Har min søn ikke ret til at kende sine bedsteforældre?

Spørgsmål om bedsteforældre og samvær

Jeg er 29 år og fødte for et halvt år siden en dejlig, lille dreng. Min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden inden fødslen, da han klart gav udtryk for, at han ikke ville have et barn, da jeg blev gravid. Jeg respekterede det ønske, men valgte at gå gennem graviditeten alligevel, fordi jeg brændende ønskede mig barnet, og nok også gik med et spinkelt håb om, at han ville komme tilbage, når han først så den lille ny.

Det har han dog ikke ønsket. Vi er ikke uvenner, men han vil ikke involveres i sin søn, og han svarer ikke på mine mails, når jeg spørger ind til det, så jeg er temmelig meget alene, bortset fra mine forældre, der er en stor hjælp. Min daværende kæreste og jeg holdt sammen i tre år, og derfor fik jeg også et nært forhold til hans forældre.

Læs også: Brevkasse: Mine børn vil ikke acceptere min kæreste

Jeg synes nu, at det er så trist, at min lille dreng ikke bare er foruden sin far, men også foruden sine bedsteforældre, så jeg er begyndt at tænke på, om jeg måske skulle kontakte forældrene? Jeg ved jo godt, at de ikke selv har ladet høre fra sig, men jeg mødte dem en dag, hvor jeg stod med min store mave, og de begge mærkede på den og spurgte kærligt til, hvordan det gik. Hvad tror du, de vil tænke, og mon de tænker, at jeg går bag deres søns ryg her? 

Vibeke Dorph råder til at tage kontakt på en diplomatisk måde

Jeg forstår godt dit ønske om, at din søn skal kende sine farforældre, samtidig kan jeg også godt forstå, hvis disse føler sig i glemme. For nu valgte du jo på trods af din ekskærestes uvilje at få et barn. Han har derfor stået i en afsindig svær situation, hvor han egentlig ikke har haft noget at skulle have sagt, fordi du allerede havde truffet din beslutning.

Jeg håber derfor, at du respekteret hans valg og ikke plager ham om at se jeres søn. Det var dit valg at få et barn, han meldte klart ud, så han skylder dig intet. Hvordan hans forældre ser på tingene, er det jo svært at gisne om. Det kan være, at de vælger at være solidariske med deres søn for ikke at komplicere situationen, men det kan også være, at de hellere end gerne vil se deres barnebarn, men ikke tør tage kontakt, fordi de er bange for, at du er vred.

Læs også: Klumme: Kære nybagte mor med skyldfølelse

Om det forholder sig sådan, kan du kun få vished om ved at kontakte dem, og det syntes jeg faktisk godt, at du kan tillade dig, men du skal fare diplomatisk frem! Var jeg dig, så ville jeg skrive dem en kort mail. Lad være med at vedlægge fotos af din søn eller skrive noget om, hvor vidunderlig han er. Vær i stedet nøgtern og skriv det, som det er: Du ved godt, at det her er en svær situation for dem, men du vil blot sikre dig, at de ved, at de altid er velkomne i deres barnebarns liv.

Skriv også, at din henvendelse intet har med deres søn at gøre, for du har for længst respekteret hans beslutning. Du vil blot sikre dig, at konflikterne mellem deres søn og dig ikke skal gå ud over dem, og de er derfor velkommen til at tage kontakt. Og så husk at tilføj, at ønsker de ikke det, så vil du også respektere den beslutning – hvilket du så også skal.