Simon Spies Fødselsdag Hjemmet
SPONSORERET indhold

Simon Spies: Hvad ved du om den folkekære levemand?

Under mottoet "Spies, rejs og vær glad" sendte forretnings- og levemanden Simon Spies igennem årtier danskerne sydpå. I år ville han være fyldt 100 år.

Af: Kurt Stjernholm Riisberg Foto: Christen Hansen m.fl.
15. sep. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Hvis Simon Spies stadig havde levet, ville han 1. september have fået et brag af en 100-års fødselsdagsfest. Måske havde han haft svært ved at finde på gaveønsker, for han ville nok have haft alt. Og dog. Da han var i levende live og nærmede sig sin fødselsdag, havde han altid ét ønske, han endnu ikke havde kunnet købe for penge:

"Jeg ønsker mig en globus i fødselsdagsgave – i naturlig størrelse!"

LÆS OGSÅ: Daimi Gentle: "Vi ville ikke have børn, og det har vi aldrig fortrudt"

Simon Spies blev Danmarks store rejsekonge – og hans eget liv var en fantastisk rejse. Den tog sin begyndelse i 1921 i Helsingør, hvor han blev født og fik navnet Simon Ove Christian Ogilvie Spies. Hans mor var kontorassistent, og hans far var kunstmaler, som i flere perioder var indlagt på et sindssygehospital. Forældrene blev skilt, og Simon voksede op under trange kår med sin dominerende mor, som sendte ham i søndagsskole og på KFUM.

Simon var lynende intelligent. Og han var kun seks år, da han udviste et særligt forretningstalent. Han begyndte at tjene penge på at sælge blyanter og viskelædere til sine skolekammerater.

Siden begyndte han at købe overskydende frugt og grønt for spotpriser på byens grøntsagsmarked, og bagefter gik han fra dør til dør og solgte varerne med en fin fortjeneste. Og det helt ejendommelige ved ham var, at han altid lagde halvdelen af alt, hvad han tjente, til side. Andre drenge på hans alder havde nok soldet pengene op i den nærmeste slikbutik.

LÆS OGSÅ: Ida Wohlert: "Huset blev sat til salg, og alt var i opbrud"

Formanden bestemte

Som ung mand flyttede Simon til København og begyndte at læse statskundskab og psykologi. Som 21-årig gjorde han noget, som han siden kom til at høre en del for. Det var under krigen, og han meldte sig ind i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti. Han gjorde det for at få arbejde i Østrig, men han deltog ikke i partiets aktiviteter. Han tænkte kun i forretninger.

Som ung havde Simon Spies haft et cykeltaxafirma, og han havde desuden været rejseleder. Med disse erfaringer i kufferten stiftede han i 1956 Spies Rejser. Han havde brug for en god økonomisk rådgiver, og ham fandt han i studiekammeraten Mogens Glistrup.

Idéen var at give helt almindelige danskere uden alt for meget på kistebunden mulighed for at komme ud og se verden for overkommelige penge. I vinterhalvåret stod hotellerne i Sydeuropa tomme, så han lejede dem billigt og fyldte dem op med solhungrende danskere. Det gik strålende. Simon Spies udtalte engang:

"Jeg tjener kun 11 kroner pr. rejse, jeg sælger, men det bliver jo også til en del, når jeg sælger en million rejser om året."

I bedste Mao-stil kaldte han sig for formand, og formanden bestemte alt. Pengene væltede ind, og Simon Spies lurede, at al form for reklame var god for forretningen.

"Dårlig omtale er bedre end ingen omtale," konkluderede han, så han plejede effektivt sit ry som verdensmand og skørtejæger. Han omgav sig med morgenbolledamer, og pressefotografer var mere end velkomne til at kigge med under dynerne. Det skadede ikke forretningen – tværtimod.

LÆS OGSÅ: Solbjørg Højfeldt: Dette er det vigtigste i et langt ægteskab

En kort lykke

Simon Spies var fræk og flabet, og den facon kunne DR bruge i et nyt radioprogram, hvor fire kendte danskere skulle besvare og debattere spørgsmål fra lytterne. Programmet hed Spørg Bare, og Simon Spies kom til at sidde i et panel med bakkesangerinden Cleo, politikeren Erhard Jacobsen og John Price, som var skuespiller og desuden kok på Ugebladet Hjemmet.

Der var mange ophedede diskussioner i radioprogrammet, som første gang blev sendt i 1969. Simon Spies levede op til forventningerne og forargede bevidst lytterne med sine holdninger, som da han sagde, at det var i orden at give børn nogle klask på siden af hovedet.

"Man giver da også sit fjernsyn et lille dask for at få det til at virke ordentligt!"

Simon levede livet sjovt og hårdt, og den livsstil havde sin pris. Da han nærmede sig 60 år, vidste han, at hans udløbsdato ikke lå langt ude i fremtiden. Så han begyndte at søge efter en kvinde, han kunne gifte sig med, så hans livsværk kunne gå i arv.

Det blev den kun 20-årige Janni Brodersen, der sagde ja til at gifte sig med den over 40 år ældre Simon Spies ved et storslået bryllup i Holmens Kirke 11. maj 1983. Den ægteskabelige lykke varede ikke længe. Knap 11 måneder senere sluttede livets rejse for Simon Spies.

Danmarks store charterkonge blev kun 62 år.

Anbefalet til dig