Din babys 7 første tigerspring

På intet tidspunkt udvikler barnets hjerne sig så voldsomt som i det første år. Med jævne mellemrum åbner den for et decideret tigerspring – som kan gøre barnet uroligt og pjevset, men efterlader det med helt nye muligheder.

Du kender det måske: Din ellers rolige og harmoniske lille Sofie slår en morgen øjnene op og er helt utrøstelig. Hun vil bare tilbringe dagen i din favn og er slet ikke glad og fro som ellers. Du prøver hvad som helst for at stille den lille tilfreds, men ingenting ser ud til at have effekt.

Men måske er det netop denne morgen, at verden første gang viser sig for Sofie i farver. Eller at den lille krop tager tilløb til den allerførste trilletur.

De nye indtryk er helt fremmede for Sofie, og hun reagerer på det ukendte med utryghed og gråd. Og det er helt normalt.

Når et barn bliver født, har det kun adgang til en afgrænset del af sin hjerne, nemlig den del, der ligger i bunden, hvor de mest primitive sansebearbejdninger foregår.

Neuropsykolog Susanne Freltofte sammenligner spædbarnets hjerne med et gammeldags overvågningskamera, som giver utydelige og grovkornede billeder. På samme måde ser indtrykkene i den nyfødte hjerne ud – den er simpelthen ikke i stand til at finindstille.

Men for hver dag bliver der gradvist åbnet for nye områder af Sofies hjerne. Noget af det første, der bliver tilgængeligt, er den del af hjernen, der gør det muligt for hende at se farver og mønstre.

Morgenlyset bliver pludselig mere gyldent, og der kommer kulør på dynebetrækket. En helt naturlig del af livet for os andre, men en revolutionerende opdagelse for Sofie.

Udforsker verden

Urolig lille tiger

Det meste af tiden udvikler hjernen sig i et adstadigt tempo, som giver lille Sofie ro til at øve sig og blive bedre til det, hun er optaget af i denne periode – hvad end det er at fokusere blikket, styre stemmen, smage på legetøjet eller bevæge benene.

Men med jævne mellemrum åbner hendes hjerne fra den ene dag til den anden for et helt nyt område – og så går det løs med masser af indtryk og impulser, som hun skal bearbejde, og nye færdigheder, som hun skal lære og forstå.

Når et barn tager den slags kolossale udviklingsspring – eller tigerspring, som de også kaldes – bliver det typisk uroligt og pjevset.

– Alt, hvad det lille barn skal lære – om det så er at gribe efter en kop, holde en ske eller vende sig fra ryg til mave – kræver, at de nødvendige hjerneområder er tilgængelige. Og derefter en masse øvelse og hjælp fra forældrene, forklarer Susanne Freltofte.

– Men lige når et nyt område i hjernen åbner, kan det virke meget uoverskueligt for barnet. Det rykker jo ved hele den vante oplevelse af verden. Og først når området og de muligheder, det giver, er nogenlunde under kontrol, bliver barnet glad og tryg igen.

Brug for ro og tryghed

Den urolige tid, som Sofie og mange andre børn gennemgår op til et tigerspring, er altså helt naturlig. Og som forældre behøver vi ikke at lade os slå ud af, at den lille tiger er mere pjevset end normalt, ændrer adfærd og roder rundt i rytmerne.

Det er kun et helt naturligt tegn på udvikling og går over igen, når Sofie føler sig på sikker grund i de muligheder og færdigheder, der følger med adgangen til det nye afsnit i hendes hjerne.

– I sådanne perioder vil barnet typisk søge sine forældre mere end ellers for at finde tryghed midt i forvirringen. Det vigtigste er, at vi som forældre lytter til barnets signaler og ikke klør på med vores egne ambitioner på barnets vegne, råder Susanne Freltofte.

– Det er godt, at vi giver børnene oplevelser og udfordringer – men de har også brug for perioder med mere ro og tryghed, så alle de nye indtryk, hjernen pludselig er i stand til at kapere, kan falde på plads.