Børneeksem
SPONSORERET indhold

Har mit barn børneeksem eller ej?

Hvert femte barn døjer med børneeksem, som giver meget tør hud og kløe. Men hvordan ved du, om dit barn har eksem eller bare almindelig tør hud? Få svaret her.

Af: Jo Brandt
23. jan. 2015 | Børn | Vores Børn

Efterår og vinter betyder røde kinder, kroppe pakket ind i lag på lag og små numser, der konstant er indhyllet i ble, og nemt kan blive røde. Så der er vel ikke noget at sige til, hvis dit barns hud af og til lader sin irritation komme til udtryk ved at blive tør eller reagerer med lidt udslæt.

Men når du samtidig ved, at omkring hver femte barn bliver ramt af børneeksem, er der på den anden side heller ikke noget at sige til, hvis du bliver bekymret, når du ser det.

Men hvornår er der grundt til at være bekymret?

Det ved videnskabsjournalist og forfatter til bogen Sund hud til børn, Karoline Lawætz.

LÆS OGSÅ: Rød numse, nej tak!

– Hvis der er tale om en tør plet, der går væk af sig selv efter et par dage, er der ingen grund til at blive nervøs. Men hvis dit barn har tilbagevendende tørre pletter og generelt tør hud, skal du gå til lægen, for så kan det være børneeksem, siger hun.

Hun understreger samtidig, at du ikke selv kan stille diagnosen.

– Hudlidelser er ekstremt svære at diagnosticere. Derfor skal du gå til lægen, hvis du er i tvivl, om det er børneeksem eller ej, siger hun.

Første udbrud af børneeksem tidligt

Hos de fleste børn med børneeksem kommer det første udbrud, inden barnet er fyldt fire år. I den alder ses eksemet oftest på kinderne, hagen og i hårbunden, men den kan også opstå på ydersiden af armene og forsiden af benene samt på huden under bleen.

Nogle børn får kun udbrud af børneeksem om vinteren, hvor det er koldt, mens andre har tilbagevendende udbrud over hele kroppen året rundt.

Ifølge Karoline Lawætz spænder tilfældene af børneeksem også fra de helt milde til de meget lidelsesfulde.

– I nogle tilfælde er det så slemt, at forældrene faktisk ikke kan røre ved huden, uden at den går i stykker, og samtidig så er det jo ubehageligt for barnet, fordi det klør forfærdeligt over hele kroppen, og det kan faktisk gøre temmelig ondt. Derudover øger eksemen risikoen for infektioner, da huden sammen med vores slimhinder, er vores vigtigste forsvar mod omgivelserne, siger hun.

LÆS OGSÅ: Det klør, mor!

Amning har positiv effekt på børneeksem

Hvorfor nogle børn går helt fri, mens andre bliver hårdt ramt, ved man endnu ikke særligt meget om. Men i dag ved man, at børneeksem til dels er arveligt. Hvis begge forældre har det, er der 75 procent risiko for, at barnet også får det. Hvis det kun er ene af forældrene, er risikoen 30 procent.

– Derudover har man fundet ud af, at immunforsvaret hos børn med børneeksem reagerer anderledes end hos andre børn, og at nogle af dem mangler et bestemt protein. Men det er ikke sådan, at man ved, præcis hvad det er, der får eksemen til at udvikle sig, som man for eksempel gør ved nikkel- eller parfumeallergi, siger Karoline Lawætz.

Derfor er der heller ikke særlig meget, du som forælder kan gøre for at forebygge, at dit barn får børneeksem. Undersøgelser tyder dog på, at et barn af forældre med børneeksem, astma eller høfeber, har godt af udelukkende at blive ammet de første fire måneder af sit liv.

Det tyder på, at man dermed kan gøre sit for, at børneeksemen bliver mindre voldsom, eller at barnet får det noget senere, end det ellers ville have fået. Så det er et godt råd, men ingen garanti, og efter de første fire måneder har amning ingen effekt på børneeksemen, understreger Karoline Lawætz.

Creme med måde

Men hvad er så det bedste, du kan gøre for dit barn og dets hud? Det kommer ifølge Karoline Lawætz helt an på, hvordan barnets hud har det.

– Hvis du har et barn med en helt almindelig sund hud, har det sjældent brug for creme eller lotion. Sådan er det. Det kan være fristende at købe, fordi vi gerne vil gøre noget godt for vores børn, men har barnet helt normal hud, er det altså sundest ikke at gøre noget, siger hun. I det hele taget mener hun, at en god grundregel er: Jo færre stoffer dit barns hud er i kontakt med, desto bedre. Det gælder både sæber, skumbad og cremer. Så når du i bedste mening forkæler dit barns hud ved først at vaske den med sæbe og derefter smøre den ind i creme, risikerer du i virkeligheden at forstyrre hudens egen sunde, naturlige balance.

Billige cremer er også gode mod børneeksem

Så snart der er tale om tørre eksemagtige pletter på dit barns hud, er der dog god grund til at reagere.

– Jeg synes ikke, at du af princip skal lade helt være med at smøre børnene. Gør det, hvis der er behov. Og hvis huden er tydeligt tør, er der behov for pleje, siger Karoline Lawætz og understreger, at de billige cremer er mindst lige så gode som de dyre af slagsen.

Har dit barn normal, men lidt tør hud, foreslår hun, at du smører med en børnelotion efter badet. Bliver huden ved med at være tør, og er der samtidig tale om tilbagevendende tilfælde af eksem, kan der være tale om børneeksem, og så skal du smøre dit barns hud en til to gange om dagen med en creme med en fedtprocent på minimum 40.

– Den fede creme hjælper huden med at holde på fugten. Er eksemen meget slem, kan du også få en recept hos lægen på en hormoncreme, der behandler eksemen, siger hun.

Nogle børn med børneeksem kan også have glæde af at få lagt kosten om, men ifølge Karoline Lawætz gælder det langt fra alle.

– Der er en hel masse teorier inden for alternativ medicin, men der er ingenting, der tyder på, at for eksempel mælk, mel eller en meget syrlig kost, spiller en rolle. Men hvis dit barn lider meget slemt af børneeksem, er det da værd at prøve, for hvis barnet har fødevareallergi, kan en diæt nogle gange hjælpe, siger hun, men understreger, at det i så fald skal gøres i samarbejde med en læge, så I er sikre på, at jeres barn får al den næring og de vitaminer, barnet har brug for.

7 ting du skal vide om børneeksem

1. Omkring hvert femte barn bliver ramt af børneeksem. De fleste tilfælde ses inden fireårsalderen. Hos ni ud af ti er sygdommen brudt ud, inden barnet starter i skole.

2. 70 procent vokser fra det i syvårsalderen, mens 10-15 procent lider af det resten af livet.

3. Når der er tale om børneeksem, er huden rød, kløende og har tendens til at revne og blive furet. Det betyder blandt andet, at huden nemt kan gå i stykker, så der kommer sår, der risikerer at gå betændelse i.

4. Børneeksem ses ofte på kinder og hage, i hårbunden, på ydersiden af armene, under bleen og på yder siden af knæene. Eksemet kommer i udbrud, men ledsages af tør hud imellem udbruddene.

5. Årsagen til børneeksem er ukendt, men man ved, at det til dels er noget, der nedarves, og at immunforsvaret i huden hos børn med børneeksem fungerer anderledes end normalt.

6. Børneeksem er ikke livstruende, men kan være meget ubehageligt for dit barn. Der findes ingen kur mod børneeksem, men creme spiller en stor rolle i at forebygge udbrud.

7. Børn med børneeksem har større risiko for senere i livet at udvikle håndeksem og straksallergier som astma og høfeber.

I galleriet har vi samlet 9 cremer, der er gode til sart babyhud

LÆS OGSÅ: Sundhed: Undgå at baby får svamp

LÆS OGSÅ: Alternativ behandling: Baby på briksen

LÆS OGSÅ: Alt du skal vide om børn og pollen

Bliv abonnent på Vores Børn, og læs meget mere om udvikling og motorik. Se de gode tilbud her!