Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Peggy Guggenheim

Peggy Guggenheim

Peggy Guggenheim: "Jeg ville ønske, at jeg var ung nok til at have elskere"

Kendte elskere, selvmord og illegal kunsthandel. Peggy Guggenheim var ikke bare en af det 20. århundredes største kunstsamlere født ind i en af verdens mest kendte og feterede kunstfamilier. Hun var også en ekstraordinær kvinde, som trods sit berømte efternavn havde temmelig mange sten, hun skulle sparke ud af skoene gennem sit liv, og som brød med tidens konventioner på alle tænkelige måder. Her er 15 grunde til, at du skal kende hende.

1. Peggy Guggenheim har et berømt og kulørt stamtræ. Hun voksede op som en royal med hestevogne og palæer på 5th Avenue som niece til kunstsamleren Solomon R. Guggenheim. Både hendes mors og fars familie kom til USA i 1800-tallet, fra hhv. Tyskland og Schweiz, hvor de i første omgang arbejdede som dørsælgere, men i løbet af et halvt århundrede blev særdeles velhavende med bl.a. bankvirksomhed og minedrift.

2. Peggy Guggenheims familie var fyldt med excentrikere. Hendes mor gentog alting tre gange, gik med tre armbåndsure og tre frakker. Onklerne og tanterne på morens side var kendt for at have et par skruer løs, og en tante var bl.a. kendt for at 'synge' alle sine sætninger. Tantens mand forsøgte i parentes bemærket at slå hende ihjel med et baseballbat og endte med at drukne sig selv med håndvægte i en sø i New York.

Peggy fik efter længere tids plagen overtalt den amerikanske skulptør Alexander 'Sandy' Calder til at lave hovedgærdet til sin seng i hamret sølv på samme måde, som han lavede smykker. Det blev til værket Silver Bed Head

3. Peggy Guggenheim er født ind i en stinkende rig familie, men hendes personlige formue var forholdsvis beskeden. I hvert faldt til at begynde med. Hun var autodidakt, men endte alligevel med at stå bag en af det 20. århundredes største kunstsamlinger pga. sin særlige næse for kunst og ikke mindst sin gode timing af købene.

LÆS OGSÅ: 29-årige Matias strikker hver dag

4. Peggy Guggenheim er kendt for at opdage og opdyrke nogle af det 20. århundredes største kunstnere. Hun var den første til at afholde en soloudstilling for den russiske maler Wassily Kandinsky og den første gallerist nogensinde, der viste en udstilling kun med kvindelige kunstnere. 31 af slagsen på samme tid for at være præcis. Hun har desuden udstillet kunstnere som Henry Moore, Max Ernst, Raymond Duchamp-Villon og Pablo Picasso. Men hun var især kendt for at opdage den amerikanske kunstner Jackson Pollock (1912-56), som var berygtet for sin action painting – en særlig gren af den abstrakte ekspressionisme.

Peggy Guggenheim (i midten) i selskab med kunstkritiker Alfred Frankfurter og hans kone i 50'ernes Venedig foran adskillige værker af kunstneren Jackson Pollock, som kunstsamleren var med til at gøre berømt.

5. Peggy Guggenheim var familiens enfant terrible. Ingen regnede med, at hun ville blive til noget, og familien forventede, at hun giftede sig med en, der stod til at arve penge som hende selv. Det nægtede hun. Hun blev derimod kendt som en gedigen maneater. Hun har ikke tøvet med at kalde sig selv for nymfoman og har fortalt, at hun gik i seng med så mange, fordi hun var ensom. Faktisk handlede stort set hele hendes selvbiografi Out of This Century fra 1979 om, hvem hun havde været i seng med – til hendes berømte families store fortrydelse.

6. Peggy Guggenheim blev opfattet som ukvindelig af mange. Hun brød alle uskrevne regler for kvinders opførsel og opførte sig i bund og grund præcis som de mange mænd, hun færdedes iblandt i kunstens verden. Både når det kom til den måde, hun arbejdede på – at hun overhovedet havde et arbejde, var utraditionelt – og når det kom til hendes seksuelle eskapader. Første gang hun forsøgte at købe noget af Picasso, sagde han til hende: "Madame, lingeriafdelingen er på femte etage."

LÆS OGSÅ: 6 film du bør se næste år

7. Peggy Guggenheim står bag et af verdens smukkeste og mest velbesøgte museer i verden. Nemlig Peggy Guggenheim Collection i Venedig, som hun åbnede i 1951, og som i dag huser 326 værker af over 100 kunstnere. Ambitionen var, at museet skulle være byens største attraktion, og det har været medvirkende til, at byen i dag ikke kun er kendt som en historisk by, men også som en kunstby.

Når hele ens liv handler om kunst, skal brillerne selvfølgelig også være kunstværker i sig selv

8. Peggy Guggenheim blev bindeled mellem amerikansk og europæisk modernisme, mellem surrealisme og abstrakt ekspressionisme. Hendes galleri Art of the Century, som åbnede i New York i 1942, var et af de første i verden, der blandede amerikansk og europæisk kunst. Klimakset for den sammensmeltning kom, da hun i 1976 donerede sin samling til sin onkels Solomon R. Guggenheim Foundation, og den dermed blev spredt over to kontinenter – i Venedig og på det verdensberømte Solomon R. Guggenheim Museum på 5th Avenue i New York. I dag findes der også Guggenheim-museer i Bilbao i Spanien og i emiratet Abu Dhabi.

9. Peggy Guggenheim var mæcen og støttede en lang række kunstnere og forfattere. Dengang var fonde og legater så godt som ukendte fænomener, så økonomisk hjælp var i flere tilfælde altafgørende for kunstnernes virke. Bl.a. støttede hun den amerikanske forfatter Djuna Barnes (1892-1982) økonomisk i årevis, og da hun fandt ud af, hvor stor Jackson Pollock havde potentiale til at blive, installerede hun ham i et hus med fast månedlig indtægt.

10. Peggy Guggenheim samlede ikke på kunst for pengenes skyld. Hun har doneret adskillige værker til museer gennem tiden, herunder 20 værker af Jackson Pollock. Hendes samling vurderes i dag til at være milliarder værd, men hun havde selv svært ved at forholde sig til, at hun ejede så dyrebar kunst. Samtidig var Peggy Guggenheim notorisk kendt for sin nærighed i andre sammenhænge. Efter krigen flyttede hun til Venedig, hvor hun købte et palazzo til en (efterkrigs)slik. Her var altid fyldt med folk, men hun serverede konsekvent dårlig pasta og billig vin. Hendes søn Sindbad har engang sagt, at hun kunne få en dåse sardiner til at holde i en evighed, hvortil hun svarede: "Ja, især hvis du ikke åbner den."

LÆS OGSÅ: Ida var bassist for Prince indtil hans død – nu skal hun stå på egne ben

11. Peggy Guggenheim overlevede store personlige kriser. Som barn led hun af konstante bekymringer og havde flere nervesammenbrud. Hendes første mand, dadaist og forfatter Laurence Vail, var voldelig og forsøgte bl.a. at drukne hende i et badekar. Parret fik to børn, Sindbad og Pegeen, før de blev skilt efter syv års ægteskab. Peggy Guggenheims far døde på Titanic, da hun var 13 år, og hendes elskede storesøster Bonita døde i barselsseng. Hendes anden søster, Hazel, blev mistænkt for at stå bag sine børns tragiske dødelige fald fra et højhus, fordi hun var bange for, at faren ville få børnene. Og Peggys egen datter Pegeen begik selvmord med sovepiller.

When in Venice. Selvfølgelig transporterer Peggy Guggenheim sig i en gondol

12. Peggy Guggenheims største kærlighed var den engelske skribent John Holms. På et tidspunkt blev hun tvunget af myndighederne til at vælge mellem ham og at beholde sin søn Sindbad, så hun gav sønnen til faren Laurence. Peggy Guggenheim fik omkring syv aborter i sit liv, heraf de fleste med Holms, fordi de to ikke var gift. John Holms led en tragisk død som følge af en simpel håndledsoperation. Han havde drukket alkohol aftenen før operationen og vågnede derfor aldrig op af narkosen.

13. Peggy Guggenheim var trods sin sexappeal ikke konventionelt smuk. Som barn barberede hun sine øjenbryn af blot for at chokere, og fordi hun var ligeglad med, hvad folk syntes om hende. Men én ting hadede hun. Sin store næse. Hun var derfor en af de første i verden, der fik en plastikoperation. Men operationen gik ikke som planlagt. Peggy led så meget af smerter, at hun bad lægen stoppe operationen, og efterfølgende nægtede hun at få den opereret færdig, så hun gik rundt med en skæv næse resten af sit liv. Hun var i øvrigt kendetegnet ved at tale nærmest uden at åbne munden, og hun slikkede sig ofte på læberne på en signifikant måde.

14. Peggy Guggenheim satte livet på spil for kunsten under anden verdenskrig. Modernistisk kunst var bandlyst under nazismen, og såvel kunstnere som kunstsamlere risikerede at havne i gaskamre. Alligevel fortsatte Peggy Guggenheim, som havde gode kontakter i Paris, med at købe kunst og forsøgte endda at købe et værk om dagen i krigens første år. Timingen var fordelagtig, fordi mange kunstnere var desperate for at komme af med deres værker og derfor solgte dem billigt. Hun endte med at få værkerne ud af Europa i smug ved hjælp af en lokal shippingkontakt, der fik dem fragtet til USA mærket som 'boligudstyr'. Hun hjalp desuden flere kunstnere med at flygte fra Europa til USA, heriblandt Max Ernst, som hun efterfølgende blev gift med.

15. Peggy Guggenheim hadede at blive gammel. Hun mente, at det var noget af det værste, der kunne overgå et menneske. Ikke mindst pga. den dalende seksuelle aktivitet: "Jeg ville ønske, at jeg var ung nok til at have elskere," sagde hun bl.a. få år før sin død i 1979.

Hvis du vil vide mere om Peggy Guggenheim, anbefaler vi dokumentaren Peggy Guggenheim: Art Addict, som kan ses gratis på Filmstriben.dk.

LÆS OGSÅ: De 5 kvinder bag Donald Trump

LÆS OGSÅ: 7 gode cykelvaner, der kan redde dit liv

LÆS OGSÅ: Klumme: Om at rejse gennem livet med plads i kufferten og i loftrummet

Se, hvad vi ellers skriver om: Kunst og Kultur