Vi vil se vores børn, mens det er lyst
Foto: Andreas Bogh Rasmussen

Mere tid med vores børn

"Vi vil se vores børn, mens det er lyst"

37 timers arbejde om ugen er et håbløst levn fra industrisamfunde, der går ud over børnene.

Når hverdagens trummerum tager over, drømmer vi om at optimere vores tid, så vi får den hverdag vi drømmer om.

Men måske er det ikke muligt, før vi begynder at arbejde mindre, mener Sofie Maria Brand.

KLUMME: Hele vinterhalvåret ser mange børn kun deres forældre i hverdagen, når det er mørkt udenfor. Det er vilkårene i et velfærdssamfund baseret på to fuldtidsarbejdende forældre og børn i daginstitution, fra de kan kravle. Det er uvurderligt med gode pasningsmuligheder, og at både mor og far kan arbejde. Men det er, som om der er sket et skred, hvor det kun er arbejdet, der har samfundsmæssig værdi, mens den kæmpe omsorgsopgave, som det er at have børn, tæller nul og niks. Når barslen er slut, er det bare tilbage i kitlen eller kontorstolen, som om intet var hændt – og børn er lige noget, der skal overstås klokken 16-19, hvor vi kæmper for at mobilisere de sørgelige rester af energi.

Børneforældre er nogle af dem, der arbejder allermest herhjemme ifølge Danmarks Statistik, og Danmark er blandt de førende i Europa i familiens samlede arbejdstid, når man lægger mors og fars sammen, ligesom vi har europarekord i tidlig og omfattende institutionalisering. Danske børn tilbringer i snit 7,5 timer om dagen i institution, og hvert syvende barn ni timer eller mere ifølge tal fra Børnerådet. Børn og unge er knap 30.000 timer i institution indtil 18-årsalderen, hvor det til sammenligning var 7.000-10.000 timer for 30-40 år siden ifølge børneforsker Erik Sigsgaard.

Vi er skræmmende ukritiske over for små børns lange dage i institution. Børnene forsøger muligvis at fortælle os noget med deres skrigture morgen og eftermiddag, men vi er blevet immune. De må bare løbe med. Forældrene skal være med til at sikre to procents vækst om året, og kan man ikke tåle mosten, er det den enkelte, der har et problem. Gå til en coach! Eller få en diagnose. For det er blevet fy at kritisere samfundsstrukturer. Politikernes våde drøm har dermed nået sit klimaks, og skattefar og regne-drengene i finansministeriet klapper i takt. Men hvor figurerer de menneskelige omkostninger af ræset i deres excelark?

En Panodil i havregrøden
Mislydene er ikke til at overhøre. Jeg nævner i flæng. Mere end to ud af tre af mødre siger i Rockwoolfondens undersøgelse af fritid fra 2014, at de næsten altid er stressede, hvorimod det "kun" gælder for hver anden far, og en Megafonmåling sidste år viste, at hver tredje forælder har afleveret et sygt barn i daginstitution. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, at forældre er nødsaget til at knuse en Panodil i lille Hugos havregrød og sende ham i vuggestue, hvor smitten kører i konstant ring, fordi mange kun har ret til barnets første sygedag, frygter fyring og ikke har bedsteforældre i nærheden.

Marianne Kryger, formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, udtalte for nylig på baggrund af en ny rapport om børn og unges mentale helbred: "Jeg er i den grad alarmeret. Vi er ved at give børn og unge nogle livsvilkår, som de ikke kan tåle (...) Vi må overveje, om børn overhovedet kan tåle at have en længere arbejdsdag end deres forældre (...) Vi må stille nogle spørgsmål, selvom vi ikke nødvendigvis bryder os om svarene, og selvom vi ikke umiddelbart har nogle løsningsforslag."

Av, min dårlige samvittighed
Vi forældre må ikke undgå at sætte spørgsmålstegn ved vores prioriteringer, selvom det gør nas, når vi borer hælen lige ned i den dårlige samvittighed. Vi bærer altid det allerstørste ansvar for at give vores børn tid og nærvær. Men vi kan ikke individualisere balanceproblemerne, så længe der er strukturer, arbejdspres og vækstmantraer, som er svære at undvige. Vi har tårnhøje skatter og leveomkostninger. Vi skal helst kaste os frådende over forbrugets herligheder. Mange er konstant tilgængelige på mobil og mail og har aldrig fri. De få tilbageværende halvdagsinstitutioner lukkes. Nedsat arbejdstid er en umulig manøvre i mange brancher – hvilket nok er medvirkende til, at mange kvinder vælger mere familievenlige (offentlige) arbejdspladser og dermed også tager flest børns sygedage.

Langt bedre mulighed for deltid og for at passe syge børn – uanset køn og branche – vil være godt for både børn, ligestilling og stresstal. Familier, der trives, reducerer åbenlyst risikoen for skilsmisse, og medarbejdere, der trives, er mere effektive. På en Toyotafabrik i Göteborg er alle mekanikere og smede gået ned på 30 timer, og produktiviteten er steget med hele 20 procent. Win-win over hele linjen.

Indfør "Far-dag"
Apropos Sverige: Der har forældre ret til deltid, indtil barnet fylder otte år, institutionsprisen afspejler, hvor meget barnet er der, og alle forældre har 60 dage pr. år til brug ved barn syg, hvor de får 80 procents lønkompensation gennem den offentlige Försäkringskassan, som både lønmodtagere og arbejdsgivere betaler til. I Holland har alle ret til nedsat tid på 32 timer. Det benytter en fjerdedel af mændene sig af, og begrebet "far-dag" har vundet indpas, så det selv i store private virksomheder er accepteret, at fædre har en fridag.

Vi er nødt til at forholde os til konsekvenserne af to udearbejdende forældre, se vores arbejdsliv i et større perspektiv og erkende, at 37 timer om ugen hele arbejdslivet er et håbløst levn fra industrisamfundet. Det virker som himmelråbende dårlig samfundsindretning, at forældre løber rundt med tungen ud af halsen, mens andre ikke kan få et job. Det vil give mening at fordele arbejdet og arbejdslivet bedre, også set i lyset af, at levealderen er støt stigende.

En Megafonmåling i 2014 viste, at 66 procent mener, at arbejdslivet skal indrettes, så forældre kan gå ned i tid, når børnene er små. Det er et vink med en vognstang til politikerne om at sætte det på dagsordenen ved det kommende folketingsvalg. Der er akut behov for en tidssvarende, visionær familiepolitik, som giver forældre og børn mulighed for at se hinanden, mens det er lyst udenfor.


Sig det - skriv det - del det
Har du en mening, du vil dele? Så send dit debatindlæg til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk, og skriv "Debat" i emnefeltet. Indlægget skal fylde 700-900 ord. Debater og del også trykte indlæg på Facebook.com/altfordamerne.

LÆS OGSÅ: "Manden er stadig familiens overhoved"

LÆS OGSÅ: Her er mænds største tabuer

LÆS OGSÅ PÅ VORESBORN.DK: 5 veje til mere overskud i hverdagen

Sofie Maria Brand

35 år, freelancejournalist, projektudvikler i Hygge Factory og medstifter af Familiepolitisk Netværk. Bor sammen med sin datter på syv år.

Klummerne er et udtryk for skribenternes egen holdning.
Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund