Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Afhængighed
Foto: Andreas Houmann

Rebeccas søn var afhængig af hash

“Jeg har gjort det værste, en mor kan gøre, men jeg har gjort det i kærlighed”

56-årige Rebecca forsøgte i årevis at få sin søn ud af et stofmisbrug. Det lykkedes ikke. I stedet sled hun sig selv op, og en dag for fire år siden stillede hun ham et ultimatum: hashen eller relationen til hende. Selv om hun savner ham, fortryder hun ikke. For hun havde også sig selv og resten af familien at passe på.

Jeg blev skilt fra faren til mine to sønner, da den yngste var 13 år. Det var en pludselig og meget voldsom skilsmisse, hvor min eksmand valgte at bryde et, troede jeg, rigtig godt ægteskab, fordi han havde mødt en anden. Det afstedkom en masse uro og en stor smerte i familien. Det var på det tidspunkt, at min søn for at lukke smerten ned, tror jeg, begyndte at ryge først cigaretter og kort efter hash. Jeg siger ikke, at han begyndte at ryge hash pga. skilsmissen, men der er ingen tvivl om, at den voldsomme måde, som hans far og jeg blev skilt på, kan have haft en afgørende betydning for hans i dag dysfunktionelle liv.
Efter skilsmissen havde min søn et meget skælvende skoleforløb og blev smidt ud af stribevis af skoler. Han har altid været lidt af en outsider og enspænder. En lille nørd. Meget intelligent, følsom, charmerende, klog, køn og virkelig sød. Jeg er ikke meget for diagnoser, men hvis vi skal ud i den diagnosejungle, som præger nærmest hele det moderne samfund, kan det da godt være, at han har en ADHD-diagnose. Men det er aldrig blevet dokumenteret, og dengang var ADHD slet ikke noget, man talte om.

I dag kan jeg godt se, at jeg nok var lidt nonchalant omkring, at han røg hash. Jeg var vidende om det, og det eskalerede op gennem teenageårene. Jeg tænkte bare: "Nå ja, jeg røg da også selv nogle joints, da jeg var ung, det er der jo så mange, der gør." Men hashen stoppede hans udvikling, som det sker med mange, der ryger meget hash. De forsumper langsomt i sådan et stille, kedeligt liv uden progression. Det er den virkelig uhyggelige og sørgelige side af hashen. I dag mener jeg, at han kan karakteriseres som multimisbruger, fordi han blander hash med alkohol, smøger og kokain. Han tager hele pakken og har ingen stopknap.

LÆS OGSÅ: ”At få fjernet mine børn er den største sorg i mit liv. Som jeg håndterede ved at tage flere stoffer”

I de mange år fra skilsmissen op til mit brud med ham for fire år siden var der konstant kaos i vores liv. Han var umulig at holde aftaler med, jeg kunne ikke få ham op om morgenen, han kom altid for sent i skole og var helt umulig i forhold til penge. Han skældte ud og fik nogle voldsomme vredesudbrud, som var utrolig belastende for hele familien (Rebecca blev gift igen og fik i den forbindelse også en bonusdatter, så hjemmet talte to voksne og tre næsten jævnaldrende børn, red.). Der var et utal af grænseoverskridende episoder. Det værste var de gange, hvor politiet kom, fordi han var efterlyst efter eksempelvis et slagsmål i forbindelse med en fodboldkamp. Eller da jeg faldt over et billede på Lauritz.com, som han havde taget ned af vores vægge og forsøgt at sælge for at skaffe nogle penge.

Det var så langt fra alt det, vi har opdraget ham til, og så langt fra den verden, både hans far og jeg er i. Det var, som om han levede et parallelliv. Det er ikke, fordi jeg tror, at vores liv er det rigtige, men det synes vi nok selv, fordi det fungerer. Hans liv fungerede ikke. Der var ikke rigtig noget, der fungerede for ham. Det siger også noget om, at vi ikke kan styre og kontrollere vores børn, hvor gerne vi end ville.

Min eksmand og jeg kæmpede i de år sammen for at hjælpe ham. Men vi kæmpede til ingen verdens nytte. Det begyndte i løbet af hans teenageår at gå op for mig, at han røg mere hash, end hvad godt var. På det tidspunkt var han 15 år, så jeg vidste, at jeg kun havde et par år, indtil han blev myndig, til at forsøge at få ham i et behandlingsforløb. Jeg talte med alverdens socialrådgivere, psykologer og misbrugsbehandlere i hele landet, men der var ikke noget, der egentlig hjalp. Min søn benægtede hver gang, at han havde et problem. Det var os, der havde et problem, sagde han. Det er jo det, misbrugere gør. De skubber skylden fra sig og vil ikke se deres egne problemer i øjnene. Hans far og jeg troede i mange år også, at det var, fordi vi ikke havde stillet krav nok, havde serviceret ham for meget og ikke havde sat grænser. I dag ved jeg, at det ikke havde noget som helst med det at gøre. Han er opdraget helt normalt. Det handler om, at han har en afhængighedssygdom.

Jeg var selvstændig i de år, så jeg kunne til en vis grad selv styre mit arbejdsliv, men det gik ikke godt, for jeg havde det virkelig dårligt. Det fyldte alt. Jeg svælgede i hans smerte og dårlige liv. Al min energi blev lagt der. Jeg brugte al min vågne tid på at være bekymret, ængstelig, fortvivlet, ulykkelig og på at forsøge at styre og kontrollere ham og få ham i behandling. Jeg blev langsomt drevet ud på kanten og var til sidst ved at gå i stykker af at bo sammen med ham. Jeg fik bl.a. en diskusprolaps og senere også en svær depression. Det var ikke hans skyld, men der er ingen tvivl om, at vi suger rigtig mange sygdomme til os, hvis vi ikke forstår at håndtere den tilværelse, vi står i, navnlig når den er svær.

LÆS OGSÅ: ”Jeg var rædselsslagen for, at mine forældre skulle få at vide, at jeg havde røbet min hemmelighed”

Jeg smed ham ud hjemmefra, da han var 22 år. Der havde jeg prøvet ca. 38 gange uden held. Forinden havde jeg kontaktet et dagtilbud for unge stofafhængige på Nørrebro. Jeg kan huske, at jeg mødtes med lederen, som selv var tidligere stofmisbruger. Han tog imod mig, vi satte os i en sofa, og så brød jeg fuldstændig sammen. Jeg kampgræd i 20 minutter, mens han sad der og rakte mig Kleenex. Jeg havde haft masser af sammenbrud tidligere, men dette var et af de mere voldsomme. Så lagde han hovedet på skrå og sagde stille og roligt til mig: "Jeg tror, at du har brug for hjælp." Han gav mig et visitkort til 'de anonyme fællesskaber', som har en gruppe for pårørende til stofmisbrugere. (Anonyme Alkoholikere er et verdensomspændende fællesskab, der blev etableret i USA i 30'erne og i dag også tæller grupper for bl.a. ludomaner, stofmisbrugere og voksne børn fra dysfunktionelle familier foruden grupper for pårørende. Grupperne følger et 12-trinsprogram, og på trods af, at 'Gud' indgår i flere af formuleringerne i programmet, er fællesskabet ikke bundet op på en bestemt religion eller politisk tilknytning, red.).

Det har reddet mit liv at begynde at gå til de møder. Her sad nogle mennesker med erfaring, som delte deres historier. Nogle fortællinger var jo meget hårdere end min, men det virkede, som om disse folk var i overskud og havde det godt. Det tog mig meget lang tid at forstå. I starten troede jeg, at jeg bare lige skulle have nogle gode råd til, hvordan jeg kunne få mit barn clean. Det var min agenda for at gå derhen. Det fik jeg ikke. Men jeg forstod, at jeg selv havde et problem, som jeg kunne gøre noget ved.

Jeg fandt ud af, at jeg gennem hele mit liv, og også i min opdragelse, er blevet skolet i kontrol. Jeg har altid skullet styre og kontrollere andre mennesker. Men i dag ved jeg, at jeg kan hente rigtig meget energi til mig selv ved at sætte mig på hænderne og ikke gøre noget. Det er tit det sværeste. Mange, især kvinder, er stærkt afhængige, sjovt nok, af at kontrollere andre mennesker, samtidig med at de er bundet op af en syg perfektionisme. For desværre er perfektionismen blevet normal. Men det er en sygelig tilstand. Det er i hvert fald den erfaring, jeg selv har gjort mig.

LÆS OGSÅ: ”Nogle ser på mig og tænker ham der, han har styr på tingene. De skulle bare vide”

Erkendelsen kom ikke overnight. Det tog mig nok seks år fra første 12-trinsmøde, før jeg overhovedet nåede til et sted, hvor jeg overvejede, at jeg kunne sige fra. Men jeg gjorde det stadig ikke. Først efter otte år. I dag ved jeg, at det faktisk er meget få pårørende, der har handlet så radikalt, som jeg har gjort. Men samtidig kan jeg også mærke, at der er rigtig mange, der spejler sig i den måde, jeg gør tingene på i dag, fordi jeg har det rigtig godt. Det er det, der er så paradoksalt. At jeg har gjort det værste, en mor kan gøre, men jeg har gjort det i kærlighed og i troen på, at han nok skal klare at komme ud af sit misbrug i sit eget tempo.

Den dag jeg brød kontakten med min søn, skulle vi til en familiebegivenhed. Han havde forinden, som så ofte før, været helt umulig at lave en aftale med og endte med at møde op uden gave og bimlende skæv. Jeg var rødglødende af raseri, og der var på ingen måde nogen sindsro i min handling på det tidspunkt. Det vil jeg gerne indrømme. Men bægeret flød virkelig over. Da vi ankom, tog jeg den her to meter høje unge af en søn og knaldede ham op mod en husfacade og sagde: "Nu stopper det her. Jeg vil simpelthen ikke have noget med dig at gøre mere. Jeg elsker dig, men jeg vil ikke være en del af dit sindssyge liv, så længe du vælger at tage stoffer." Jeg sagde fra på den mest voldsomme måde.

Jeg er holdt op med at se mig selv som et offer. Det kan godt være, at mange synes, det er synd for mig, men jeg ser det som et vilkår. Jeg har tidligere i mit liv meget ofte været sovset ind i selvmedlidenhed. I mange år skulle jeg, hver gang jeg talte i telefon med min mor, lige komme med et eller andet negativt. "Ahmen, det er bare så hårdt at ..." "Ahmen, jeg har bare så ondt ..." "Ahmen, vi har bare ikke nogen penge ..." Jeg fastholdt mig selv i offerrollen. Jeg havde brug for, at nogen sagde: "Nårh, hvor er det synd, ae, ae." Men i dag er jeg fuldstændig vendt 180 grader. Du hører mig faktisk aldrig pive.

Jeg har mødt mange, der ikke forstår mig. Det har navnlig været kvindelige familiemedlemmer og veninder, der ikke har misbrugsproblemer tæt på. De troede først ikke på, at problemet var så stort, som jeg sagde. De syntes, at jeg overdrev. Og i dag forstår mange ikke, hvordan jeg kan være sådan en hård og ond mor at sige fra over for mit barn. Det er rigtig svært for mange at forstå, fordi især vi kvinder er opdraget til, at vi skal hjælpe, vi skal give gode råd, vi skal stå på hovedet for vores nærmeste. Men det hjælper ikke. Det er så vigtigt, at vi giver slip. Og det er afgørende, at vi lader vores børn gøre deres egne erfaringer. Det er det, der er hele meningen, tror jeg, men det er ikke sådan, vi er opdraget. Jeg er i hvert fald ikke.

Der er to ord, jeg har valgt fra i mit vokabularium. Det er ærgrelse og bekymring. Du vil ikke høre mig sige, at jeg ærgrer mig over et eller andet, jeg ikke fik gjort eller sagt. Det er fortid, og det kan jeg ikke ændre. Jeg siger heller aldrig, at jeg er meget bekymret for, hvad der vil ske med mit barn om to år. Det er fremtiden, som jeg jo af gode grunde ikke har kontrol over. Det er efter min mening fuldstændig formålsløst både at være i fortid og i fremtid, og derfor er jeg lige nu og lige her, og det har jeg det fint med.

Jeg er stødt ind i min søn tilfældigt på gaden tre gange i løbet af de sidste fire år. Og så ringede han til mig i januar. Jeg ville gerne tale med ham, selvfølgelig. Jeg elsker ham jo, og han er stadig min søn. Det var meget rørende. Vi talte slet ikke om misbrug og behandling. Jeg lod ham bare snakke. Han sagde, at jeg havde været sådan en dejlig mor, og at han savnede mig så meget. Alt det, han sagde, var, som om han holdt en tale til min fødselsdag. Lige i den samtale var han som min gamle søn. Det bærer jeg med mig nu. Han sagde, at vi snart måtte ses, men jeg vil stadig ikke se ham, så længe han er hashafhængig. Jeg har sagt til ham, at hvis han tager et skridt i en ny og bedre retning og erkender, at han har et problem, er jeg der som et søm.

Så skal jeg nok dukke op, ligegyldigt hvor jeg er. 

Rebecca ønsker at være anonym.

LÆS OGSÅ: Jan bekæmper hævnporno: ”De unges forældre er for passive”

LÆS OGSÅ: ”Min kæbe gik i krampe, og jeg kunne ikke stå oprejst”

LÆS OGSÅ: ”Som pårørende må man ikke sige: ”Jeg synes min kæreste er pisse irriterende, fordi han er deprimeret”

Når familien går i stykker

• Op mod hver fjerde dansker har oplevet at bryde kontakten til et familiemedlem.

• Knap 2 ud af 3 gange er det søskende, man bryder kontakten til.

• 24 % af gangene er det kontakten til en forælder, der er brudt.

• Næsten halvdelen af dem, der har brudt med et familiemedlem, ønsker ikke at genoptage kontakten.

Kilder: Center for Konfliktløsning, YouGov og Megafon.

Se, hvad vi ellers skriver om: Misbrug og Familieliv