Executive director for EndemolShine og mor til en datter på 10.

Om bogen: Min cancer klan

Rikke Kristine Nissens bog er en blanding af hendes egen personlige historie, interviews med klanmedlemmer og andre, der havde betydning for forløbet og konkrete ideer og råd til, hvad man som pårørende eller ramt kan gøre i en lignende situation.
"Min Cancerklan – et bryst, to år og syv uundværlige veninder", Gyldendal, 232 sider, 299,95 kr. udkommer 22. september.

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi