Lone Dybkjær: Mor i 1970'erne

Ligestilling var ikke normalt

Jeg havde mine betænkeligheder ved at få børn. I begyndelsen af halvfjerserne var det ikke så enkelt at fortsætte karrieren, efter at man blev mor – kvindefrigørelsen slog først for alvor igennem ti år senere.

Derfor stillede jeg som betingelse, at min mand skulle tage halvdelen af arbejdet med børnene. Sådan blev det.

Engang da han skulle på forretningsrejse, sagde Lotte ‘hvad så med maden, mor?’.

LÆS OGSÅ: 
Kit Kruse: Mor i 1950’erne
Mette Vibe Utzon: Mor i 1990’erne
Le Gammeltoft: Mor i 2010’erne

Splittelse af forældremyndigheden

Da vi blev skilt i 1978, var der ikke noget, der hed fælles  forældremyndighed. Jeg kunne sikkert have fået begge børn, men det var ikke rimeligt. Børnenes far havde jo været lige så meget til stede. Så for at holde balancen fik vi forældremyndighed over hvert sit barn.Da jeg skrev under på, at jeg ikke længere havde forældremyndigheden over mit ene barn, føltes det, som om jeg fik en arm hugget af. Det er den værste underskrift, jeg nogensinde har sat.

Overgang med skift

Vi holdt børnene sammen i praksis. De blev boende i vores hus I Hørsholm som et eksperiment for at se, hvad der var bedst for dem – ikke for os. Først flyttede min eksmand og jeg ind og ud på skift, så boede han der et år, og så boede jeg der et år, indtil vi besluttede at sælge huset.

Afsavn til mine børn

Det var et rædselsår, da jeg ikke boede hos mine børn. Jeg fik lungebetændelse, feber og bronkitis og kunne ikke komme fri af det. Jeg var psykisk og fysisk nede af savn over de børn. Jeg besøgte dem, og de  kom på besøg hos mig, men det var ikke nok. Ikke at sove med dem, vågne med dem, være en del af deres liv. Det var fuldstændig uholdbart. Det løste sig, da min eksmand etablerede sig i et nyt forhold. Så flyttede børnene til København med mig. Den dag i dag ved de ikke, hvem der fik forældremyndigheden over hvem. Når de har spurgt, har jeg sagt ‘det kommer ikke jer ved’. For vi måtte foretage et valg.LÆS OGSÅ: Farvel til den perfekte morDet førte til, at jeg politisk kæmpede for fælles forældremyndighed. Det kom på plads mange år senere, men vi var nogle af de første til at få det.

Balancen som mor

Jeg havde altid dårlig samvittighed over for mine børn. Dengang var arbejdet i Folketinget overhovedet ikke tilrettelagt under hensyntagen til, at folk havde familier. Jeg kunne ikke være der hele tiden, men jeg sagde til mine børn, at jeg altid ville komme, hvis de bad mig om det. På et tidspunkt testede den yngste mig.De ringede fra skolen og sagde, at Mette havde ondt i maven. Så jeg smed, hvad jeg havde i hænderne, og tog hjem til hende. Vi havde en fantastisk eftermiddag, hvor vi omplantede alle potteplanterne. Der var ikke noget i vejen med hende, og det blev ikke prøvet mere, for nu vidste de, at jeg kom, hvis de kaldte. 

Accept af at være ufuldkommen som mor

Jeg gjorde det så godt som muligt i al min ufuldkommenhed. Men altid med kærlighed.