Daimi Gentle: "Vi ville ikke have børn, og det har vi aldrig fortrudt"

0-10 år: Radio ved kravlegården

"Jeg er født i København, hvor jeg tilbragte mine første år. Min mormor og morfar havde et værtshus i Nyhavn, der hed Brooklyn (udtales Bråklyn, red.). Skiltet er der endnu. Der hjalp min mor til, og nogle gange når hun skulle på arbejde, tændte hun for kakkelovnen og radioen og satte mig i en slags kravlegård, og når hun så kom hjem igen, kunne hun høre mig synge med, men jeg stoppede så snart, hun kom ind i stuen."

"På et tidspunkt flyttede vi til Esbjerg, fordi min far fik job som langturschauffør. Vi så ikke meget til ham, men min mor var hjemmegående, og hun havde ikke andet end mig at tage sig til, så jeg var totalt forkælet og fik alt for meget opmærksomhed. Hun elskede at vise mig frem i taftkjoler, men faktisk var jeg en drengepige, der ikke kunne lide at se pæn ud. Det var lidt af en kamp, for hun ville gerne have, at jeg var stille og yndig."

LÆS OGSÅ: "Mine børn synes, det er fantastisk": Kunne du leve som Dorethe?

10-20 år: Kedelig dagbog

"Dengang i 1950’erne var man sent udviklet, for der var jo ingen til at sparke en i en mere voksen retning. Jeg har stadig mine gamle dagbøger fra dengang, og de er så kedelige. Jo, der er en del forelskelser, men jeg oplevede aldrig, at de var gengældt. En dag skrev jeg endda: "Hvor er jeg glad for, at jeg ikke er forelsket i nogen." Så gik det da fremad."

"Jeg havde ikke mange venner, men dem, jeg havde, var drenge. Jeg var også meget sammen med min mor og far, og de var vilde med at gå i biografen med mig, og vi så alt, hvad der var af tyske, franske og Hollywoodfilm. Jeg samlede på billetterne og skrev små anmeldelser på bagsiden – bare et ord som "Fantastisk" eller "Dårlig". Jeg ville gerne tegne, og jeg sad tit og tegnede efter ugebladet Tempos tegneserier eller billeder af spanske danserinder i store rober. Senere blev det mere noget, der lignede, som for eksempel Brigitte Bardot eller Presley. Det var med blyant, viskelæder og en finger med spyt på."

"Som 17-årig blev jeg sanger fra den ene dag til den anden. Det skete, da Danmarks Radios underholdningsprogram Vi Unge tog landet rundt og også kom til Esbjerg. Jeg havde en guitar, som jeg kunne tre akkorder på, og dem sad jeg og øvede ind i en væg. Jeg var sygeligt genert, men min mor pacede mig, fordi hun syntes, jeg sang godt. Jeg turde ikke andet end at melde mig til Vi Unges sangkonkurrence, så jeg tog min guitar og gik derhen. Jeg vandt, selv om jeg var alt for genert til at stå på en scene. Det var tungt for mig at stå på scenen, men det føltes lettere, når jeg havde en guitar på maven."

"I 1962 kom twisten til Skandinavien, og jeg tog over og underholdt i de svenske folkeparker. Da jeg kom hjem, sagde jeg til mig selv, at nu skulle det være slut. Og jeg mente det. Jeg havde meget svært ved at vænne mig til at stå på en scene, og hvis det stod til mig, optrådte jeg kun i et hjørne i et mørkt rum, hvor ingen kunne se eller høre mig. Jeg ville i hvert fald kun optræde, hvis det var sammen med andre"

"På den tid flyttede jeg til København, fordi jeg ville på tegneskole, men allerede den første uge jeg var i København, søgte Jørn Grauengaard en sangerinde til sit orkester, som skulle spille dansemusik på Restaurant Skandia. Jeg gik til optagelsesprøve og sang Somewhere over the Rainbow, fik jobbet og tænkte, at det var en fin måde at afrunde den karriere."

20-30 år: Stigs pige – og Cliffs

"Jeg startede på restaurant Skandia i 1964, men kom så på ABC Teatret, fordi Stig Lommer gerne ville have Grauengaards Orkester – uden sangerinde. Jeg forstår ham godt, men jeg var alligevel ked af at skulle stoppe, så jeg arbejdede 24 timer i døgnet for at lære at være på teatret, og så fik jeg lov. Det var sammen med Helle Hertz, Bodil Udsen og Kirsten Walther, og jeg krøb rundt langs panelerne på ABC Teatret. I virkeligheden blev jeg jo bare Lommer-pige, fordi Stig Lommer ikke anede, hvad han ellers skulle stille op med mig. Men jeg lignede Bivognen ved siden af alle de flotte piger."

"Jeg mødte Cliff i 1962, og der blev vi vel en slags pennevenner. Først i 1964 blev vi kærester, og i 1968 flyttede han endeligt til København, inden han så rejste tre år til London for at blive kropsterapeut. Vi blev gift, da vi var sidst i 20’erne. Cliff og jeg svingede godt sammen. Det var ligesom at vinde den store gevinst i lotteriet at finde en mand at vokse og blive gammel med."

"Når man kommer igennem de kriser, som ingen kan undgå, så finder man noget på den anden side, som er ret utroligt; en genopblomstring af noget, som man troede ikke var der mere. Cliff og jeg havde også vores kriser – er du da rigtig klog. Det var værst i begyndelsen af ægteskabet. Vi lovede hinanden at holde dem fra offentligheden, så jeg kan først tale om det nu. Men det gjorde det nemmere at holde det inden for hjemmets fire vægge."

LÆS OGSÅ: Solbjørg Højfeldt: Dette er det vigtigste i et langt ægteskab

30-40 år: En mandeverden

"Efter min tid på ABC Teatret eksploderede det med mange småroller og Cirkusrevyen med Dirch og de andre. Jeg turnerede også med Preben Kaas og var en del af hans private lille husorkester. Jeg var fem sæsoner på Cirkusrevyen, men i 1971 kunne jeg mærke, at jeg skulle noget andet. Jeg trængte til at være mig selv, for jeg var en del yngre end de andre i orkesteret, og det var en mandeverden."

"Selv om jeg kun arbejdede sammen med høviske mænd, så var der mange mænd, der troede, de kunne tillade sig alt, og jeg havde ikke format til at gå hen til en mand og sige: "Hold så fingrene fra hende." Jeg var heldigvis rapkæftet, og mænd kan jo ikke lide, hvis man griner af dem, når de prøver at være charmerende."

"Dengang havde teaterdirektørerne det, vi kaldte en prolongationssofa på deres kontor. Det var der, de kvindelige skuespillere fik forlænget deres kontrakt. Når nogen havde været på prolongationssofaen, stod vi uden for og sagde, at hendes hår krøllede så sjovt i nakken. Vi var grove, men det var faktisk ret alvorligt. Det var jo chikane, og mændene tog ikke hensyn til, at man var gift. Jeg oplevede det også selv, selv om jeg ikke var typen, som mændene kastede sig over. Jeg var hende den lille friske, der lugtede lidt af sild fra Esbjerg. De andre Lommer-piger var jo lækre damer."

40-50 år: Tobias på besøg

"Min mand forstod godt, at jeg havde det svært med showbiz, for der kunne godt være en hel uge op til en premiere, hvor jeg var umulig at være i stue med. Efter premieren var trykket lettet, men for mig føltes det som en eksamen hver gang. Så han købte et 150 kvadratmeter stort gammelt værksted, hvor han gik og rodede med gamle biler og køleskabe. Alle ægtepar burde have et sted, hvor den ene kan gå hen."

"Min mand og jeg var enige om, at vi ikke ville have børn, og det har jeg aldrig fortrudt. Til gengæld fik vi Elsa Gress’ (manuskriptforfatter mm., red.) barnebarn som bonusbarn, da jeg var 45 år. Elsa Gress’ datter fik en fødselsdepression, og så kom vi til at sige, at vi da godt kunne tage os af barnet. Vi blev en slags bedsteforældre for Tobias, og det varede lige, til han startede i 1. klasse."

"Jeg begyndte at købe børnebøger, som jeg gemte i en kuffert og læste op for Tobias. Vi passede ham alt, hvad vi kunne, og det var jo fantastisk som 45-årig. Men hold kæft, hvor var vi trætte, når vi havde haft ham på besøg. På den måde fandt vi også ud af, at det vist var meget godt, at vi ikke selv var blevet forældre. Min mand var en afsindig god bedsteforælder – bedre end jeg. Jeg nød det. Det var en skøn periode, og jeg har stadig kontakt til Tobias."

50-60 år: På Jyttes scene

"Jeg kom på teatret Riddersalen allerede i 1970'erne. Jeg kom lige fra store roller på Det Ny teater, men her skulle jeg turnere med en militærnægter og en langtidsledig i en forestilling, hvor jeg skulle spille hund. Jeg gik ind på scenen og lettede ben og sagde "vuf", og så sad alle børnene og råbte: "Hej Daimi!" Selv som hund blev jeg genkendt!"

LÆS OGSÅ: "Jeg tænkte, at det var den største fornærmelse, jeg nogensinde havde fået"

"Med årene blev Jytte Abildstrøms teater lidt mere struktureret, og jeg blev rigtig glad for at lave børneteater, som var vores niche. Det med at være stjerne på en stor scene var jo slet ikke mig, men jeg passede godt ind på Riddersalen. Det var voksenforestillinger om vinteren og omrejsende børneteater om sommeren. Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig har været på en kedelig turné. Det var med god mad og ud at se på nattelivet. Og så holdt Jytte nogle kodyle fester hjemme i København. I dag fester jeg ikke så meget, som jeg har gjort, for jeg har ikke ligget på den lade side."

60-70 år: Ud på alle plejehjem

"Jeg trappede ned med at lave børneteater, for jeg kunne godt mærke, at jeg med årene fik mindre tålmodighed med børnene, og man skal jo helst ikke komme til at råbe ad dem. Jeg orkede heller ikke landevejen mere. Så lavede jeg foredrag i stedet, og i 15 år kørte jeg rundt fra plejehjem til plejehjem sammen med min mand og underholdt om Karl Stegger, Dirch, Lily Broberg og alle de andre, jeg har arbejdet sammen med. Så fortalte jeg lidt om mit liv, og min mand sad ved siden af med guitaren og så lækker ud og flirtede med kvinderne i publikum. Der findes ikke et plejehjem, vi ikke har været på."

70-: Det var så det

"I dag kan jeg godt lide stilheden, og på den måde var corona en stor hjælp, for jeg fik tid til at reflektere over, at tingene godt må gå lidt langsommere nu. Jeg læser bøger, går ture og går i biografen, for dét kan jeg ikke undvære. Jeg keder mig ikke, men der behøver ikke ske noget hele tiden. Jeg savnede ikke engang at synge under nedlukningen, og hvis jeg ikke skulle synge mere, ville det ikke gå mig på. Det var så det."