Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Preben Kristensen
Foto: Les Kaner og privat Preben Kristensen livets op- og nedture

Preben Kristensen om ægteskab og karriere

Preben Kristensen om sit forhold: "Hvis vi ikke blev gift, kunne vi jo ikke blive skilt"

Preben Kristensen fejrer i år sit 40 års skuespillerjubilæum. I den anledning har vi gennemgået hans liv – punkt for punkt – og han fortæller bl.a. om sorgen over at miste sine forældre, om social angst, om sin udvidede syriske familie, om at strikke og om ægtefællen Søren Hedegaard, som han har været sammen med i 36 år.

Udgangspunkt

– Åbenhed er i virkeligheden nok mit udgangspunkt. Åbenhed overfor, hvad der skal ske, og åbenhed overfor andre mennesker især. Jeg synes, det er så kedeligt, hvis man har fordomme og forudindtagede meninger om mennesker og ting. Fordomme er næsten det værste, jeg ved. Jeg tror, det er noget, jeg har fået med mig fra mine forældre. I min opvækst var der ikke nogen, der rent menneskeligt var "mere" end andre. Nogle havde bedre stillinger, flere penge eller større huse, men de var ikke nødvendigvis bedre mennesker end os andre. Jeg er opdraget med, at man skal vise respekt overfor andre mennesker, og at man skal opføre sig ordentligt. Det er nok også derfor, jeg forventer, at andre mennesker opfører sig ordentligt, og jeg bliver så dybt skuffet, hver gang jeg oplever det modsatte.

– Mine forældre var de mest kærlige og rummelige mennesker, jeg kan komme i tanke om. Der var altid plads hos dem, og de var meget givende. De havde ikke meget at gøre med, da min lillesøster og jeg var børn, og i dag ville man nok sige, at vi var fattige. Men vi mærkede det aldrig. Der var altid plads til, at vi kunne have kammerater med hjem, som vi kunne byde på te, og vi kunne endda få kage til, selvom vi ikke havde råd.

Prebens højtelskede forældre. Foto: Privat

– Min mor arbejdede på en papirfabrik i Skive, og min far var murersvend hele sit liv. De var begge musiske mennesker, de elskede teater, film og kultur. Så da jeg fortalte dem, at jeg ville være skuespiller, sagde de, nå ja, så er det jo sådan, det er. Ikke noget med, at jeg hellere måtte få en uddannelse først. Det sagde de aldrig. Der var mange, der hviskede til dem, om de mon ikke skulle sørge for, at jeg fik en uddannelse, men min far havde svar parat. Han sagde: "Lad ham nu blive skuespiller, så har han det at falde tilbage på". Typisk min far.

LÆS OGSÅ: Silas Holst: "Pludselig stod tiden stille i en blanding af angst, panik og helt ubeskrivelig lykke"

– Min far var meget perfektionistisk, og det har jeg arvet fra ham. Alt skulle gøres ordentligt. Hvis muren ikke var bygget præcis, som den skulle være, blev den lavet om. Sådan var det. Jeg hader også sjusk i mit arbejde. Udover at kunne mine egne replikker, skal jeg næsten også kunne de andres replikker bedre, end de selv kan, ha, ha. Og jeg skal altid være bedre, end jeg var sidste gang. Det kan godt være et åg at have det sådan. Jeg forlanger rigtig meget af mig selv, og jeg forlanger også meget af andre. Jeg kan godt blive irriteret, hvis folk sjusker med deres arbejde. Og jo, jeg er da også selv kommet træt til en prøve, fordi jeg har været i byen og er kommet for sent i seng, men det ER sjusk, og jeg bliver sur på mig selv, hvis jeg gør det.

– I mit privatliv er jeg ikke så perfektionistisk. Det er lidt mere afslappet og lidt mere rodet. Jeg er faktisk et rodehoved. Men jeg er et rodehoved på en sjov måde, for der er nogle ting, der virkelig er sat i system, og så er der andre områder, hvor jeg tænker, nå ja, det kan vente til i morgen. Eller det er lige meget. Meget mærkeligt.

Omdrejningspunkt

– Mit omdrejningspunkt var i rigtig, rigtig mange år mit arbejde. Min karriere. Og jo, det er det stadigvæk, men knapt så meget, som det har været. Mit omdrejningspunkt er mere, at jeg skal leve, og jeg skal have det godt. Jeg skal nyde nuet. Carpe diem. Tiden går så ekstremt hurtigt, det opdager man, når man kommer lidt op i årene. Altså, jeg gik i seng i forgårs, og der var jeg lige i slutningen af 20’erne, og i morges, da jeg vågnede, var jeg pludselig 64. Det var sket i løbet af natten! Det er meget, meget mærkeligt. Og derfor er det vigtigt at være her nu og her. At leve nu og her. Det er heldigt, at jeg har et job, jeg er så glad for. Det er nemlig ikke kun et arbejde, det er i virkeligheden en livsform for mig. Jeg synes, det er kedeligt at gentage det samme dag efter dag, der skal altid være en lille variation, og det er der i mit fag. Selvom man spiller den samme forestilling hver aften, fortæller man alligevel historien på en ny måde hver gang. Publikum er forskelligt. Skuespillerne har det på en ny måde hver dag. Det bliver aldrig det samme.

– Det bliver mere og mere vigtigt for mig at være sammen med de mennesker, jeg holder af og respekterer, og som respekterer mig. De mennesker, jeg ikke behøver at forstille mig overfor, og hvor jeg bare kan slappe af og være mig selv. Jeg har en lille nær kreds af venner. Jeg er ikke typen, der særlig ofte går til premierer, store receptioner eller store sammenkomster. Jeg bryder mig ikke om det, fordi det næsten kun kan blive overfladisk, når der er så mange på en gang. Man kan jo ikke nå at få en dialog med alle. Og når mange er sammen, har vi en tendens til at få lidt at drikke, og så stiger støjniveauet, fordi alle taler højere og højere, og til sidst skal man nærmest råbe. For mig bliver det til støj. Der var engang en til et selskab, der sad og kiggede rundt og sagde: ”Sig mig engang, hvem lytter egentlig?” Fantastisk bemærkning, den glemmer jeg aldrig.

Skæringspunkt

– Den 3. maj 1980 blev der sendt et 40 minutters tv-program med Linie 3. Dagen efter vidste alle, hvem Thomas Eje, Anders Bircow og jeg var, for der var jo kun én landsdækkende kanal dengang, og alle så det samme i fjernsynet samtidig. Det var et skæringspunkt i mit liv, men det var også en omvæltning, for det var virkelig, virkelig voldsomt. Det var dejligt, at folk kunne lide os, men berømmelsen, der fulgte med, var fuldstændig forfærdelig. Der er forskel på at blive genkendt og GENKENDT! Altså, det var så voldsomt, at jeg blev syg af det. Decideret. Jeg blev bange. Når jeg kigger tilbage på det i dag, kan jeg se, at det var angstanfald, jeg fik. Det vidste jeg ikke dengang. Jeg kan huske, at Thomas, Anders og jeg kom gående hen ad gaden i Aarhus på vej hjem til min lejlighed, og folk gloede. Virkelig. Det var helt forfærdeligt. Jeg fik ondt i den ene arm og i brystet, og jeg måtte sætte mig på en bænk. Jeg kunne slet ikke gå. Jeg boede på fjerde sal i Søndergade, og jeg måtte hjælpes op ad trapperne. Jeg kunne ingenting. Det stod på nogle dage, og da vi skulle til en reception i forbindelse med en grammofonplade, vi havde udgivet, måtte jeg have fat i min læge for at få noget beroligende. Jeg havde aldrig før – og heller ikke siden – taget den slags piller, og jeg kunne mærke, at det ikke gik. Så jeg droppede dem, og efter noget tid fik jeg det bedre. Men angsten sad i mig i mange år. At køre i offentlige transportmidler var en by i Rusland for mig indtil for 15 år siden, hvor jeg skulle spille en forestilling i Odense og tog toget frem og tilbage. Da jeg sad i S-toget fra Charlottenlund til Hovedbanen første gang, gik det op for mig, at ja, folk kiggede, men de smilede venligt og nikkede bare til mig. Og sådan havde det i virkeligheden altid været, men jeg havde bare oplevet det så voldsomt. Men tænk engang, jeg skulle altså blive 50 år, før jeg turde tage toget...

Linie 3 med H.M. Dronning Ingrid i Glassalen, 1992. Foto: Privat

– Det andet store skæringspunkt var to ting, der faldt sammen. Søren og jeg havde mødt hinanden, og vi havde besluttet, at det skulle være os. Søren var ansat på ABC Teateret, hvor han lavede makeup, hår og parykker på skuespillerne, og her talte han med Ebbe Langberg, der manglede en til at spille hovedrollen i "Det var en lørdag aften" på Rialto Teateret. Søren foreslog mig til rollen, og selvom Ebbe ikke kunne forestille sig, at jeg kunne spille den rolle, tog han over til Aarhus og så mig i en forestilling. Derefter turde han godt vælge mig, og det blev et kanon vendepunkt for mig at spille den karakterrolle som drag queen. Indtil da havde jeg lavet mere lette ting.

– Da jeg samme år fik en rolle på Betty Nansen Teateret og kom med i Tivolirevyen, havde jeg pludselig en hel sæson i København, og så flyttede jeg herover og sammen med Søren. Jeg var 31 år, og det var første gang, jeg boede sammen med en. At få en fast partner gav mig en ro på en eller anden måde, det var dejligt at have en at følges med og dele livet med. Søren og jeg er gode til at passe på hinanden. Og vi er gode til at udvikle os sammen. Vi er meget forskellige, men vi passer alligevel godt sammen. Det ville være forfærdeligt, hvis vi var enige om alting – det er vi ikke – vi kan godt tage nogle ture. Det skal man kunne, ellers kan det være lige meget.

LÆS OGSÅ: Jan Gintberg om sin genetiske ballast: "Jeg har altid haft en lille frygt for, at jeg blev kugleskør"

– Det bedste ved Søren er, at han er så utrolig kærlig. Han får mig til at føle mig tryg. Han er sjov, og så er han utrolig kreativ og har fantastisk god smag. Han er også rigtig god til at give mig et spark, når jeg holder lidt for meget fast i det sikre. "Du skal altså lige prøve det der", siger han, og så gør jeg det. Søren er totalt udadvendt, meget mere end jeg er, og han er også den, der hele tiden laver forandringer derhjemme. Jeg hader, at man laver noget om. Jeg er frygteligt, frygteligt konservativ – tingene skal helst stå, hvor de står. Bliver der flyttet på tingene, kan jeg ikke finde rundt i det. Søren har det stik modsat. Det hele skal laves om. Jeg bliver utrolig irriteret over det, men når det så er lavet om, synes jeg egentlig altid, at det er bedre, end det var før, ha, ha.

Preben og Søren. Foto: Privat

– Jeg ved, at jeg også giver Søren en masse tryghed. Jeg holder ham i hånden, når han bliver usikker. Jeg er også den praktiske gris derhjemme. Søren kan godt være sådan lidt "aiii, her sidder jeg på en isflage, og der er jordskælv, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre...?" Og som regel er det bare at tænde og slukke for routeren, ha, ha. Den slags er jeg meget bedre til.

Blødt punkt

– Børn og dyr kan virkelig få mig til at smelte. Dyr, fordi de er totalt hengivne. En hund har ingen forbehold, den er åben, og den elsker dig ubetinget. Hvis bare du har været ude med skraldespanden og kommer ind igen, så er det, som om du har været på vandretur i Himalaya, og du får en modtagelse af Guds nåde. Børn har lidt af det samme. De har heller ingen fordomme. Hvis det er nogen, de kan lide, jamen så kan de lide dem, og sådan er det. Både Søren og jeg er meget glade for børn, og som regel er børn også rigtig glade for os. Det hænger jo nok sammen med, at vi er barnlige sjæle, og det ender altid med, at Søren og jeg bliver legeonkler, når der er børn til stede.

– Vi snakkede da om at få børn for mange år siden. Men det liv, som vi har haft, ville ikke have kunnet foregå, hvis der havde været børn. Vi havde været nødt til at prioritere anderledes, og det havde vi selvfølgelig gjort, men nej, det blev bare aldrig til noget. Jeg kan da godt sige i dag, at det ville have været skønt, hvis der havde været nogle børnebørn nu. Ingen tvivl om det. Men vi har heldigvis vores venners børn og børnebørn.

– Vi har også fået en helt ny vennekreds de senere år, som fylder meget i vores liv. Det er nogle syrere, som er flygtet hertil, og de har nogle børn, som altså er helt, helt fantastiske. Vi kom i kontakt med dem til et arrangement oppe i Nordjylland, hvor vi har sommerhus. Venligboerne deroppe havde lavet et arrangement, som vi tog til. Vi spiste lidt mad med de syriske flygtninge, spillede Yatzy og hyggede os, og på et tidspunkt kom Søren i kontakt med en mand, der stod lidt for sig selv og så skræmt ud. Hector, hed han, og han kunne tale lidt engelsk. Vi holdt kontakten med ham efter arrangementet, og havde ham på besøg hjemme hos os flere gange. Han var meget ulykkelig, for han havde sin kone og to drenge i Aleppo, som jo blev bombet sønder og sammen. Efter meget besvær og lang tid lykkedes det ham at få familiesammenføring, og han kom til København for at tage imod sin familie. Han skulle bo hos os, og da vi sad i bilen med ham på vej hjem til os, fik vi pludselig at vide, at der var sprunget en bombe i Libanon, hvor konen og børnene på det tidspunkt opholdt sig. Samtidig mistede Hector mobilkontakten til sin kone. Vi sad derhjemme og så på tv, hvad der foregik i Libanon, og Hector var helt lost. Jeg sagde til ham: ”Nu beder du til Allah, og jeg beder til Gud, og så håber vi, at en af dem hører efter”. Det gjorde vi så, og efter nogle timer fik Hector kontakt med sin kone og børn, som ikke var kommet noget til, og som nu var på vej til København. Den aften vil jeg aldrig glemme, for lige pludselig var der krig hjemme i vores stue.

Søren og Preben med danske og syriske venner. Foto: Privat

– I dag bor Hector i Assens med sin familie, de har fået en søn mere, og han er altså lige til at æde, så skøn er han. Vi er også kommet i kontakt med flere andre syriske familier, og det har i den grad udvidet vores horisont og givet os mange dejlige oplevelser. Vi lærer så meget om deres kultur, og de lærer om vores, og man finder ud af, at der er mange flere ligheder end forskelligheder. For mig er det ægte integration, når man udviser gensidig respekt og interesse for hinanden.

Preben med syriske Hectors tre børn. Foto: Privat

Lavpunkt

– At miste mine forældre er nok det tætteste, jeg kommer på et lavpunkt, for det var en frygtelig, frygtelig tid. Min far døde i februar for syv år siden, og min mor døde nytårsaften samme år. Så julen for mig de sidste syv år har ikke været særlig sjov. Minderne om mine forældre er meget koncentrerede om den tid på året, og jeg har haft meget svært ved at finde juleglæden, siden de døde. Jeg har faktisk mest lyst til at løbe skrigende væk til jul, og det gjorde Søren og jeg faktisk også her den seneste jul, hvor vi tog til Gran Canaria og sad og fik en drink juleaften. Men det sjove er, at nu, hvor vi har fået vores syriske venner, kan det være, at jeg kan få juleglæden igen. Hvor mærkeligt det end lyder, så holder de også jul, fordi de synes, det er en dejlig tradition, og måske begynder vi at holde jul med dem, og så er der jo pludselig børn og glæde juleaften.

– Min mor var dement de sidste år af sit liv. Hun forsvandt aldrig helt, men hendes verden skrumpede ind. Hun vidste altid, hvem alle var, og hun havde fuldstændig tjek på alt, hvad der foregik for 10-20-30 år siden, men det, der foregik for to minutter siden, kunne hun ikke huske. For min far må det have været en meget, meget smertefuld tid i de sidste år. Han endte med selv at blive syg og var indlagt på hospitalet samtidig med min mor, der var faldet og havde brækket sin skulder. Da de blev udskrevet, kunne min far ikke længere passe min mor derhjemme, og hun måtte flytte til en aflastningsplads på et hjem i nærheden. Min far besøgte hende der hver dag, men han blev svagere og endte med at dø før hende. Min søster og jeg havde været loyale overfor min far, som ikke ville have, at min mor skulle vide, hvor syg han var, så den dag, han døde, skulle vi fortælle hende, at han både havde været meget syg og nu var død. Det var grufuldt. Min mor reagerede meget voldsomt, men fem minutter efter, havde hun glemt det. Det er det nådige ved den sygdom. Havde min mor været ved sine fulde fem, var hun død kort efter min far af sorg, men nu fik hun dog alligevel otte-ni måneder, hvor hun var glad på det hjem. Nærmest lykkelig faktisk, for hun hyggede sig virkelig med alle de andre.

Endepunkt

– Det kommer jo, og det nærmer sig, men det er altså ikke noget, jeg kan bruge ret mange tanker på. På et tidspunkt spekulerede jeg en hel del over det, og det var i en periode, hvor jeg arbejdede sammen med Frits Helmuth. Frits havde været igennem de samme tanker, og han gav mig et råd, han selv havde fået. Han sagde: ”Det er jo fuldstændig tåbeligt at spilde den kostbare tid, du har tilbage på at bekymre dig om noget, som er uundgåeligt – nyd livet i stedet for.” Og det havde han jo fuldstændig ret i. Det er det, man skal, og det er også det, jeg gør. 

– Jeg har mødt døden. Jeg holdt min far i hånden, da han døde, og jeg sad også ved siden af min fætter, som var et år yngre end jeg, da han døde. Jeg har set døden, og jeg er egentlig ikke bange for den. Men jeg er bange for opløbet til den. Alt det forfærdelige, der kan komme op til døden. Når mit nummer en dag bliver trukket ud, vil jeg håbe, at det sker sådan – med et fingerknips. Men så nådigt er det ikke sikkert, man slipper. Og når jeg nu har set min mor, kan jeg ikke lade være med at tænke, om det kan ske for mig? Og ja, det kan det jo principielt. Mine forældre blev kun 81 begge to, men til gengæld blev min farmor 93, min faster blev 94, så det har jeg valgt at holde fast i. Jeg har tænkt mig at blive her så længe som muligt, men på den anden side ønsker jeg ikke at være totalt afhængig af andre. Det vil jeg gerne have mig frabedt, for jeg vil gerne bevare værdigheden.

LÆS OGSÅ: Stig Rossen: "Jeg fortryder aldrig beslutninger"

Højdepunkt

– Der har været mange karrieremæssige højdepunkter, men især to stikker ud. Det ene var, da jeg fik mit Ridderkors. Det er jeg meget, meget stolt af. Det var virkelig et højdepunkt, da jeg skulle op til Hendes Majestæt Dronningen og sige tak for det. Jeg har meget stor respekt for vores dronning, og jeg er særligt glad for Ridderkorset, fordi det ikke er et, jeg har fået per automatik. Et andet stort øjeblik var, da jeg i 2005 modtog Årets Hæderspris ved Reumert-prisuddelingen. Jeg var selv vært ved uddelingen, men jeg anede ikke, at jeg skulle have prisen. Da det gik op for mig, begyndte jeg at tude. Og jeg havde det sådan: Det kan I simpelthen ikke være bekendt! Alle andre prismodtagere havde jo fået det at vide på forhånd, og så stod jeg der og havde ingen tale eller noget som helst. Det er den eneste gang i min karriere, hvor jeg ikke ville på scenen. De måtte skubbe mig ind. Da jeg først stod der, var jeg selvfølgelig meget, meget, meget glad.

– Et personligt højdepunkt var dengang, jeg besluttede, at Søren og jeg skulle giftes. Søren havde plaget om det i mange år, men jeg syntes ikke, der var nogen grund til det. Det gik jo så godt, så hvorfor skulle vi dog det? Vi havde set venner og bekendte blive skilt, det ville jeg da ikke risikere, og hvis vi ikke blev gift, kunne vi jo ikke blive skilt. Men da Søren fyldte 50, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle give ham i fødselsdagsgave, og så tænkte jeg, okay, så giver jeg ham mig, ha, ha.

Holdepunkt

– Min mor strikkede altid sokker, og jeg fandt for nylig et par, hun havde lavet. Da jeg gik i skole, skulle drengene også lære håndarbejde, så jeg lærte at strikke. Da jeg fandt de gamle sokker, tænkte jeg, at sokker må være noget af det sværeste at strikke, gu’ ved, om jeg kan det. Så gik jeg på nettet – på Alt.dk, faktisk – og fandt en opskrift. Jeg forstod ikke en skid af den opskrift, men så fandt jeg en liste over forkortelserne i strikkeopskrifter, stavede mig igennem det hele og fik strikket de her sokker. Se dem lige! (Preben hiver skoene af og viser sine flotte stribede sokker, red.). Se hælen. Se lige. Min nabo oppe på landet hedder Marianne Isager, hun er strikkedame, og da hun så mine sokker, sagde hun: ”Jeg ansætter dig, du skal strikke for mig”.

– At strikke er blevet en hobby. Det er kunst, og så er det samtidig det mest afstressende, jeg nogensinde har været udsat for. Du sætter dig ned, begynder at strikke og så er dine tanker bare på det strikketøj. Jeg kan sammenligne det med at tage ud og fiske, det er den samme ro. Den samme koncentration. Og det er jo noget fis, at det kun er kvinder, der kan strikke. Carl Nielsen, vores store komponist, strikkede. Og Christian den fjerde lavede stramaj. Det er ikke kvindearbejde at strikke, se bare de der to norske fyre – Arne og Carlos – det er jo fantastisk, hvad de laver. Jeg har også lavet det tørklæde, jeg har på i dag, og jeg har syet det sammen med maskesting, som jeg har lært at lave ud fra en YouTube-video. Der var en, der sagde til mig, at tørklædet ligner noget, som den her italienske designer kunne have lavet. Missoni. Det er jeg ret stolt over. 

Preben Kristensen, 64

Uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1978.

I 1979 mødte han Thomas Eje og Anders Bircow og dannede Linie 3. Fik sit store gennembrud som karakterskuespiller i 1983 på Rialto Teateret med forestillingen "Det var en lørdag aften". Har siden arbejdet freelance på forskellige teatre og har medvirket i flere tv-serier. Har desuden lagt stemme til en lang række tegnefilm. Preben Kristensen er ridder af Dannebrog og har modtaget adskillige hæderspriser.

Blev gift med frisør Søren Hedegaard i 2005 efter at have dannet par med
ham i 20 år.

Aktuel med forestillingen "Suffløren" på Folketeatret, som markerer hans 40 års skuespillerjubilæum.

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv, Karriere, Sorg og Parforhold