Luna Bindner og hendes børn
Foto: Privat "Til sidst gav jeg op... Altså ikke på min dreng, men på at gennemskue andre mødre, og hvordan jeg også opnåede den der “helt efter bogen”-følelse og oplevelse af at være og blive mor."

Klumme: Kære nybagte mor med skyldfølelse...

Alle mødre bliver instinktivt og inderligt ramt af stormende forelskelse, når de første gang får deres lille baby i armene - eller hvad? Ikke ifølge klummeskribent Luna Bindner - og hun minder alle nybagte mødre om, at det er helt okay, hvis kærligheden lader vente på sig. For den skal nok komme.

Kan du huske den magiske følelse da du for første gang kiggede ind i din nyfødtes uskyldige øjne? Da du på et splitsekund glemte smerten og udmattelsen efter fødslen og alt blev erstattet af en helt overvældende følelse af kærlighed strømme gennem din krop?

Da du sad der med din lille smukke, perfekte skabning i dine arme og tårerne trillede ned ad kinderne på dig af ren lykke og kærlighed og du bare vidste, at livet aldrig ville blive det samme igen, fordi dit liv nu havde fået et større og vigtigere formål end nogensinde før?

Well, det kan jeg ikke..

LÆS OGSÅ: Klumme: Som mor har jeg altid fokus på andres behov - men hvad med mig?

Jeg husker derimod 19 timers veer, panik over en jordemoder der aldrig kom (hjemmefødsel) og et top nederen hospitalsbesøg efterfølgende, hvor jeg på en time fik vist mine ædlere dele frem til flere, end jeg har gjort det hele mit liv.

Jeg husker at sidde med min lille, rynkede klump af en dreng og tænke “øh, hvad så nu?”.

Ingen overvældende følelse af kærlighed. Ingen pludselig gennemgående moderlig følelse. Masser af glæde dog, men mest udmattelse og komplet forvirring over, hvad det var der lige skete.

Den berømte “helt overvældende og ubeskrivelige bølge af kærlighed, der skylder ind over dig i det sekund at du får barnet op på brystet og den overdrevede lykke over nu at være blevet mor” der gerne skulle indfinde sig i løbet af få sekunder, kom ikke til mig den oktoberaften. Den kom nærmere snigende med tiden.

Den første tid

I min første tid som mor svingede jeg ofte mellem helt ubeskrivelig kærlighed og beundring og helt enorm irritation og frustration over at have mistet min frihed. Og jeg har været gal på min søn over, at han har gjort mit liv så besværligt, begrænset og hårdt, selvom jeg godt vidste, at “det bare er sådan at have børn”.

Nogle gange havde jeg bare haft lyst til at løbe langt væk. Gemme mig og tage en pause fra den evigt krævende lille skabning, der til tider stjal hele mit liv, identitet og overskud.

Og min skyldfølelse har naget mig og gnavet i min sjæl. Jeg har været flov over mig selv, fordi jeg kunne have sådan nogle følelser og længsler. Jeg har skammet mig over ikke at kunne
omfavne moderskabet og finde lykke i min nye livsopgave i hvert eneste sekund – for det er jo det, man skal. Eller hvad?

Jeg har slået mig selv i hovedet, grædt af udmattelse og frustration, fordi jeg ikke følte, at jeg gjorde det godt nok.

LÆS OGSÅ: Hvorfor får far ros, når mor ikke gør?

Ikke alle mødre er ens

Jeg har haft nemt ved at tro, at der var noget galt med mig. Jeg har også set de hjertevarmende Hollywood-film, de flotte og farvekoordinerede billeder af babyer på Instagram, og jeg var ikke i tvivl om, hvordan jeg som nybagt mor ​burde ​opføre mig og føle.

Jeg havde godt hørt, at det skulle være afsindig hårdt at blive mor – men SÅ hårdt alligevel? ​Og jeg havde også hørt, at man fuldstændig glemmer hvor hårdt det er, når ens lille purk smiler til en, og hvordan man bliver helt varm i hjertet gang på gang. Jovel, det oplevede jeg da også, men var det ikke meningen, at det skulle fylde mest? Var det ikke meningen, at det var det primære, og frustrationerne og udmattelsen en lille sekundær ting?

Mine tanker kørte rundt, jeg sammenlignede mig med andre mødre, forsøgte at gennemskue deres hemmelighed, for de havde det tydeligvis ikke ligesom mig. De måtte have knækket en kode til overdrevet lykke, kærlighed og overskud, som jeg ikke kendte til.

Til sidst gav jeg op... Altså ikke på min dreng, men på at gennemskue andre mødre, og hvordan jeg også opnåede den der “helt efter bogen”-følelse og oplevelse af at være og blive mor.

Jeg begyndte at finde fred i situationen og acceptere, at det bare er pisse hårdt og mega krævende at være mor. At acceptere, at det er helt i orden ikke at få den der følelse af overdrevet kærlighed til sit barn fra første sekund – for den kom jo, det tog bare lige lidt mere tid end et par sekunder.

Du er ikke forkert - uanset hvad

Lad os lige blive enige om, at det er en KÆMPE enorm kolossal omvæltning at blive mor, og en babys påvirkning på dit liv er massiv. Måske er det faktisk den største forandring, som du kan opleve i dit liv, så selvfølgelig kan det komme lidt bag på os.

Jeg ville bare ønske, at nogle havde fortalt mig, at det er helt normalt af og til at længes dybt efter sit gamle liv uden børn. At du ikke behøver at mærke den der øjeblikkelige moderlige kærlighed, og at det ikke er et tegn på, at du er en dårlig mor, hvis du ikke gør. Og at der ikke er nogen grund til at bekymre sig og slå sig selv oven i hovedet – det er en kæmpe forandring i ens liv, og det er helt i orden lige at skulle vænne sig til det.

At være nybagt mor er svært og udmattende nok uden bekymring og skyldfølelse. Vi behøver ikke gøre det mere hårdt end nødvendigt for os selv.

For nogle mødre kommer det let og med det samme, for andre gør det ikke, og så er der alle dem der imellem. Men de er alle lige meget værd som mor. De har alle deres kampe, og de gør deres bedste, fordi de alle elsker deres børn.

LÆS OGSÅ: Klumme: Her er småbørnsfamiliens fjende nummer 1

Så er jeg skabt til at være mor? UDEN TVIVL!

Min lille dreng er nu 3 år, og jeg har efterfølgende også fået hans lillesøster. Jeg drømmer stadig om at få mit gamle liv tilbage af og til (og husker naturligvis samtidig at være super taknemmelig over, at jeg er så heldig at være en af dem, der kan få børn!).

Jeg savner de tider, hvor jeg var fri og kun skulle bekymre mig om mig selv. Nogle gange føler jeg mig enormt begrænset, frustreret og som om, at jeg spilder mit liv med uinspirerende og trivielle hverdagsrutiner.

Men samtidig nyder jeg den tid, som vi har sammen - ham og jeg. Jeg nyder hans nuttede grin, at kramme og putte med ham i timevis, og at vi deler hovedpude hver nat. Jeg nød til den sidste dag at amme ham, stadig en gang imellem at bære ham i slynge og hjælpe ham med at kunne rumme sine følelser og behov og trøste ham, når han bliver ked af det. Jeg nyder at være så tæt forbundet med et andet menneske, og mit hjerte flyder dagligt over med kærlighed til ham.

Det tog tid for mig at vænne mig til at være mor - og hvad så? ​Jeg vil stadig give mit sidste åndedrag, hvis det betød, at min søn kunne have et mere.

For jeg er et menneske, og jeg synes forandringer er svære. Og den person, jeg var engang, forsvandt ikke, da mit barn blev født. Jeg har stadig mine passioner, interesser og drømme. Jeg har stadig behov for frihed, ro og at udtrykke mig kreativt, og det vil aldrig forsvinde – min udfordring er blot at finde nye måder at gøre plads til det i mit liv.

At blive mor bragte for mig en masse blandede og modsatrettede følelser – og det gør det stadig. Men det gør mig ikke til en dårlig mor. Jeg er den bedste mor for min dreng, og jeg gør mit allerbedste for at tage mig godt af ham. Jeg er god nok, og jeg skal aldrig have skyldfølelse over mine følelser, for de er helt okay. Det gør ikke min kærlighed til mine børn mindre, at jeg af og til ønsker, at de ikke var der. Tværtimod gør det mig blot til et menneske, og det kan jeg godt acceptere at være.

For mødre er også bare mennesker - og det er helt okay. For det er vores børn også.

Om skribenten

Luna Bindner er 29 år og arbejder som selvstændig Life Coach, skribent og iværksætter. Hun er samtidig hjemmegående fuldtidsmor til Ebbe på 3 år og Mona på 1 år. Hun har Instagram-profilen Spirituella.dk.

Klummen er et udtryk for skribentens egne holdninger. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Mor og Klumme