Jannie Petersen
SPONSORERET indhold

”At få fjernet mine børn er den største sorg i mit liv. Som jeg håndterede ved at tage flere stoffer”

Jannie Petersen kan se tilbage på et liv som hjemløs, heroinmisbruger og prostitueret, som var så udsigtsløst, at hun lige så godt kunne give op. Men det gjorde hun ikke. Efter en samtale med en helt særlig person besluttede hun nemlig at blive et ”rigtigt menneske”.

Af: Lise Petersen Foto: Sara Skytte
11. jan. 2017 | Livsstil | Hendes Verden

Jannie Petersen er 20 år og glad for livet. Hun arbejder som frisør og lever sammen med sin kæreste og deres søn i en lejlighed i København. At hendes kæreste er kriminel og jævnligt ryger i fængsel, slår ikke skår i hendes tro på, at de skal blive gamle sammen.

– Hvis bare vi elskede hinanden, og jeg var sød og lækker nok, holdt han nok op. Sådan tænkte jeg, fortæller Jannie i dag.

Hun er 59 år og leder af Hotellet, et turisthotel, der samtidig er et beskæftigelsestilbud til mennesker med sociale problemer. Men inden hun kom hertil, skulle hun på en længere rejse, hvor hun var helt nede og ligge i rendestenen, men ved egen kraft fik rejst sig fra sølet igen.

Rejsen begynder, da Jannies kæreste efter at være blevet løsladt pludselig bliver underligt stille.

– Da en veninde fortalte mig, at han var begyndt at tage heroin, græd jeg og truede med at smide ham ud, hvis han gjorde det igen, fortæller Jannie.

Kæresten holder ikke op trods Jannies trusler, men en dag får hun, hvad hun selv tror, er en genial idé.

– Når jeg så min kæreste påvirket, føltes det, som om nogen rev i mit hjerte med lange negle, fortæller hun.

– Derfor tænkte jeg, at hvis jeg bare én gang tog det stof, ville det gøre ham så bange, at han aldrig ville tage mere selv.

LÆS OGSÅ: “En nat så jeg fra mit vindue, at en af naboerne løb efter sine børn med en økse”

HIV-positiv

Jannie må have hjælp til at sætte nålen i blodåren – men herefter er hendes verden forandret for altid.

– Det var, som om jeg fik tøj på for første gang i mit liv. Det lækreste sæt. Jeg kunne se og høre og samtidig slappe af uden at være nøgen. Jeg havde på det tidspunkt ikke troet, at jeg nogensinde skulle finde dét i mig selv, forklarer hun.

– Mit mål havde været, at min kæreste skulle holde op. I stedet blev jeg selv afhængig af stoffer.

I de første år fortsætter familielivet. Da deres søn er ni år, bliver Jannie gravid igen, og med lægens hjælp trapper hun ud af heroinen, så hun er stoffri, da hun føder. Men så indtræffer katastrofen. Ti dage efter at hun har født sin søn, bliver hun erklæret HIV-positiv. Først efter halvandet år får hun vished for, at den lille ikke er smittet.

– Indtil da var jeg gennem en frygtelig tid, hvor jeg troede, at vi begge ville dø, siger hun.

– I dag tænker jeg, at det skulle have være håndteret anderledes, men dengang brugte jeg det, jeg kendte: stofferne. 

Herfra går det ned ad bakke. Jannie og hendes kæreste går fra hinanden, og da den yngste søn er seks år, bliver børnene tvangsfjernet.

– Ja, de blev forsømt. Stofferne fyldte alt, indrømmer Jannie.

– Men at få fjernet mine børn er den største sorg i mit liv. Som jeg håndterede ved at tage endnu flere stoffer.

De fleste, der er i aktivering på Hotellet, er i gang med en stor livsforandring. Jannie er stolt over at være med på deres rejse. Her nyder hun solen i Hotellets gårdhave sammen med Jens, Jens og Karl.

LÆS OGSÅ: “Hvis han bare døde, fordi shit happens, så bliver det for alvor meningsløst at leve i sådan en verden”

Tidligere har hun kunnet finansiere stofferne med sort frisørarbejde, men begynder nu at skaffe flere penge via prostitution. Hun lever på gaden, og efter to et halvt år vejer hun 40 kilo.

– Jeg var rigtig dårlig. Men jeg troede, at når man først er på én vej, så må man prøve at overleve bedst muligt dér, forklarer Jannie.

Hun overvejer ikke, at der kan være alternativer, før hun en dag har får en oplevelse, der skubber hende i en ny retning.

– Jeg skulle ud og lave penge på gaden, havde ordnet mit hår og var ren og glad. Jeg lagde mærke til, at mennesker, jeg mødte, sendte mig rare blikke – ikke bare de der kundeblikke. Det føltes godt, så jeg tænkte, at sådan skal alle hjemløse have det, fortæller Jannie.

Hun tager derfor to mælkekasser og starter en hjemløsefrisør på pladsen ved Mariakirken på Vesterbro. Samtidig begynder hun at deltage i debatten om hjemløses vilkår, og da De Hjemløses Hus åbner på Nørrebro i 2000, bliver hun inviteret til indvielsen. Til stede er også daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som Jannie kommer i snak med.

LÆS OGSÅ: Shaka Loveless om at være skruk, stresset og på stoffer

Fortrolig med statsminister

– Under samtalen lagde han sin hånd på mig. "Jeg kender godt, når livet gør så ondt, at man ikke orker at leve det," sagde han.

– I det sekund tænkte jeg, at hvis han har ondt samme sted som jeg, og han er statsminister, så kan det godt være, at jeg ikke behøver at være narkoman og prostitueret.

På en eller anden måde bliver det hendes motivation, og hun begyndte at trappe ud af stofferne, samtidig med at hun gør sig mange tanker om, hvordan hun kan blive et "rigtigt menneske".

– Jeg vidste fra de gange, jeg havde overnattet på bænke ved Søerne i København, at "rigtige mennesker" løber. Så jeg begyndte at løbe rundt om Søerne, fortæller Jannie og tilføjer:

– I begyndelsen var det fra bænk til bænk, og så skulle jeg have en smøg!

Næste skridt i afrusningen er et halvt års døgnbehandling, som Jannie husker som et "fedt sommerlejragtigt sted", men hvor der også er rum til psykoterapi, sorg- og krisegrupper, og hvor Jannie lærer at være sammen med andre mennesker uden at være påvirket. Hun er stoffri, da hun tager derfra.

Mange ryger tilbage i misbrug, når de kommer retur til hverdagen, men at Jannie klarede den, mener hun selv kan forklares med, at hun med det samme fandt et alternativ til den tilværelse, hun kendte – nemlig jobbet på Hotellet, som hun var med til at starte for 16 år siden. Her aktiveres mennesker med det til fælles, at de har "større udfordringer end arbejdsløshed".

– De fleste kommer, fordi de er i gang med en kæmpe forandring af deres liv, siger Jannie og forklarer:

– Forandring består for nogen blot i, at de kommer ud af deres hjem, men det er mennesker, der har mod på at prøve noget nyt.

Hun er glad for at være en del af disse menneskers rejse, og samtidig er hun glad for sit private liv, hvor hun inden længe kan fejre kobberbryllup med Mogens. Hendes sønner er unge mænd, der også klarer sig godt.

– Min største sorg er de svigt, jeg udsatte dem for. Men jeg har undskyldt, og de har sagt, at der også var mange gode ting i deres opvækst, siger Jannie og tilføjer:

– Jeg tror ikke, man kan have det meget bedre, end jeg har i dag. 

Vidste du, at ...
... man kan booke et foredrag med Jannie, hvor hun fortæller om sin fortid som
hjemløs, stofmisbruger og prostitueret? Se mere på foredragsportalen.dk.

LÆS OGSÅ: ”Jeg var rædselsslagen for, at mine forældre skulle få at vide, at jeg havde røbet min hemmelighed”

LÆS OGSÅ: Thomas’ søn er infantil autist: “Før vi fik David, havde jeg ikke rigtig oplevet modgang i livet”

LÆS OGSÅ: “Derfor tog jeg coke, arbejdede som escort og endte i fængsel”