Hvem siger lyserød er den bedste farve?
Belinda Søriis svæver på en sky med baby, cafébesøg og lange gåture med barnevognen - men den er desværre ikke lyserød.
Før jeg blev mor, havde jeg en idé om, hvor fantastisk og hyggeligt det ville være at få en baby. Jeg så kun de smilende kvinder med barnevogne og deres lige så smilende mænd ved deres side.
De hyggelige timer med mødregruppen på en café, hvor ungerne bare sov i deres barnevogne, og hvor nemme og glade de var, når de så vågnede og skulle ammes.
Alle de ideer jeg havde, om at være mor var sukkersøde og lyserøde. Jeg blev godt nok klogere. Ingen af mine forestillinger har været, som jeg troede.
For det første kunne jeg ikke amme. Av, den gjorde ondt. Tænk ikke at kunne stille sit barns mest basale behov – sult. Det der bare skulle være så nemt og ligetil.
Så var der, det der med at gå ture med barnevognen storsmilende med kæresten. Jo, det har vi gjort, men hold nu op, hvor har vi også gået og været sure på hinanden. Og stressede, fordi barnet i vognen bare lå og skreg.
Og mødregruppen var hyggelig i starten. Lige indtil min søde søn valgte, at det der søvn var overvurderet. Så sad man der med en træt og sur baby, mens de andre spiste sig mætte i lækkert brød, frugt og guf.
Og som om det ikke var nok, så satte en stor fed depression sig oven på mit hoved. Eller rettere, indeni. Og den ligger og lurer derinde, når jeg allermest har brug for, at den holder sig væk.
Det var hårdt at blive mor, og jeg har mange gange følt mig snydt. Det har på ingen måde været lyserødt. Men så er det jo godt, jeg har fået mig en søn, der heldigvis går i blåt.
