Foto: Getty Images
Anerkendt familieterapeut: Især én ting er vigtig for at sikre den gode legeaftale
Er det en berigelse eller en byrde, når I skal have nogen med hjem at lege? Opskriften på den
gode legeaftale handler om at være ærlig. Omkring dit barns behov, dit eget overskud og de børne-fællesskaber, som dit barn er en del af.
Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange min datter har spurgt, nærmest bedende: ”Mor, må vi ikke godt få en legeaftale”, imens et andet barn har stået ved siden af og set lige så håbefuld og spændt ud i blikket.
I dag er hun 7 år, og lige siden hun startede i børnehave, har hun været bevidst om, at konceptet legeaftale findes og været helt oppe at flyve, når hun vidste, at der var en i vente.
Det har betydet masser af vellykkede playdates efter både børnehave og skole, hvor hun og den udvalgte ven har gadedrengehoppet og sunget hele vejen hjem, fundet hinanden i harmonisk, ligeværdig leg og klukleet i lange øjeblikke.