Anne Mette Hancock.

Anne Mette Hancock har særligt trick, hvis huden slår ud: ”Det er lidt kedeligt, men det virker”

Forfatter Anne Mette Hancock har stadig ikke helt fået en hudplejerutine implementeret, men det gør måske heller ikke så meget, når makeuppen er sparsom, solfaktoren altid huskes, og det daglige bad kan klare det meste. Og så er hun et sted i livet, hvor hun har fundet ind til det sted, hvor lykken bor: nemlig der, hvor relationerne er nære, rutinerne enkle, og musikken bliver spillet på klaver af hendes datter.

ALT for damerne logo

Min morgenrutine består af … tandbørstning, kaffe og Radioavisen. Jeg vil helst vågne langsomt og lade min sjæl folde sig ud i et roligt tempo, inden jeg går i bad. 

Mit hår ligner altid noget fra Fraggelland, når jeg står op, så det skal vaskes hver dag, og det er en kedsommelig proces, som jeg udskyder så længe, jeg kan.

At pleje min hud betyder for mig … at jeg altid har lidt dårlig samvittighed, for jeg gør det sjældent. Jeg er aldrig rigtig kommet ind i rutinen med at fjerne makeup inden sengetid og bruge diverse serummer og cremer, men når jeg husker det, er jeg nærmest barnligt stolt af mig selv.

Clay Deodorant – Geranium, Herbal Salvation, 85 kr.
Hverdagsfavorit!: Clay Deodorant – Geranium, Herbal Salvation, 85 kr.

Jeg lægger makeup, når … jeg skal noget, som ikke bare er en tur til bageren eller rundt om Kastellet. Aldrig meget, men altid lidt.

Min makeuprutine … er at blande min solcreme med spf med lidt foundation, dække med concealer, børste mine bryn, putte sort mascara på vipperne og en god læbepomade på læberne.

Jeg plejer mit hår … ved ikke længere at få det lysnet. Jeg havde i mange år en honningfarvet ombre i mit ellers mørke hår, men med tiden begyndte det at knække efter hver blegning, så det måtte jeg desværre lægge på hylden.

Aroma Therapy Herbal Hand Cream, Tromborg, 190 kr.
Uundværlig håndcreme: Jeg elsker Aroma Therapy Herbal Hand Cream fra Tromborg. Mine hænder kan ikke overleve en vinter uden. Aroma Therapy Herbal Hand Cream, Tromborg, 190 kr.

Hvis jeg kunne sige en ting til mine medsøstre, ville det være … ”Tak!” og ”Jeg elsker jer!”. Kvinderne i mit liv er så fundamentalt afgørende for min lykke og overlevelse.

Den bedste duft for mig … er Rømø på en våd efterårsdag eller den syrligsøde duft af platantræer på varme sommernætter i Provence.

No Vacancy, Raaw Alchemy, 50 ml edp, 895 kr.
Den bedste duft: Parfumen No Vacancy by Raaw Alchemy er en fast favorit. Jeg er helt besat af den duft. No Vacancy, Raaw Alchemy, 50 ml edp, 895 kr.

Hvis min hud slår ud … er mit trick at tage en uge eller to uden salt, fedt og alkohol. Det er lidt kedeligt, men det virker.

Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået … fik jeg af hver eneste mand, jeg nogensinde har mødt, og det var, at kvinder ofte er lækrere på en random, vindblæst tirsdag, end de er nytårsaften. 

Nu skal mænd selvfølgelig ikke diktere, hvordan vi ser ud, men jeg er enig i pointen: Less is more! Det gælder i øvrigt også den anden vej. Mænd skal i min optik helst heller ikke se ud, som om de har brugt al for lang tid på at sætte håret.

Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være … at holde mig fra pincetten! Jeg var teenager i halvfemserne, da supermodellerne regerede, så ligesom dem plukkede jeg mine øjenbryn ind til to tynde streger. Det skulle jeg virkelig ikke have gjort.

Anthelios UVMune Hydrating Creme spf 50+, La Roche-Posay, 195 kr.
Den foretrukne solcreme: Det her er den mest behagelige solcreme, jeg endnu har prøvet. Anthelios UVMune Hydrating Creme spf 50+, La Roche-Posay, 195 kr.

Luksus for mig er … ikke at have noget at bekymre mig om. Hvis børnene er glade, regningerne er betalt, min bog er på vej i trykken, og resten af min flok trives, så sover jeg som en sten om natten og har ikke brug for meget mere.

Hvis jeg kunne ændre en ting i 2026 … ville det være Trump, Putin og de sociale medier. Det ville være vidunderligt, hvis verden blev befriet for alle tre ting på én gang. Et sandt Kinder-æg af positiv udvikling.

Når jeg skal have smilet frem, lytter jeg til … hvad som helst med min datter! Hun er en virkelig dygtig singer/songwriter med sublim musiksmag, og så er hun ret cool på et klaver. 

Sun Set Essential Oil, Amazing Space, 195 kr.
Essentiel olie: Sun Set Essential Oil fra Amazing Space dufter fuldstændig himmelsk! Sun Set Essential Oil, Amazing Space, 195 kr.

For tiden synger hun tit ”Diamonds and Rust” med Joan Baez for mig, og så er der ikke et øje tørt. 

Det sted, jeg er i livet netop nu … er ukendt farvand. I mine 20’ere og 30’ere var skabelonen mere fastlagt: Der skulle tages en uddannelse, bygges rede, fødes nogle børn. Nu er fremtiden mere udefineret, og det er spændende, men også temmelig angstfremkaldende.

Det her insta-billede er smukt for mig … fordi jeg kan huske, hvor glad jeg var. Det er min kæreste, der har taget det på en tur til Cassis, da vi var helt nye kærester. Jeg havde haft et par dystre år, inden jeg mødte ham, og på den her ferie føltes det som at komme op til overfladen igen efter at have ligget længe på bunden af en mørk sø.
Det her insta-billede er smukt for mig … fordi jeg kan huske, hvor glad jeg var. Det er min kæreste, der har taget det på en tur til Cassis, da vi var helt nye kærester. Jeg havde haft et par dystre år, inden jeg mødte ham, og på den her ferie føltes det som at komme op til overfladen igen efter at have ligget længe på bunden af en mørk sø.

Nutidens skønhedsideal er … som alt andet midlertidigt. Og ikke rigtig på min radar.

Jeg føler mig smukkest, når … jeg er sammen med min kæreste. Han får mig altid til at føle mig smuk – også på tidspunkter, hvor jeg helt objektivt ligner noget, der er løgn.

Om Anne Mette Hancock

  • Forfatter og aktuel med kriminalromanen ”Efterspillet”, der udkommer på Lindhardt og Ringhof den 17. marts. 
  • Hun er kæreste med musikproducer Jacob Bredahl og mor til Vega på 18 år og Castor på 14 år.