scroll-down
Foto: Franne Voigt "De ti år fra 60 til 70 er de bedste," mener skuespiller og instruktør Solbjørg Højfeldt.

Solbjørg Højfeldt: Dette er det vigtigste i et langt ægteskab

Ingen skal kalde Solbjørg Højfeldt "forhenværende skuespiller", for hun er stadig særdeles aktiv som både skuespiller og instruktør. Men hun kan sagtens mærke alderen, og efter et år med to forskellige cancer-diagnoser ser hun tilbage på en tid, der har været hård for både fysikken og parforholdet. Og så husker hun sig selv og os andre på at tage vare på livet og nyde det lige, som det er.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Det er dagen før Solbjørg Højfeldts 74-års fødselsdag. Det har Politiken markeret i spalten "Fødselsdag i morgen" i dagens avis, og det har Solbjørg set kort før, jeg ankommer for at lave interview med hende.

"Og tænk engang, så stod der: "Forhenværende skuespiller og instruktør Solbjørg Højfeldt, 74." Der blev jeg altså helt lammet. FORHENVÆRENDE! Og tænkte så: Nå, nu er man da virkelig blevet gammel. Men altså, jeg har ikke tænkt mig at holde op med at arbejde. Jeg er lige nu aktuel i serien Den som dræber på Viaplay. Og jeg skal i gang med at indspille en ny serie om Karen Blixen lige om lidt. Så nej, jeg er bestemt ikke forhenværende."

Selvom Solbjørg griner, da hun fortæller om fødselsdagsomtalen, er der ingen tvivl om, at den også har prikket lidt til tankerne om det at blive ældre. Tanker, som hun naturligvis har, og som vi også skal tale om i dag, men som bestemt ikke skal sætte en stopper for alt det, hun stadig gerne vil nå her i livet. Hun har tænkt sig at blive ved med at arbejde som skuespiller, så længe hun kan huske replikkerne, siger hun, og hun nyder også at instruere, når den mulighed byder sig.

Lige nu er det dog sommerhuset i Rågeleje, hun nyder sammen med ægtemanden og skuespilleren Henning Jensen. Han hilser venligt på og forsvinder så hurtigt ind i huset, da vi sætter os i den blomstrende have med en dejlig frokost på bordet. Solbjørg sætter sig omhyggeligt under en parasol og har en panamahat trukket godt ned over sit fregnede ansigt. Hun skal ikke have sol. Det er der en grund til.  

Uden at fornærme nogen kan man godt omtale Solbjørg som forhenværende TEATERskuespiller. Hun valgte nemlig scenen fra i 2018, i hvert fald som udøvende skuespiller. Instruktørjobs vil hun stadig gerne have, men det at stå på scenen aften efter aften var begyndt at slide for meget.

"Jeg havde været freelanceskuespiller i 46-47 år, og når man er det, forsvinder man bare ud i intetheden, når der på et eller andet tidspunkt ikke er flere jobs. Det havde jeg ikke lyst til, jeg ville gerne selv bestemme, hvornår jeg stoppede. Jeg sagde det højt første gang i et interview, og der var det lige som om, at følelsen af vægtløshed indtraf øjeblikkeligt. Men jo flere gange, jeg fik det sagt, jo bedre føltes det. Jeg havde fået lov til at prøve alle genrer, der var ikke noget, jeg manglede, og jeg kunne mærke, at jeg hellere ville bruge kræfter på at instruere og lave film og tv."

Hvilke opgaver prioriterer du så at sige ja til i dag?

"Jeg siger ja til det, der pirrer min nysgerrighed. En af fordelene ved at blive ældre i mit fag er, at man ved, hvad man kan, og man skal ikke hele tiden – om jeg så må sige – pisse territoriet af. Det kan godt være svært at være kvinde i min branche, når man kommer op i årene, men jeg synes faktisk, at jeg har været ret privilegeret. Jeg har ikke ligget stille på noget tidspunkt, og jeg synes heller ikke, at jeg er blevet forfordelt. Vi er efterhånden kun en håndfuld i min aldersgruppe, der stadig arbejder, men da der heller ikke er så mange roller til kvinder i vores alder, kan det godt være svært. Det er også sådan, at man i dag skal til auditions. Det brugte man ikke før i tiden, men sådan er det blevet gennem de seneste ti år eller mere, og det er også fint nok, for en rolle handler også om kemi. Men jeg kan da godt mærke, at det bliver sværere og sværere at få afslag."

Hvorfor?

"Hvis jeg skal være helt ærlig, så handler det om kroppens forfald. Den der underminering af en selv. Jeg kan mærke, at min krop forfalder, jeg kan mærke, at jeg ser anderledes ud. Jeg kan stå op om morgenen, se mig i spejlet og tænke: Hvad fanden er der sket i løbet af natten? Det går så hurtigt. Jeg har endda været forholdsvis heldig i mit liv, men fra jeg blev 70 og fremefter, synes jeg simpelthen, at det er gået meget hurtigt med udseendet. Og med kroppen. Jeg tror, det hænger sammen med, at man ikke er helt på bølgelængde med sin alder. I hovedet er jeg yngre. Jeg håber, at det ydre og det indre en dag vil smelte sammen og give mig ro med den alder, jeg har."

I 2013 fortalte du mig, at du plejede at sige, at dit mål var at sidde på terrassen i Rågeleje, gammel og vis, mens du læste bøger og gav gode råd, men at du efterhånden ikke vidste, hvornår du ville nå dertil. Hvor langt er du med den plan i dag?

"Ikke et skridt nærmere! Jo, med det at være ældre, men ikke ellers. Jeg har stadig appetit på livet. Min fysik er ret god, men jeg kan godt mærke, at hvis jeg ikke træner, så bliver jeg stiv som et bræt og kan ingenting. Sådan var det ikke før i tiden. Jeg har tit tænkt, at det er som om, at ens selvbillede fryser omkring 40-års alderen. Hvis man stadig har sine kræfter, sin nysgerrighed og sine interesser, så er man den samme indeni, som man altid har været. Man har mere erfaring, ja, og man kan måske være mere tilbøjelig til at stoppe sig selv og sige "nej, der skal du ikke hen, og pas nu på". Men der er også stadig en anden stemme, der siger "årh, prøv det nu for fanden, der kan jo ikke ske noget ved det".

Hvordan holder du din krop ved lige?

"Jeg har i mange, mange år gået til Body SDS-træning, og så er der noget træning helt tilbage fra elevskolen, som jeg stadig bruger. Jeg laver også De Fem Tibetanere og bader i havet hele året. Om morgenen står jeg op før Henning, og så tænder jeg for P8 Jazz og danser en halv times tid. Det er godt, der ikke er nogen, der kigger. Men det er vældig dejligt og det løsner godt op i kroppen."

Gør du det hver dag?

"Ja, som regel. Men så har der også været tidspunkter for nylig, hvor jeg ikke har fået det gjort så meget."

Hvem er Solbjørg Højfeldt?

  • Født i 1947.
  • Skuespiller og instruktør, kendt for en lang række teaterstykker og film som Zappa, Drengene fra Sankt Petri og Brødre og tv-serier som Riget, Taxa og Herrens veje.
  • Lige nu i gang med at filme en serie om Karen Blixen, hvor hun har en stor rolle.
  • Gift i 1985 med skuespilleren Henning Jensen, 78.
  • Parret har to voksne børn og et barnebarn på 16 år.

Hun holder en længere pause. Flytter stolen længere ind i skyggen under parasollen. Tænker lidt over det næste, hun vil sige, for det er ikke noget, hun har fortalt offentligt før. Men det er vigtigt.

"Sidste år havde jeg to operationer lige efter hinanden. Jeg har aldrig været rigtigt syg før i mit liv, så det var lidt af et chok. Jeg fik konstateret modermærkecancer. En knappenålshoved stor fregne, som jeg syntes, jeg havde haft altid, krævede pludselig min opmærksomhed. Jeg tænkte, hvorfor begynder jeg at kigge på den nu? Der var ikke noget at se med det blotte øje. Den kløede ikke. Ingen rødmen. Intet. Jeg tænkte, jeg skal bare lige huske at vise den til min læge, næste gang jeg kommer derned. Det glemte jeg så første gang, jeg var der, men næste gang bad jeg hende lige kigge på den, hvorefter hun sagde: Den skal væk, og det skal være NU."

Solbjørg fik fjernet 5 mm rundt om fregnen og ned i dybden, men det viste sig, at det slet ikke var nok, og fra den ene dag til den anden røg hun ind i et kræftpakkeforløb. Hun blev indlagt i juni sidste år og fik i stedet fjernet 5 cm hele vejen rundt om fregnen og ned i dybden.

"Det var rigtig uhyggeligt. Men da jeg var hos hudlægen for nylig, sagde hun, hvis nogen skal have modermærke-cancer, så er det dig, for din hud er disponeret for det. Nå, tak. Men det er meget godt at vide, jeg har ikke noget imod, at folk er lidt klare i spyttet. Så nu undgår jeg al sol og har faktor 50 på hele tiden. Jeg har et langt ar på låret, men det er ligegyldigt. Jeg er jo færdig med at danse cancan. Det første år kommer man til kontrol to gange, og jeg har fået at vide, at jeg også selv skal være meget opmærksom, fordi jeg har så mange fregner. For at det ikke skal være løgn, begyndte jeg også pludselig at bløde fra underlivet. Helt dumt ringede jeg til min læge og spurgte: Kan man godt få spontan menstruation i min alder?"

Hun griner højt.

"Lægen sagde, nej, det kan man ikke, og vil du være sød at komme med det samme. Jeg kom hurtigt til gynækolog, som tog vævsprøve, og det viste sig, at der var en tumor i livmoderen. Det havde intet med modermærkekræften at gøre, det var bare – som de sagde – bad luck."

Hvordan var det at få den diagnose oveni?

"Der blev jeg skræmt, for jeg begyndte at tænke, okay, hvad er nummer tre så? Det havde jeg det ikke så godt med. Jeg fik fjernet hele underlivet på Rigshospitalet i september sidste år og skulle så vente et par uger på, at patologerne havde kigget på prøverne. Det var en nervepirrende periode, men endelig blev jeg ringet op og fik at vide, at det var helt i orden alt sammen. De havde fået alt med. Men så ringede lægen igen om aftenen og sagde: "Jeg er kommet i tvivl, jeg bliver nødt til at diskutere det med nogle kollegaer." De vendte tilbage og sagde, at de var nået frem til, at det var en stadium 2 cancer, og at der dermed godt kunne være en enkelt celle eller to, der var smuttet ned i livmoderhalsen. Derfor ville de tilbyde mig, at jeg fik fjernet alle lymfekirtler i bughulen."

Hun tager en dyb indånding, inden hun fortsætter.

"Jeg havde en uge, hvor jeg var helt ude af mig selv og tænkte: Det vil jeg ikke. Og så begyndte jeg at søge på nettet. Don’t. Ever. Do. That! Jeg så en masse frygtelige ting med folk, der hævede helt op efter sådan en operation. Det er jo hele ens rensesystem til benene, der forsvinder, når man fjerner lymfekirtlerne der. Jeg talte med Henning om det, for det ville betyde, at det ville være slut med at arbejde, hvis jeg var belastet på den måde. Jeg nåede frem til, at jeg ville tro på, at det hele var væk og dermed ikke sige ja til operationen."

Hvordan kunne du tage den beslutning?

"Jeg talte med kloge mennesker omkring mig, der sagde, at jeg skulle lytte efter i mig selv. Jeg bad om at få en CT-scanning, hvor man kan kigge lymfekirtlerne igennem, og den viste, at der ikke var noget. Det er ikke nogen garanti for noget som helst, men det gav noget ro. Nu holder man øje med mig, og når der er gået tre år, er det næsten sikkert, at det ikke kommer tilbage, siger de."

Hvordan er det at gå og vente på?

"Jeg synes faktisk, at det er slemt. Jeg tænker ikke på det hele tiden, men når jeg skal til kontrollerne, er der lige et par nætter op til, hvor jeg ikke rigtig får sovet. Der er mange tanker. Og der er noget med cancer, som gør, at det er som om, man mister en form for uskyld eller barnetro, og jeg tror, der skal gå noget tid, inden man ligesom kan sige, okay, det var det. Jeg er endda sluppet heldigt uden kemo og stråler, men jeg har været mærket af det. Jeg har været så utrolig træt og grådlabil i lang tid, og det er jo kroppen, der arbejder på højtryk. Men nu – og det var næsten fra den ene dag til den anden – kan jeg mærke, at min krop er tilbage."

Det er altid en belastning for et forhold, når den ene bliver syg. Det kan Solbjørg godt skrive under på. Og måske er der forskel på, hvordan kvinder og mænd reagerer.

"Jeg tror, at de fleste mænd ville reagere ligesom Henning. De er ikke vant til, at vi kvinder er syge, og det vil de heller ikke have, at vi er. Så det er en form for skyklapmetode, der træder i kraft: "Jamen, nu er du jo opereret. Så er det jo væk. Sådan." Og det er også rigtigt, det er jo væk rent fysisk. Jeg tror ikke, at man skal plage mænd alt for meget med det. Jo, hvis det nu havde været et stort cancerforløb med kemo og stråler, så havde man nok været mere sammen om det. Men med et forløb som mit, er det som om, at okay, nu er det overstået, nu skal du ikke tænke mere på det. Og det ville jeg jo også ønske, at jeg ikke gjorde."

Så når du har været grådlabil, har det så handlet om de her ting?

"Nu er det overstået, skulle jeg hilse at sige, men hvis folk var vældig søde, kunne jeg blive helt rørstrømsk af glæde over det og komme til at græde. Jeg tror, at mange kvinder oplever, at det er meget nemmere at tage sig af andre, end det er at blive taget sig af. Henning har været udsat for mange ting i sit liv med bl.a. dårlige hofter og skruer i nakken, og det har været meget nemmere at tage hånd om ham. Jeg tror, at det er ens kvindelige plejegen, der kommer fuldstændig op til overfladen."

Hvordan har du det nu? 

"Lige pt har jeg det fint. Jeg skal til kontrol på Herlev på mandag, og det er som sagt altid lidt nervepirrende. Men der sker også den her lidt mærkelige ting i sådan et forløb, at man begynder at lede efter en grund til, at man blev syg."

"Hvad er det, jeg har gjort forkert? Og i virkeligheden er der ikke noget, jeg kunne have gjort anderledes. En anden ting er, at jeg har læst om andre, der er blevet flove, når de har fået en kræftdiagnose. Det har jeg tænkt meget over, men det synes jeg ikke, at jeg er blevet. Jeg synes ikke, at det er en skam at sige, at man har haft cancer.Tværtimod synes jeg, at det er en god idé, at man taler om det. Det er mere underligt, hvis ingen spørger til det, og man kan jo altid sige, tak fordi du spurgte, men lige i dag har jeg ikke lyst til at tale om det, hvis det er sådan, man har det."

Har det ændret noget ved dit selvbillede, at du har været syg?

"Nej, det synes jeg ikke. Hvis vi havde talt sammen for et halvt år siden, havde jeg måske svaret helt anderledes. Men uanset om man er bange for at dø eller ikke er det, så er det da en reminder. Et prik på skulderen om, at man ikke er uforgængelig. Og det er jo udmærket at blive mindet om. Det gør, at man lige husker sig selv på at tage vare på livet og nyde det."

"Det har også været dejligt at opleve, at jeg har så gode venner, der har været der for mig, og min søn har også virkelig været fantastisk. For ham har det vel også været lidt af et chok, at jeg blev syg. Lige da jeg blev opereret for tumoren i underlivet, var Henning i England og lave en film, og det kunne han jo ikke gøre for. Jeg sagde også til ham, at han ikke skulle blive hjemme, for jeg vidste godt, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg tror i øvrigt også, at jeg tænkte, at så skulle jeg heller ikke trøste ham. Forstår du, hvad jeg mener?"

Hun griner.

"Jeg kunne få lov til at koncentrere mig om mig selv. Men vi har snakket om det bagefter, og jeg må indrømme... Altså, Henning siger, at jeg blev meget aggressiv overfor ham, og jeg tror, at jeg et eller andet sted følte mig forladt af ham. Selvom jeg havde sagt, at det var okay, at han rejste. Og den er jo svær at komme med bagefter. Og også helt urimelig. Men hvis vi skal tale ærlighedsting her i dag, så må jeg sige, at det skete faktisk."

Hvordan er I kommet omkring det?

"Vi har snakket om det. Og det går jo over. Og jeg ved godt, at det var urimeligt. De kunne ikke udsætte optagelserne, de halsede i forvejen afsted med coronaen i nakken. Men det var faktisk uhyggeligt at opleve, at jeg fik det sådan. Jeg oplevede også en pludselig og stor længsel efter min mor eller begrebet "mor". Jeg mistede min mor, da jeg var seks år gammel, så det er jo meget, meget længe siden, hun har været her. Derfor var det ekstra mærkeligt at opleve, at jeg – som er en forholdsvis stærk og til tider hardcore kvinde – alligevel kunne komme et sted hen, hvor tanken om MOR pludselig var meget stærk og det eneste, der kunne give tryghed. Måske er det ens for både mænd og kvinder at søge tilbage til moderskødet, når livet bliver ubærligt."

Henning sidder inde i huset og skriver på andet bind af sin biografi. Han stoppede som skuespiller på Det Kongelige Teater i 2019 efter at have været tæt på at gå ned med stress. Ligesom Solbjørg laver han stadig film og tv, og på den måde har hverdagen fundet et nyt leje for dem begge. 

Hvordan har dit og Hennings forhold ændret sig gennem årene?

Solbjørg holder en lang pause, før hun stille svarer.

"Ja... Det ændrer sig jo. Det gør det. Man kender hinanden så godt, og der er mange ting, der er gået op for en hen ad vejen. Sådan noget som at man godt ved, at den anden ikke gør noget for bevidst at genere en. Hennings psyke har jo taget nogle ture gennem årene med angst og depression, og når jeg ser tilbage på det nu, får jeg sådan en uendelig ømhed for ham. Hvor det dengang – med børn og arbejde og alt muligt – godt kunne være lidt udmattende."

"Jeg kunne føle, at jeg var meget alene om mange ting. Men det er ikke fordi, at alt i dag bliver sagt med fløjl og silke, der ryger stadig nogle tudser ud ad munden engang imellem, det vil jeg gerne indrømme. Både Henning og jeg har et vældigt temperament, så det kan ikke undgås, men det er glemt igen med det samme. Et eksempel er, at Henning ikke hører så godt, og for hver gang han siger "hva’?" taler jeg højere og højere. Og jo højere jeg taler, jo mere hårdt lyder det. Sikkert også fordi der ligger en lille irritation fra min side, og det opfattes jo af begge parter. Men samtidig synes jeg, at den kærlighed og ømhed, som vi har imellem os, næsten er større, end den var, da vi var forelskede. Og tanken om ikke at skulle være sammen … Den kan godt være skræmmende."

Hun holder en lille pause igen.

"Der er også nogle ting, der er svære at snakke om. Men der er noget om, at når en mand ældes, så er der så meget mandetab i det. Jeg tror, det var forfatteren Frederik Dessau, der sagde, at det at blive gammel er at miste noget hver dag. Det er små bitte skridt, og jeg tror, at det for mænd er meget, meget hårdt."

Er det anderledes end for kvinder?

"Jeg tror, at kvinder tænker over det tidligere. Når vi går i overgangsalderen og dermed ikke længere kan føde børn, tænker vi okay, hvad er jeg så? Det finder vi ud af, og så lærer vi at acceptere det. Og vi finder ud af, at vi stadig fungerer og har et værd på alle mulige andre måder. Men jeg tror, at for en mand, der måske mister evnen til at høre, får problemer med potensen eller pludselig ikke kan køre bil, er det et større slag."

"Det ligger i hans gener, at han kan blive ved med at få børn, hvis det var det, han ville, men hvad er han, hvis der pludselig er ting, han ikke kan? De fleste mænd forlader også arbejdsmarkedet, når de er 67 år, og jeg tror, at mænds identitet ofte ligger i deres arbejde. Det kan være svært at stoppe, hvis man ikke har en helvedes masse hobbies, hvor man f.eks. kan konkurrere og besejre de andre. Det er ikke så væsentligt for kvinder, tror jeg."

"Og jeg får sikkert en masse på nakken, når jeg siger det, men vi kvinder er vant til at skulle tage os af en masse ting på en gang. Vores arbejde er bare en ting ud af de mange ting, så det er ikke hele identiteten, vi mister, når vi holder op med at arbejde. Da Henning stoppede på Det Kongelige Teater, stillede han også sig selv det spørgsmål: Hvem er jeg, når jeg ikke længere er skuespiller på Det Kongelige Teater? Hvor jeg havde det sådan, jamen for fanden mand, du vil jo altid være skuespiller, uanset om du laver noget eller ej."

Hvad er det vigtigste i sådan et langt ægteskab, som I har haft?

"At man kan tale sammen. Helt afgjort. Og så er det jo sikkert også det erotiske. Det har jeg i hvert fald hørt folk sige."

Hun slår en høj latter op, men bliver straks efter alvorlig.

"Men jeg synes, det er svært, efter jeg er blevet opereret. Det gør jeg. Men igen – så opstår der jo en anden form for nærhed. Hennings og mit liv har ikke været rolig kørsel frem mod det at blive pensioneret. Vi har været vant til at "gå til eksamen" mange gange om året og til at blive bedømt af andre. Vores liv er til tider voldsomt og til tider helt almindeligt. Men jeg ville aldrig have byttet mit liv for noget andet. Det værste må være, at man når frem til den sidste dag og så har noget, man fortryder. Eller er bitter over."

"Det kommer ikke til at ske for mig. Og ja, så kan man altid sige, åh, jeg ville ønske, jeg havde fået nogle flere børn eller børnebørn. Men sådan tænker jeg ikke. Jeg har dem, jeg skal have, og jeg har en mand, som jeg elsker højt. En mand, som jeg ikke ville bytte væk for noget. Tværtimod har jeg simpelthen prøvet at holde fast i ham. Altid."

Hvilke år har været de bedste i dit liv?

"Jeg synes, at de ti år, fra man er 60 til 70, er de bedste år. Japanerne har et særligt ord for de ti år, som betyder, at man på sin 60-års fødselsdag bliver genfødt med hele sin erfaring. Fra 60 til 70 kan du faktisk få indfriet alt det, du gerne vil her i livet, fordi du både har styrken, intellektet og erfaringen samtidig med, at du ikke længere er bange for, hvad andre tænker. Jeg fik selv prøvet en masse arbejdsmæssigt af i de år, og jeg har veninder, som har gjort det samme. Det er ret fantastisk."

Hvad så, når man har passeret 70?

"Ja, det er jo lige det. Skuespilleren Finn Nielsen er 84 år, men ligner stadig en på 48. Vi snakkede sammen forleden, og han fortalte, at han havde overvejet at købe en større lejlighed. Men så var han kommet til at tænke på, at han i bedste fald bliver 100 år, og hov, det er der kun 16 år til. Det er, når man begynder at tænke fremad, at tiden bliver kort, så det tror jeg, at man skal passe på med. For pludselig er tiden uendelig kort. Jeg ved godt, at det slutter alt sammen, men jeg vil ikke have, at det står og vifter forude og minder mig om, at jeg skal sørge for at gøre alt det, jeg gerne vil. Jeg vil have lov til at mærke, at jeg kan leve livet, som det er."

Se, hvad vi ellers skriver om: Kræft, Interview og Livsstil
Tilbage til toppen