Kvinde i lyseblå trøje læner sig mod et træbord i et lunt rum.

For to år siden blev Annemette Voss alvorligt syg: ”Jeg lå i fosterstilling og rystede”

Da bagedystvinder, forfatter og direktør i egen virksomhed Annemette Voss blev syg med stress, måtte hun revidere hele sit liv og træffe en vigtig beslutning. Det fortæller hun til Hendes Verden.

Hendes verden logo farv

I mange år har Annemette Voss tonset derudaf med 180 km/t. Men i sommeren 2024 sagde kroppen stop, og bagedystvinderen måtte indse, at hun var syg med stress.

Så syg, at hun var fuldtidssygemeldt i fire måneder og derefter deltidssygemeldt i næsten et halvt år. Det fortæller hun i et stort interview til Hendes Verden, uge 11.

– Jeg lå i fosterstilling og rystede og kan faktisk ikke huske særlig meget fra den periode. Jeg var så bange, at jeg flere gange sagde til min mand, inden jeg skulle sove, at hvis jeg ikke vågnede næste morgen, skulle han vide, hvor meget jeg elskede ham og børnene, og hvor glad jeg var for mit liv. Jeg følte, jeg kunne få et hjertestop når som helst.

At komme tilbage krævede hardcore behandling: psykologtimer, lægebesøg og en massiv livsstilsomlægning, fortæller Annemette Voss, som måtte erkende, at hun ikke kunne blive ved med det liv, hun levede, og hun traf derfor en vigtig beslutning. 

– Det pressede mig at føle, at jeg skulle præstere alle steder i livet, og at jeg derfor var en dårlig udgave af mig selv alle steder. Jeg var nødt til at slippe noget, hvis jeg skulle overleve. Derfor sagde jeg mit job som kommerciel influencer op. Det føltes meningsløst for mig at sidde og lave reklamer for andre virksomheder og løfte dem, når jeg synes, at jeg kan alt muligt selv, og følelsen af meningsløshed er ubehagelig at være i, fordi man mister lysten til alt.

– Lyset begyndte at komme, da jeg sagde højt, at jeg ikke længere ville lave betalte kampagner. Jeg vil stadig gerne bruge sociale medier, fordi det er sjovt og kreativt, det skal bare for min egen skyld og ikke alle mulige andres. Da jeg begyndte at tale åbent om det, kom der stor opbakning fra mennesker, der havde fulgt mig i mange år. Det gav mig ro og en følelse af, at jeg måske ikke var helt galt på den.

Et nyt kapitel

De sidste 12 år har Annemette Voss oplevet lidt af hvert – og alting er gået meget stærkt.

– Der har været så mange opture, kriser, stress, medier, Instagram og mennesker, der har haft en mening om mit liv. I 12 år har jeg glemt at lytte til mig selv, og det har været så intenst, at jeg var nødt til at flytte mig fra det.

Udover at sige sit job som kommerciel influencer op, flyttede Annemette Voss og familien også til Vejle – væk fra alt det, der krævede noget fra hende. Og det har været den helt rigtige beslutning.

– Udover mine børn er det det bedste voksenvalg, jeg har truffet i mit liv. Der er ikke lige så travlt i Jylland, og der er ikke lige så mange mennesker. Hele vores livsstil er blevet meget mindre højspændt, og det er præcis det, jeg har brug for.

Læs hele interviewet med Annemette Voss i denne uges Hendes Verden. Her fortæller hun bl.a. mere om sin skilsmisse - og om at finde kærligheden igen.

Om Annemette Voss

  • 42 år.
  • Uddannet på Arkitektskolen i København og har bl.a. tegnet Krøyers Plads på Christianshavn. - Tidligere influencer og vinder af anden sæson af Den store bagedyst i 2013.
  • Foredragsholder, forfatter til flere bagebøger samt stifter og direktør af virksomheden All By Voss.
  • Gift med Micky Fridthjof. Mor til fire børn på 17, 15, 9 og 3 år.