Blærerøv
Foto: Mie Frey

Blærerøv

Sådan bliver du en dygtig blærerøv

Praler du alt for lidt af alle de fantastiske præstationer, du står bag? Så skal du til at lære det. For selvom du måske ikke bryder dig om det, er det altså nødvendigt, hvis du gerne vil anerkendes på jobbet. Blær er både godt for din karriere og dit selvværd!

Hvor er det skønt. Præsentationen for din chef gik godt. Du fik sagt alt det, du ville, og folk lyttede opmærksomt. Men hov? Hvorfor er det din partner på projektet, som pludselig får klap på skulderen og rosende bemærkninger? Som med store armbevægelser går i detaljer med jeres præsentation og vejen derhen? Fordi du er for dårlig til at prale af dig selv. Og allerede nu krummer du måske tæer, men at prale er ikke ensbetydende med rundsave på albuerne og "her-kommer-jeg"-attitude. Det betyder blot, at du skal være bedre til at fremhæve dine evner og viden og ikke være bange for at stå ved det, du kan og gør.

Hvis vi lærer at prale af os selv, kan vi se frem til at nå ­vores mål og få den løn og den stilling, vi har fortjent. Vi kan ­opnå den indflydelse, vi gerne vil have. Ikke kun på ­arbejdspladsen men alle steder, hvor du gerne vil have gennemført ideer fra ­forældrerådet i børnehaven til andelsforeningens bestyrelse, ­siger lederudviklingskonsulent og coach Lena Beck Rørvig.

Og hun ved, hvad hun taler om. Siden hun for tre år siden slog sig ned i New York, har hun arbejdet med ledelsesrådgivning og kurset Bragging for Women, der handler om at hjælpe kvinder til at træde mere kraftfuldt frem på scenen. Hun brænder for at formidle tips og inspiration til, hvordan vi alle sammen kan prale af vores færdigheder uden at ­være "for meget".

– Efter mange coachingforløb med kvinder kan jeg konkludere, at rigtig mange kvinder gerne vil gøre karriere, men at de faktisk stopper sig selv på vejen. De nedtoner det, de har opnået, deres indflydelse på strategier, resultater og successer, og de lader sig afbryde og bruger uheldige ordvendinger. Jeg havde en kunde, som sagde "det er jo bare lille mig", men hvad gør det ved dig, når du taler sådan om dig selv og ikke omtaler dig selv som en stærk person? Hvad gør det ved dig, når et projekt er afleveret, og du giver hele æren til dit team? Ved at styrke kvinders selvværd og gøre dem i stand til at prale og fortælle om sig selv på en god og autentisk måde, får det en positiv indflydelse på deres karriere, fortæller Lena Beck Rørvig, der herefter startede pralekurset.

LÆS OGSÅ: Husker du at træne din lykkemuskel?

Bliv bevidst om dit handlemønster
Men hvorfor er vi egentlig så dårlige til at fremhæve os selv og vores evner? Fordi langt de fleste af os er blevet påvirket af samfundets normer og vores forældres opdragelse, der i begge tilfælde hælder mod, at piger er søde, pæne og gode til at hjælpe andre. Gode egenskaber, bare ikke når det stopper os i at opnå det, vi gerne vil.

– Al forskning viser, at vi har lært, at det er dårligt at fremhæve os selv. Indtil teenagealderen har piger ikke nogen specielle hæmninger, men når vi kommer i teenagealderen, begynder vi at trække os tilbage, fordi vi så gerne vil være likeable. Vi har ikke lært og har ikke fået lov til at fremhæve os selv som kvinder på samme måde, som mænd har, og hvis der er nogen, der kritiserer os, trækker vi os. Problemet er bare, at der altid vil være nogen, der kritiserer os, specielt når vi kommer ud på en arbejdsplads, og hvis vi bliver ved med at kæmpe med, at alle skal kunne lide os, ender det med at underminere vores selvtillid, fastslår Lena Beck Rørvig.

Okay. Start med at ryste sindet fri af pæn-pige-imaget. Og hvad så? Først og fremmest drejer det sig om at blive bevidst om, hvad det er, der sker, når du har svært ved at sætte dig selv i centrum. Hvorfor får du ondt i maven, når du skal tage ordet på møderne? Hvorfor sætter du dig det anonyme sted ved mødebordet? Hvorfor bliver du hele tiden afbrudt?

– Ved at træne bevidstheden omkring hvad det er, der sker inden i dig selv, kan du lære at agere på en anden måde. Måske handler det om, at du har en kritisk stemme, som du skal have nedtonet, så du næste gang, hvor du for eksempel skal ind til chefen for at forhandle løn, godt ved, at du stadig vil ­have sommerfugle i maven, men at du samtidig ved, at det er helt normalt, når man skal bede om en lønforhøjelse, og at du kan styre det. Bevidstheden er så vigtigt, for det er ikke nok at forstå, hvordan du reagerer med din intellekt, du skal også kunne handle på din reaktion, ellers ender det med, at du ikke får din lønforhøjelse igennem, og så skyder du endnu en gang skylden på dig selv. Jo mere du træner din bevidsthed, jo bedre bliver du til gengæld til at handle på dine reaktioner, siger Lena Beck Rørvig, der også coacher i gode svar, hvis du bliver afbrudt i en samtale.

LÆS OGSÅ: Er du ofte bekymret? Så er du måske mere intelligent end andre

Jo bedre forberedt du er på, hvad der kan komme dig i møde undervejs, jo mindre forfjamsket bliver du, når det sker. Fortæl hvad du kan. Herefter er det tid til at kigge på sprog. Både det, du siger, og den måde du agerer med din krop.

– Har du en tendens til at sige uklare sætninger som "jeg har hørt", "jeg tænkte", eller "kunne det være en ide", så lug ud i dem. Vær klar i dit sprog, så virker du meget mere overbevisende. Kvinder har en tendens til at fortælle ting på en måde, så lytteren ikke ved, hvor hun har det fra. Sig i stedet ting som "jeg har lige læst" eller "videnskaben viser", så virker det på en helt anden måde, end at du bare har tænkt på noget, og lytteren vil automatisk opfatte, at du nu kommer med en spændende viden. Budskabet er præcis det samme, det handler ­bare om, hvordan du får det sagt, påpeger Lena Beck Rørvig og ­taler videre om kropssprog.

Hun henviser til den amerikanske socialpsykolog Amy Cuddy, der taler om at fake it till you become it, som handler om, hvordan du bærer kroppen. Vær opmærksom på at stå i en tilstand af styrke, selv når du ikke føler dig særlig selvsikker. Det skulle efter sigende påvirke dit testosteronniveau og dermed kunne indvirke på chancerne for succes.

Noget andet, der med høj sandsynlighed kan spille ind på din succes, er dit netværk. Hvis du altså bruger det. Og det er der alt for mange kvinder, der ikke gør, fordi de føler, at de virker for anmassende.

Tænk på, hvilket netværk det er, du skal bruge, alt efter hvilke ting du gerne vil opnå. Rigtig mange kvinder siger, at de ikke vil udnytte folk, men hvis dit mål er, at du også gerne vil hjælpe tilbage, så bliver folk altså nødt til at vide, hvad det er, du kan. Så der er ikke nogen vej uden om at komme frem i bussen og fortælle, hvem du er.

Lena Beck Rørvig fremhæver kronprinsesse Mary som et eksempel på en god netværker.

– Hun sidder ikke passivt og venter på, at andre finder ud af, hvad hun gerne vil. Hun går aktivt ud og siger, at hun gerne vil arbejde med børn og kvinder. Vi bliver nødt til selv at komme frem med vores ønsker, før andre kan hjælpe os.

Og apropos netværk er det også vigtigt, at vi har nogle støtter på vores arbejdsplads og/eller privat.

– Det er vigtigt at have nogle, du kan spejle dig i, som har oplevet det samme, og som kan bekræfte, at det, du oplever, er helt normalt. Vi har en tendens til at tage alting meget personligt, men de fleste ting, der foregår på en arbejdsplads er ikke personlige. Hvis du for eksempel får en lederstilling, foregår der en masse ting, som intet har at gøre med dig som person, og her er det rart at have nogen, der kan forsikre dig om, at det, der sker, er helt normalt.

LÆS OGSÅ: Hvornår bliver angst unormalt?

Vær dig selv
Når værktøjerne er i hus, og du har fået dem ind under huden, gælder det om at gøre dem til dine egne. Det duer ikke at fremhæve sig selv ved at efterligne andres måder at gøre det på. Det skal føles naturligt og autentisk.

– Der er nogle spilleregler for, hvordan man udtrykker sig, hvordan man kommunikerer, og hvordan man bruger sit netværk. Alle de ting kan man lære, ligesom man kan lære at stille sig op og holde en tale, men vi skal også lære at have os selv med, så vi kan slappe af med det, vi gør. Ofte prøver vi at gå ind og spille en rolle, fordi vi er usikre på, om vores egen måde at gøre tingene på er gode nok, men vi skal ikke kopiere nogen, vi skal finde vores egen stil. Det kommer dog helt naturligt, fordi vi ikke kan spille en rolle i ret lang tid, og fordi vi hver især har individuelle ting, vi gerne vil fokusere på, siger Lena Beck Rørvig.

Når du aldrig derhen, hvor du tør prale af dine bedrifter, ender du med at underminere din person og skuffe dig selv.

– En ting er, at vi bruger rigtig meget tid på at banke os selv oven i hovedet, men verden går også glip af alle dine spændende ideer, siger Lena Beck Rørvig, der slår fast, at alle kan lære at prale.

– Tag bitte små skridt hver dag, for hvert skridt er en succes. Tag den del, som du har brug for at lære først, og træn det, og når du så har tid og blod på tanden igen, så kan du gå videre med den næste ting. Og du skal på ingen måde være bekymret for, om du kommer til at prale for meget. Hvis du allerede tænker, at det nok kan blive for meget, så bliver det det med sikkerhed ikke. De fleste kvinder kan roligt prale løs. 

LÆS OGSÅ: Sådan genopdager du de sider, du ubevidst har pakket væk, siden du var barn

LÆS OGSÅ: Din store idiot!

LÆS OGSÅ: "Det er helt okay at være middelmådig"

4 trin til at blive en god blærerøv

Trin 1 - Ubevidst inkompetent
Når du starter på en ny arbejdsplads eller begynder at komme i et nyt miljø, kender du ikke de særlige spilleregler. Der er altså ting, som du endnu ikke ved, at det er nødvendigt at kunne, og derfor er det naturligt, at du ikke agerer.

Trin 2 - Bevidst inkompetent
I denne fase bliver du klar over, at der er nogle færdigheder, du ikke har, og du kan derfor fokusere på, hvordan du bliver opmærksom på, hvad det er, du ikke ved. Når du bliver bevidst om de ting, det kan være en fordel at lære, kan du begynde at øve dig på dem.

Trin 3 - Bevidst kompetent
Nu begynder du at træne dine kompetencer på de områder, du gerne vil blive bedre til. Det er stadig nyt for dig, men du er fuldt ud klar over, hvor du gerne vil hen, og hvilke værktøjer der kan hjælpe dig på vej. Jo mere du træner, jo mere er du på vej til at blive ubevidst kompetent.

Trin 4 - Ubevidst kompetent
Til sidst sidder dine færdigheder på rygraden og bliver så naturlige for dig, at du ikke tænker over dem mere. De er nu en del af dig, og du er nu så dygtig til dem, at du kan fokusere på dine faglige kompetencer over for dine omgivelser. Du er nu en naturlig bragger, der når dine mål.

Lene Beck Rørvig

Lena Beck Rørvig er uddannet cand. merc. fra Copenhagen Business School og har en executive lederuddannelse fra INSEAD i Frankrig og executive coaching uddannelse fra England. Hun underviser og coacher i New York og Danmark i ledelsesudvikling og Bragging for Women, der lærer kvinder at prale.
Beckglobalconsulting.com og Braggingforwomen.com

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi