Jan Gintberg om sin genetiske ballast: "Jeg har altid haft en lille frygt for, at jeg blev kugleskør"

Udgangspunkt 

– Jeg har muligvis en syg hjerne, men når jeg tænker på et udgangspunkt, tænker jeg på et udgangshul. Hvis man er blevet skudt, er der et indgangshul og et udgangshul. Men ved nærmere eftertanke er et udgangspunkt en idé, der kan blive bedre. Det bruger jeg hele tiden i mit arbejde: Som udgangspunkt ser programmet eller joken sådan her ud, men vi må se, hvad der kommer ud af det. Udgangspunktet er bare en lille del af en delproces, der kan gå i alle retninger.

– Udgangspunktet kan også være, at jeg spørger min kone en torsdag aften: ”Skal vi tage ud at spise?”, ”Ja, det kan vi godt” – så gør vi noget, der ligger meget tæt på udgangspunktet. Men det kan også være, at vi ender med at køre i biffen på min motorcykel, og så kom vi væk fra udgangspunktet. Jeg er allermest lykkelig, når der kommer noget positivt ud af at gå væk fra udgangspunktet. Den proces har jeg en større glæde af, end når det går som planlagt.

Omdrejningspunkt

– Min nære familie er mit omdrejningspunkt, mit anker. Jeg ville blive kugleskør, hvis jeg ikke havde et anker i livet, men omvendt ville jeg også blive kugleskør, hvis jeg ikke lavede det, jeg laver. Hvis jeg ikke stod foran et publikum, ville jeg blive rædselsfuld. Det er som to hjul i en gearkasse. Der er ting, der kører rundt i familiehjulet og andre ting, der kører rundt i arbejdshjulet. Familiært er omdrejningspunktet nærhed, og fagligt er det arbejdsglæde. Det lyder eddermaneme patetisk!

LÆS OGSÅ: Sophie Fjellvang-Sølling: ”Jeg lukkede ned for at overleve”

– Men det er et drug for mig at stå på scenen og se 500 mennesker grine. Jeg tror, at det er ligesom, hvis en snedker laver en perfekt Svanestol, og nogen siger til ham: Jeg har aldrig siddet så godt i en stol før. Der er en håndværksmæssig glæde ved at skrue noget sammen, som andre synes om.

– Komik er en personlig udtryksform. Jeg er ikke en del af et ensemble med pudderparykker. Jeg er en karakter af mig selv, en ekstrem version af mig selv, så jeg bliver selvfølgelig pisseirriteret, hvis der er én til et show, der sidder i 1,5 time og bare kigger på mig, som om jeg er verdens største røv. Men til et show med 300 mennesker vil der altid være én, der ikke griner, og hvis jeg først har fået øje på den ene person, kan jeg ikke lade være med at tænke gennem hele showet: Hvad har du imod mig?

– Hvis et show gik dårligt for 20 år siden, tænkte jeg straks: Nej, nej, nej, jeg er færdig! Men i dag er jeg frustreret, indtil jeg når Storebæltsbroen og lægger frustrationen i 240 kroners-automaten. Jeg er blevet mere flegmatisk med årene, jeg er ikke den hidsigprop, jeg var for 20 år siden. Jeg er blevet rundere med årene – også fysisk. I min fagkreds siger man, at jeg har fået mere hår i røven. Det gælder også i forhold til min familie. Da børnene var små og skreg, hev de virkelig hår ud af røven på mig. I dag foregår alting herude (strækker sin arm ud, red.). Jeg kan godt rumme, at børnene er sprutrasende i en halv time, for jeg ved, at det går over igen.

– Og det gælder også i forhold til parforholdskonflikter. Tidligere kunne de rive det inderste af min milt ud. Nu har jeg det mere sådan: Ja, du hader mig, og jeg hader dig. Vi lader hinanden være det næste døgn. I stedet for at tage en diskussion, hvor vi bundvender alt, er jeg blevet bedre til at konflikthåndtere mine egne følelser i en ophedet debat. Jeg har lært at acceptere, at andre er sure på mig, og det gælder også arbejdsmæssigt.

Lighedspunkt

– Jeg minder mere og mere om min far, jo ældre jeg bliver – også kropsligt. Men på en eller anden måde hænger det hele sammen. Jeg kan ikke løbe fra mine familiebånd. Da jeg var yngre, følte jeg, at jeg skulle væk fra den bondekultur, jeg var vokset op i. Og når folk sagde, at jeg lignede min far, brød jeg mig ikke om det, men i dag har jeg det fint med det. Nu er han død og borte, og jeg kan se det underholdende i hans meget kategoriserende hidsige natur. Det med at være arrig og indigneret over ting, der betyder noget, har jeg arvet fra min far.

– Jeg havde et ungdomsoprør, indtil min far døde i 2010. Da han levede, havde jeg følelsen af, at det, jeg lavede, aldrig var godt nok og ikke var et rigtigt erhverv. Han forstod ikke, at jeg kunne tjene langt flere penge end ham på at underholde. Men han sagde det aldrig direkte. Han var meget vestjysk og sagde altid bare: ”Min hjemmepleje sagde, at hun havde set dig”. Jeg var ved at eksplodere, da jeg havde hørt på det i 45 år. Der var aldrig en direkte accept af det, jeg lavede, eller en naturlig interesse for mit fag. Det var en kæmpe frustration for mig, og derfor var jeg også i følelsesmæssig konfrontation med ham. Det var først, da han ikke var her længere, at jeg ikke behøvede at være i opposition til ham. Og det var egentlig bizart, for jeg troede, at jeg ville tale enormt meget om den ufred og konflikt, vi havde haft, når han var væk, men pludselig var det ikke nødvendigt. Der blev lagt låg på. Whoosh… det var som om, at en frustrationsraket blev skudt ud i rummet, og jeg aldrig havde behov for at gøre oprør mere. Nu kunne jeg bare nyde livet.

Vendepunkt

– Den 15. september 1997 fik vi vores første datter, Eline, som har Downs syndrom. Den dag troede jeg, at mit liv som gøgler og performer stoppede. Man kan ikke have et handicappet barn og arbejde med humor, tænkte jeg. Det første halve år, efter hendes fødsel, følte jeg ikke, at jeg kunne sige, at jeg var komiker, når jeg skulle bære på en så traumatisk oplevelse af at være blevet handicapforælder.

– Vores forælderfølelse var bygget op omkring et My Little Pony-univers, hvor alt skulle være på en bestemt måde. Vi kunne ikke snakke om vuggestue, børnehave og gylp. Vi tænkte bare: Hvad fanden gør vi med et barn med Downs syndrom? Det var som at kigge ind i en mur og ikke vide, hvor vi skulle gå hen. Vi fik en brochure, værsgo’.

– Vi spejlede os i vores omgangskreds og så på deres børn, men vi var usikre på alt. Vi havde mistet det barn, vi troede, vi skulle have, og stod nu med noget andet. Det var det, som var traumatisk. Jeg følte, at der var blevet taget noget fra mig, som skulle have været mig givet.

– Jeg troede, det hele ville blive en tristesse. Men det blev det overhovedet ikke. Efter et par måneder kom mine kone og jeg os over chokket. Det hjalp også, at jeg lod mig selv være ekstremt ked af det i en måned, for så fik jeg udlevet alt det der ”hvor er det synd for mig og os”. Da jeg lærte Eline at kende, fandt jeg ud af, at hun var en baby, der var sød, sjov, dejlig og lækker. Hun kunne bare noget andet end andres børn.

– Med Eline fik jeg også et fagligt værktøj foræret. Jeg kunne nu lave komik om smerte og personlig krise. Jeg lavede et onemanshow, der hed ”Det ligger i generne”, et år efter at Eline blev født. Jeg startede med et klassisk ”sådan-er-det-at-blive-far”-show og lavede pludselig et skift og sagde: ”Og så blev hun født med Downs syndrom”. Der blev helt stille i salen. Det blev pludselig alvor. Det var terapeutisk for mig at stå hudløst ærligt på scenen og snakke om min krise.
– I et comedyshow må man godt trække nogle minutter ud og sige: Nu bliver det alvor. Der må gerne være en alvor i galskaben. Den dualitet giver noget til komikken, som jeg godt kan lide.

LÆS OGSÅ: Mette Østergaard: "Jeg var ikke nået dertil, hvor jeg er i dag, hvis jeg havde fået børn i begyndelsen af 20'erne"

Lyspunkt

– Jeg har egentlig aldrig en følelse af, at jeg er lykkelig. Jeg har altid en intellektuel tristesse, der følger mig, samtidig med at jeg også har en pragmatisk lykkefølelse, i den forstand at der ofte sker ting, der gør mig lykkelig. Hvis min datter Alvilde siger noget skægt, eller min søn, August, kommer glad hjem fra fodbold, bliver jeg glad.

– Men melankolien ligger som et ”grundtæppe” over mig. Den er blevet mindre og mindre med årene, fordi der er blevet prikket så mange huller i det tæppe. Der har været så mange lyspunkter, at jeg ikke har kunnet magte at holde melankolien ved lige, tror jeg. Genetisk har jeg dog en ballast af lidt psykisk afvigelse. Periodevis var min mor stærk psykisk ustabil. Og derfor har jeg altid haft en lille frygt for, at jeg blev kugleskør, maniodepressiv eller noget i den retning.

– Men glæden ved at optræde, glæden ved at spille på så mange platforme, har pleaset mit ego og sind. Jeg er et sted nu, hvor jeg selv sætter ting i gang. Jeg kan lave en pilot på et afsnit af ”Gintberg på kanten” i Australien og betale for lortet selv. Det gør mig glad. Jeg har fået en ”I-kan-rende-og-hoppe”-følelse, som jeg ikke havde som ung. Dengang var jeg taknemmelig for, at nogen overhovedet ville arbejde med mig, men jeg har fundet ud af, at tv-branchen er fyldt med pikhoveder. Nå nej, det må jeg ikke sige til et dameblad, men det er virkelig en bundrådden branche på mange måder, så jeg er glad for selv at kunne bestemme nu.

Holdepunkt

– Jeg lever i perioder tumultarisk med møder, produktioner og eksponering af min person, men når jeg kommer hjem til mine børn efter en turné, er der skrællet helt af på ”Gintberg-er-kendt-og-tror-han-er-noget”. Det er de lavpraktiske ting, der fylder. Hvem ordner tørretumbleren? Hvem kører August til fodbold? Hvorfor er der ikke mere køkkenrulle? Det er sgu som at være mellemleder i en spejderorganisation, men den vekselvirkning bekommer mig meget godt.

– Hold op, hvor er det klichéfyldt og sådan noget, Uffe Ellemann kunne have sagt: ”Når jeg har været ude og snakke med Gorbatjov, kommer jeg hjem til Alice, der holder mig nede”. Det er ikke sådan, jeg har det, men hvis jeg ikke havde den vekselvirkning i mit liv, ville min rastløshed nok tage over. Som ung havde jeg en rejserastløshed. Jeg mødte engang en pige fra Canada og rejste pludseligt til Canada. Hvorfor skal du det, spurgte folk? Det ved jeg sgu ikke. Men da jeg kom, havde hun fundet en anden. Fuck. Så rejste jeg videre til Australien.

– Når jeg kommer hjem efter en turné, er det meget fedt at se, at min funktion som far er noget værd. Min kone kunne sagtens klare denne her fabrik alene – og sikkert også bedre uden mig – men der er noget enormt givende i at vide, at min tilstedeværelse på sofaen betyder noget.

Kogepunkt

– Uretfærdighed gør mig rasende. Jeg blev rasende, da Jonatan Spang-sagen eksploderede (komikeren Jonatan Spang brugte politiker Anna Mee Allerslevs pressemøde, da hun gik af, på at stille sjove spørgsmål, red.). Det blev en kamp om, at komikere ikke kan tåle kritik, og den politiske agenda, der lå under, gjorde mig rasende. Jonathan brugte kun 40 sekunder på at stille et fjollet spørgsmål, men agendaen var, at flere journalister gerne ville have endnu en dårlig sag om Danmarks Radio. Jeg fløj fuldstændig op i det røde felt og skrev på Facebook et fiktivt interview med Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, hvor jeg skrev, at han var blevet fyret. Jeg overvejede sgu også at lave en annonce i avisen om, at der var afskedsreception for ham.

– Jeg tænker altid på, at jeg er komiker, så alt skal skrives på en sjov måde. Det må ikke blive for ”Det er også bare for dårligt, at…!” Der skal være en idé med det, jeg laver, men jeg kan godt tale mig ind i en ”hvad fanden foregår der”-følelse. Der ligner jeg vist også min far. Jeg bruger ofte mine aggressioner i mine shows. Der ligger en god energi i vreden, for den vrede onkel er per definition komisk. Standup er bygget op om den vrede middelklassemand på 25-50 år. Ham er jeg på vej væk fra, så jeg skal til at finde ud af, om folk orker at høre på mig mere.

LÆS OGSÅ: Stig Rossen: "Jeg fortryder aldrig beslutninger"

Endepunkt

– Med årene er jeg blevet mere bevidst om kroppens skrøbelighed. Det har jeg aldrig tænkt på før. Tidligere skulle der bare gips på eller tages en pille. Men i 2016 blev jeg opereret for en diskusprolaps, men blev fejlopereret. Jeg skulle igennem tre operationer, jeg tabte mig 12 kilo og lå på sofaen i fire måneder. Det kan godt være, jeg føler mig som en 18-årig, men der er grænser for, hvor længe det her cigarhylster kan bære rundt på mig. Der skal eddermaneme trænes og cykles, og jeg laver daglige øvelser, fordi min ryg stadig er helt ødelagt.

– I det hele taget beskæftiger jeg mig meget lidt med, hvilket eftermæle jeg efterlader. Men jeg vil sgu dø på scenen! Det er en kliché, men jeg føler først lige, at jeg er gået i gang. Jeg er ikke ligesom Uffe Holm og Ruben Søltoft, der var komikere som 20-årige. Jeg begyndte som 30-årig. Jeg har brugt mange år på at vinde den platform, jeg har nu, og få de muligheder og den styrke til at tro på mig selv. Der er så mange ting, jeg stadig gerne vil lave. Jeg vil også lave programmer i Australien og tage ungerne og Nina med ud og rejse. Men når mit ego engang er brændt ud, når jeg er træt af mig, mig, mig, kunne jeg godt forestille mig, at jeg begyndte at producere for nogle yngre talenter. Men der er jeg slet ikke endnu.